Udsendelsen 9. juni 2018
I Danmark har Folketinget de seneste år besluttet en dramatisk forringelse af den fremtidige pensionsalder. Og er samtidig kommet op med en metode for at kunne blive ved med at hæve pensionsalderen i de kommende mange årtier. For årgange født fra 1967 og frem vil den faktiske folkepensionsalder nemlig afhænge af den fremtidige udvikling i middellevetiden for 60-årige.
Metoden baserer sig på en statistisk beregning af middellevetiden, og en vedtagen norm om at sikre 14 års pension til alle der lever til de når det statistiske gennemsnit.
Men statistik er blot en figenblad for den virkelige årsag til at tvinge folk til at blive længere på arbejdsmarkedet. Den egentlige grund er en forestilling om at arbejdsudbud er lig med arbejde som er lig med rigdom. Altså i den bedste kapitalistiske verden skal alle arbejdsduelige mænd og kvinder blive på arbejdet til de dør. Først når den sidste gnist er slukket, er der lov til hvile og en plads i køen til krematoriet.
For det første er statistik ikke en særlig god økonomisk eller demokratisk metode, da det i virkeligheden betyder, at den halvdel der dør før de burde ifølge gennemsnittet, bliver snydt.
Og altså ikke vil få de 14 pensionsår. Det næste er, at der for denne gruppe af for tidligt døde arbejdere sjældent er tale om gode år, tværtimod betyder et langt arbejdsliv ofte, at folk er plaget af kroniske smerter, og besvær i bevægeapparatet og problemer med sanserne.
Det er især den fattigste del af arbejdsmarkedet, der rammes af for tidlig død, og dermed er ulighed i arbejdslivet også mere eller mindre lig med ulighed i pensionslivet og i levetiden.
Det handler ikke kun om de med fysisk krævende arbejde, eller skæve og lange arbejdsdage, eller særligt stressende og nedslidende arbejde, men om de samlede arbejdsrelaterede og økonomiske forhold. Da folks økonomi har indflydelse på forhold som mad, bolig, uddannelse, og stabiliteten i arbejdslivet.
Det enkelte individ kan ikke pålægges at ændre dette som sit eget ansvar, da det i høj grad handler om klassespørgsmål i forhold den samfundsøkonomiske fordeling.
Især working poor gruppen af arbejdere med korttidsansættelser, og deltidsansatte der må sammensætte arbejdsdagen med flere forskelige jobs, med lange transporttider, og uden mulighed for at passe faste spisetider og søvn, og med kronisk dårlig samvittighed overfor familien. Denne gruppe vil sjældent se skyggen af de lovede 14 års pension. Det samme gælder socialt udsatte med ingen eller løs tilknytning til arbejdsmarkedet.
De såkaldte fremskrivninger af middellevealderen for de næste 30-40 år tror vi heller ikke på, de økonomiske opsving kan snart skifte til lange kriseperioder, og de mange stramninger og nedskæringer vil i sig selv få en negativ effekt på hvor lang tid folk lever, det er bare ikke sikkert at det vil afspejle sig i statistikken før om 10 – 15 år. Og da har Folketingsflertallet allerede brugt pengene, de tror de vil spare eller hente hjem i deres arbejdsudbuds fremskrivnings fantasi rigdomme.
En pensionsalder på 62, eller i hvert fald en ret til pension på 62, vil betyde at langt flere rent faktisk vil opleve de 14 år efter arbejdslivet, ved nogenlunde helbred og rørlighed. En ret som i dag kun er forbeholdt den bedrestillede halvdel af befolkningen.
For at det skal fungere økonomisk bør enhver arbejdsmarkeds og overenskomstaftalt pensionsordning nedlægges, og i stedet bør folkepensionen styrkes. I dag er de arbejdsmarkedsbaserede opsparingsordninger – hvor fagforeninger og direktører for Dansk industri sidder med store pengetanke og kaster rundt med pengene bag lukkede døre – både udemokratisk og medvirker til at understøtte den stigende ulighed i samfundet.
Men det gør også at overenskomsterne i sig selv er med til at skabe et incitament til at blive længere på arbejdsmarkedet for at spare op til en alderdom under nogenlunde tålelige økonomiske vilkår, og ikke mindst fagforenings toppen anser kampen for lavere pensionsalder som direkte kontraproduktivt.
Læs også:
Der er udsigt til et gigantisk pensionsbryllup efter fusioner mellem fagforeninger
I anden halvdel af udsendelsen kommer vi lidt ind på sprogbruget i hele den betændte snak om at rive fattigkvartererne ned.
Det bliver f.eks. rask væk hævdet at det er beboernes skyld, og at den såkaldte Ghetto er dannet af beboerne selv og de kvarterer skal udslettes fra danmarkskortet. Det er i virkeligheden ganske historieløst og helt forkert at kalde fattigkvarterer for Ghettoer. Det er et sprogbrug, der stammer fra pogromerne og blev forbudt i FN at bruge nedsættelse omtale af befolkningsgrupper efter anden verdenskrig.
Det er også forkert at kalde problemerne blandt beboerne for integrationsproblemer, eller ”kultur” som folk har slæbt med fra fremmede lande – underforstået uciviliseret kultur. Det er sociale problemer, og hovedsageligt sociale problemer basseret i fattigdom, der er hovedårsagen til problemer med kriminalitet i betonforstæderne. Det er problemer som kommuner og myndigheder nægter at løse, og derfor opstår der hele tiden mindre grupperinger af unge, der synker ned i pjalteproletariatet til glæde for reaktionen og underverdenen.
Det er ikke noget som markedsreformer af boligmarkedet kan løse, det hænger uløseligt sammen med kapitalismen.
Læs også:
Om almene boliger og økonomiaftale
PS: vi fik ikke tid til at tale om afslutningen på overenskomstforhandlingerne, hvor det blev et flertal til forliget.
Men læs kpnet.dk
Efter OK2018: Kampen for en god offentlig sektor går videre – med det samme
Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne – FACEBOOK
KPnet 10. juni 2018
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne