Øberg: Iran har ikke atomvåben – og er ikke tæt på at få det

Sandheden er krigens første offer. Vi har set det gennem historien, at for at kunne starte en krig for imperialistisk vinding kræver det en løgn fra krigsanstifterne, en ’begrundelse’, en ’nødvendighed’ der bygger på humane principper. Som ‘selvforsvar, for at undgå et større onde, et kommende angreb på os alle’ osv. Op til Irakkrigen løj politikerne: ”Irak har masseødelæggelsesvåben, vi ved det”. I dag gengiver politikere og presse Israels løgne for at retfærdiggøre angrebet på Iran. Et land som USA-imperialismen og skiftende præsidenter i årevis har haft i kikkerten som det næste mål for overtagelse eller ødelæggelse. Fredsforsker Jan Øberg bringer i artiklen, som vi her citerer fra, facts, der entydigt slår fast: Iran er ikke tæt på at have atomvåben, der er tale om et farligt plot, der skal manipulere de vestlige befolkninger til accept af Israels angreb og en mulig amerikansk indtræden i en brandfarlig krig. “Iran har ikke atomvåben; det har Israel – forskellige skøn siger, at de har op til 400. Iran er medlem af NPT, ikke-spredningstraktaten; Israel er ikke. Iran har været under konstant inspektion af IAEA, men Israel har aldrig accepteret det.”

Uddrag af Jan Øbergs artikel fra 18. juni 2025

Forudsigelse med hovedårsager: USA vil bombe Iran for regimeskifte

Vi har set det gentagne gange: Man opfinder et påskud baseret på bevidste løgne, falske nyheder, overdrivelser eller en falsk flag-operation, der tjener til at konstruere en historie om, at land X eller leder X er en trussel mod »os«, hvilket legitimerer, at “vi” foretager et “forebyggende” angreb mod denne – åbenlyst opdigtede – trussel for at eliminere den.

Mainstream-mediers opgave er hér at udbrede denne taktik, ikke at stille spørgsmål ved den eller afsløre løgnen.

Tag Serbiens ›folkemord‹ i Kosovo, Afghanistans ansvar for 9/11, Saddams besiddelse af atomvåben i Irak, Assads brug af kemiske våben mod sine egne, Gaddafis ‘massemord’ i Bengazi, Ruslands planer om at besætte og administrere ikke kun hele Ukraine, men også en række europæiske lande derefter, Hamas’ angreb på Israel – som Israel vidste alt om, før det skete – og nu har vi den åbenlyse løgn om, at Iran er lige ved at blive en atommagt.

Grundlæggende fakta om Iran, som vi ikke hører

Bare et par fakta, som man næsten aldrig hører, men som er yderst vigtige, uanset hvad man mener om det iranske teokrati: Det var USA/CIA og Storbritannien, der gennemførte et regimeskifte i 1953, der afsatte den demokratisk valgte Dr. Mossadegh. USA indsatte shahen – på det tidspunkt den mest skånselsløse og militaristiske leder i verden – og gav ham atomteknologi.

Siden 1979, da den iranske revolution jagede ham på flugt og besatte den amerikanske ambassade i Teheran, har USA ikke gjort andet – intet – end at chikanere Iran og dets 90 millioner uskyldige iranske borgere med de hårdeste sanktioner, man kan forestille sig (som har ødelagt den middelklasse, der kunne have ændret landets ledelse, hvis den havde eksisteret). USA og andre NATO-lande har systematisk opbygget Israels militær – vel vidende, at Netanyahus 30 år gamle patologiske drøm er at udslette Iran.

De førende aktører i dette drama er derfor »USrael« og ikke Iran.

Desuden har Iran ikke atomvåben; det har Israel – forskellige skøn siger, at de har op til 400. Iran er medlem af NPT, ikke-spredningstraktaten; Israel er ikke. Iran har været under konstant inspektion af IAEA, men Israel har aldrig accepteret det. Omkring 2003 udstedte den nuværende øverste leder, Khamenei, en fatwa mod atomvåben, som af nogle anses for at være i overensstemmelse med islamisk tradition. Iran har ikke invaderet eller besat noget andet land; Israels liste er lang.

For nylig, i 2015, blev JCPOA-aftalen indgået, som med rette blev betragtet som en stor diplomatisk sejr for alle involverede parter. Den førte til, at Iran reducerede sin uranberigelse betydeligt. Iran holdt sig inden for rammerne af aftalen, men den brovtende og gnavne Donald Trump opsagde USA’s JCPOA-deltagelse i 2018, og Iran har siden brugt sin berigelse som forhandlingskort, uden nogensinde at komme i nærheden af det niveau, der ville gøre det muligt at fremstille et atomvåben.

I marts bekræftede Tulsi Gabbard, Trumps direktør for national efterretning, at der ikke var noget, der tydede på, at Iran var tæt på tærsklen. Den 17. juni sagde Trump, at han var ligeglad med, hvad hun sagde; han vidste, at Iran var ‘meget tæt på’. Mere information om disse spørgsmål kan findes i min artikel fra i går, som kan læses her.

Ovenstående vil fungere som en bredere baggrund for forudsigelsen i overskriften. Vestens lager af løgne, misinformation og mediebedrag forekommer mig langt mere skæbnesvangert end nogen iranske militære lagre eller aktiviteter.

Specifikke årsager til forudsigelsen og krigens love

Nu til de mere specifikke årsager, som kun peger i én retning: En større krig mod Iran med det formål at ændre det iranske regime.

Ifølge medieberetninger havde Netanyahu fortalt Trump, at Israel kunne dræbe den øverste leder, og Trump sagde, at han ikke ville acceptere det. Israel har bombet civile områder og det iranske IRIB-radiokompleks i Iran, og israelske agenter har sprængt biler i luften inde i Iran. Intet af dette ville være nødvendigt for at ødelægge nukleare forskningsfaciliteter. Trump forlod G7-mødet tidligt og erklærede, at han ikke arbejdede på en våbenhvile mellem Iran og Israel, men på en ‘afslutning, en reel afslutning’, og han har opfordret Iran til ‘UBETINGET OVERGIVELSE’ og krævet, at Teherans befolkning forlader byen.

Han talte også om noget større, der var på vej, og at Iran hellere måtte acceptere hans krav, før der ikke var noget tilbage af landet. I eftermiddags, amerikansk tid i dag, havde han et møde i Det Hvide Hus’ situationsrum med sit nationale sikkerhedsteam. Han taler om, at han ved præcis, hvor den øverste leder gemmer sig, men at han ikke har planer om at dræbe ham – ‘i hvert fald ikke nu.’ (Jeg afstår fra at kommentere disse fascistiske udtalelser, der er i strid med folkeretten. Trump ville ikke have nogen skrupler med at dræbe iranske topfolk, husk hans likvidering af Qassem Soleimani i 2020).

Mens jeg skriver dette, er der bevægelser af store amerikanske og britiske flådefartøjer i regionen, og der tales om, at B52’ere leverer bunkerbusters.

Der er ingen tvivl om, at Trump-regimet gav grønt lys til Netanyahu-regimets uprovokerede og falske forebyggende angreb på Iran. Trump sagde, at han vidste ‘alt’ om det på forhånd. Dette betyder efter min mening, at han også har overvejet muligheden for, at USA vil blive trukket ind i konflikten, hvis Irans reaktion med tiden bliver for hård for Israel – der allerede er i krig med flere nabolande – at håndtere alene.

Denne gang har Iran reageret mere kraftigt end før, og det ser sandsynligvis den amerikansk-israelske trussel som eksistentiel. Hvis Iran fortsætter med at reagere på israelske angreb, vil det trække USA ind – og det vil ske før snarere end senere. Trump vil simpelthen ikke have noget valg. Han ved også, at NATO-allierede i Europa vil fortsætte med at støtte både ham og Netanyahu, hvis han begiver sig ud på den glidebane: En gentagelse af Irak-krigen.

Nogle vil måske indvende, at Trump bare bluffer. For det første: Hvem bluffer han over for? Hvis Iran opfatter dette som en trussel mod sin eksistens, vil det naturligvis ikke overgive sig betingelsesløst. Det vil kæmpe til den sidste iraner, og tanken om, at iranerne vil stå langs vejene, når de amerikanske og israelske styrker ruller ind i Teheran, er lige så vildfarende som i tilfældet med Irak. (Efter en dag i Bagdad i 2002 forstod jeg, at der ikke ville være nogen, uanset hvad de mente om Saddam).

Nej, der er en anden dynamik, der er både meget mere magtfuld og relevant: Eskaleringen af konflikter og vold, indtil det udmunder i krig, følger stort set sin egen dynamik og sine egne love. Hvis man har sagt ‘A’, må man gå videre og sige ‘B’ og gøre gengæld – ‘C’ … indtil man er nået til slutningen af alfabetet eller verdens ende.

De-eskalering er ekstremt vanskelig, men falske/fromme politikere elsker at slå til lyd for de-eskalering, fordi de ikke har andet at foreslå, og fordi de selv har forårsaget eskaleringen ved at pumpe våben ind, støtte den ene side og dæmonisere den anden i en konflikt og ikke har den ringeste anelse om konfliktløsning, mægling, fredsskabende tiltag, forsoning og den slags – for dem totalt irrelevante – faglige viden. Kort sagt er de konflikt- og fredsanalfabeter.

I betragtning af det, der allerede er sket, kan jeg ikke forestille mig, hvordan Trump og Netanyahu nu kan trække sig tilbage fra deres ord og handlinger uden at miste ansigt, og det er ikke ligefrem det, de er kendt for. De vil snart blive styret mindre af deres egne beslutninger end af militarismens, eskaleringens og i sidste ende den fuld krigsførelses love: krigsførelse for at ændre regimet i Iran.

Afnuklearisér Israel og bring begge lande under NPT og IAEA

I et vist omfang er atomspørgsmålet et påskud. I et vist omfang er det også et reelt problem. Tragedien er, at det er umuligt for nogen at ødelægge atomteknologiske anlæg og udstyr, der måske ligger 100 meter nede i massive bjerge. For det andet, hvis det lykkedes, er Iran i stand til at genopbygge sin kapacitet og vil sandsynligvis være blevet overbevist af USrael-politikken om, at det mod sin vilje er nødt til at anskaffe atomvåben.

Da Israel har atomvåben og dermed overtræder alle de ikke-bindende FN-resolutioner om Mellemøsten som en zone fri for masseødelæggelsesvåben, ville den enkle og effektive løsning være, at det internationale samfund fratager Israel dets atomvåben og placerer begge lande under NPT og IAEA’s overvågning. Vestens dumme insisteren på, at Israel skal have atomvåben, mens Iran ikke må, er simpelthen ulogisk, konflikt- og krigsfremmende samt moralsk uholdbar og diskriminerende

Jan Øberg: Forudsigelse med hovedårsager: USA vil bombe Iran for regimeskifte
Jan Oberg, 18. juni 2025