Det er ikke boligens skyld at folk er fattige

Kampen mod boligspekulanter og retten til en bolig der er til at betale – del 2.

Dette er anden del af en artikel i tre dele er skrevet på baggrund af debat om boligkampen på APKs November konference 2020. Første del handler især om kapitalismen og markedskræfterne ikke har løst spørgsmålet om billige boliger. Anden del handler om den absurde Ghettolov.

Af Franz Krejberg – Indlæg i APKs kongresdebat 2021

Det første der skal slås fast er, at det ikke er boligens skyld – i sig selv – at de mennesker der bor i den er fattige. Og det er der nogle der tror, og det er i hvert fald hvad de fleste politikere, der har vedtaget ghettoloven, i praksis siger at de mener.

Men det er det ikke, tværtimod. Ligesom det heller ikke er teltene i en teltlejr, der er skyld i at de mennesker, der bor i dem, er flygtninge. Fattigfolk vælger af nød den type af husly, der er til rådighed. Var det gratis at bo på slotte, så ville vi slå os ned der. Så hvor skal mennesker, der er havnet på bistand eller på ”starthjælp” gøre af sig selv. Hjemløshed giver i hvert fald ikke en god begyndelse til at finde et arbejde og en fremtid.

Hele den fortælling, der kommer til udtryk i ghetto lovgivningen, om at eliminere parallelsamfund og arbejdsløshed mv. ved at sælge folks hjem til spekulanter, er på den måde et fuldstændigt forskruet vrangbillede af virkeligheden. Men selv om det burde være åbenlyst, har seriøse argumenter i debatten prellet af på landets folketings -og kommunalpolitiker. Og almindelige mennesker har haft svært ved at komme til orde.

Men det er logik at bygninger i sig selv ikke skaber de sociale problemer. Det gør ulighed og mangel på uddannelse, mangel på arbejde, mangel på kulturtilbud, mangel på sundhedssystem. Mangel på investeringer. Derfor vil man heller ikke løse et eneste socialt problem ved at rive bygninger ned og tvinge folk til at flytte.

Det fremstilles af magthaverne som om bestemte boligområder er overtaget af alvorligt kriminelle gangsterfamilier. Det billede passer heller ikke på virkeligheden. Der findes naturligvis hustruvold og druk i alle kvarterer – også i Hellerup. Men nogle af de sociale problemer, som i lovgivningens øjne er nok til at starte bulldozerne, er almindeligt arbejdende mennesker, som er slidt ned og har fået førtidspension. Eller det er folk, der er blevet syge og er landet på bistand, mens sundhedsvæsenet har svigtet dem.

Boliger, der er for små eller usunde, kan naturligvis på sin vis være et problem i sig selv. Eller hvis der slet ikke er et eneste stribe lys eller grønt. Det er bare meget langt fra det billede, der genfindes i de boligområder, man har valgt at rive ned eller sælge i Danmark.

Nogle steder er det, som rives ned, faktisk meget velfungerende boligområder med senior kollektiver og godt naboskab, og med mange frivillige og fritidsaktiviteter. Som man ser i Vollsmose, kommer ulykkerne først for alvor, når det private tager forrang. Her har man gennemtrumfet nye veje tværs gennem de grønne områder frem til de nye private boliger som kommunen har planlagt.

Den boligsociale indsats

For 15 års tid siden begyndte regeringen at kræve, at kommunerne skar ned på deres sociale indsatser. Pengene skulle bruges på skattelettelser. Nedskæringerne begyndte faktisk allerede under regeringerne i 80erne og 90erne, men under Anders Fogh regeringen tog det fart. Samtidig krævede EU at medlemslandene gennemførte et nedskærings -og privatiserings regime som en del af valutasamarbejdet.

Noget af det kommunerne blev anvist at skære ned på var bl.a. fritidstilbud til børnene, men også andet socialt arbejde, familierådgivning og gadeplansmedarbejdere osv. Der blev også skåret ned på de psykiatriske tilbud. Det har givet en masse problemer, hvor syge er sendt hjem uden et velfungerende netværk eller ambulant tilbud. Og med den besked at de kunne ringe mellem 8 og 9 på hverdage, hvis de følte de var syge!

Til gengæld så har man overfor de almennyttige boligforeninger sagt, at den sociale indsats sammen integration af flygtninge ”er jeres eget problem”. Den boligsociale indsats skulle finansieres af lejerne selv, bl.a. gennem Landsbyggefonden mens kommunen kun betaler en lille del.

Lejernes penge

Når der bygges alment er det lejerne selv, der betaler lånet ud. Godt nok et relativt billigt statsgaranteret lån. Efter at lånet er betalt ud fortsætter man med at betale et beløb, hvoraf en del går til landsbyggefonden, mens en anden del går til drift og opsparing til det almindelige vedligehold.

Landsbyggefonden skulle så finansiere større renoveringer, når behovet opstod, men formålet blev udvidet, så det blev lovligt også at bruge pengene til boligsocialt arbejde. Der laves naturligvis et meget kompliceret beslutningsforløb rundt omkring for hvilke indsatser, der kan søges penge til. Beboerne skal være socialt udsat på en bestemt måde.

Der går en masse tid med at udarbejde rapporter og statistik om hvor mange socialt udsatte menneskerne, der er og med at udfærdige ansøgninger, osv.. Det nytter ikke noget, hvis der er for få socialt udsatte, så får boligforeningen ingen penge. Det betyder f.eks. at det ofte er de forebyggende indsatser, der ikke er penge til.

De her penge bliver bevilget som 3 års puljer, og så skal man søge igen. Samtidig er der en politisk styring inde over, så man kan ikke nødvendigvis forvente at de penge, man får i næste ansøgningsrunde er de samme, altså samme indsatsområder, samme antal ansatte. Ansatte i den boligsociale indsats er altså på 3-års kontrakter og er konstant på udkig efter et fast arbejde, så det er ofte en gennemløbslejr.

Hvor mange timer der i sidste ende udmønter sig i en egentlig indsats er somme tider svært at få øje på. Men det har altså kørt i små 15 år til nu. Sidste år besluttede folketinget at pengene i landsbyggefonden skulle bruges til at energirenovere.

Regeringen og dens støttepartier vil altså lukke for at fonden kan støtte det boligsociale arbejde, og igen overlade området til kommunerne. Men der bliver ikke sendt penge med – så hvad betyder det? Det betyder at så lukkes det eksisterende boligsociale arbejde, der trods alt blev holdt i live af puljepengene. Og samtidig så vil man energirenovere. Hvad det indebærer, ved man ikke. Men det vil ganske sikkert betyde højere huslejer.

Vi kan derfor se ind i en fremtid, hvor alle de sociale problemer som politikerne bruger som argumentation for at sælge ud og rive bygninger ned, de vil øges. Og prisen betales af samfundets svageste.

En racistisk lovgivning

Det sidste element i Ghettolovgivningen er den statssanktionerede forskelsbehandling efter oprindelsesland, hvor retssikkerheden sættes ud af kraft, og med et klart racistisk element.

Kommer et alment boligområde på regeringens Ghettoliste flere år i træk, så rammes beboerne og folk der færdes i bebyggelsen af en særlovgivning, hvor alene det at man bor eller færdes på en bestemt adresse kan betyde dobbelt straf eller f.eks. tvungen vuggestue.

De områder, der sættes på listen,, er bl.a. baseret på hvor i verden din familie kommer fra. Er man en flygtningefamilie fra et såkaldt “ikke vestligt” land, så gnider spekulanterne sig i hænderne. Ikke vestlig baggrund er en højst ukonkret og usaglig og uvidenskabelig præfiks for den målgruppe man har udpeget til skurke i lovgivningen.

I praksis må man gå ud fra at der er tale om folk fra fattige lande, for de lande der kalder sig selv for ”vesten” eller OSCE-landene opfatter sig selv som de rige. Den sammenhæng går helt tilbage til slavehandlen og kolonitiden, hvor der blev skelnet mellem de civiliserede og de ”vildes” lande. I praksis udskammes alle der kommer fra Mellemøsten.

Der er ikke en speciel paragraf, der beskytter mod diskriminering af fattige, men det at migrantgrupper behandles forskelligt alt efter oprindelsesland og ikke har samme rettigheder, det har givet en FN komite anledning til at kritisere den danske lovgivning. Forskelsbehandling alene baseret på oprindelsesland er i totalt modstrid med alt, som FN er bygget på.

Komiteen kritiserer at der ikke er lige adgang til sundhedspleje og uddannelse. Og gav udtryk for bekymring over den manglende retfærdighed i de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i Danmark. Efter FNs mening så er alle omfattet af menneskerettigheder, også asylansøgere og flygtninge samt andre migranter, også illegale eller mennesker på tålt ophold.

For at samle op på anden del. Fattigdom er ikke naturgiven, den kommer heller ikke fra boligerne. Arbejdsløshed og fattigdom er en funktion af kapitalismen og stigende ulighed. Den velfærdsindsats, der er vundet gennem klassekampen, er barberet væk. Samtidig er retstilstanden og principperne om lighed for loven blevet erstattet af ekstra angreb på de svageste arbejdsløse og af en ghettolovgivning, der bygger på forskelsbehandling efter oprindelsesland.

Noter

Oktober 2019 – FN’s komité for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, kritiserer Danmark for forskelsbehandling af forskelige flygtninge og indvandregrupper.

Er ghettolisten en syg liste eller udtryk for et sygt samfund?

Ny undersøgelse: Ghettopakken kan skabe ny utryghed i de udsatte boligområder

Kampen mod boligspekulanter og retten til en bolig der er til at betale:
Del 1 – Bliv væk fra vores kvarter!
Del 2 – Det er ikke boligens skyld at folk er fattige
Del 3 – Aktionsenhed på barrikaderne

Se alle indlæg i Kongrestema


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater