For Palæstina – For værdighed og frihed

Tale til Rød 1. Maj – Munkemose, Odense
Af: Hibba Yousef

Tak til jer, der har inviteret mig.
Tak fordi I giver plads til en stemme, som alt for ofte bliver bedt om at dæmpe sig, om at forklare sig, om at vente.
Det i sig selv – at give os mikrofonen – er en handling.
En solidaritet, jeg ser og anerkender.

Kære alle

At stå her i dag som palæstinensisk kvinde er i sig selv en politisk handling.
Ikke fordi jeg bærer våben –
men fordi jeg bærer et navn, en arv og en sandhed,
som verden helst så forsvandt i støvet.

Min stemme er uønsket i mange rum –
ikke fordi den er skinger,
men fordi den er klar.

Jeg er født her – i Danmark.
Men min historie begynder et andet sted:
I ruinerne af en landsby, der ikke længere findes – Lubya – min farmors landsby.
En af de over 500 palæstinensiske landsbyer, der blev udraderet i 1948.
I skyggen af et træ, der blev rykket op med rod.
I stemmen fra min farmor, der overlevede Nakbaen –
og bar sine minder som murbrokker i brystet.

Min familie er ikke særlig.
Der findes millioner som os:
Fordrevne, forstummede, forbundne
af tab og håb.

Og derfor står jeg her i dag –
ikke bare for dem, jeg nedstammer fra,
men for dem, der lige nu kæmper for at overleve –
i et Gaza, hvor solen står op over gravpladser,
og mælken aldrig når frem.

Og midt i det –
i det mest umenneskelige –
spørger jeg mig selv:

Hvordan beskriver man det ubærlige?
Hvordan forklarer man en virkelighed,
hvor børns navne bliver skrevet på deres små arme –
ikke for pynt, men for at kunne identificere dem, hvis de dør?

I Gaza bliver hele familier slettet.
Skoler forvandlet til ruiner.
Hospitaler bombet midt i operationer.
Journalister dræbt med kameraet i hånden.

Der er ingen sikkerhed.
Adgangen til mad nægtes systematisk.
Rent vand er en fjern drøm.
Medicinske forsyninger bliver blokeret.

Det her er ikke en humanitær krise –
det er bevidst og systematisk vold.
Det er en krigsforbrydelse.

Alt imens lyden af droner overtager stilheden –
og visheden breder sig:
Intet sted er helligt. Intet menneske fredet.

Og alligevel kalder man det en “konflikt”.
Et “komplekst spørgsmål”.
Som om sult og sorg kræver fodnoter.

Det her er ikke tragisk.
Det er ikke neutralt.
Det er folkemord.

Og hvis vi ikke kan sige det højt –
hvad er vores ord så værd?
For det, der sker nu, er kun det seneste kapitel.

Det her begyndte ikke i oktober.
Og det slutter ikke med en våbenhvile.
Det her er kulminationen på 76 års kolonial undertrykkelse.

Siden 1948 er palæstinensere blevet fordrevet, isoleret, undertrykt.
Bosættelser vokser.
Mure bygges.
Hele samfund holdes fanget – økonomisk, politisk og fysisk.

Palæstinas kamp er ikke ny –
og den er ikke kompleks.
Det er en antikolonial befrielseskamp.

Men det er, som om verden har glemt, hvordan kolonialisme ser ud –
når den ikke kommer med geværer,
men med kontrakter og slips.

Og netop dér –
midt i det moderne, polerede sprog om demokrati og udvikling –
falder bomberne stadig.
Mens bomberne falder,
mens børn bæres ud af murbrokkerne,
mens mødre skriver deres børns navne på deres arme –

– afsløres noget større.

Den globale orden forskyder sig.
USA’s betingelsesløse støtte til Israel underminerer enhver forestilling
om, at Vesten står på retfærdighedens og menneskerettighedernes side.

FN er handlingslammet –
men det er ikke nyt for os.

Som palæstinenser har jeg aldrig kendt et FN,
der forsvarede vores ret til en stat.
Jeg har aldrig kendt et USA,
der så os som mennesker med krav på frihed.

Det, der for andre først går op nu –
hvor uhyggelig magtens tavshed og støtte til Israel er –
– dét har vi levet med i generationer.

Palæstina er blevet en prisme:
Et sted, hvor det afsløres, hvem der mener noget med folkeret –
og hvem der bare pynter sig med den.

Vi ser det ske:
Ret bliver til magt.
Oprør bliver til terror.
Liv bliver til statistik.

Det er ikke kun stormagterne.
Det sker også her – i Danmark.

Vi kalder os en retsstat.
Et land med værdier.
Men vi eksporterer våbendele til et folkemord.
Vi tier i FN.
Vi gemmer os bag EU’s ryg.

Og hvor er fagbevægelsen?
Hvor er venstrefløjen?

Vi har mærket solidariteten – og den har været stærk.
Men vi har også mærket tavsheden.
Den strategiske tavshed.
Den bekvemme tavshed.

Skal vi virkelig være dem, der råber højst om klassekamp –
men tøver, når den handler om Palæstina?

Skal vi virkelig være dem, der støtter, når det er sikkert –
og tier, når det koster?

Vi fordømmer annektering i Ukraine –
men ikke i Palæstina.

Vi rystede på hovedet af Trump, da han ville købe Grønland –
men siger intet, når palæstinensisk jord stjæles
med bulldozere og brutal besættelsespolitik.

Vi skal ikke narres:
Danmark er ikke neutral.
Danmark er medansvarlig.

Og jeg vil sige det klart:
Vi palæstinensere skal ikke gøres pæne.
Vi skal ikke tale stille.
Vi skal ikke forklare os for at blive tålt.

Det her er ikke had.
Det her er ikke ekstremisme.
Det her er overlevelse.
Det her er modstand.

Vi skal ikke tale om Palæstina –
vi skal tale fra Palæstina.

Vi skal ikke bære tavshed som takt.

Vi har ikke brug for jeres sympati –
vi har brug for jeres solidaritet.
Og det er netop derfor, jeg står her i dag –
på arbejdernes internationale kampdag.

Fordi Palæstinas kamp og arbejderklassens kamp er flettet sammen.
Det handler om retten til arbejde.
Til jord.
Til frihed.
Til liv uden lænker.

Arbejderbevægelsen ved, hvad undertrykkelse er.
Den ved, hvordan det føles at blive ignoreret af magten.
Og den ved, at intet bliver givet –
alt må vindes.

Så spørg dig selv:
Hvis du ikke siger noget nu – hvornår så?
Hvis du ikke står fast her – hvor så?

Vi nægter at være neutrale.
Vi nægter at være stille.
Vi nægter at være sikre, når andre bløder.

Vi kræver:
– Våbenembargo nu.
– Sanktioner mod bosættelser og besættelse.
– At Danmark bakker op om Den Internationale Straffedomstol – også når den efterforsker Netanyahu.
– At fagforeninger, venstrefløjspartier og arbejdspladser tager stilling –
ikke bag lukkede døre, men her. Offentligt.

Vi organiserer os.
Vi boykotter.
Vi forstyrrer tavsheden.

Palæstina er ikke en debat.
Det er ikke en nuance.
Det er et folk. Et hjem. En levende modstand.

Og mens raketterne regner ned –
rejser studerende sig.
Fagforeninger siger fra.
Kunstnere, lærere, arbejdere over hele verden
løfter stemmen og siger:
Ikke i vores navn.

Når vi siger:
“Solidaritet med Palæstina” –
så siger vi: Nok er nok.
Så siger vi: Vi er mange.
Så siger vi: I er ikke alene.

Stop folkemord. Stop annektering. Stop undskyldningerne.
For Palæstina. For værdighed og frihed – her og overalt. Tak.