Fattigdom i børnefamilier afskaffes ikke med Ydelseskommissionens forslag

For et par uger siden udkom Ydelseskommissionen med deres forslag til fordeling af krummerne til mennesker på ydelser fra det offentlige. Alle grundydelser skal have et hak ned. Kontanthjælpsloftet afskaffes formelt, men erstattes af en ny konstruktion af lave ydelser. Og der skal flyttes rundt på pengene mellem de fattige angiveligt for at mindske børnefattigdommen. Men børnene har ikke ret meget at glæde sig til, der er nemlig ikke afsat penge til at give fattige familier et løft.

Ydelseskommissionens anbefalinger er langt hen af vejen udtryk for endnu mere kassetænkning. Et eksempel er det beløb, der skal sættes af til børns deltagelse i foreningslivet. Det gives kun til specifikke aktiviteter, familien kan ikke selv bestemme om det var bedre at bruge penge på et kæledyr, bøger eller museumsbesøg eller hvad der nu kan give et bedre børneliv.

Det helt grundlæggende problem med fattige børnefamilier vil fortsat eksisterer selvom kontanthjælpsloftet ”afskaffes” i den form det har nu. Det forsvinder ikke, det erstattes blot af et lidt højere loft.

Red Barnet har netop udgivet en rapport der kommer ind på flere af de forhold der gør, at mange børn ikke deltager aktivt i forenings og fritidslivet, og her opridses at det skyldes en lang række faktorer. Det er ikke nok at gøre tilbuddene gratis, der skal overhovedet være fornuftige tilbud i de lokalområder hvor de fattige har råd til at bo. Og det skal være muligt at deltage på en mere fleksibel måde.

Fattige familier har ofte ikke bil, eller råd til at køre børnene til sport og andre interesser, eller tid og overskud til at stille sig op på sidelinjen og deltage aktivt i foreningslivet. Og aktive forældre er blot en af de mange skjulte barrierer og krav der er til deltagelse i foreningslivet.

For mange fattige familier er mangel på en stabil hverdag et reelt stort problem for deltagelse i fritidsaktiviteter. Krav om at komme til tiden, og øve ved siden af, og alle mulige andre krav gør, at det kan virke uoverstigeligt at komme i gang, og endnu sværere at holde fast. Og dårlige oplevelser gør, at det bliver vanskeligere at forsøge igen. Mange der dropper ud af fritidsaktiviteter kommer aldrig tilbage.

Fattigdom kommer sjældent alene, ofte har familierne fået frarøvet alle mulige sociale ressourcer og er blevet udgrænset samfundsmæssigt. Når Enhedslisten reducerer børnefattigdom til et spørgsmål om vintertøj, eller klubkontingentet til fodbold eller spejder, gaver og børnefødselsdage, så viser det en komplet mangel på indsigt i de komplekse problemer som disse familier står i.

Øg ydelserne – spræng rammerne

Politikerne forklarer altid at ‘kontanthjælpen er en midlertidig ydelse’, men i praksis ude i kommunerne ser virkeligheden helt anderledes ud. Her bruger sagsbehandlere årevis og sågar årtier på at afklare syge borgere til rette ydelser.

Syge fastholdes på kontanthjælp i årevis, fordi det er det billigste for kommunerne, og det sker med landspolitikernes billigelse og tilskyndelse, og intet gøres for at stoppe kommunernes kassetænkning.

De giver alle sammen kontanthjælpsmodtagerne skylden for, at de er havnet på kontanthjælp i årevis, og kalder det alt fra nasseri til dovenskab. Og problemet menes løst ved at give de rette incitamenter til at folk tager sig sammen, tager et arbejde og løfter sig selv ud af fattigdom.

Men hvordan skal syge arbejde sig ud af kontanthjælpsydelsen? Det er cirka75 procent af de der havner på langvarig kontanthjælp der er for syge til at arbejde – eller som ikke kan arbejde på grund af andre sociale problemer.

I stedet for at skære i folks ydelser, så der knap er råd til det basale, så øg ydelserne, så folk kan bedre deres situation, så de kan betale psykologer, tandbehandling, motion eller hvad den enkelte nu har brug for.

Hvad med at starte med at vise reel respekt

Mikael Hertig skrev rammende i et opslag på Jobcenterets ofre:

”Fattigdommen, er en daglig kamp for at bevare værdigheden. Den er et konstant pres for at få mad på bordet, også sidst på måneden. Halvtomt køleskab, altid kun vand på bordet. Kampen for at være pæn og ren.

Det er den fattigdom, du ikke ser i gadebilledet. Fornemmelsen af at være udstødt. Omgivelsernes arrogante ignorance. Når den politiske debat handler om at tage på ferie til de varme lande, eller gå ud og spise på restaurant bortset fra pølsevognen eller kebabben, så glem de fattige.

De bruger altid udtryk som “de udsatte”. Men før de ender som udsatte, har de i årevis været udsat for og af jobcentre, hvor sagsbehandleren leger doktor, deres børn kan være blevet mobbet eller ignoreret. At udsætte er noget, nogle gør aktivt. Sagsbehandlere behandler dem som objekter, og fattigdommen kommer aldrig direkte på tale. Den bliver til en stum forudsætning, og siden dovne Robert ligger den småborgerlige foragt lige under den aldrig udtalte overflade. Det bliver til et “ansvar”: Du er selv ude om det, tag dig sammen. I politisk jargon handler det om, at folk “selv skal tage ansvar”, og at det “altid skal kunne betale sig at tage et arbejde”.

Der er dem, ingen arbejdsgiver vil have. Der er dem, der lever i et smertehelvede, ingen forstår.

De har opgivet drømmene om varme lande. De lever i de danske nærområder. For det er rationelt at indstille forventningerne til det opnåelige. Og til sidst er der ingen forventninger. Dagligdage, måske ikke helt tømt for glæder. Blot for indhold. 

Hvad med at starte med at vise reel respekt?”


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater