Denne weekend har folkeskolens ældste klasser sidste skoledag, og politikerne talte om deres karakterer, som var det udbyttet af årets høst. Børnene selv er til gengæld forsvundet, og gemt væk i rapporter og statistikker. Op mod 20 procent kommer igennem 9 års skolegang uden karakterer der giver direkte adgang til at komme videre på en ungdomsuddannelse. Og for mange af disse unge, bliver afgangen fra folkeskolen sidste skoledag overhovedet.
Torsdag den 3. juni havde Folketinget en lang debat om den endelige redegørelse om den forhadte folkeskolereform fra 2014. Konklusionen er klar: Nationale test, lange skoledage og dårligere forberedelsestid, og alt hvad der ellers blev trumfet igennem hen over hovedet på elever og lærere, har ikke givet bedre resultater, bedre karakterer eller bedre trivsel. Ikke nogen epokegørende nyhed eller stor overraskelse.
Ingen af politikerne havde dog lyst til at gøre noget ved problemet. Tvært imod forklarer de, at nu skal skoleområdet have ro. Altså: Det dur ikke… Lad os beholde det!
Reformens hovedtese var kort fortalt at forme lærernes og elevernes dagligdag efter forholdene på en fabrik: Lange arbejdsdage, standardiseringer af undervisningen, store klasser og masser af test. Rationalet var at fik børnene intet ud af undervisningen blev de i det mindste klædt på til at forstå arbejdet på lageret hos Bestseller koncernen.
Reformens delmål blev beskrevet som:
– Mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test.
– Andelen af de allerdygtigste elever i læsning og matematik skal stige år for år.
– Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik uanset social baggrund skal reduceres år for år.
– Elevernes trivsel skal øges
End ikke målsætningen om at gøre 80 procent af børnene til gode læsere er lykkedes. Til gengæld er det lykkedes at gøre 20 procent af børnene til så dårlige læsere, at de ikke direkte kan søge ind på en ungdomsuddannelse fra 9. klasse. De unge skal finde vej igennem et 10. klasse specialforløb, eller tage 9. klasse helt om for at komme videre til uddannelse og arbejde.
Bag ved rapporter og deres tal er børnene blevet fuldstændig væk. Tal i statistikker der viser beståelses procenter på folkeskolen giver ingen som helst indsigt. Fravær af virkelighedens elever og deres behov, viser også at man slet ikke kan bruge disse rapporter som udgangspunkt, hvis man vil have en virkelig debat om Folkeskolen.
De unge mennesker står på den anden side af skolen, men helt udenfor, er helt almindelige unge mennesker, der bare aldrig fik en chance.
Det er ikke børnene der er problemet
En kæmpe myte er, at de børn som ikke lære at læse i skolen, har særlige udfordringer. Det er det samme som at bortforklare systems fejl med at påstå at børnene har et problem. Det er ikke børnene, der er problemet.
Det har alle dage været sådan at børn havde forskellige niveau, men forskelle har aldrig været båret af sygdomme hos børnene, men af deres klassebaggrund. Og det er nøjagtig det samme i dag.
Folkeskolen er skåret så meget ned at der i gennemsnit vil være 2-4 elever i hver klasse der ikke når at blive samlet op. Og det er tilfældigvis lige nøjagtig måltallet. Det er derfor det frygteligste hykleri når undervisningsministeren og andre taler om at forbedre statistikken. Hvis det var deres intension, ville de kræve at 100 procent bestod Folkeskolen, og sætte penge af til at løse opgaven. Og de ville kræve at alle kom i ungdomsuddannelse, fik en læreplads eller kom i arbejde, og sikre at der var uddannelsespladser nok til at der var plads til alle.
Systemet er indrettet så børnene fra arbejderklassen med det samme halter bagefter, når de kommer og begynder i skolen. Udbyttet af skolen kommer til at handle om forældre, eller familien, har tid og råd og overskud, til f.eks.at gå på biblioteket med børnene og læse lektier med dem.
Fordi med relativt store klasser og alt for få lærere i Folkeskolen, så er der ikke den nødvendige tid til at få samlet op på hvilke elever, der har brug for at få hjælp til lektier og slet ikke selv har råd til sikre ekstra undervisningstimer.
En neoliberal tænketank udtalte for et par år siden, at børn var en udgift, deres tal havde de fra finansministeriets regneark. Dette syn afspejler meget tydeligt Dansk Arbejdsgiverforenings tilgang, her regnes kun arbejdende mennesker i den private sektor som værdifulde, mens alle andre er udgifter.
Enhver reform af skolevæsenet der ligger under for denne holdning og for disse regnemetoder, er dømt til at fortsætte med at meget stort antal unge ikke får den uddannelse de ret til. En god skolegang for alle kræver en helt anden tilgang, hvor børnenes behov kan tilgodeses. Og hvor der bruges de nødvendige penge til at opgaven kan løses. Derfor er ulighed i folkeskolen først og fremmest et klassekampsspørgsmål.
Læs også:
Soldater til konkurrencestaten – EUs nyliberalistiske uddannelsessystem i Danmark
Link:
Redegørelse af 28/5 21 om folkeskolereformen.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne