Bliv væk fra vores kvarter!

Kampen mod boligspekulanter og retten til en bolig der er til at betale – del 1.

Denne artikel i tre dele er skrevet på baggrund af debat om boligkampen på APKs November konference 2020. Første del handler især om kapitalismen og markedskræfterne, der ikke har løst spørgsmålet om billige boliger.

Af Franz Krejberg – Indlæg i APKs kongresdebat 2021

 

Der har for nylig været afholdt konferencer på EU plan, og der er udgivet flere rapporter, der nogenlunde enslydende konkludere at det største problem med hensyn til boligmangel, det er  at skaffe billige boliger i byerne. Der er boligmangel i alle europæiske storbyer, især eller stort set udelukkende når det gælder billige boliger. Så det er ikke kun et dansk fænomen hvor vi oplever det. Det er et problem der ses over hele verden.

Den primære problemstilling, når vi taler boligpolitik, er at der hverken fra de private eller det offentlige er interesse, vilje eller evne til at skaffe og bygge billige boliger nok til dem der har behov for en bolig.

I langt de fleste perioder under kapitalismen har det været sådan at boligspørgsmålet først og fremmest måtte løses af folk selv. Når folk har søgt efter arbejde der hvor der har været økonomisk vækst, ved og omkring byerne. Har man ikke kunne finde en bolig, eller ikke kunne betale for en bolig, så har arbejderklassen bygget nødtørftige skurbyer i udkanten i byerne.

Eller man har flyttet sammen med venner og slægtninge, og boet meget tæt i hvad man nu kunne få. Og det er den samme historie vi kender i Danmark.

Det er ligesom baggrunden for at vi siger, at dette med at løse sociale problemer ved at rive boliger ned, det er meget tæt på at være det mest idiotiske man overhovedet kan tænke sig. Man løser ingen af de problemer, man sigter på med ghettoloven, men derimod skaber man yderligere problemer for dem, der ikke har råd til en bolig. Det er konsekvensen af ghettoloven .

Konkret kan det yderligere tilføjes at boligpriserne i byerne er vokset betydeligt hurtigere end folks lønindkomst. Hvis man ser på huslejer eller boligpriser generelt, så vokser de mere end folks løn. Og det betyder at folk får dårligere råd til få et sted at bo.

Der var et boom på boligmarkedet op til krisen i 2008 – 2009 hvorefter vi så en lille nedgang i priserne. Men generelt set boligpriserne i dag på niveau fra før krisen. Mens lønningerne jo ikke er fulgt med.

Det vil sige, at den andel af ens løn, eller understøttelse man skal afse for at have et sted at bo, den er vokset forholdsvis meget gennem de seneste 20 år. Hvis man er en familie, med ufaglært arbejde, der søger efter bolig kan det være omkring halvdelen af indkomsten, der går til bolig og transport. Det er en uforholdsmæssig stor udgift i forhold til, hvad det egentlig burde være.

Langt hovedårsagen til at boligpriserne stiger er, at markedskræfterne har fået frit spil. Og kommunerne begyndte at sælge ud af boligmassen. Samtidig bliver der ikke bygget nok nyt til en billig pris. Langt det meste af det, der bliver bygget er meget store boliger eller luksus boliger, og det er alt sammen reguleret af statsmagten. Så statsmagten og det private ejendomsmarked har altså et sammenfald i politik.

Vi har skrevet om det i Enhed og Kamp, omkring statens regulering af boligbyggeri. Hvilken type boliger der skal bygges, hvor de skal bygges, hele rammen med hvordan det skal finansieres, udbudsrunder ved offentligt byggeri. F.eks. hvis almene boligselskaber skal bygge nyt, eller renovere, skal der gennemføres udbud.

I Århus har kommunen oven i købet besluttet at private entreprenører og investeringsselskaber står for at udbyde kvoter og områder med ret til at bygge nyt, til de almennyttige boligselskaber.

Det er altså en lang række procedurer og regler som gør, at de boliger, der bliver bygget, er uforholdsmæssigt dyre. Så en ny trerums bolig i dag den kommer til at koste 10.000 kr. om måneden. Hvilket er alt for dyrt i forhold til en almindelig familie, uanset om den er almen eller privat. Billige boliger er altså ikke automatisk lig med almennyttige boliger – når vi snakker om nyetablerede boliger.

Udviklingstendenser i byerne

Byer har en hvis træghed i deres udvikling, det tager lang tid at bygge boliger, men det tager ikke lang tid at lukke en industri. Det tager ikke lang tid for et helt industriområde at bliver lagt øde. Derfor kan der ske det, at den tanke kapitalen oprindeligt havde, da man efter krigen planlagde de byer, vi kender i dag. f.eks. Århus, ikke længere holder.

Man tænkte meget funktionalistisk. Man har tænkt, her har vi industriområder, her har vi børns skole, her har vi folks indkøb og her har vi opmagasinering af arbejderklassen mens den sover. Altså funktionalistisk tænkning i kapitalismens tidsalder – det er helt ind til benet at man er ligeglad med arbejderklassens sociale behov eller kulturelle behov eller andet. Når ”de” ikke arbejder så skal de skal opmagasineres. På den måde har man bygget boliger, der mere minder om et stort lagerreolsystem, hvor man så parkerer arbejderklassen og sætter den ind i sådan nogle små firkanter.

Hvis man ser i andre lande i Kina eller Japan, så er det helt ekstremt. Fordi her er det nærmest ligesom minkburer, hvor arbejderklassen knap nok kan stå oprejst i de her små bitte firkanter. Det er den måde man løser billigbolig problemet på med en kapitalistisk tankegang. Og det er der noget vanvittigt i.

Men tilbage til udviklingstendenserne i dag. Der kan vi se at de arbejdspladser som de her forstadskvarterer er bygget rundt om, de er forsvundet i stor grad. Og det er industriarbejdspladser i forstæderne som har været af den traditionelle slags.

I Århus har vi det her eksempel med Danfoss, som er en virksomhed der producerer termostater og ventiler, og de har i lang tid haft en stor fabrik i Viby Jylland. De har godt nok reduceret bemandingen mere og mere, men har stadig produceret en stor del af de ventiler man bruger på almindelige radiatorer. Den virksomhed er en af de sidste med ufaglærte jobs i området, og den vil nu lukke ned og flytte produktionen til Silkeborg.

Det kan man gøre fordi man har fået nogle nye robotter eller nogle nye kæmpestore maskiner som reducerer behovet for ufaglært arbejdskraft. Og så er der ikke behov for den her fabrik. Man har altså øget produktiviteten gennem mekanisering.

Så står der et stort industriområde tilbage, og i alle de boliger, der var tænkt som boliger til de, der skulle arbejde på de her industriarbejdspladser, bor der stadigvæk mennesker – de har bare ikke noget arbejde. Eller de har i hvert fald svært ved at få arbejde.

For den arbejdskraft som man nu har behov for til de nye arbejdspladser, det er ikke den, man har uddannet. Man har uddannet en arbejdskraft, der var målrettet til at indgå i industriproduktionen som den så ud for 30 år siden. Der er et efterslæb i hele uddannelsen og hvad der ellers er af udvikling.

Derfor står byerne flere steder med områder, hvor arbejderklassen, som skulle bo der, er blevet nødt til at flytte efter arbejdspladserne. Tilbage bliver et sammensurium af socialt udsatte og meget fattige mennesker, placeret der af kommunens.

Altså for at samle op på første del. Hvorfor er der ikke billige boliger. Kommunerne har solgt deres egne boliger til spekulanter eller som andele. De frie markedskræfter har fået lov til at dikterer boligpriserne. Byplanlægninger er slået fejl og industrien og dermed også industriarbejdere er flyttet væk.

Kampen mod boligspekulanter og retten til en bolig der er til at betale:
Del 1 – Bliv væk fra vores kvarter!
Del 2 – Det er ikke boligens skyld at folk er fattige
Del 3 – Aktionsenhed på barrikaderne

Se alle indlæg i Kongrestema


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne