Ligelønskampen står på skuldrene af mange stærke kvinder

Kampen for ligeløn står fortsat centralt i 2022, når der kaldes til demonstrationer på Kvindernes Internationale kampdag 8.marts af initiativet Kvindeoprør – 8. marts. Det sker ikke mindst med baggrund i den lange og aktuelle kamp som kvinderne i den offentlige sektor har ført senest under overenskomstkampen 2021 og sygeplejerskerne efterfølgende strejke mod mæglingsskitsen. Hvis indhold blev ophævet til lov et det socialdemokratiske regeringsindgreb suppleret med en lønkommission med de samme folk, der nægtede at indfri kravet om ligeløn – og flere af samme slags.

Kampen for ligeløn er i årtier blevet båret frem af tusindvis af kvinder. Langt de fleste forbliver anonyme, men det er takket være dem og deres stædige kamp, at ligelønskampen aldrig har kunnet slås ned og forsætter med fornyet styrke i dag. ”Kvindesagens pionerer følte sig -og var – revolutionære. De kæmpede – ofte hårdt – imod mure af fordomme og vanskeligheder i økonomi og lovgivning. De ville noget, de gjorde det, og de vandt. De vandt første halvleg, en anden halvleg er tilbage, og kræfterne koncentreres om at vinde den”, skriver Edith Hansen, tillidsrepræsentant på Carlsberg Bryggeriernes vandfabrik i 1971 i klubbladet ’Prop og kapsel’.

Ligelønskampen har en historie vi kan drage erfaringer og nytte af. Her skal blot trækkes nogle få nedslag frem omkring ligelønskampen og den udvikling der er sket med kvinders løn. De bekræfter den vigtige erfaring, vi forsat må koncentrere os om:  Det er kun kvindernes egen organisering af ligelønskampen nedefra, fra arbejdspladser og klubber, på tværs af fag og offentlige og privatansatte og arbejderklassens fælles solidaritet, der kan gå op imod tre-enigheden af arbejdsgivernes grådighed, stat og politikkernes rakkertjeneste for at sikre arbejdsgivernes interesser og fagtoppens klassesamarbejdspolitik. Kun kvindernes egen kamp tværs igennem lov til sejt, der kan vinde fremgang.

”Første gang, vi fik kravet om ligeløn til kvinderne formuleret i en overenskomstkamp var i 1925 under storlockouten.  Vi var en 30 stykker, der mødtes i Tømrerkroen og her formulerede vi kravet. Samtidig blev vi enige om at danne et kvindeligt oplysningsforbund. Vi havde ret god tilgang fra kvinder i alle brancher, men det var jernkvinderne, der dannede rygraden” fortæller forkvinden for afd. 5 i Kvindeligt Arbejderforbund og medlem af DKP’s ledelse Inger Gamborg i sine erindringer.

25 år efter i 195O var kvindernes løn forsat overenskomstmæssigt fastsat til 2/3 af mændenes på det private arbejdsmarked. Op gennem 60-7oerne forsatte strejker, aktioner og demonstrationer i stadig større omfang for kravet om ’Ligeløn – Nu’. Samtidig så man samme mønster fra fagtoppene, arbejdsgiverne og politikerne. Arbejdsgiverne nægtede pure at der var penge til det. Politikerne ville ”ikke blande sig ” i overenskomsterne, det måtte arbejdsmarkedets parter selv klare, sagde de. Og musketer-eden der blev skabt under overenskomsten i 1971 mellem KAD og SID, blev sprængt efter SID med Anker Jørgensen som daværende formand fik tilbudt lidt småpenge til sine medlemmer for at opgive solidariteten med kravet om kvindernes ligeløn.

Dansk Arbejdsgiverforening og den daværende LO-top (i dag FH) lagde en fælles strategi ved OK-1971 for, at der i stedet for ligeløn skulle nedsættes et udvalg, der skulle forberede en ligelønsaftale til næste overenskomstforhandling i 1973.  Hvilket unægtelig her i 2022 får arbejdsgiversiden og fagtoppens lønkommission, der skal forberede næste skridt til næste overenskomst i stedet for ligeløn, til at lyde som et ekko af det svundne.

Efter store Ligeløns demonstrationer i 1973 og presset fra både arbejderkvinderne og den ny omsiggribende kvindebevægelse ophørte den hidtidige praksis med at forhandle officielle forskellige lønsatser for mænd og kvinder. I 1976 vedtog Folketinget Ligelønsloven, der imidlertid kun sagde lige løn for lige arbejde. Og kvinders arbejde blev forsat vurderet som mindre værd og kvindeløn forsatte med at være lavtløn.

Efter ligelønsloven forsatte kvindeløn som lavtløn

I starten af 80’erne afholdt Kvindeligt Arbejderforbund, KAD kongres under sloganet ”fuld ligestilling for kvinderne i 80’erne”. Kvindefronten aktionerede for øvrigt på den kongres mod forbundsledelsens støtte til krisepolitikken og uligelønnen. KAD-toppen i samarbejde med resten af fagbevægelsens top accepterede nemlig ikke bare den stagnerede og voksende uligeløn. Loven om ligeløn blev indført i 1976 efter en omfattende kamp. Men efter det skete der faktisk ikke nogen positiv udvikling af ligelønnen. Krisen satte ind, arbejderklassen skulle betale, arbejdsgiverne skulle beholde deres billige og lavtlønnede arbejdskraft.

I 1980 blev dyrtidsreguleringen, der er helt nødvendig for de lavtlønnede, suspenderet. Mindstelønnen, der har stor betydning for de lavtlønnede kvinder, bevægede sig endnu mindre end de almindelige lønstigninger i minus-overenskomsterne. Alt det skete med forbundstoppenes, inkl. KADs, aktive medvirken. I takt med at der blev indført stadig mere uigennemskuelige lønsystemer med flere og flere personlige og fedterøvs-kriterier voksede kvindernes uligeløn. I dag siger de helt officielle tal, at kvinderne i gennemsnit kun får 83 % af mændenes løn. Og så tænk over hvilke kolossale lønforskelle disse barberede gennemsnitstal i virkeligheden dækker over”. (Dorte Grenaa: ”Kvinderne har pinedød brug for socialismen”)

I 00erne i det nye årtusinde var Arbejdsgivernes og fagtoppen løsning ”Ny løn” – et nyt lønsystem, hvor lønstigninger frem for at ligge på grundlønnen skulle lægges på individuelle præstations- og kvalifikationstillæg. Det er siden hen blevet forfinet og udviklet til allehånde ”fritvalg” systemer, der har betydet reel lønnedgang for de fleste og en stor hæmsko i den fælles kamp for ligeløn. (Hvem bestemmer din ny løn?)

Med sygeplejerskernes strejke 2021 stillede mange spørgsmål omkring at føre arbejdskamp og klassekamp sig igen knivskarpt og konkret. Spørgsmål som betyder forskellen på sejr eller nederlag.  Kommunistisk Politik Kpnet samlede en række artikler fra nogle af de vigtige strejkeerfaringer, der er gjort i de sidste årtier. Ikke mindst den fra de offentlige ansattes storkonflikten i 2008 og 10 år senere i 2018.  Brugbare og dyrekøbte erfaringer opnået i kamp mod arbejdsgiverne, skiftende regeringer og fagpamperne i forbundstoppene og hovedorganisationerne. Vigtige erfaringer vundet med mod, solidaritet og klassekamp og på trods af klassesamarbejdes klamme hånd og det fagretslige system snærende rammer.  Her skal bare nævne nogle få  59 dages strejkekamp, optakt, udvikling og erfaringer fra storkonflikten i 2008  samt den danske model og OK- 08.

Og efter OK 18 går kampen om den offentlige sektor videre

Tjenestemandsreformen

Tjenestemandsreformen for de offentligt ansatte kom i 1969. Med den blev grundlønnen fastsat ud fra, vurderingen af at de mandsdominerede jobs er vigtigere end jobs med mange kvinder og aflønnes højere. Loven indplacerede alle de offentlige ansatte i et lønsystem der fastsatte, hvor hurtigt og hvor meget hver enkel faggruppe kan stige i løn. Tjenestemandsreformen blev vedtaget af Folketinget, men udarbejdet efter fem års forhandlinger med diverse fagforbund.

I Tjenestemandsreformen er de kvindedominerede fag generelt placeret lavt i forhold til både ansvar og uddannelse. Et eksempel er sygeplejerskernes placering i lønramme 15 set i forhold til fag med samme ansvar og uddannelse såsom fx skolelærer og politibetjent, som er placeret i lønramme 21 – hvilket konkret svarer til en procentvis lønforskel i startlønnen på 18 %.

At Tjenestemandsreformen var forældet allerede fra den dag den blev vedtaget er indlysende. At de ansatte ikke længere vil finde sig i at arbejde under dens tyranni er lige så indlysende for selv de offentlige arbejdsgivere – politikkerne og fagtoppen. Der hvor det politiske kampspørgsmål står nu er virkeligheden hvad så? Lønkommissionen har allerede efter sin første høring i februar bekræftet, hvad man vidste på forhånd, at den ikke bare var en syltekrukke, men en tænketank for et nyt mere ugennemsigtigt uligelønssystem.

»Vi er tilbage ved Florence Nightingale, kalds-tankegangen, og at arbejdet for sygeplejerskerne bærer lønnen i sig selv. Altså slået tilbage til nul.« var en af de kommentarer sygeplejerske Vibeke Klinge Lange Frost havde efter høringen.

For bevægelsen gælder det om at fastholde den politiske kamp for ligeløn og højere løn for alle grupper og ikke lade sig spille ud mod hinanden. Og for at ligeløn og højere løn ikke stopper ved de længst uddannede og de højst lønnede.

”Efter at vi måske har været tavse omkring vores arbejdsforhold i lang tid, så syntes vi, at det var på tide at sige fra nu. Og når sygeplejerskerne kunne gøre det, så kan vi vel også. Det er en fælles kamp for alle ansatte” lød de fra serviceassistenter på Odense Universitetshos­pital der gennemførte endnu en morgen arbejdsnedlæggelse i protest mod de uhyrlige arbejdsforhold.

Ligelønshistorikeren Astrid Elkjær Sørensen bliver i et interview i DRS nr. 2, 2018 spurgt om, hvorfor den historisk betingede uligeløn ikke har ændret sig markant. Og svarer bl.a.: “Når lønindplaceringerne står stort set uændrede den dag i dag, hænger det sammen med, at fagbevægelsen har haft meget svært ved at enes om ændringer i grundstrukturen. For skal fx sygeplejerskerne løftes 18 % mere op i løn, skal pengene tages et sted fra, hvilket betyder, at andre faggrupper må acceptere ikke nødvendigvis at holde reallønnen.”

Modsat trækker Cathrine fra Arbejderpartiet kommunister, APK op i et interview d. 2.9.2022 på kpnet.dk:

“Når det kommer til løn, så går det faglige system i stå på spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra. Det bliver til et spørgsmål om hvem pengene skal tages fra, så faggrupperne bliver spillet ud mod hinanden og ingen får noget med hjem. Under sygeplejerskernes strejkekamp er der sket et skred. Flere og flere har indset, at det ikke drejer sig om at fordele penge bedre mellem fagene, men om at sprænge rammen. Samtidigt er det også blevet tydeligt for mange, at rammen er politisk bestemt og at den kan sprænges. Hvis minkavlere kan få milliarder i erstatning, og hvis private firmaer kan lave milliardoverskud på coronatests, og Mette Frederiksen stadigvæk kan sige at “Dansk økonomi er bomstærk”, så må der også være milliarder til at løfte lønnen for kvindefagene.”

Af Nanna Gregersen, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Originalartikel fra det politiske magasin Enhed og Kamp:

Ligelønskampen står på skuldrene af mange stærke kvinder