Selv guder vil ikke kunne redde kapitalismen fra kriser – Men arbejderne kan redde mennesket

Et enigt borgerligt parlament i Danmark er en sjældenhed. Det sker kun i de situationer hvor borgerskabet er presset i en grad, hvor den fælles parlamentariske fronts udtryk er akut vigtigere for borgerskabet end aktuel fastholdelse af dets alibi med diverse protest-partier – sammenfaldende med mangel på arbejderklassens repræsentation ved dens parti i parlamentet.

Af Martin D, APK

Det sker fortløbende i disse dage. Formelt er det grundet bekæmpelse af Covid-virussen, men nogle spørgsmål rejser sig ved dette.
Det spørgsmål vi vil behandle her, er spørgsmålet om hjælpe-pakkerne til banker og erhvervsliv.

Fra Pernille til Pernille, Skipper til Vermund, er der vedtaget pakker der deler et tre-cifret milliardbeløb ud. I hovedsagen til de rigeste i samfundet, hvad enten vi snakker som personer, virksomheder eller monopolkapitalistiske grupper.

Der har endnu ikke fra dette samlede parlament været besluttet endsige foreslået nogen ekstrabevilling i nogen som helst tilstrækkelig grad til sundhedsvæsnet eller nogen som helst andre tiltag, hvor staten handler proaktivt – bortset fra diverse forbud. Der er i hovedsagen tale om formaninger og opfordringer, men ingen reel handling til smittebekæmpelse af den art som bør udøves af en stat.

En af de aller allerførste tiltag, da verden smittedes med covid, var sikring af en fælles parlamentarisk front for milliarder til toppen.

For de smittede, de døde og deres pårørende er det en fornærmelse, og for den arbejdende befolkning der betaler skat er det misbrug af vores midler.

Når det pakkes ind som bekæmpelse af covid er det mildt sagt svineri.

Kapitalismen er et system der igen og igen vil løbe ind i økonomiske kriser. Den seneste, og en markant en som omfattede det meste af verden, var 2007-8 krisen.

Selv ved overfladisk undersøgelse kan man erfare sig, at det ikke var den første af sin art. Jævnligt opleves disse kriser, som i 2001, og med mellemrum og ved manøvreringer for udskydelse, ryster de store kriser systemet i en grad at det svært glemmes.

En sådan krise opstod i 1929, og er kendt som “Den store depression”. Den krise skulle blive en af flere underliggende faktorer for fascismen og verdenskrigen.

Krisen som fænomen er velkendt blandt økonomer, det er studeret i det omfang man har læst Karl Marx’ kritikker, men selv en del af de let belæste lader sig i disse dage snøre i covids navn.

Man kunne her spørge, hvordan kapitalismens natur er ændret af covid?

Har covid påvirket samfundet sådan, at merværdi-teorien skal ændres?

Nej, alt på den front er desværre præcis ligesom det plejer. Kapitalismen er inficeret med kriser, har altid været det og vil altid være det.

Når man medvirker til hjælpepakker til erhvervslivet har man ikke gjort en indsats mod covid, man har deltaget i et røveri.

Sådan var det med bankpakkerne i 2007-8, og denne gang er det med fingeren på aftrækkeren og med covid-truslen i kuglekammeret.

Når et samlet folketing, ved en verdensomspændende covid-virus, beslutter at give et tre-cifret milliardbeløb til de rigeste, er det for at afværge krisens konsekvenser for de rigeste ved at tage fra statskassen.

Den politik går ikke bare fra Pernille til Pernille, fra liste Ø til liste D, men også over til Trump på den anden side af atlanten, hvor det også er praksis, og der er man ved at dele 2.000 milliarder dollars ud i pakkeform.

Efter nedskæringer i årevis, ‘nødvendighedens’ politik, efter årtier med snak om at udrydde sult i verden, i de senere års klimapolitiske spørgsmål, mv. kan noget sådant selvfølgelig være problematisk at stille op med foran en befolkning, uanset om denne er delvist lammet af covid eller ej.

Derfor genopfindes det efterhånden slidte argument om at man skal redde økonomien, for at redde arbejdspladser, og lignende appeller.

Det er løgn.

Så længe der er tale om kapitalistisk økonomi kan den ikke reddes, aldrig, og man kan i hovedreglen ikke forsøge at redde dens økonomi uden at agere midlertidig politisk redning for dens system, kapitalismen, med alle dets konsekvenser.

Folketinget sender nu en tre-cifret milliardregning for en overfladisk finanskrise til befolkningen, den bliver betalt med nedskæringer, samtidig uddyber det den kontinuerligt underliggende overproduktionskrise som stadig kan bryde ud.

Selv under den pressede stemning har der været rejst kamp af en række grupper. Arbejdsnedlæggelser der er protest mod den dikterede retning og de vilkår som arbejderne bydes.

Det må siges, at selvom OK20 er klemt af dette spørgsmål så kommer stemmerne jævnligt frem, og klimakampen som nærmest er en glemt sag i de borgerlige medier fastholdes af græsrødder m.fl.

Ikke mindst de offentligt ansatte er pressede, blandt andre dem fra sundhedssektoren som på en og samme tid er samaritanere, men behandles som pariaer, og de er alle udset til at stå i første række ved betalingen af krisens pakker til de rige.

Covid og kampen mod covid berettiger på ingen måde at de rige forgyldes yderligere, og den skal ikke have lov til at stå i vejen for retfærdige krav.

Det er ikke egoistisk for arbejdere at stille modkrav, lønkrav mv. til de krav borgerskabet har fået indfriet.

At blive hjemme og at begrænse smittefare betyder ikke at man skal holde kæft eller undlade at organisere.

Det betyder en særlig situation og at der udvikles og afprøves nye former de kommende uger.

Det virker vigtigt at udvikle kontakten til kollegaer og de tilhørende fællesskaber. Det er dem, ikke milliardærerne, man er i samme båd som.

Desuden kan der tages en række andre tiltag til organisering i grupper og fællesskaber.

Formerne finder vej, hver gang spørgsmålet om hvad der må gøres rejses, jo tidligere jo bedre, og jo flere der snakker med, desto bedre.

I den digitale verden kan det være fortløbende Facebook-demonstration(er) med sigte på at mødes kortest muligt efter covid-karantænen er slut, evt. som led i markeringen af kampdagen 1. maj. Der kan laves “OK20 derfor stemmer jeg nej – 5 grunde”-kampagner, opfindes en Twitter parole-stafet, eller andet kan prøves.

I det ovenstående er ikke fremsat nogle af de politiske og økonomiske krav som må rejses. Bud på dem er allerede rejst og fortsætter med at blive det, også i de efterhånden mange facebook-grupper for arbejdere, udsprunget af kamp. Se bl.a. Her er APKs umiddelbare krav: De rige må betale – krav om økonomisk og social sikring
Nogle af de krav findes også først når organisering pågår og flere personer og grupper deltager.

Hvad der er fremsat i det ovenstående er heller ikke et programudkast til en enhedsfront, sådan en front må for nu i højere grad baseres i krav, som samler på tværs af indgangsvinkler og analyser.

Efterhånden rejser flere stemmer sig i koret af protest og flere vil komme til. En hovedopgave er, at arbejderklassen og især arbejderungdommens stemmer bliver hørt og rejst. Det er den klasse der betaler dyrest for kapitalismens kriser, og det er den klasse der kan skabe en anden og bedre fremtid.

Kapitalismens kriser betyder til enhver tid skærpet klassekamp, skærpet klassekamp betyder mulighed for sejre.

/Martin D

 

 

 

 

 

 

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne