Eisensteins “Panserkrydseren Potemkin”

Den 21. december 1925 – for 100 år siden – havde en film premiere i Moskva, der udløste en æstetisk revolution og satte stilen for stumfilmens æra med sit visuelle sprog og politiske holdning.

Sergej M. Eisenstein havde fået til opgave at filme den revolutionære bevægelse forskellige steder for at markere 20-årsdagen for den første russiske revolution i 1905.

Eisenstein besluttede tidligt at fokusere på sømændenes oprør i Odessa som eksempel. Baseret på oprøret blandt sømændene på slagskibet Potemkin udviklede instruktøren de revolutionære begivenheder. Sømændenes protester mod utilstrækkelige fødevareforsyninger blev brutalt undertrykt, men tusinder af mennesker viste deres solidaritet ved begravelsen af den dræbte talsmand. Det tsaristiske regime så ingen anden udvej end at sende tropper til havnen, som brutalt knuste protesten og befolkningens solidaritet.

Det er det visuelle sprogs kraft, der gør denne film forståelig for alle seere den dag i dag. Efter billederne af volden mod de oprørske soldater er seerne vidne til en fejring af solidariteten i havnen i Odessa. Personer, der karakteriseres som »studerende«, »krigsinvalid«, »mor«, »lærer«, ›barn‹ og »velhavende mand«, støtter sømændene og symboliserer de sociale grupper, der kan vindes over til oprøret. Denne fredelige atmosfære afbrydes af ordet »Pludselig«, der vises på skærmen. Panik bryder ud.

Dette markerer begyndelsen på en af filmhistoriens mest berømte scener, »Odessa-trappescenen«. Soldaterne ses ofte i nærbillede, hvor de ikke fremstår som mennesker, men som deres støvler og rifler, og reduceres til deres potentiale for vold. Folk løber ned ad de enorme stentrapper i havnen. Nogle falder om, bliver liggende på jorden og bliver trampet ned. Soldaterne marcherer i takt over ligene. Kameraet skifter mellem lange og mellemstore optagelser og viser både folkemængden og nærbilleder af enkeltpersoner. Billedernes tempo øges, understøttet af en stadigt stigende melodi, der efterligner geværsalverne med trommeslag.

En dreng bliver ramt af skud. Anklagende, med liget af sit døde barn i armene, kravler moderen langsomt op mod soldaterne. Ubevægelige skyder de. En anden mor med en barnevogn kommer ind i billedet på trappen. Hun bliver ramt, og barnevognen glider ud af hendes hånd. Filmen følger den rullende barnevogn med nærbilleder af det grædende barn, billeder af morderiske soldater, kosakker og blødende ansigter. Til sidst vælter barnevognen, og Eisenstein klipper ind i faldet med nærbilleder af en kosak, der slår med sin sabel i blodtørst.

Fra da af venter seeren på en reaktion på soldaternes blinde raseri. Den kommer. I skarp kontrast til de hurtige massakre-scener drejer krigsskibets kanonløb langsomt mod byen og skyder mod generalstabens hovedkvarter i Odessa-teatret. Røg stiger op. Til sidst gør andre skibe også mytteri. Revolutionens røde flag vajer fra masterne.
Med denne film iscenesatte Eisenstein et imponerende historisk tableau af revolutionen, som endnu ikke var lykkedes, men skabte forudsætningerne for oktoberrevolutionens sejr i 1917.

Filmen skylder sin overvældende effekt til en skildring, hvor Sergej M. Eisenstein formåede at tage revolutionærernes side i 1905 og samtidig vinde publikum over på de undertrykte massers og revolutionærernes side ved hjælp af sit visuelle sprog og de følelser og emotioner, det fremkaldte.

Filmen er en »revolutionær lektion med følelsesmæssig overbevisningskraft«, ifølge en lovprisende tale. Denne revolutionære kunst fortæller om de undertryktes befrielse. Derfor har filmen »Panserkrydseren Potemkin« selv 100 år efter premieren ikke mistet meget af sin virkning, selv om den sociale kontekst er anderledes i dag.