Kvindeoprør – 8. marts Odense: Hold fast og hold ud – vi er mere værd!

Af Stina Engelhardt, sygeplejerske på OUH Odense Sygehus

“Siden konflikten i sommer har rigtigt mange sygeplejersker valgt at sætte foden på bremsen. Vi har fået nok. Der kan ikke løbes stærkere og hvis ikke man skal slides op eller ende med en sygemelding, så må vi have politikerne til at forstå sagens alvor.”

Talen blev læst op af sygeplejerske Laila fra OUH Svendborg på demonstrationen:
KVINDEOPRØR 8. MARTS 2022 på Flakhaven i Odense

Den 18. juni 1969 – altså for snart 53 år siden blev der vedtaget en reform af Tjenestemandsloven i Folketinget med et stort flertal. Det er den reform vi i dag kender som Tjenestemandsreformen af 1969 – en reform, der faktisk byggede på den første Tjenestemandslov, der stammer helt tilbage fra 1919.

En del af reformen af 1969 omhandlede en lønindplacering og klassificering af samtlige statsansatte tjenestemænd, ansatte i folkeskolen, ansatte i folkekirken, ansatte i sygehusvæsnet og tjenestemandslignende grupper på pædagogområdet. I denne klassificering blev de kvindedominerede faggrupper overordnet set placeret lavt i forhold til uddannelses- og ansvarsmæssigt lignende grupper. Man valgte simpelthen at bevare lønhierarkiet fra 1919!

Reformen var tænkt som værende noget, der jævnligt skulle revurderes. Til det formål nedsatte Folketinget dengang Stillingsvurderingsrådet, en instans, der dog aldrig kom til at fungere.

Vi ved alle sammen, at der ALDRIG blev set og revurderet noget omkring det lønhierarki politikerne fastsatte i 1969 og at det er én af grundene til, at fag der dengang traditionelt blev varetaget af kvinder halter LANGT efter i dag, ikke mindst når det kommer til lønnen.

Udover Tjenestemandsreformen af 1969 der fastholder de såkaldte kvindefag i den lave ende af lønhierarkiet er vi også bundet af, at vores organisationer forhandler løn og arbejdsvilkår i den danske models hellige navn.

Den danske model kan man kun betragte som en spændetrøje, der ikke levner plads til regulære lønstigninger ved overenskomst-forhandlingerne hvert 3 år. Når man sætter en pose penge med et fastlåst antal kroner foran de lønforhandlende organisationer, så giver det sig selv:

-at er der nogle der skal have ekstra i lønningsposen- så er der andre der skal undvære. Det kan igen kun betyde én ting og det er, at man i praksis skal ”stjæle” fra hinanden. Og det har vi selvfølgelig inden interesse i.

Fra politisk side, er der ikke umiddelbart noget ønske om at afskaffe den danske model, da den er bekvemt forudseelig og afgrænser det økonomiske spillerum mellem de forhandlende parter.
Og når der ikke umiddelbart er udsigt til at vinke farvel til den danske model, så er der så meget mere grund til at lægge kræfterne og fokus på tjenestemandsreformen af 1969. Ikke alene er den et levn fra forrige århundrede, den er også med til at sætte en kile mellem kønnene.

For 53 år siden var det oftest manden i familien, der skulle hive lønnen hjem og kvinden der stod for husholdningen eller måske havde et arbejde, hvor lønnen blev betragtet som et mindre bidrag til den samlede husstandsindkomst. Kvinder som eneforsørgere var ikke et særligt almindeligt syn.
Som hustru med eller uden arbejde udenfor hjemmets fire vægge, var kvinderne afhængige af deres mænds indtægt. Næsten at betragte som stavnsbundne.

Faktisk opstod den danske kvindebevægelse helt tilbage i 1871 – altså for 151 år siden og der er blevet kæmpet mange kampe med målet: ikke at være lig mændene, men at være ligeværdige!

Meget er sket siden da og med kvindernes frigørelse gennem 60’erne og 70’erne blev der på mange områder gjort op med de traditionelle tankegange. Der er mange ting som vi i dag nok tager for givet, men som kvinder før os har sat på dagsordenen:

kvinders stemmeret og valgbarhed, der blev en realitet i 1915.
kvinders ret til at bestemme over deres egen krop (P-pillen kom på markedet i 1966 og retten til fri abort blev indført i 1973).
udvikling indenfor barselslovgivning.

Og ja, så var der også Ligelønsloven i 1976, der dog blev dømt mangelfuld af EF-domstolen, da den kun lovgav, at der var krav om lige løn for samme arbejde. Altså at mænd og kvinder skulle have det samme for det samme arbejde. EF´s løndirektiv krævede i stedet, at lovgivningen skulle hedde; ”lige løn for arbejde af samme værdi”.

Og måske er det her, at hunden ligger begravet.
Da kvinderne indtog arbejdsmarkedet blev det arbejde de traditionelt tog, simpelthen ikke værdisat som reelle jobs, men som et supplement til mandens løn.

Når man i 1969 laver en reform, der indplacerer kvinder ansat i den offentlige sektor på de laveste trin i et lønhierarki og i de følgende 53 år forsømmer at revurdere, så siger det næsten sig selv, at der ligger et større arbejde og venter for de politikere, der har arvet den situation det har efterladt os i.

De lønmæssige forskelle, der var mellem de højest lønnede og de lavest lønnede i det offentlige for 50 år siden er blevet endnu mere udtalte, da de procentvise lønstigninger over tid øger det gab, der er mellem de højtlønnede (typisk mænd) og de lavtlønnede (typisk kvinder).

I forbindelse med sygeplejekonflikten sidste år blev der nedsat en lønstrukturkomité, hvis opgave det blandt andet er at analysere og sammenligne lønstrukturer og lønudvikling i den offentlige sektor samt belyse konsekvenser af eventuelle ændringer.

For os, der deltog i sygeplejerskekonflikten tilbage i 2008 ringer der nok en klokke, for det er som om vi har hørt det før!

Beskæftigelsesministeriet skriver på deres hjemmeside,
– og jeg citerer:

Lønkommissionen, som kom med sin redegørelse i 2010, havde bl.a. til opgave at kortlægge og sammenligne lønninger, lønspredning og lønudvikling i den offentlige sektor, samt sammenligne med relevante faggrupper i den private sektor.
Siden da har parterne på det offentlige overenskomstområde drøftet om, og på hvilken måde, der kan følges op på Lønkommissionens konklusioner og opfordringer.
Regeringen nedsætter i forlængelse af Lønkommissionens omfattende arbejde, samt i lyset af den aktuelle debat vedrørende lønforholdene i den offentlige sektor, en lønstrukturkomité, som skal tilvejebringe et fælles grundlag for parternes videre drøftelser……..

Det er umiddelbart svært at se, hvori forskellen ligger mellem Lønkommissionens arbejde og Lønstrukturkomitéens arbejde. Sidstnævnte skal blot arbejde videre med det man fandt frem til for langt over 10 år siden. Det lugter langt væk af syltekrukke og Beskæftigelsesministeriet skriver sågar, at der siden 2010 er blevet drøftet om og hvordan, der skal følges op på Lønkommissionens konklusioner. De HAR altså allerede brugt 12 år på at drøfte. Det levner ikke stor tillid til, at politikerne reelt har nogle hensigter med at gøre op med tjenestemandsreformen eller ligeløn, når 12 år ikke har resulteret i nogle tiltag.

Man kan godt fristes til at tænke, at de 12 år ikke har været brugt til så meget som at SE i den retning. Nu skal vi vente yderligere 1 år på Lønstrukturkomitéens rapport med konklusioner. Konklusioner som der ikke er nogen lovninger på vil blive taget til efterretning.

Derfor skal vi blive ved med at gøre opmærksom på, at problemet med uligeløn ikke forsvinder selvom der nedsættes kommissioner eller komitéer.

Vi har et sundhedsvæsen, der sejles i sænk af nogle politikere, der lukker øjnene for realiteterne. Det er IKKE på grund af Coronaen, at sundhedssektoren ligger ned, det er ikke på grund af sygeplejestrejken i sommer………. Det er på grund af årtier med udsultning af det samlede sundhedsvæsen, hvor effektivisering har været det eneste, der har været fokus på, – vel at mærke uden at tilføre de nødvendige ressourcer. Det har resulteret i, at mange – især relativt nyuddannede søger andre græsgange og det er svært at rekruttere og fastholde personale på afdelingerne, hvor der løbes alt alt for stærkt.

Siden konflikten i sommer har rigtigt mange sygeplejersker valgt at sætte foden på bremsen. Vi har fået nok. Der kan ikke løbes stærkere og hvis ikke man skal slides op eller ende med en sygemelding, så må vi have politikerne til at forstå sagens alvor.

Ved at sætte foden på bremsen og gøre hvad man kan for at holde sit arbejde indenfor sin normtid (det kan være svært, da mange så pålægges vagter i stedet), så er det blevet MEGET tydeligt, at manglen på personale er ekstrem. Der fiskes i stor stil efter vores arbejdskraft med diverse lokale aftaler og ikke mindst FEA-vagter. Men det løser ikke de overordnede problemer – tværtimod. Ved at tage FEA-vagter får man lidt ekstra i lønningsposen nu og her, men det giver på sigt et forkert billede af, hvad vores reelle løn er – spørg bare CEPOS!

Vi véd alle sammen godt, at det ikke er med vores gode vilje, at vi ikke påtager ansvar og tilbyder at hjælpe. Det ligger i de flestes natur, at vi gerne vil give en hånd og strække os, for at få tingene til at hænge sammen. Men det er IKKE vores ansvar – det ligger på Christiansborg og vi hjælper kun os selv og ikke mindst patienterne, ved at holde fast i, at der skal gøres op med rigtigt mange års negligering af vores fag og vores værd.

Hold fast og hold ud – vi er mere værd!

Se mere til 8. marts – kvindeoprør på den fælles facebookside

Se også reportagen med billeder, taler og indtryk fra København – Århus – Odense
Kvindeoprøret var på gaden på kvindernes internationale kampdag
KPnet 9. marts 2022

 

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater