Vestlig jubel over “moderate” halshuggere i Syrien

Den syriske tragedie er et trofæ for Israel og et strategisk nederlag for modstandsaksen. Det er også et strategisk nederlag for Rusland, om end med en mulig fredsløsning i Ukraine som kompensation.

Af Jan Steinholt, Revolusjon

Den blodtørstige jihadistkommandør og »emir« Ahmed al-Sharaa, bedre kendt som Abu Mohammad al-Jolani, er klar til at blive Syriens nye statsoverhoved. Assad-familiens og Baath-partiets æra i Syrien er forbi, og Vesten fejrer jihadisternes indmarch i Damaskus med fanfare og jubel.

Brutal hersker i maj, pragmatisk og moderat oprører i december

Al-Jolani er leder af Hay’at Tahrir al-Sham (HTS), en navneændring for den berygtede Nusra-front, som han opbyggede som al-Qaedas officielle syriske gren. Det skete i 2011 på direkte ordre fra den irakiske al-Qaeda-leder al-Baghdadi, da det såkaldte arabiske forår nåede Damaskus, to år før Baghdadi udråbte Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL). Jolani er så gennemsyret af blod, at USA i 2017 udlovede en dusør på 10 millioner dollars for oplysninger om hans opholdssted.

Nu er det ligegyldigt. Han er pludselig blevet en helt og en befrier ifølge næsten alle vestlige medier og statsledere. Den kommende præsident Donald Trump er en delvis undtagelse. “Husk, at alle disse mennesker ønsker at sende fly ind i vores bygninger,” kommenterede han på X (tidligere Twitter).

Fra slemt til meget værre

Mediernes fortælling er, at Bashar al-Assad, som nu befinder sig i et russisk asyl i Moskva, var et monster, som kørte Syrien økonomisk i sænk. De nævner ikke de vestlige sanktioner, som har udsultet befolkningen, og de nævner heller ikke, at de amerikanske besættere i det nordøstlige Syrien har beslaglagt og stjålet landets olieressourcer.

Sammenlignet med Vestens og Israels nye protegé, HTS-kommandanten Jolani, en tidligere leder af Nusra-fronten, virker Assad-familien som søndagsskolelærere. Når de 37 forskellige militser begynder at hugge hovedet af politiske modstandere og religiøse mindretal som kristne og alawitter og hinanden, er det ikke utænkeligt, at millioner af syrere vil savne det korrupte regime, der var.

Far og søn Hafez og Bashar al-Assad styrede et undertrykkende regime i mange årtier. Ikke desto mindre var Syrien sekulært (Assad-familien tilhørte det religiøse mindretal alawitterne), og Baath-partiets Syrien har i generationer været et relativt sikkert tilflugtssted for en række palæstinensiske modstandsorganisationer. Regimets undertrykkelse har omfattet den organiserede opposition generelt, men har primært været rettet mod islamistiske og sekteriske bevægelser.

Assad gik i fælden

I 13 år har forsvarskampagnen mod de Israel- og Qatar-finansierede terrorgrupper effektivt forhindret Assad i at indlede en tofrontskrig. I flere år har Syrien fundet sig i regelmæssige israelske missil- og luftangreb mod syrisk territorium uden at svare igen – af frygt for at give den zionistiske stat et påskud til at gå i total krig. Hvis Syrien havde haft modet og evnen til at trodse fjenden militært, ville situationen i Syrien, Palæstina og Libanon måske have været anderledes. Enten til det værre eller til det bedre. Det får vi aldrig at vide.

Tanken bag Astana-forhandlingerne mellem Syrien, Tyrkiet, Iran og Rusland var, at Tyrkiet skulle lægge låg på HTS-banden i Idlib og dermed berolige Assad. Meget tyder på, at Assad blev lokket i en fælde, da Saudi-Arabien og andre arabiske stater bragte Syrien tilbage i folden i 2023. Regimet i Damaskus troede, at det diplomatiske tøbrud var en forsikring mod nye forsøg fra Golfstaternes islamistiske aflæggere på at vælte magthaverne i Syrien. Det er derfor, han siges at have afvist militær støtte fra Iran og Rusland helt til det sidste. Og så var det for sent.

Russisk nederlag

Så sent som den 29. november forsøgte russerne at overtale Assad til at forhandle med de mere “legitime” oprørsgrupper, måske som en del af sikringen af flådebasen i Tartus og luftbasen i Hmeimim, men Assad nægtede. Rusland har efter sigende indgået en aftale med det nye regime om basernes skæbne i Latakia-provinsen og har ændret sin diplomatiske retorik.

Siden 1971 har baserne været Ruslands og det tidligere Sovjetunionens eneste direkte militære fodfæste i regionen. At miste dem ville være et stort russisk nederlag. Men der er endnu større ting på spil for Rusland, f.eks. fremtiden for BRICS-alliancen. Partnerstaten Tyrkiet er på direkte kollisionskurs med BRIKS-staterne Rusland, Kina og Iran. Andre af USA’s og NATO’s forlængede arme er BRICS-medlemmerne Egypten og Emiraterne.

Medmindre Saudi-Arabien kvajer sig, er vejen nu banet for den gamle tyrkisk-amerikanske drøm om en olie- og gasrørledning fra Qatar til Tyrkiet over syrisk territorium. Den kunne erstatte olie fra både Iran og Rusland. Assad satte foden ned over for disse planer. Qatar reagerede ved at kanalisere endnu flere penge og våben til sine stedfortrædende militser i Syrien. Man må ikke glemme, at præsident Tayyip Erdogan og emiren af Qatar, Al Thani, er allierede på flere niveauer – også gennem Det Muslimske Broderskab.

Byttehandel om Ukraine

Flere kilder mener, at der i al hemmelighed er blevet indgået en aftale mellem Vladimir Putin og den nye Trump-administration i Washington. Den korte version er, at Rusland vil lade USA gøre, hvad de vil i Mellemøsten – Iran er nok en markant undtagelse – til gengæld for, at Trump sørger for, at Ukraine indgår en fredsaftale, som i høj grad opfylder russiske krav.

Rygterne understøttes af flere udtalelser fra Trump på de sociale medier, hvor den kommende amerikanske præsident opfordrer til våbenhvile i Ukraine og lægger ord i munden på den modvillige Volodymyr Zelensky om, at Ukraine ønsker en fredsaftale med et svækket Rusland.

Vestlige og norske politikere og »eksperter« har opfanget signalerne og tilpasser deres sprog i overensstemmelse hermed. Udenrigsminister Espen Barth Eide er begyndt at bruge ord som “fredsløsning” og “Ukraine” i samme åndedrag i modsætning til de obligatoriske krigsråb, som vi er blevet så vant til at høre i løbet af de sidste to år. Det er kun to måneder siden, Eide sagde, at “vi ikke ønsker et kompromis mellem Rusland og Ukraine”. En fredsaftale er et kompromis.

Tilbageslag for Palæstina

»Det, der er sket i Syrien, er et alvorligt tilbageslag for Hizbollah i Libanon og ikke mindst for den palæstinensiske modstand. Syrien har været en afgørende transitrute for våbenleverancer fra Iran til Libanon.

Lynoffensiven fra Idlib fandt sted i tæt samarbejde med Tyrkiet, Israel og USA. Optakten i form af daglige israelske bombardementer af syriske mål i månedsvis og pres fra Tyrkiet vidner om en tyrkisk-zionistisk plan for en form for magtdeling i Syrien. Støttet af USA, selv om Pentagon og CIA leverer hver deres stridende fraktioner i floraen af syriske, turkmenske og kurdiske militser. Tyrkiet og USA udfører bombe- og artilleriangreb inde i Syrien til fordel for »deres« respektive protester, officielt for at forhindre terrororganisationer i at udfylde tomrummet!

Det sjove ved “islamisterne” med rødder i al-Qaeda er, at de ikke har nogen uoverensstemmelser med den zionistiske stat Israel. Tværtimod er Israel for dem en allieret og ven i kampen mod den shia-dominerede såkaldte modstandsakse, især Iran, Hizbollah, shia-militser i Irak og det sunni-orienterede Hamas i Gaza.

Israel udvider mod øst

Så snart “befrierne” havde indtaget Damaskus, besatte Israel stødpudezonen på Golanhøjderne, som sædvanlig i strid med al international lov. Siden “befrielsen” af Damaskus har Israel angrebet hundredvis af mål i Syrien, uden at terrorgrupperne HTS, SNA og SFA har protesteret det mindste. Israelske medier beskriver luftangrebene som de største, landets luftvåben har udført i hele sin historie. Det siger ikke så lidt. Flåden har også deltaget i missilangreb og sænket det syriske søforsvar. Påskuddet for angrebene er at forhindre, at våbenlagre falder i de “forkerte hænder”. Det er lige så sandsynligt, at det handler om at slette sporene efter israelske leverancer af våben og udstyr til “oprørerne”. Flere rapporter tyder på, at israelske styrker er rykket frem til et par kilometer vest for den syriske hovedstad. Den norske FN-udsending Geir O. Pedersens opfordringer til Israel om at stoppe angrebene er indtil videre faldet for døve øren.

Storisrael skal realiseres på bekostning af syrerne

To dage efter at islamisterne havde indtaget Damaskus, holdt Israels internationalt eftersøgte premierminister Benjamin Netanyahu sin første pressekonference i 99 dage.

“Vi er ved at ændre Mellemøstens ansigt, som jeg lovede,” sagde Netanyahu. “Staten Israel er ved at etablere sin status som en magt i vores region, som den ikke har været i årtier.” “Den, der samarbejder med os, høster store fordele. Den, der angriber os, taber stort,” sagde han og tilføjede, at han ønsker at se et andet Syrien til gavn for både Israel og syrerne, rapporterer Times of Israel.

Ud fra dette budskab kan vi nemt konkludere, at Storisrael vil blive realiseret på bekostning af syrerne. Enten gør cheferne i Damaskus, som Israel beslutter, eller også kan vi forvente en ny “krig mod terror” fra Israel, USA og NATO mod de selvsamme terrorister, som de har bragt til magten.

Oversat fra Revolusjon, Norge

Læs også

Efter Bashar al-Assad-regimets fald i Syrien

Syrien: Det er nødvendigt at forene sig mod imperialistmagterne

Israels jihadistiske venner går i offensiven i Syrien

Kræfterne og beregningerne bag HTS-angrebet på Aleppo