Kommunistisk Politik bringer her en snak med Dorte Grenaa, tidligere forkvinde for Kvindefronten og medlem af Oktober, om kvindernes stilling og kommunisternes syn på kvindekampen.
Kommunistisk Politik 6, 1999
KP: - Hvor står kvindekampen i dag?
DG: - Jeg hørte Tine Brøndum, næstformanden i LO, forleden dag sige – hun er jo "så bekymret" for kvindernes manglende ligestilling – at det gamle kvindekrav om retten til både arbejde, børn og familie og til at det skal hænge sammen, er yt. I stedet må kvinderne se at få overbevist arbejdsgiverne om, at de yder et samfundsvigtigt bidrag i familien. Som en kvalifikation, de i stedet for at blive straffet for, burde belønnes for.
Jeg ved ikke, om konen forestiller sig, hver enkelt kvinde gå op til sin arbejdsgiver, når den fleksible abejdstid skal gennemføres lokalt og forklare det særlig kvalificerende i, at hun skal gå hver dag kl. 16.00 for at nå at hente børn. Eller ved de nye individuelle lønforhandlinger forklare det kvalificerende i sin børnepasningsorlov. Hvorefter arbejdsgiverne slået af de indlysende argumenter, skulle belønne kvinderne for deres dobbeltarbejde?
Men det passer meget godt ind i, hvad hele det borgerlige sammenrend af "kvinder på bjerget" har som bud på kvindekampen i dag. De er godt klar over, at kvindernes ligestilling ikke ligefrem har det så godt. De kan ikke gentage deres egne ord fra blot få år siden. Da påstod de, at vi havde opnået ligestilling. Derfor skulle vi sige ja til EU, ind og påvirke EU, så alle de andre landes kvinder kunne få det ligeså godt som os.
I dag er deres budskab, at kapitalismen skal gøres så human, at vi gennem "en kultur-og holdningsændring skaber rum på arbejdsmarkedet, hvor kvinderne kan fungere". Det hænger jo ikke sammen. Det er benhård og kynisk klassekamp, EU-monopolerne og kapitalismen fører mod arbejderklassen, mod befolkningen og ikke mindst mod kvinderne.
Så når du spørger, hvor står kvindekampen i dag, kan vi jo starte med at slå fast: man kan ikke adskille kvindespørgsmålet fra klassekampen. Derfor stiller det sig forskelligt, alt efter hvilken klasse kvinderne tilhører.
For borgerskabets kvinder, der godt nok udgør langt den mindste del, er det jo netop retten til kapitalen og dermed magten, der er det drivende. De har fået retten til privat ejendom, kvindelig arveret, adgang til de rigtige uddannelser. Nu kræver de lige og større adgang til koncern-chefposter, fondsbestyrelser, regeringer, LO-toppen, chefadministrationen, EU-kommissionen. Den sælges under sloganet "flere kvinder i ledende poster" og med en varedeklaration, der lyder på, at hvis de kvindelige værdier (læs kapitalister) regerede verden, ville den se meget bedre ud!
Men nu er det jo engang sådan, at det er bedøvende ligegyldigt, om du fyres af en kvindelig eller mandlig chef, resulatet bliver det samme. Om det er en kvindelig eller mandlig erhvervs-og regeringeringstop, der kører os ind i EURO-land har heller ikke vist den store forskel. Det ser lige slemt ud. Gjorde Margaret Thatcher og Ritt Bjerregård verden bedre?
For middelklassen, mellemlagene og det man kalder intelligentsiaen (uden at de behøver være særlig intelligente af den grund) er det jo benhård konkurrence med mændene om jobbene og karrieremulighederne. Især for de unge er hele den demagogiske myte om, at kvinderne har opnået fuld ligestilling og kan konkurrere på lige vilkår, jo et ordentlig slag i ansigtet, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. De har ikke de samme muligheder som borgerskabets kvinder for at betale sig fra dobbeltarbejdet og ansvaret for familie, hjem og børn. De er opflasket med ideologien om, at enhver er sin egen lykkes smed. Men især for de nederste lag er lykken svær at finde.
Arbejderkvinderne står lige midt i en dobbelt-undertrykkelse som klasse og som køn. Trods alle fremskridt har det ikke ændret sig grundlæggende. Alene angrebene på arbejderklassen ku’ vi snakke om den næste time og alligevel ikke blive færdig. Men når man skræller al fernisen af snakken om at modernisere et velfærdssamfund, der ikke længere eksistere, sådan som den socialdemokratiske regering gør, så kan vi konstatere følgende: Hvem passer alle de børn, der ikke er institutionspladser til? Hvem passer alle de ældre, der ikke er plejehjemspladser eller hjemmehjælp til? Hvem udgør flertallet af de fattigste ligegyldig hvilken aldersgruppe, du er nået til her i livet? Hvem gik det økonomiske opsving udenom? Hvem udgør den største gruppe blandt de unge, der aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet, blandt dem der blev slidt op og kasseret fra arbejdsmarkedet? Hvem rammes hårdest af indførelsen af arbejdsgivernes fleksible arbejdstid og individuelle lønsystemer ? Og når det er gjort, så prøv lige engang til at sige, der ikke er et særligt kvindespørgsmål i arbejderklassen, eller grund til kvindekamp for arbejderkvinderne.
KP: Hvordan ser marxismen og kommunisterne på kvindekampen?
DG: Den videnskabelige marxisme gjorde det klart ved at afdække kvindernes stilling op gennem historien og de forskellige samfundsudviklinger, at kvindekønnet led sit verdenshistoriske nederlag med privatejendommens og klassesamfundets indførelse. Kvindernes stilling var knyttet til børnenes og familiens overlevelse, mændenes til ejendommen, værdierne til produktionsmidlerne. Kapitalismen gav for første gang kvindekønnet adgang til samfundslivet, men bandt os samtidig fast i en uløselig modsætning som arbejdskraftreserve og hovedansvarlig for reproduktionen af arbejdskraften (familie, mand og børn). Spørgsmålet om kvindernes frigørelse og endelige ligestilling kan derfor først finde sin løsning med ophævelsen af privatejendommen til samfundsudviklingen, opløsningen af kapitalismen som samfundssystem og indførelsen af socialismen og kommunismen. Eller sagt på en anden måde : kvinderne har pine død brug for socialismen for at blive frie og leve et liv under ligeværdige vilkår og respekt.
Kommunisterne kæmper for de dybeste lag og interesser i arbejderklassen, for at forene arbejderklassen i sin kamp og for sine mål. Den socialistiske revolution er en flertalsbevægelse i arbejderklassen, både mænd og kvinder.Derfor må det kommunistiske parti tage de særlige og nødvendige skridt, som arbejderkvindernes dobbeltundertrykkelse diktere, der kan sikre arbejderkvindernes fulde inddragelse og udløse deres kampkraft. Enten bliver kvinderne en kraft for revolutionen eller for reaktionen. Tag f.eks. i mindre målestok EU-modstanden, hvor flertallet af kvinderne siger nej og indtil nu har udgjort en kæmpekraft for EU-modstanden. Tænk på hvor hårdt der kæmpes på at vinde kvinderne over på ja-siden, for reaktionen.
KP: - Men du må da indrømme, man ikke hører meget til kvindekampen, at der ikke længere er nogen kvindebevægelse?
DG: - Det er da ikke noget med at indrømme. Det er en kendsgerning. Og det er jo netop et af de problemer arbejderkvinderne står i, at der ikke længere er nogen organisering, hvor de kan rejse deres krav, gøre dem synlige, give dem stemme og udløse deres kamp som en social og politisk kraft.
I slutningen af 80erne og her i 90erne, bredte den opfattelse sig blandt venstrekræfterne og såmen også blandt kommunisterne, at kvinderne bedst kæmpede for deres krav i alle andre organisationer end i en kvindeorganisation – i partier, fagforeninger, forældrebestyrelser o. lign. Den holdning har ikke ligefrem bragt arbejderkvindernes kamp mere frem. I virkeligheden er det en undervurdering af kvindespørgsmålet. Krisen trak kvinderne ud af det politiske arbejde, men de politiske organisationer lod også bare stå til. Undskyldninger om at kvinderne ikke længere interesserede sig for politik eller deres egen situation, giver jeg ikke meget for. Der findes en bred understrøm af vrede og bekymring for fremtiden blandt arbejderkvinderne. Du møder den hver dag, den har bare ikke noget sted at komme til udtryk.
Kvinderne skal være med alle steder, hvor der kæmpes for bedre forhold. Det er slet ikke det, der er spørgsmålet. Men i den utrolig pressede situation kvinderne står i, den særlige dobbelte undertrykkelse, der stadig eksisterer, gør det nødvendigt med en særlig organisering af arbejderkvinderne, der kan og vil rejse deres kamp. Og som samtidig kan lette adgangen til at være med. Bare et enkelt lille eksempel. Tænk dig at være med at sted, hvor man ikke behøver føle sig dum, fordi TV-avisen kommer samtidig med, der skal laves mad. Hvor arbejdet ligefrem kan tilrettelægges efter at man har børn eller at det at surfe på nettet ikke lige er det, man har lært allermest af. Man skal heller ikke undervurdere den kraft der ligger i, at kvinderne sammen selv kan meget mere end de tro.
Kvindefronten, der eksisterede fra 1974 til 1986, fik netop den betydning. Den udsprang af et opgør med den småborgerlige feminismen i Rødstrømpebevægelsen og ville være gået under sammen med den, hvis Kvindefronten ikke lige præcist have rejst arbejderkvindernes krav på et klassekampsgrundlag.
En af Kvindefrontens store fortjenester var at genrejse 8.marts – Kvindernes Internationale Kampdag - som en massebevægelse, hvilket den ikke havde været i mange årtier. I starten af 80erne udviklede 8. martsbevægelsen sig i over 20 byer rundt om i landet, med store demonstrationer, festivaler og arrangementer på en fælles og klar platform – arbejde, fred og frigørelse.
Det var også Kvindefronten, der tog spørgsmålet op om solidariten mellem arbejderkvinderne og fremmedarbejderkvinderne i kampen mod arbejdsløsheden, mod den borgerlige-socialdemokratiske krisepolitik.
KP: - Men hvad med fagbevægelsen? KAD- Kvindeligt Arbejderforbund - er da en kvindeorganisation for arbejderkvinderne?
DG: - KADs medlemmer er arbejderkvinder og KADs Forbundsledelse har da også brystet sig kolossalt af at være den fremmeste forsvarer af arbejderkvindernes interesser. I sær når de er presset nedefra. I starten af 80’erne afholdt de endda kongres under sloganet "fuld ligestilling for kvinderne i 80’erne". Kvindefronten aktionerede for øvrigt på den kongres mod forbundsledelsens støtte til krisepolitikken og uligelønnen. KAD-toppen i samarbejde med resten af fagbevægelsens top accepterede nemlig ikke bare den stagnerede og voksende uligeløn. Loven om ligeløn blev indført i 1976 efter en omfattende kamp.
Men efter det skete der faktisk ikke nogen positiv udvikling af ligelønnen. Krisen satte ind, arbejderklassen skulle betale, arbejdsgiverne skulle beholde deres billige og lavtlønnede arbejdskraft. I 1980 blev dyrtidsreguleringen, der er helt nødvendig for de lavtlønnede, suspenderet. Mindstelønnen, der har stor betydning for de lavtlønnede kvinder, bevægede sig endnu mindre end de almindelige lønstigninger i minus-overenskomsterne. Alt det skete med forbundstoppenes, incl. KADs, aktive medvirken. I takt med at der blev indført stadig mere uigennemskuelige lønsystemer med flere og flere personlige og fedterøvs-kriterier voksede kvindernes uligeløn. I dag siger de helt officielle tal, at kvinderne i gennemsnit kun får 83 % af mændenes løn. Og så tænk over hvilke kolossale lønforskelle disse barberede gennemsnitstal i virkeligheden dækker over.
Man kan også trække KAD og fagtoppens energiske støtte af EU og deres direkte medvirken til gennemførelse af EUs arbejdsmarkeds- og socialpolitik frem. Arbejdsmarkedsreformen og efterlønnen som bare nogle af de seneste eksempler. Deres aktive deltagelse og ansvar for den euro-socialdemokratiske politik, der føres, bringer dem i direkte modstrid med deres medlemmer, og altså med arbejderkvinderne.
KP: - Hvad så med de kvinder, der ikke er lukket ind i varmen?
DG : Ja, siden krisen for alvor satte ind fra midten af 70’erne røg kvinderne jo igen ud af arbejdsmarkedet i titusindvis, i hundredtusindvis. Vi blev lovet fuld beskæftigelse, men kvindernes stilling som arbejdskraftreserve under kapitalismen var ikke længere til at skjule. Nu har vi lige været igennem et økonomisk opsving, hvor de igen snakker om at arbejdsløsheden er faldet til fuld beskæftigelse. Der er omkring ¾ mill. mennesker, der er holdt udenfor arbejdsmarkedet og så snakker de om fuld beskæftigelse.
Hele vejen igennem har kvinderne haft rekorden blandt de arbejdsløse, de nedslidte og udstødte på bistand og pensioner. Det er ikke kun et kvindeproblem – men det er immervæk et massivt problem for arbejderkvinderne.
Hvad har fagbevægelsen gjort for de arbejdsløse? Halvdelen af alle kvinder er ansat indenfor den offentlige sektor og lige nu har deres forbundstoppe netop indgået overenstkomstforlig. Kan du få øje på kravet om arbejde ? kravet om at bevare arbejdspladserne ? for at imødegå regeringens planer om yderligere udlicitering og indskrænkninger. Krav om daglig nedsat arbejdstid med fuld lønkompensation? Nej, vel. Intet andet end larmende konsensus med en kurs, der vil kaste nye hundredetusinde kvinder ud i arbejdsløshed.
Kan du få øje på nogle krav om forbedrede forhold for de arbejdsløse i de forlig ? Jeg kan ikke. tværtimod har de – og det gælder Forbundstoppene hele vejen rundt – accepteret at dagpengeperioden er blevet skåret ned fra 7 til 1 år i løbet af ganske få år. Og ikke bare accepteret, de har selv været med til at godkende det.
Når den tidligere VS’er, nu socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen sammen med det øvrige slæng i regeringen får igennem, at det er de arbejdsløses egen skyld, at de står uden arbejde. Og derfor skal de gøre nytte og arbejde for deres understøttelse og bistand gennem tvangsaktivering.
Når deres nuværende og tidligere arbejdsløse medlemmer ikke bare skal fornedres med skyld og skam, med økonomiske afsavn og ringere muligheder, men oven i købet tvangsaktiveres i deres egne nedlagte jobs på f.eks. plejehjem og vuggestuer. Nu bare til en lavere løn og uden overenskomstmæssig dækning og rettigheder.
Når der ikke længere er tale om 100 eller 1000, "der uheldigvis er kommet i klemme i systemmet", men 100.000 allerede nu. Et helt nyt arbejdsmarked i hastig vækst – et 3. arbejdsmarked, hvor man enten tvinges til at være med til at slå bunden ud af alt hvad der hidtil har været gængs løn og arbejdsforhold. eller til at blive gemt væk på udsigtsløse aktiveringsprojekter.
Det foregår lige for øjene af os. Og alligevel, har du hørt fagbevægelsen rejse en virkelig protest mod det ? Gøre det klart for arbejdsgiverne og regeringen, at nu er festen forbi? Et par fine stykker papir og lidt højtidelig tale, er hvad det er blevet til.
KP: - Men hånden på hjertet, er det ikke lidt ønsketænkning at snakke om at rejse arbejderkvindernes kamp?
DG: - Hånden på hjertet. Vi har aldrig fået noget forærende. Men jeg er ikke i tvivl om den understrøm, jeg tidligere nævnte. Den ulmer og gløder blandt arbejderkvinderne. Vores rødder er en lang række af seje kællinger, hvis ukuelighed vi tager med os. Meget vil afhænge af kommunisterne og det kommunistiske parti. Vil vi være modne nok til at takle kvindespørgmålet, dygtige nok til at finde vejene. Det er en af de ting det kommunistiske parti må slås for.
Ny netversion
Netavisen 19. april 2008