I Martin Andersen Nexøs fodspor – Ditte Cederstrand “De uspurgtes historie”

I år er det 150 år siden proletarbarnet Martin Andersen kom til verden i Københavnerbydelen Christianshavn. Det er værd at fejre, ikke mindst fordi Martin Andersen med det bornholmske efternavn Nexø blev en af den internationale kommunistiske arbejderbevægelses mest kendte forfattere.
Nexø blev et forbillede for forfattere, ikke bare i Danmark, men også i den internationale kommunistiske arbejderbevægelse. Nexø fik et internationalt gennemslag som kun er overgået af H.C. Andersen, et andet proletarbarn fra Danmark. (det var H.C. Andersen som skrev den systemkritiske “Kejserens Nye Klæder”)

Af Interpres

Ditte Cederstrand

I Nexø´s fodspor fulgte tusinder af forfattere, digtere og andre kunstnere og ikke mindst millioner af arbejdere, intellektuelle og arbejdende bønder. Ikke bare i Danmark hvor Hans Kirk, Harald Herdal , Hans Scherfig og flere andre tog stafetten op fra 1920´erne og 1930erne. En anden forfatter som i den socialistisk realistiske ånd, gik i Nexø´s fodspor for at tjene den kommunistiske sag er John Max Pedersen, som i værk efter værk, gennem 1970erne og 80erne med værker som “Stedsegrønt” * Slusen * Slotsyngel * Loven og Bølgerne * Den Tredie Front * gjorde det klart at arbejderklassen, klassekampen og kommunismen i højgrad er levende og kalder på os, hver eneste dag i det liv vi har fået på denne jord.

Ditte Cederstrand var også med til at udbrede kendskabet til den store tyske forfatter Anna Seghers i Danmark. Anna Seghers var tilknyttet den internnationale kommunistiske arbejderbevægelse og romanen “Die Toten bleiben jung” fra 1949 som også blev filmatiseret, findes at læse på dansk med titlen “De døde forbliver Unge”.

Ditte Cederstrand – et ægte barn af Martin Andersen Nexø.

Ditte Cederstrand´s gennembrud kom i 1974, da hun udsendte første bind af romanserien om “De uspurgtes historie“. Værket er inspireret af Nexø – der selv figurerer i tredje bind. Serien er på syv bind og udspiller sig over flere generationers svensk-danske og tyske arbejderfamiliers liv og skæbne og politiske kamp og historie.
Med den syv bind lange roman-serie om De Uspurgtes slog Ditte Cederstrand sin rolle som en værdig arvtager til Martin Andersen Nexø for den proletariske og progressive litteratur.
Allerede med den politiske klassekampsroman “Bagerbørn” beskriver hun i 1967 de indvandrede arbejderes eller som man sagde på den tid “fremmedarbejdernes” forhold. Hun havde opdaget, at “man oparbejdede et nyt proletariat i Europa… det ville jeg sætte lyset på”, denne del af arbejderklassen. “Bagerbørn” blev også “opdaget” i DDR, hvor den man producerede en fjersynsfilm over romanenen.

Handlingen i De uspurgtes Historie er en slægtssaga, som kredser omkring den skånske arbejderfamilie Strand, hvis liv udspilles over tre generationer, fra begyndelsen af det tyvende århundrede; fra 1913 med den Første Imperialistiske Verdenskrig over den Anden Verdenskrig frem til 1982.

Først bind “En Københavnsk Familie” udkom i 1974. Og de følgende seks bind kommer slag i slag. Ditte Cederstrand arbejder utrætteligt og skriver næsten et bind om året. Et imponerende bedrift. Det er hjerteblod for forfatteren. Hun brænder for at skrive arbejderklassens og de revolutionære demokratiske kræfters historie i det tyvende århundrede. Samtidigt som hun bevidstgør arbejderklassen, vokser Ditte selv som politisk bevidstgjort menneske med De Uspurgtes Historie. Det er hendes fineste politiske og litterære gerning. Ditte Cederstand står som et ægte barn af Martin Andersens Nexø og den internationale kommunistiske arbejderbevægelse.

HVOR HAR DU HJEMME – PROLETAR? 

Hvem er så de uspurgte? 

Ditte Cederstrand har selv forklaret følgende:
”Fællestitlen… går på dette, at i afgørende livsspørgsmål, i spørgsmålet om at bestemme over sig selv, over bolig, arbejde, uddannelse, levekår, er der grupper med samfundets største – arbejderne – i spidsen, som aldrig bliver spurgt.
Om du får arbejde, bestemmes ikke af dit behov eller valg, men af konjunkturerne, hvorvidt det kan betale sig for andre (kapitalen) at bruge din arbejdskraft. Om du vil bo et sted, hvor der er et sundt miljø for dig og dine børn, er heller ikke afgjort af dit behov, men af indenfor hvilken radius geografisk, du kan sælges. Dit ønske om at blive i dit hjemland spiller i sidste instans, den økonomiske, ingen rolle. Kan du ikke finde en arbejdsplads der, må du på fremmedarbejdervilkår jage derhen, hvor kapitalen lige nu kan udnytte dig osv. osv.” *1)

Ditte´s sidste bemærkninger kan siges at være “den røde tråd” for hele romanserien, idet det første bind handler om en københavnsk familie i tiden op til folkeafstemningen om EF i 1972, hvor temaet om arbejdskraftens fri bevægelighed får en vigtig plads. Og da forfatteren i tredje bog griber tilbage til historisk stof, drejer det sig om en af den københavnske families forfædre, som udvandrede til det mægtige Ruhr-område, Tysklands sværindustrielle hjerteland, for at finde arbejde i starten af det tyvende århundrede.

EF-afstemningen og familiediskussioner

De Uspurgtes histories to første bind lærer vi den københavnske familie Strand at kende. Faderen er socialdemokrat, der vil stemme ja til tilslutningen til EF (som EU hed dengang), mens børnene er mere kritiske, og moderen forsøger at dæmpe gemytterne, når bølgerne går alt for højt i familiediskussionerne. Som allerede nævnt, er arbejdskraftens frie bevægelighed et vigtigt tema, ja, det er på sin vis allerede nærværende i familiens liv, inden vi er kommet ind i EF ; det Europatiske “Fællesmarked”. Faderen Anton, som er fællestillidsmand, får at vide, at de på fabrikken vil ansætte fremmedarbejdere, som Anton betragter som løntrykkere, hvorfor han vil modarbejde planen. Og sønnen Jens får frataget sin understøttelse, fordi han ikke vil tage anvist arbejde i Sønderborg.

Diskussionerne når et højdepunkt i slutningen af den første bog under moderens, Jennys, 50-års fødselsdagsfest. Den inviterede slægt har også mere velbeslåede og borgerlige medlemmer, som for en gangs skyld er enige med Anton, nemlig om et ja ved folkeafstemningen om EF. Anton bliver dog efterhånden så irriteret over, at han skal tages til indtægt for borgerlige synspunkter, at han føler behov for at lægge afstand til disse. Det ender med, at der bliver håndgemæng mellem ham og en ældre borgerlig bror, hvilket forårsager en hurtig afslutning på natmaden og selskabets opløsning.

Man kan blive ret så beklemt over i dag at læse om disse problemstillinger i en roman fra starten af 70’erne og være nødt til at erkende, hvor mange af EF-modstandernes “paranoide overdrivelser” og advarsler overhovedet ikke var overdrivelser, men har vist at være nærmere virkeligheden, når vi idag tænker over debatten om løndumping, masseudvandring af arbejdere fra Polen, Rumænien, mv.

Barske år i Tyskland – dansk eftergivenhed

Den tredje bog i serien, Hvor har du hjemme – proletar?, tager sit udgangspunkt i tiden op til den Første Imperialistiske Verdenskrig.
Peter Strand og hans kone Cilja er udvandret fra Skåne til København for at finde arbejde, men også her kniber det. Peter, som på dette tidspunkt er en lidet charmerende type, der drikker og er voldelig mod kone og børn, beslutter sig for at stikke af og “søge lykken” i Ruhr-området efter at have set en annonce, der lover guld og grønne skove.
Han er stukket af uden familiens vidende, men det er hans plan at hente Cilja og børnene derned, når han har fået etableret sig. Historiens skæbne vil det imidlertid anderledes, idet udbruddet af 1. verdenskrig forhindrer Peter i at hente familien. I stedet slår han sig sammen med krigsenken Lotte i Tyskland.

Vi følger nu familien i Danmark og i Tyskland. Særligt i De Uspurgtes tredie og fjerde bind har Cederstrand gjort et stort arbejde for ud at gøre de dramatiske begivenheder i Tyskland både gribende og realistiske. Det er interesant at læse om den tyske revolution lige efter den Første Imperialistiske verdenskrig 1914-18, som ikke ophørte efter drabet på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg.

I foråret 1920 var der oprør i hele Ruhr-området, og en by som Dortmund var i de socialistiske/kommunistiske/anarkistiske oprørers hænder. Oprøret blev blodigt knust, ikke mindst fordi de ledende socialdemokrater ville vise overfor kapitalen “hvor dygtige” de var, til “at sparke nedad og fedte opad”: at kontrollere arbejderklassen.
Peter udvikler sig menneskeligt og politisk i disse år hvor han lever arbejder i det røde og progressive Ruhr-område, og han bliver en af lederne under borgerkrigen (som det jo udvikler sig til) i foråret 1920, men falder i kampen.

Hjemme i Danmark huskes han ikke for ret meget positivt. Han stak af, så Cilja måtte klare sig alene med sin store børne-flok. Den sidstfødte er Anton, som vi hørte om i de første bøger, og som blev født efter faderens udvandring. Begivenhederne i 1920’erne og 1930’erne udspiller sig omkring de to efterladte kvinder, Cilja og Lotte.
Cilja får arbejde på et hospital, hvor hun møder den indlagte Martin Andersen Nexø – hvilket naturligvis ikke er nogen tilfældighed fra forfatterens side. Nexø inspirerede Ditte Cederstrand både som menneske og som skribent.
Dermed igangsættes også hos Cilja en spirende politisk bevidsthed, som forsøger at følge aktivisten Lotte.

De to miljøer kommer i kontakt med hinanden i 1930’erne (uden at parterne dog er vidende om forbindelsen gennem den udvandrede Peter Strand), idet et par stykker fra kredsen omkring Lotte må flygte fra nazismen til Danmark. Disse flygtninge får stor betydning, menneskeligt og politisk bevidsthedsmæssigt, for de danskere, der kommer i forbindelse med dem. Men ellers må man sige, at disse dele af bogen i høj grad udstiller den danske stats lidet glorværdige følgagtighed i forhold til den store nabo i syd med dens samarbejde omkring udlevering af de tyske flygtninge.

I Tyskland kommer vi tæt på den brutale undertrykkelse af antifascisterne både i Fjerde og Femte bind, idet sidstnævnte omhandler selve krigsårene. I det hele taget er serien meget levende i sin beskrivelse af de interne tyske forhold, som de fleste danskere kun har et overfladisk kendskab til.

I de danske afsnit giver Ditte Cederstrand god plads til at skildre en hel del tid på at beskrive de politiske diskussioner mellem socialdemokrater og kommunister, hvor den revolutionære og kommunistiske kritik gives den plads den fortjener. En kritik som virkeligheden ligefrem til idag har bekræftet.

Ved et Første Maj-møde i 30’erne citeres statsminister Stauning for at have sagt: ”Her i landet findes der så at sige ikke mere nogen underklasse. Der er derfor heller ikke noget nedsættende i betegnelsen overklasse, for kammerater, den udbytter jo ikke længere arbejderen.”

I den Femte bog, “Det skal vi huske dem “(om den Anden verdenskrig og besættelsen), citeres en erklæring fra den socialdemokratisk Stauning-regering få dage efter Tysklands overfald på Sovjetunionen og arrestationen af de danske kommunister i 1941: ”… sammen med andre europæiske lande kæmper det (det danske folk, red.) under Tysklands førerskab for at bevare en samfundsorden i overensstemmelse med europæisk kultur. Der er en fælles, europæisk interesse i dette opgør, hvis resultat på afgørende måde vil kunne bidrage til at bevare Europas lande for indre samfundsopløsning…”

Ikke mindst disse tre midterste bøger gør et stort indtryk via deres beskrivelser af de dramatiske begivenheder fra 1913 til 1945. Det var da også Ditte Cederstrand’s egne erfaringer fra Tyskland i årene 1937-44, der var inspirerede hende: . . . . ”Gennem det sidste krigsår og efter hjemkomsten til Danmark blev det indlysende for mig, at kunne jeg ikke andet, politisk eller materielt, så måtte jeg i hvert fald være med til at afsløre, sætte lys på, helst råbe det ud: Sådan er det spil, der drives med mennesker. Krige er, som Herman Hesse udtrykte det i sit åbne brev til folket, ikke nogen, der falder færdige ned fra himlen, ikke skæbnebestemte katastofer, men de forberedes, planlægges og iværksættes af menneskehjerner.”

Som en anmelder skrev ” … disse dele af bogen i høj grad udstiller den danske stats lidet glorværdige følgagtighed i forhold til den store nabo i syd med dens samarbejde omkring udlevering af de tyske flygtninge”

Fortsat kamp

De to sidste bøger handler om efterkrigstiden og 70’erne og 80’erne. Ganske kortfattet skal det her siges, at “Som det gik” beskriver kæmpeskuffelsen hos modstandsbevægelsens menige over, at man kunne acceptere kompromitterede samarbejdspolitikere som ledere af den første efterkrigsregering.
Samtidig beskriver denne bog det interne opgør i DKP – Nexø havde allerede i 1945 advaret imod de opportunistiske “rævestreger” som DKP-lederne og de socialdemokratiske ledere (som Buhl % Co var igang med).
I romanen;den sidste bog i De Uspurgtes Histiorie , På vej – trods alt, bliver de “to lande” , altå den tyske og den danske familie endelig bevidste om deres familieskab gennem Peter Strand og om, hvad der rent faktisk hændte ham.

Stor fakta og dokumentarisk viden bag Cederstrands værker

Der er gået megen research forud for skrivningen af De Uspurgtes Historie.
Det har været vigtigt for Ditte Cederstrand, at hun har beskrevet faktuelle forhold, selvom der selvfølgelig er tale om fiktion gestaltet af romanseriens personer. Det dokumentariske fremtræder på forskellig vis i bøgerne.

Undertiden gennem citater som vist ovenfor, men andre gange gennem afbrydelse af det fiktive for at bringe uddrag af artikler og lignende, der i blandt digte som siger noget om den tid, der beskrives.
Men den dokumentariske baggrund forhindrer ikke, at Ditte Cederstrand også har skabt levende personer og en medrivende handling.
Der har været kritik, der gik i retning af, at hendes personer var beskrevet temmelig heroiserende.
Flere af anmelderne på de store borgerlige medier har gjort det let for sig selv. Som papegøjer rabler de systemtro remser af antikommunisme af for nærmest instinktivt at tilfredstille de liberal-fascistiske borgerliges had og foragt for arbejderklassen og kommunismen gennem at kritisere den proletariske helt og den Socialistiske Realismes partiskhed i kommunistisk litteratur.

Til dette vil jeg sige, at det bestemt ikke er alt ved de beskrevne personer, der er heroisk, men derudover vil jeg give Ditte Cederstrand denne artikels afsluttende bemærkninger:
”Den ensidighed jeg lægger for dagen i De uspurgte… er villet og nødvendig. […] På tide at se historien fra en anden synsvinkel – proletariatets. […] … side om side med den (oktoberrevolutionen i Rusland, red.) nederlaget og sønderknusningen af revolutionen i Tyskland, ødelæggelsen af rådsrepublikkerne i Ruhr, i München, Thüringen. Forræderiet, den socialdemokratiske regering begik, ved at lade monarkistisk militær og frikorps slagte løs på de selvsamme arbejdere, som havde reddet dem fra kup-officererne, efter først at have lokket arbejderhæren til at afevere våbnene med løfte om fred og bedre tider. Disse sider om historien i Europa er på det mest systematiske fortiet, fortrængt eller fordrejet, oftest derhen, at arbejdernes historie præsenteres som forbryderiske røverbanders fredsbrud m.m. Det er lidt af sandheden om, hvordan det virkelig var, jeg har villet have frem.

At det så meget vel kan virke som heroisering af nogle af de mennesker, jeg skildrer, er der ikke så meget at gøre ved. Heltene fandtes. At de var mennesker som alle andre, må vi gå ud fra efter hvad de, der kendte dem, fortæller, og efter hvad der er tilbage af dokumenter om dem. Den fiktion, jeg har skabt omkring dem, er koncentreret om at vise arbejderklassen, at den både har sin egen modstands-tradition og historie, har sin fremtidige historiske opgave, såvel som den har haft sine helte, ofre og sejrende.”

DITTE CEDERSTRAND kom til verden i 1915 i København. Efter uddannelse på Niels Brocks Handelsskole arbejdede hun som sekretær og korrespondent.
I 1937 giftede hun sig med en tysk præst og flyttede året efter til Dresden og senere til Leipzig 1937 i Tyskland som på den tid var styret af det socialfascistiske Hitler-regime. Ditte Cederstrand er ikke noget borgerligt ignorant/reaktionære konservativ fammiliemenneske som var uintereseret i omverdenen , hun havde “an outdoor mind”, som man siger “over there”.
Og det som sker under årene i det nazistiske Tyskland under den Anden Imperialistiske verdenskrig som Nazityskland havde indledt med Holocaust-aggressionen mod Polen folk i 1939, glemmer hun aldrig

Under indtryk af nazismens hærgen og krigen i det hele taget, vendte Ditte Cederstand hjem til Danmark i 1944 med to sine to børn. Hun blev skilt fra sin ægtefælle, der var blevet i Tyskland, og begyndte igen at arbejde som sekretær..

I Danmark mødte hun Harald Herdal, der blev hendes anden ægtefælle.
Gennem ham kom hun i forbindelse med kommunistiske forfatterkredse omkring Nexø, Scherfig og Hans Kirk. Ditte Cederstrand meldte sig ind i det tidligere KOMINTERN-parti DKP.

Hun engagerede sig i Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, der henvendte sig til alle kvinder uanset politisk overbevisning med foremålet at opbygge en bevægelse mod mod krig , terror og fascisme.

I 1950 bliver Ditte Cederstrand ekskluderet af DKP; partiet kan åbenbart ikke tåle hendes kritik af partiet stadig mere højreopportunistiske kurs.
Om de interne modsætninger i DKP handler romanen “Som det gik”.

Ditte Cederstrand forlod os i 1984. Hendes bidrag til arbejderklassens bevidstgørelse om dets historiske mission og dets kulturelle kommunistiske dannelse gjorde indtryk. I 1983 modtog hun Kollegernes Ærespris og i 1979 Nexøprisen. Hun har skrevet sig ind i den internationale kommunistiske og arbejbevægelses på linje med Nexø.

“Hvor hører du hjemme Proletar ?” svenske udgave


DITTE CEDERSTAND´s Biografi
En københavnsk familie” (udgivet 1974);foregår i året 1972 hvor folkeafstemning om Danmarks medlemsskab af det Europæiske Fællesmarked (EF som har udviklet sig til EUropatiske union )
Tillidsmanden” (udgivet 1975); foregår i året 1973
Hvor har du hjemme – proletar ?” (udgivet 1976) foregår i årene 1913-1920
Oversat til svenska: “Var hör du hemma – proletär ?“(Proletärkultur)
Soldat – i hvilken hær ?“(udgivet 1978);foregår i årene 1932-1940
Det skal vi huske dem” (udgivet 1979); foregår i årene 1940-1945
Som det gik” (udgivet 1981); foregår i årene 1945-1952
På vej – trods alt” (udgivet 1982);udspiller sig i årene 1975-1982.

SVENSKA
* Ditte Cederstrand * författardebuterade med en novell i tidskriften Vild Hvede 1946. Några år senare gav hon ut reseskildringen DDR (1951), som var ett resultat av hennes egna resor i Östtyskland tillsammans med Harald Herdal.
Hon slog igenom med romantrilogin Den hellige alliance som bestod av Jubilæumsugen (1953), Kompromis (1954) och Perspektiv (1955). Hennes mest betydande och framgångsrika verk är dock romanserien De uspurgtes historie som utkom i sju delar 1974-1982. Dess handling är en släktssaga, centrerad kring arbetarfamiljen Strand, vars liv läsaren får följa i tre generationer.
Vid sidan om sitt författarskap försörjde Cederstrand sig som lärare; Horserød statsfængsel (1952-1966), i Tanzania (1968-1969) och Roskildes folkhögskola (1969-1972).
Ett fåtal av hennes skrifter har översatts till svenska, men den mest spridda är kanske den av Proletärkultur översatta och utgivna “Var hör du hemma – proletär ?

*1) citatet af Ditte Cederstrand stammer fra hendes artikel “At beskrive sin tid” fra Tidsskriftet Kritik, nr. 51, 1979.

Se originalartikel her


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater