Borgerskabet i drifternes vold – og en anbefaling af Friedrich Engels Anti-Dürhing

Der har i de forgange år været rejst en opsigtsvækkende lang række historier og sager om magtfulde mænds adfærd overfor især unge kvinder. Eksemplerne kommer fra toppen af det danske samfund. Fra de økonomiske magtcentre, fra Christiansborg og på universiteter, er der gang på gang rejst en debat og samlet eksempler på alt fra overgreb til befamlinger og nedladende sprogbrug over for kvinder.

Af Franz Krejbjerg

Gang på gang får mænd lov til at sætte en falsk og uvidenskabelig præmis om at kvinders ”natur” er huslige pligter og omsorgsarbejde, eller om manglende faglig dygtighed. Reaktionærere fordomme der kan føres 200 år tilbage, lever i bedste velgående, også i den moderne IT-branche.

Så hvorfor er denne råddenskab gang på gang blevet fremstillet som helt normal adfærd, eller som stolte traditioner, som man bare skulle indordne sig under og fortie. Det sidste er der med den seneste uges sag i de Radikale blevet ændret på. Her blev mængden af vås og svigt i partiets top til sidst for meget til at låget kunne holdes nede. Morten Østergaard blev afsløret som befamler, og måtte erkende at han gentagne gange havde befamlet kvinder han godt kunne tænke sig at komme i seng med, uden det var gengældt.

Sagen giver på nogle måder mindelser om de Konservatives druk historie, hvor Hans Engell først blev stoppet ved mødet af en betonklods på motorvejen, på trods af at alle godt vidste at spritkørsel var helt normalt. Eller de katolske præster, der begik overgreb uden nogen greb ind. I de Radikale er der nu en tilsvarende historie hvor alle godt har vidst at Morten Østergaard havde en befamlende adfærd, men intet andet har gjort end at holde sagerne hemmelige.

Sagen handler altså både om selve det at en stribe kvinder er blevet begramset, og det er sådan set slemt nok, men også at der har været en fortielse og en skam og frygt.

Kommer sagerne frem anklages kvinderne gerne for at have inviteret til mænds upassende opførsel og overgreb, altså kvinder har en del af skylden bare ved at være til stede – i stedet for at blive hjemme må man forstå. Mens mænds adfærd gerne undskyldes med nærmest ”instinkt”, altså: Han måtte bare følge sine lyster, og havde ikke tanke for andet end egne drifter.

I en anden del går sagen på at reducere kvinder til individuelle ofre, og de får at vide at de skal tage sig sammen og lære at sige fra – de stærke, kloge kvinder klarer sig, må man forstå.

Eller kvinder bliver lagt for had, og reduceres til øgenavne der slet ikke bryder sig om hverken mænd eller sex. På den anden side skal der intet til for at møde en anklage om det modsatte, og om at være løs på tråden og gå ”udfordrende” klædt.

Altså uanset hvad, er det aldrig mandens skyld, men kvinden der lagde op eller ikke sagde fra. Det er det samme man hører igen og igen, og det understøttes af praksis fra politi og retsvæsen.

Journalisten Dorte Toft har skrevet indgående om fænomenet i årevis, og ikke mindst om det nedladende sprogbrug som der bruges om kvinder i danske medier. Emma Holten er et andet eksempel på et mennesker der forsøgte at rejse debatten om sexisme og hadporno for et par år siden. Det nye er, at det ikke længere er de få der rejser spørgsmålet, men der er en regulær bevægelse der er i gang med at finde sine ben. I hvert fald på dele af ligestillingsdebatten, selvom der stadig er et godt stykke vej.

Samtidig trækker den borgerlige forargelse også de store kanoner frem, i Berlingske går moraldebatten i disse dage nu systematisk til spørgsmålet om hvor langt oppe af låret en herre må befamle en kvinde, ”Det er umodent ikke at kunne sige fra, ikke at kunne daske en hånd af låret og komme sig over det. At stå frem med dét som et problem ti år efter er patetisk og hyklerisk” forklares det i avisen.

Der gives naturligvis stadig slet ikke plads kvinderne, i stedet rodes der stadig rundt indenfor de kønsstereotype lænker som kirken og borgerskabet har konstrueret ovenpå klasseskel. Sagen er, at der findes ikke lighed mellem mennesker, som mennesker, under kapitalismen, men kun lighed mellem den værdi som individet repræsenterer i samfundet.

Debatten om de borgerlige lighedsbegreber er endnu en god anledning til at studere marxisme, og her kan f.eks. anbefales Friedrich Engels Anti-Dürhing. Her en lille smagsprøve fra afsnit om moral og lighed:

Selvfølgelig er den forestilling ældgammel, at alle mennesker som mennesker har noget tilfælles og at de, så vidt dette fælles rækker, også er lige. Men det moderne lighedskrav er helt forskelligt fra denne forestilling; det består snarere i, at man af denne fælles egenskab – at være menneske, af menneskenes lighed som mennesker – afleder kravet om lige politisk resp. social værdi, gældende for alle mennesker eller i det mindste for alle borgere i en stat eller for alle mennesker i et samfund.

Der måtte gå årtusinder, før der af den oprindelige forestilling om relativ lighed blev draget den slutning, at borgerne måtte være ligeberettigede i stat og samfund, og til dette krav ligefrem kunne synes at være noget naturligt, noget selvfølgeligt.

I de ældste, naturgroede samfund kunne der allerhøjst være tale om ligeberettigelse for fællesskabets fuldgyldige medlemmer; kvinder, slaver og fremmede var ifølge sagens natur udelukket. Hos grækerne og romerne havde ulighederne mellem menneskene større gyldighed end nogen form for lighed. Det ville nødvendigvis have forekommet antikkens folk absurd, at grækere og barbarer, frie og slaver, statsborgere og metøker [fremmede indbyggere, der nød beskyttelse], romerske borgere og romerske undersåtter (for at bruge et omfattende udtryk) skulle have krav på de samme politiske rettigheder. Under det romerske kejserdømme gik alle disse forskelle efterhånden i opløsning, med undtagelse af forskellen mellem frie og slaver. Dermed opstod der, i det mindste for de frie [borgere], den lighed mellem privatpersoner, på hvis grundlag Romerretten udviklede sig, den mest fuldkomne udformning af et retssystem, vi kender, der hviler på privatejendomsprincippet.

Men der kunne ikke være tale om retlige konsekvenser af den alment menneskelige lighed, så længe modsætningen mellem frie og slaver bestod. Vi har set det samme i nyere tid i slavestaterne i Nordamerikas Forenede Stater.

Friedrich Engels


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne