Generalstrejken og kampdagen den 22. september, der havde til formål at standse folkemordet på det palæstinensiske folk og bryde alle forbindelser med den terroristiske stat Israel, mod den italienske regerings medvirken, fik en omfattende deltagelse af arbejdere, unge og kvinder fra de bredere folkelige lag. I de hundredevis af demonstrationer, der fandt sted fra nord til syd, gik mindst 700.000 mennesker på gaden, heriblandt mange unge og meget unge, der for første gang deltog i en kamp.
Af Organisationen for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien
Der blev gennemført markante aktioner som blokering af havne (Genova, Livorno, Venedig), togstationer (Milano, Rom, Napoli), offentlig transport, motorvejsknudepunkter (Torino-Milano, Firenze-Bologna) og vejknudepunkter (Pisa), skoler og universiteter, på trods af og i strid med »sikkerhedsloven«. Krigsindustrien og transportmaskineriet blev bremset, og der var demonstrationer foran Leonardo-kontorerne. Fotos af den kriminelle Netanyahu og hans medskyldige Meloni blev brændt i flere demonstrationer. Reaktionen mod politiet, der forsøgte at forhindre massedemonstrationerne med tåregas, vandkanoner og stormløb, var voldsom.
Den 22. september blev sloganet »Blokér alt!« i mange byer omsat til konkret handling i en af de største protester i Europa siden begyndelsen af den zionistiske aggression mod Gaza.
Mobiliseringen bredte sig længere ud end de basis-fagforeninger, som havde udråbt strejken. Tusinder af politiske, sociale og studenteraktivister bidrog fra græsrodsniveau til dens succes, som i nogle byer varede indtil om aftenen. I Livorno fortsætter den kompromisløse blokade af havnen mod våbenhandel.
Som kommunister (marxist-leninister) har vi samarbejdet om gennemførelsen af kampdagen og været til stede med vores presse og propaganda overalt, hvor det var muligt.
På gader og pladser blev der overalt udtrykt stærk solidaritet med det palæstinensiske folk og forsvar for Sumud Flotilla, en solidaritet som er holdningen hos flertallet af vores lands befolkning, der med foragt afviser den zionistiske stats barbari. Men også afvisningen af den krigspolitik og -økonomi, der påtvinges af NATO, EU og de store krigsmonopoler, af nedskæringerne i social- og sundhedsudgifterne, af finanskapitalens almagt, der ødelægger Gaza såvel som livet for millioner af arbejdere.
De besejrede på denne kampdag var: for det første Melonis reaktionære regering, der først truede med foranstaltninger mod strejken og nu forsøger at skjule den ‘uforklarlige’ massedeltagelse; for det andet den falske borgerlige opposition og toppen af fagforeningssammenslutningerne, der også blev hårdt kritiseret af de mange arbejdere, der deltog i strejken.
Det, der kendetegnede generalstrejken den 22. september, var den brede folkelige sympati for den palæstinensiske sag og genoptagelsen af massemobiliseringen i vores land. Med denne genopvågnen fremstår det nødvendigt at knytte solidariteten med det palæstinensiske folk og kampen for fred tæt sammen med de udbyttede arbejderes krav for deres vitale og presserende behov: arbejde, store lønforhøjelser, sundhed, rettigheder og kampfrihed.
Dette er af afgørende betydning for at fremme deltagelsen af brede sektorer af arbejderklassen, som skal bryde arbejdsgivernes offensiv og den bremse, som fagforeningsbureaukratierne har pålagt. I fabrikkerne og på andre arbejdspladser, blandt de fyrede, de arbejdsløse, de midlertidigt ansatte, vokser utilfredsheden og vreden dag for dag og kan hurtigt udvikle sig til en åben kamp mod udbytnings- og elendighedsregimet.
Den kamp, der skal udvikles, er ikke »moralsk« eller »humanitær«, men af stor politisk betydning. Det er gennem sammenkoblingen af den organiserede arbejderklasses kamp i de kapitalistiske metropoler med kampen for befrielsen af de folk og nationer, der er undertrykt af imperialismen, at spørgsmålet om den revolutionære vej ud af den dybe krise i et system, der er råddent i sin grundvold, igen vil komme på dagsordenen.
Ekstremt aktuelt er samlingen i en folkelig front af antiimperialistisk, antifascistisk og antizionistisk karakter, hvor arbejderklassen har ledelsen og samler de nødvendige klassealliancer omkring sig.
En folkelig front, der kan finde solidaritet mellem folkeslagene i en udtræden af NATO’s krigsførende blok, i en afvisning af oprustning, i nedlæggelsen af udenlandske militærbaser, tilbagetrækningen af italienske tropper i udlandet, en front som kæmper mod enhver involvering af Italien i den igangværende krig i Ukraine, som under pres fra konflikter mellem imperialistiske stater og monopoler kan kaste folkene ud i afgrunden af en større konflikt.
For at komme videre på denne vej er det nødvendigt, at kommunisterne og de mest kampvillige arbejdere forener sig i kampen for et uafhængigt proletarparti, der er i stand til at give arbejder- og folkelige bevægelser en revolutionær og internationalistisk retning. Uden dette parti vil arbejderklassen og de store masser være politisk, ideologisk og organisatorisk afvæbnede over for udviklingen af tidens modsætninger og de store kampe, der venter os.
I mellemtiden presser begivenhederne sig på, og det er nødvendigt at forberede sig på nye og endnu mere beslutsomme masseaktioner.
Alle til Rom til den landsdækkende demonstration den 4. oktober!
Fremad i kampen for at redde Gaza, for et frit og uafhængigt Palæstina, for at vælte Meloni-regeringen!
23. september 2025
Organisationen for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
Oversat fra
La giornata di lotta del 22 settembre e la via per avanzare
Læs også
Italien: Blokade og strejke i havnene – generalstrejke for et frit Palæstina
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
