Resultatet af valget i Indien

Det er helt klart, at det, der er opnået, kun er et pusterum fra fascistiske elementers uophørlige vækst – der må opbygges aktive bevægelser omkring de problemer som forskellige lag af befolkningen står overfor. Det er en af konklusionerne fra det indiske Revolutionary Democracy, medlem i CIPOML, Den internationale konferencen af marxist-leninistiske partier og organisationer.

Præsident Modis parti Bharatiya Janata Party (BJP) blev på trods af alle sine manøvrer omkring Ayodhya templet ([1]) direkte besejret i selve Ayodhya. Det er fortsat det største parti i parlamentet, men det har langt fra det nødvendige flertal til at danne regering. Han havde brug for støtte fra to regionale allierede (med hvem han havde indgået en valgalliance lige før valget) for at danne regering for tredje gang i træk. Oppositionspartierne, der er kørt ud på et sidespor af pressen, er kommet tilbage med større styrke. Kulten omkring personen Narendra Modi har mistet meget af sin glans. Modi selv, i sin valgkreds Varanasi, var kun i stand til at samle 54% af stemmerne, sammenlignet med 64% ved det foregående valg. I hans egen valgkreds er hans popularitet, i stedet for skyrocketing, faldet dramatisk.

Det indiske folk har klogt brugt den smule plads, de har i “demokratisk regeringsførelse”. Faktisk kunne stort set alle aktører i valgkampen, fra regeringspartiet til oppositionspartierne og befolkningen som helhed, hævde at have vundet valget. Modis BJP vil være i stand til at danne regering, og oppositionen har formået at mindske BJP’s image og tilstedeværelse i parlamentet. Folk kan glæde sig over, at den vogn, som Modi har lanceret, har mistet nogle af sine mange hjul og ikke længere kan rulle frit og knuse folk under den.

Flere faktorer har bidraget til, hvad der effektivt ses som et nederlag for Narendra Modis politik med had og religiøs polarisering. Vi kan identificere de fire vigtigste faktorer. For det første landmændenes vrede (faktisk middelklassen og velhavende bønder, men også småbønder) ikke kun mod regeringens neoliberale politik for markedsføring af landbrugsprodukter, men også mod den måde, den forsøgte at knuse bondebevægelsen på. Det betyder, at landmænd i de fem store stater Uttar Pradesh, Bihar, Punjab, Haryana og Rajasthan stemte imod BJP.

Den anden vigtige faktor var den udbredte tro på, at hvis BJP vandt med et overvældende flertal, ville det afvikle de sekulære, demokratiske og ligheds garantier i den indiske forfatning, især garantien for mindretalsrettigheder og gennemførelsen af positiv særbehandling til fordel for historisk undertrykte folk, kaster og stammer. I det væsentlige var der frygt for, at hinduistisk mandlig dominans af de øvre kaster ville blive forfatningsmæssigt styrket. Dette vendte de undertrykte kaster (dalitter) og minoritetssamfund mod BJP.

Den tredje faktor forekom hovedsageligt i de sydlige stater Tamil Nadu, Kerala og Karnataka, hvor den åbent hinduistiske holdning blev set som en tilbagevenden til de brahmaniske kasters dominans, som befolkningen i disse stater havde kæmpet mod med beslutsomhed og succes.

Det fjerde element henviser til opfattelsen af, at det Modi-ledede BJP forsøgte at nedbryde muligheden for demokratisk uenighed ved at decimere oppositionen, især dem med regionale rødder. Indbyggerne i Bengal og Maharashtra var især vrede over den måde, hvorpå regionale politiske partier blev behandlet af Modi-regeringen, som forsøgte at splitte dem ved at bygge bro over svage ledere og fremsætte falske beskyldninger mod andre.

På trods af disse tegn, der giver os mulighed for at være optimistiske med hensyn til kampen mod det nye fascistiske diktatur, er der flere foruroligende elementer. Således fortsætter BJP’s rungende sejr i Orissa, Gujarat, Chhattisgarh, Madhya Pradesh og dens stærke tilstedeværelse i nordøst. BJP bevarer stadig en stor andel af stemmerne, omkring 37%, uden væsentlige ændringer fra det foregående valg.

og det er meget muligt, at dette resultat kan vendes ved dygtig ledelse. Samtidig kan vi håbe, at den hegemoniske position og aggressivitet over for minoriteter, som Modi personligt fremmede under valgkampen, kan svækkes en smule, da de ikke synes at have båret de forventede frugter.

I betragtning af at BJP ikke længere har styrken til at vedtage kontroversielle lovforslag gennem parlamentet, er der stor bekymring for, at det forsøger at ændre forfatningen for at udvande bestemmelserne om sekularisme, demokrati og social retfærdighed. Man kan også forvente en lille svækkelse af Modis personlighedskult i betragtning af den uro, der føles af BJP’s “bedrift”, som omfatter Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS) ([2]). Det er en udbredt opfattelse, at BJP’s valgnederlag skyldtes RSS’s tilbagetrækning fra aktivt valgarbejde, utilfreds med afslutningen på den interne dialog og fremkomsten af Modi-Shah som en semi-guddommelig frelserfigur. Men lidt langsigtet ændring er mulig i betragtning af de to gruppers nærhed.

Indiske og internationale virksomheder støtter fortsat fuldt ud BJP og ser det som spydspidsen for den neoliberale erobring af den indiske økonomi, som samtidig vil stimulere den globale kapital i lyset af recessionen. I dannelsen af kabinettet bevarer BJP nøgleporteføljer, og de samme ministre er vendt tilbage til roret i sagerne. Dets vigtigste allierede, Telugu Desam-partiet ([3]), er en velkendt forkæmper for neoliberalisme, der faktisk tabte det foregående valg i Andhra Pradesh på grund af denne blinde tro. Det er usandsynligt, at politikken med aggressive reformer vil stoppe.

Stillet over for BJP’s politiske sammenbrud og det faktum, at flere stater er opstået som tilflugtssteder mod dette parti, har sociale bevægelser mulighed for at styrke sig selv og hævde deres interesser. Venstrefløjen og de demokratiske kræfter må identificere de specifikke problemer, som de forskellige lag af befolkningen står over for, og opbygge aktive bevægelser omkring dem.

30.juni 2024

[1] Modi ønskede at påtage sig rollen som ypperstepræst for det nybyggede Ram-tempel i Ayodhya for at forene et hinduistisk flertalssamfund og sætte dem til tjeneste for sin neoliberale politik.

[2] “National Patriotic Organization”, er en højreekstremistisk hindunationalistisk og paramilitær gruppe, der er voldeligt anti-muslimsk.

[3] Regionalistisk parti, til stede i staten Andhra Pradesh og Telangana.

Oversat fra: The Outcome of General Elections 2024 in India