Stigende børnefattigdom, mens de rigeste 10% stikker helt af

Regeringen skaber fattigdom ved at prioritere krigsbudgettet og monopolernes interesser over velfærd, mens arbejdsfri indtægter og skattefrihed for de rigeste bringer uligheden i Danmark til et niveau man ikke har set siden 1960’erne. Børnefattigdommen stiger, og særligt de arbejdsløse er udsat for fattigdomspolitik.

De arbejdsfri indtægter som aktieindtægter er steget i en stejl kurve, mens skatten på netop disse er langt lavere end på lønnen. Med stigende aktiekurser har Danmarks 10% rigeste øget afstanden til den øvrige befolkning og i særlig grad til den fattigste, der har været udsat for reallønsnedgang. Jo lavere indkomst, jo hårdere har inflationen ramt og priserne ligger nu på inflationens forhøjede niveau. De arbejdsløse og de lavtlønnede er ramt af pengenes lavere værdi, af arbejdsgivernes løntilbageholdenhed og fagtoppens passivitet i kombination med regeringens fattigdomspolitik, hvor dagpenge og kontanthjælp på ingen måde er reguleret så de matcher det det koster at leve.

– Tendensen over mange år er helt umiskendeligt, at uligheden stiger, og at det går hurtigt. Vi er nået op på et ulighedsniveau, som mange for et par årtier siden nok slet ikke kunne forestille sig, siger Christian Hallum, der er skattespecialist hos Oxfam Danmark til Information.

Højkunjunktur for hvem?

Det går strålende med den danske økonomi, får vi at vide. Det passer også for de rigeste 10%, der har haft en stigning på 8% i disponibel indkomst. Igen bliver det slået fast, at den klasse regeringen fører politik for er monopolerne og landets kuponklippere. Går det godt for dem er landet på rette kurs.

Men mens aktieindtægterne ruller ind er andelen af børn under 18 år i relativ fattigdom steget fra 4,2 procent til 4,4 procent. I faktiske tal svarer det til at 49.000 børn i dag lever i fattigdom, mens tallet var 43.000 i 2015. En periode, hvor de lave ydelser for kontanthjælpsmodtagere er sat yderligere ned og de lavest lønnede oplever reallønsfald.

Ulighed i sundhed

Uligheden indskrænker sig ikke til selve indtægten, men breder sig med en klasseforskelskultur som ringe i vandet. F.eks. vil uligheden i uddannelse blive øget, hvis regeringens uddannelesreform bliver til virkelighed og ulighed i sundhed og levealder er markant. I dag lever mænd med de højeste indkomster f.eks. i gennemsnit næsten ti år længere end dem med de laveste indtægter.

For hvert 10-år opgøres uligheden i sundhed i en rapport fra Sundhedsstyrelsen – og hver gang er uligheden vokset!

Arbejderklassen har det hårdeste arbejdsliv, men uligheden slår desuden til, når det kommer til behandling af sygdomme. En væsentlig faktor er muligheden for at betale sig til hurtig og god behandling, når man har penge, en anden faktor er at systemet belønner de veluddannede, der er bedre til at formulere sig på et sprog som lægerne forstår og i højere grad har overskud til at kræve sin ret.

I en ny bog ”Ulighedens drejebog – sådan virker social ulighed i sundhed” fortæller forfatterne Morten Sodemann og Kristian Larsen om hvordan disse mekanismer sætter sig igennem.

I bog præsenterer Sodemann og Larsen bl.a. de fire fiktive patienter Ditlev, Anne-Sophie, Connie og Knud Erik og beskriver, hvordan de oplever at få meget forskellige behandlinger.

“Mens 41-årige Anne-Sophie, der er jurist og har en privat sundhedsforsikring, lykkes med at få sat flere undersøgelser i gang og udfordrer fagpersonalet med den viden, hun selv har tilegnet sig, har 53-årige Knud-Erik, som er førtidspensionist, ikke råd til sin diabetesmedicin og får skældud af lægen for at tage på i vægt.” (Information)

Som et eksempel fortæller Morten Sodemann videre:
“I dag kommer de mest velstillede patienter typisk fire-fem uger hurtigere igennem de lange ventelister til standardoperationer som grå stær eller nye hofter. Det er der ingen faglig årsag til. Men de kender deres rettigheder, og så er det lettere bare at lade dem komme foran. Vi så det også i kræftsagen fra Aarhus.”

Den øgede ulighed og fattigdommen vil kun øges så længe kapitalismen består som samfundssystem. Politisk følges monopolernes og de rigeste behov stadig mere entydigt. Der er ikke plads til “velfærd”, når krisen og imperialismens modsætninger spidser til.

Læs også udtalelsen fra APK’s kongres:

Vi vil fortsat bekæmpe de riges, arbejdsgivernes og krigsherrernes politik – For en revolutionær forandring