Kriseløsninger: Planøkonomi kontra en revolutionær vej

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Artiklen har været bragt i APK’s teoretiske magasin Enhed og Kamp 2,2020

Lige nu ruller den dybeste økonomiske overproduktionskrise hen over verdens og Danmarks økonomi, accelereret af Coronakrisens eksportstop og nedlukning af produktion og handelsveje i mange led. Eksplosionen i massearbejdsløsheden overgår, hvad der skete under den seneste finanskrise og sammenlignes med den store depression i 1920-30’erne. 33 millioner nye arbejdsløse i USA på få uger. 300.000 i Danmark er meldt arbejdsløse eller hjemsendt på hjælpepakker uden jobsikkerhed.

Når EU-kommissionen smider så ufattelig mange milliarder euro i hjælpepakker og genopretningsfonde til de værst ramte lande i Sydeuropa, er det ikke for deres brune øjnes skyld, men for at sikre, at EU’s storbanker som Deutsche Bank og Commerz ikke krakker under manglende gældsbetalinger.

Verden over og også herhjemme kalder reformistiske og borgerlige økonomer på genbrug af Keynes’ økonomiske principper om, at staten skal gå ind og kickstarte den kapitalistiske kriseøkonomi med offentlige investeringer og subsidier for at give den kunstigt åndedræt i respirator til at køre videre til næste krise. Og på arbejderklassens regning.

Arbejderklassen og progressive står nu med et valg – hvilken vej skal man vælge ud af krisen. Der er kun to muligheder. En revolutionær vej for et bryde med det gamle udbyttersamfund eller en reformistisk vej for at forlænge kapitalismen. Der har altid været dem, der syntes, at et nyt socialistisk samfund med arbejderklassen ved magten var for skrap en kost, og forsøgt at skabe genveje til en bedre verden, men de har altid ført tilbage til at bevare kapitalismen under en eller anden form.

Hvad vil en revolutionær vej ud af krisen være?

I stedet for at poste milliarder ind i et økonomisk samfundssystem, der ikke fungerer og ikke kommer til at fungere, må arbejderklassen og det kommunistiske parti skære igennem og finde vejen til at afskaffe det kapitalistiske system. Al erfaring og kapitalismens egne økonomiske love viser, at alle deres krisetiltag ikke slår til og er uden udsigt til skabe reelle varige forbedringer, lige meget hvilke krise- og vækstteorier man forsørger at lappe det med.

Det er i denne periode, vejene til en socialistisk revolution skal findes og skabes. Det kan ikke vente, til en revolutionær situation opstår, hvor ”de herskende ikke længere kan herske og de beherskede ikke længere vil lade sig beherske”. Opgaven for kommunisterne er at organisere arbejderklassen i klassekampen og skabe en bred enhedsfront mod krisepolitikken – alt sammen i den bevidsthed, at der skal en revolutionær forandring til.

APK har uddybet, hvordan vi arbejder omkring disse spørgsmål, bl.a. løbende i dette tidsskrift. Og ikke mindst i klassekampen selv. Læs ”De rige må betale – krav om økonomisk og social sikring” andetsteds i dette nr. om de konkrete dagskrav i den nuværende ”Coronasituation”.

Doughnut-“planøkonomi”

I modsætning til en revolutionær løsning peger Enhedslisten på en rød-grøn “planøkonomi” som vej ud af krisen. Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard fra Enhedslistens politisk-økonomiske udvalg har gennem en række kronikker fremlagt Enhedslistens bud på, hvordan regeringens krisepolitik kan fortsættes med et “planøkonomisk” og anti-globaliserings-touch. En politik baseret på en økonomisk vækstteori kaldet ”doughnut-økonomi”. Hvilket er endnu en småborgerlig teori, der med sine egne ord kan bringe vækst, klima og sociale forhold i harmoni og intet mindre end frelse denne verden.

Kjeldgaard og Bregengaard går endda så langt som til at påstå, at Danmark allerede har indført planøkonomi under Coronakrisen:

”Under krisen er Danmark overgået til planøkonomi. Tilgangen skal fortsætte efter krisen, men med klimaet i højsædet,” hedder det i en kronik d. 6. maj i år.i Den analyse de bygger på, er lige så kort som meningsløs:

”Staten har gennem de seneste uger afviklet meget af det private erhvervslivs økonomiske ansvar til fordel for en planøkonomisk coronakriseøkonomi, hvor fællesskabet styrer erhvervsliv, beskæftigelse og forbrug efter planmålet: Hospitalernes kapacitet.”

”Behovet for en statsstyret økonomi vil ikke være overstået i løbet af nogle måneder, men målene vil i højere grad fokusere på den økonomiske krise og forhåbentlig også klimakrisen. Det er derfor en fælles opgave at omstille Corona kriseøkonomien til en ny type planøkonomi: En ‘doughnut-planøkonomi’ inspireret af Kate Raworths billede på det økonomiske råderum. Doughnutens ydre rand er grøn. Den repræsenterer grænsen for jordens bæreevne, som definerer de grønne planmål. Den indre rand er rød og repræsenterer grænsen for social ulighed.”

Hvordan denne økonomiske og sociale tilsyneladende harmoni kan opnås, afhænger ifølge teoriens ophavskvinde af, at vi begynder at tænke på en ny måde. Vi kan f.eks. blive enige om at udvikle fællesskaberne og fortrænge de udemokratiske profitvirksomheder, siger Enhedslisten. Det er lige nu, vi har chancen, mener Kjeldgaard og Bregengaard:

”Omstillingen vil give anledning til politiske opgør. De bliver lettere med den kollektive erkendelse, som vi gør os nu, hvor vi er i en parallel situation, hvor enhver kan skade andre, og alle skal tage hensyn til andre. Vi lærer at være i samme båd.”

Nej, uanset hvor meget tågesnak man kan lukke ud, så er båden fortsat klassedelt og kun med redningskranse til 1. klasse.

Staten har ikke og kan ikke pludselig forvandle sig til det fællesskab, som Enhedslisten fabler om. Den er fortsat det kapitalistiske borgerskabs og monopolernes stat. Coronakriseøkonomi bliver direkte styret af monopolerne og erhvervslivet gennem ”NOST” og dens efterfølger. At staten indfører tiltag i forhold til at sikre indtægter til erhverv, der var lukket ned, mindske faldet i arbejdsløsheden og øge forbruget, har intet med planøkonomi at gøre, eller at staten pludselig er blevet til alles bedste på tværs af klasseskel.

Enhedslisten gik i sort

Enhedslisten har under hele denne ”Corona-krise” lagt sig fladt ned og godtaget alt, hvad Dansk Industri (DI) og de store monopoler i ”NOST” dikterede, hvad den socialdemokratiske regering skulle gøre. Mens faglige og demokratiske rettigheder blev sat ud af kraft, mens milliarderne fra stats- og pensionskasser blev pumpet over i banker og erhvervsliv, mens regeringen stort set satte Folketingets borgerlige parlamentarisme ud af kraft, mørkelagde facts og politiske diskussioner. Mens alt dette foregik, bakkede Enhedslisten op og stod bag statsministeren som støtteparti og smilede pænt. Enhedslisten gik med i den nationale samling og klassesamarbejdspolitikken for at styrke dansk erhvervsliv. De godtog en voldsom centralisering af magten hos sundhedsministeren i Epidemiloven, de godtog strafskærpelser, øget overvågning og telelogning og forsikrede om, at det var nødvendigt og kun vil vare et år.

Enhedslisten stillede i klassefredens navn ingen krav for at forsvare de arbejdsløse, ingen sociale krav. Før bagefter, hvor modkrav var blevet en gratis og ufarlig omgang, eftersom hjælpepakkerne og nødlovene jo allerede var vedtaget og sat i værk.

Enhedslisten påtog sig rollen som dem, der skulle forklare venstrefløjen, at det hele ikke er så slemt endda. Så heller ikke i klassekampens praksis er smagen af den rød-grønne doughnut noget at gå efter. Der findes ingen ”smart i fart”-mellemveje til et samfundssystem med social retfærdighed og bæredygtighed i forhold til natur og klima. Det kræver et nyt samfundssystem, hvor arbejderklassens magt erstatter de nuværende udbyttere.

25.5.2020

Læs mere om Enhed og Kamp her
Revolutionære vitaminer – Enhed og Kamp nr. 2 – maj 2020

Her er et link til Kjeldgaards og Bregengaards artikel, som der refereres fra: EL-udvalg: Vi har fået en planøkonomi – lad den fortsætte i klimaets navn


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne