Inflation og stagflation, plager i det imperialistisk-kapitalistiske system

Arbejderklassen kæmper for lønstigninger, den går imod devalueringen af arbejdskraften med inflationen, mens arbejdsgiverne udnytter den til at sikre profitter og opnå superprofitter, øger udbytningen af arbejderne og lægger prisstigningen på deres skuldre. Hvad er inflation, stagnation og stagflation forstået ud fra den marxistiske økonomi.

Af Kommunistisk Platform for den italienske arbejderklasses kommunistiske parti


Hvad er inflation, og hvem har fordel af den?

Historisk set bestemmes den af centralbankernes udstedelse af penge. Når den samlede omsætning af penge vokser hurtigere end summen af de producerede varers værdi, så stiger priserne, dvs. inflationen.

Den overdrevne udstedelse af penge som udtryk for værdi fører til devaluering af valutaen og bruges af de herskende klasser til at skubbe statens udgifter over på de arbejdende folks skuldre og forværre udbytningen af dem.

Inflationen, som får priserne på produkter til at stige, påvirker lønnen for arbejderne og langt størstedelen af befolkningen, da der med samme løn kan købes en mindre mængde varer af samme kvalitet. Det vil sige, at der er en reduktion i lønningernes købekraft.

Samtidig er det kapitalisterne og jordejerne, der har fordel af inflationen, især fordi den forringer værdien af arbejdernes realløn.

Men når den er ude af kontrol, især i modne imperialistiske lande, hvor stater kæmper med refinansiering af offentlig gæld, kan den være et alvorligt problem for individuelle og den samlede kapitalistiske økonomi. Finansiel stabilitet og opretholdelse af valutakurser er væsentlige krav for borgerskabet i de store imperialistiske og kapitalistiske lande.

Inflation og monopoler

Inflationen i dag skyldes ikke længere kun stigningen i mængden af penge i omløb. Inflationens oprindelse må i vores tid søges i kravene fra monopolfinanskapitalen om værditilvækst.

Monopolernes høje priser er et af midlerne til realisering af maksimal profit. Monopoler reagerer på overproduktionskriser ved at reducere produktion og med fyringer, mens de lader priserne forblive uændrede, og endda kan lade dem stige gennem “programmeret” inflation, som er til storkapitalens ultimative fordel.

Den prisstigning, som monopolerne pålægger, kræver en stigning i de penge, der er i omløb. Centralbankerne kan være imod, men ikke blokere dette, hvilket igen fører til en yderligere stigning i priserne.

Under imperialismen erstatter monopoler den frie konkurrence. Monopolproduktion er et magtfuldt instrument til omfordeling af profit (summen af de merværdier, som kapitalistklassen afpresser fra arbejderne) til fordel for gigantiske virksomheder. Monopolet koncentrerer produktion og salg af forskellige industrigrene og bruges til at fastsætte høje priser på råvarer og opnå en høj fortjeneste gennem karteller, trusts osv.

Inflation og imperialistisk krig

Især i krigstid udsteder imperialistiske og kapitalistiske stater flere penge til at dække deres voksende krigsudgifter.

De herskende klasser udsteder en ekstraordinær stor mængde penge, der fører til, at de bliver mindre værd, med det formål at lægge byrden af militære ordrer over på de arbejdende befolknings skuldre for selv at opnå en ekstraordinær fortjeneste.

Uproduktive og snyltende udgifter til krig og undertrykkende tiltag opsuger en betydelig del af nationalindkomsten og dækkes ved at skære ned på sociale udgifter og stigningen i skatter under krigen. En reel organiseret plyndring. De mest magtfulde borgerlige stater, dem der sidder med verdenslikviditetens håndtag, har aldrig haft skrupler ved at bruge inflationen som et instrument til økonomisk krig mod andre lande for at kunne erobre nye markeder for især kapitaleksport, med fokus på det monetære spørgsmål.

På den anden side favoriserer inflationen, der forårsager devaluering af valutaen, kapitalister og jordejere, der eksporterer deres varer til udlandet, herunder våben.

Det bliver på den måde muligt med succes at konkurrere med udenlandske kapitalister og jordejere, øge afhændelsen af deres varer og opnå yderligere profitter.

Men det gælder ikke for alle kapitalister. For nogle, især de mindste, falder salget af råvarer på hjemmemarkedet og udenlandske markeder på grund af andre priser. Og dermed ødelægges tusindvis af arbejdspladser.

Inflation og produktive investeringer

For at begrænse inflationen gør de centrale bank- og finansinstitutioner “prisen på pengene” dyrere ved at øge rentesatserne, som forventet. Det er tydeligt, at stigningen i prisen på penge afskrækker virksomhedernes produktive investeringer, hvilket har konsekvenser for sænkningen af økonomiens vækstrate.

Lige så tydeligt er det, at stigningen i prisen på penge (renten) gavner finanskapitalen (store banker forbundet med de store monopolgrupper for produktion og distribution) til skade for lønmodtagerne og de svagere kapitalistiske sektorer.

Fra inflation til stagflation

I de europæiske kapitalistiske lande var inflationsprocessen i det væsentlige kronisk i perioden efter Første Verdenskrig.

Efter Anden Verdenskrig var der en moderat inflationær stigning i priserne i den cykliske genopretningsfase.

Siden anden halvdel af 1960’erne ændrede billedet sig radikalt, og inflationsraten steg betydeligt.

På trods af faldet i industriproduktionen forårsaget af overproduktion har priserne haft en støt opadgående tendens. Denne proces karakteriserede alle kriserne i 1970’erne.

Den samtidige tilstedeværelse af stagnation af industriproduktionen og prisstigningen kaldes “stagflation”.

Stagflation, der først dukkede op i slutningen af 1960’erne, udtrykte udmattelsen af keynesianske politikker via budgetunderskud og deres effektivitet.

Stagflationen i 1970’erne

I 1971 blev guldet erstattet af dollaren som en international værdireference. Dollaren har siden været verdens monetære reference og nydt godt af en “møntningsgevinst” (inflationsskat, red.) baseret på USA’s økonomiske vægt og militære magt. De har ikke haft nogen betænkeligheder ved at udstede yderligere penge i tilfælde af behov, bl.a. til finansiering af import og budgetunderskud. De stigende prisers indflydelse var betydelig under den cykliske overproduktionskrise i 1973-75.

Fænomenet stagflation, som fik et yderligere løft fra oliechokket efter Yom Kippur-krigen (Israels aggressionskrig i 1973 mod Palæstina og de arabiske lande), blev forvaltet og styret af USA og de store multinationale selskaber, der kontrollerede markederne for grundlæggende råvarer (energikilder, råvarer, landbrugsfødevarer). Inflation i disse år var en del af imperialismens offensive strategi for at placere den kapitalistiske krise fuldstændig på arbejderklassen og undertrykke de svageste og mest afhængige lande.

Inflationens virkelige syndere

Borgerlige økonomer peger på arbejderklassen med dens krav som inflationens største synder, hvilket tilslører dens virkelige årsag.

I 1970’erne og 1980’erne førte dette til, at mange lande, herunder Italien, gennemførte et kraftigt angreb på velfærdsstaten og lønningerne med afskaffelsen af ”den automatiske dyrtidsregulering”, en automatisk mekanisme, hvormed inflationen i slutningen af året bestemte lønstigningen (som bagudbetaling). Selv i dag peger kapitalens tilhængere på manglen af billig arbejdskraft som årsag til inflationen.

Virkeligheden er en helt anden. Købekraften af lønnen beregnet på grundlag af de officielle indekser for prisen på basisprodukter viser, at arbejdernes situation forværres i absolut og relativ forstand i en inflationssituation (det skal bemærkes, at statistikken angiver de ansatte arbejdere lønninger, men tager ikke højde for det faktum, at en betydelig del af arbejderne er permanent arbejdsløse).

Borgerskabet, som spreder falske teser om inflation, sigter mod at kvæle klassekampen og indføre klassesamarbejde. Inflationens største syndere er de kapitalistiske stater og monopoler, som kontrollerer produktionen og markederne og bestemmer den økonomiske og monetære politik og prispolitikken.

Vanskelighederne med gasforsyningen, faldet i mængden af kernekraft, der produceres i lande som Frankrig, og deres prisstigning, oliefelternes reelle kapacitet på mere eller mindre lang sigt, de stadig større finansielle investeringer, der er nødvendige for at opretholde udnyttelsen af den nu “modne” energikilde, øger alt sammen prisstigningerne for dermed at gøre det muligt at opnå maksimal fortjeneste.

Stigningen i energiomkostningerne afspejles i stigningen i transportomkostningerne og i prisstigningen i det omfang, at energiomkostningerne indgår ind i omkostningerne ved at producere varer.

Når et højt prisniveau er etableret, møder det stærk modstand at sænke det. Høje priser, som er blevet elementer af konstant kapital, er en del af de kapitalistiske virksomheders produktionsomkostninger. Monopolerne og deres sammenslutningers magt forsinker, at alt for høje priser sænkes igen.

Inflation og stagflation på nuværende tidspunkt

Det nuværende inflationsfænomen manifesterede sig allerede før den russiske invasion af Ukraine. Indtil december 2020 var der meget lav inflation (i euroområdet var den endda negativ) på grund af svag verdensefterspørgsel og handel samt lave energipriser.

Siden begyndelsen af 2021 ændrede billedet sig. I de første seks måneder af 2021, med det globale “økonomiske opsving”, viste forbrugerinflationen sig især i USA (5,4 % i september 2021), Rusland (7 %) og Brasilien (10,3 %).

Flaskehalse på udbudssiden i lyset af den vedvarende stigning i den indenlandske efterspørgsel, stigningen i energipriserne som følge af forskellige faktorer og vanskelighederne med at levere mikroprocessorer er i øjeblikket nogle af de mange løftestænger i stigningen af forbrugerpriserne.

Endnu en vigtig inflationsfaktor skal tilføjes, nemlig de kvantitative lempelser, som Fed (USA’s centralbank) og ECB (Den Europæiske Centralbank) praktiserede i nedlukningsperioden under Corona, og det i en sådan grad, at de skovlede likviditet ud i realøkonomien, uden at der skete en tilsvarende udvidelse af produktionen.

I december 2021, da økonomien bremsede op på grund af en ny pandemibølge, registrerede USA en inflation på 7 %, det højeste niveau siden 1980’erne. Først mod slutningen af 2021 begyndte Fed at gennemgå sin ekspansive politik (det er godt at huske, at Biden-administrationen lancerede bistand og subsidier op til tre billioner dollars for at imødegå størrelsen af recessionen) med kraftig reducering af det massive opkøb af værdipapirer og forberedelse af rentestigningen. Rusland og Brasilien har også indført monetære restriktioner.

Med udbruddet af krigen i Ukraine forværredes inflationens dynamik betydeligt i næsten alle lande, hvilket afspejler den kraftige stigning i energipriserne (som sanktionerne påvirker) og landbrugsfødevarepriserne, som påvirker priserne på mange andre varer. Stigningen i militærudgifterne og spekulationen i finanskapitalen forværrer inflationsfænomenet.

I Italien steg forbrugerpriserne f.eks. med ca. 9 % årligt i september 2022. Dem, der lider mest, er de lavest lønnede, lavindkomstfamilierne. Udhulingen af lønningernes købekraft fortsætter hurtigt, efterhånden som industriproduktionen stagnerer. Risikoen for stagflation bliver konkret i den kapitalistiske økonomi, og alt tyder på, at den ikke vil være midlertidig.

Krigssituationen, rentestigningen besluttet af centralbankerne (Fed, ECB), faldet i investeringer og forstyrrelser i forsyningskæderne vil trykke økonomien og skubbe den mod stagnation og recession; dette, fordi de nuværende årsager til inflationen fortsat er til stede, knyttet til stigningen i priserne på råvarer og energi og til monopolspekulation (superprofitter).

Vanskeligheder for det imperialistiske borgerskab

De store imperialistiske lande, dem, der kan bruge deres valuta som et våben i verdenskonkurrencen, ser i dag ukontrolleret inflation (over 2,5 %) som en pest.

EU har designet og vedtaget en stærk valuta (som er stabil over for dollaren), der ikke kan angribes af spekulation, i det mindste indtil krigen i Ukraine, som afgørende har favoriseret dollaren og øget dens værdi i forhold til euroen. I dag må EU, der er svækket af krig, med en stigende offentlig gæld, tage sig i agt for inflation, så renten på offentlig gæld ikke fastsættes af finansiel spekulation og gældsspin omkring sig selv, hvilket skaber alvorlige vanskeligheder for stærkt forgældede lande uden monetær suverænitet (såsom Italien). De risikerer, at prisen på værdipapirer kollapser, begyndende med prisen på offentlig gæld, og dermed de udsatte bankers sammenbrud.

Kampen mod ukontrolleret inflation er også af stor interesse for Fed, som ikke ønsker at se dollaren miste den væsentlige “møntningsgevinst” og dens hegemoni bragt i fare.

For at udfylde de store underskud på betalingsbalancen tyede den amerikanske imperialisme til den inflationære udstedelse af dollaren i internationale valuta- og bankforbindelser, til krig og til at bruge NATO til at bringe EU i vanskeligheder.

Men ligesom stigningen i renten, det vil sige tendensen til kapitaltilstrømning til USA, hæmmer produktive investeringer og skaber betingelserne for en ny generaliseret krise, så favoriserer globaliseringskrisen – et fænomen, der har karakteriseret en hel historisk periode, men som har ført til udviklingen af forskellige kapitalistiske magter og en større balance i valutakurserne – ikke den amerikanske imperialismes centralbanks politik.

Desuden skaber spekulation store udsving i priserne på vigtige og strategiske råstoffer (energi, korn, sjældne jordarter osv.), hvilket øger den generelle usikkerhed.

Nogle konklusioner

Forskellige klasser og sektioner af sociale klasser reagerer forskelligt på inflation og stagflation.

Finansoligarkiet udnytter inflationen til sin eksklusive fordel af hensyn til maksimal profit og stigende monopolkoncentration. Men akutte interimperialistiske modsætninger gør det stadig vanskeligere at koordinere den økonomiske og monetære politik, og inflationen er i stigende grad en ustabilitetsfaktor.

De tiltag, som de imperialistiske lande har truffet for at komme ud af stagflationens blindgyde, har f.eks. en stærk indvirkning på afhængige lande, især de mest forgældede lande. Inflation har en anden effekt på forskellige typer kapital. På en forenklet måde kan man sige, at ekspropriationen af de produktive mellemstore og små kapitalister også sker, fordi de i deres forretningsdrift ikke straks kan tilpasse sig de komplekse fænomener, som betydelig inflation medfører.

Desuden giver udsving i valutapriserne finanskapitalen, der ikke kun er i stand til at forudsige disse udsving, men også at vække og forstærke dem, muligheden for at stjæle fra de “uindviede”. Dette forværrer modsætningerne inden for borgerskabet.

Men det er i modsætningen mellem kapital og arbejde, at inflation og stagflation har de mest betydningsfulde virkninger, hvilket gør klassekampen mellem de udbyttede og udbytterne mere akut og mere omfattende.

Arbejderklassen kæmper for lønstigninger, den går imod devalueringen af arbejdskraften for ikke at forværre dens sociale situation. Arbejdsgiverne udnytter inflationen til at sikre profitter og opnå superprofitter, øger udbytningen af arbejderne og lægger prisstigningen på deres skuldre.

Arbejderklassens kamp mod konsekvenserne af disse sår i det imperialistisk-kapitalistiske system kan ikke begrænse sig alene til den ukrænkelige økonomiske kamp for at sikre arbejdskraftens pris gennem lønstigning på bekostning af profitten. Den kræver overordnet politisk handling, den kræver energiske tiltag mod borgerskabet og kapitalen, som kun en regering, der er et udtryk for arbejderklassens magt, kan vedtage.

Fænomener som inflation og stagflation giver endnu et argument for behovet for en enhedsfront og en folkefront ledet af arbejderklassen, for kampen for et sandt demokrati, som hviler på flertallet af de udbyttede og undertrykte mod mindretallet af udbyttere og undertrykkere.

Oktober 2022

Oversat fra Scintilla, som udgives af Kommunistisk Platform – for den italienske arbejderklasses kommunistiske parti.

 

Artiklen har været bragt i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp Nr. 4 – november 2022

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne