COP23: Kapitalismen ejer ikke evnen til at stoppe klimakatastrofen

I disse dage er COP23 gået ind i sin afsluttende fase, hvor stats- og regeringslederne træder ind på klimascenen. Det sker i en situation, hvor meldingerne om verdens klimatilstand er dybt alarmerende. CO2-udledningerne stiger igen, og reel handling for at vende udviklingen er minimal. Det ’tipping-point’, hvor klimaforandringerne efter forskernes vurdering vil løbe løbsk er meget tæt på.

COP23-banner-Galschiot‘Unbearable’ – kommentar til COP23 fra kunstneren Jens Galschiøt

For Fiji, der har formandskabet for COP23-mødet i Bonn drejer det sig helt aktuelt om undergang eller overlevelse, da øerne i Stillehavet risikerer helt at forsvinde pga forhøjet vandstand indenfor få år. I princippet gælder samme problemstilling for alle verdens folk.

Paris-aftalen fra 2015 er blevet hyldet som det store gennembrud. Her var der for første gang bred tilslutning til en klimaaftale. Men det stod også klart, at selv hvis aftalen blev fulgt, var den helt utilstrækkelig. Beregninger siger, at ifht Paris-aftalens angivelige mål – at temperaturstigningen skal holdes indenfor 1,5 % –  giver aftalen kun en tredjedel af den nødvendige begrænsning af CO2-udledninger. Selv hvis den blev fulgt. Aftalen træder først i kraft fra 2020, men intet tyder heller på at den vil blive ført ud i livet.

Paris-aftalen havde det særlige indhold, at det fremover skulle være alle verdens lande der ligeligt skulle bidrage til at nedsætte CO2-udslippet, både I- og U-lande. Hvor Kyoto-aftalen lagde ansvaret på de højt udviklede industrilande.

OG Paris aftalen byggede desuden på Kyoto 2-aftalen, der skulle dække tiden frem til 2020 og den pålagde I-landene en række krav inden overgangen til den nye aftale fra Paris. U-landene tilsluttede sig således Paris aftalen under den forudsætning, at en række begrænsninger af CO2-udledningerne var gennemført i I-landene inden. Det er bare ikke sket, og vil næppe ske.

I gruppen af U-lande er også den industrielle stormagt Kina placeret.

EU og USA ignorerer løfter til U-landene

For hvordan er det gået med Kyoto 2-aftalen? USA, Japan, Canada, New Zealand og Rusland bekendtgjorde allerede i 2015 at de ikke ville tilslutte sig, mens bl.a. EU-landene ’blot’ har undladt at ratificere den. Aftalen kræver at mindst 144 lande ratificerer den, men kun 84 lande har indtil nu gjort det.

U-landene mener naturligt nok, at der mangler et vigtigt element og har ønsket spørgsmålet sat på dagsordenen på COP23. Men det har både USA og EU afvist.

Trump har trukket USA ud af Paris aftalen og på den baggrund har EU ført sig frem som den store klimaforkæmper. Her er der imidlertid tale om et stort blufnummer. EU har fordelt kravene til de enkelte lande og eksemplet Danmark viser lokkeklart hvordan en sådan forpligtelse føres ud i livet i monopolernes EU.

Ingeniøren skriver:

”EU har stillet relativt skrappe krav om en samlet reduktion i udslippet af drivhusgasser fra hovedsageligt landbrug og transport. Danmark fik i første omgang en af de største forpligtelser til at reducere, nemlig med 42 pct.; men efter et møde i efterårsferien er det ikke længere noget, vi behøver at bekymre os om. Nu tages CO2-optaget i landbrugsjord og skov nemlig med i regnestykket, og vupti, så er Danmark stort set i mål uden at have foretaget sig noget som helst nyt for at skåne klimaet. Et rendyrket trylletrick udført af politiske regnedrenge, som sikrer, at det på papiret ikke længere er et problem, at vores voksende bilpark sender udslippet i vejret”.

Energiminister Lars Christian Lilleholt fører sig frem med de ‘fine’ tal og svarer på kritikken af Danmarks elendige klimaindsats på denne måde:

– …EU er jo gået i front med en samlet CO2-reduktion på 40 procent i 2030 og er dermed det landeområde, der har påtaget sig den største forpligtelse. Så den kritik er helt på månen, siger Lars Chr. Lilleholt.

Lars Løkke Rasmusssen bralrer videre i samme spor:

– Det danske eksempel kan inspirere resten af verden og være med til at skubbe den globale udvikling mod lav emission i den rigtige retning.

Der stilles også flotte krav til bilindustrien – på papiret (reduktion af CO2 på 15 pct. i 2025 i forhold til 2021 og med 30 pct. i 2030), men her ligger der en stor difference mellem laboratoriernes påståede reduktion og virkeligheden på vejene. De falske tests er der ikke ryddet ud i. Lobbyisterne fra bilindustrien har efter afsløringerne af deres fusk selv været med til at sætte de nye retningslinjer.

Ligesom flyindustriens internationale ruter i EU stadig bliver holdt udenfor.

Regeringens politik har demonstreret, at de ignorerer klimaet, når blot der tjenes gode profitter. Der er blevet givet støtte til salg af flere benzin- og dieseldrevne biler, kollektiv transport forringes og flere biler ledes over Storebælt. Mens udvikling af grøn energi skrottes.

Larmende tavshed – krig og militær er verdens største forurener

USA’s og NATO’s militær og krige er uden sammenligning verdens største kilde til forurening. Det gælder giftige kemikalier og udledning af brændstof og forbrænding af brændstof. Eksempelvis fra den stadigt stigende brug af kampfly. Dette faktum holdes fuldstændigt ude af ligningen og af klimaforhandlingerne. Det har fra første færd og opstarten af Kyoto-forhandlingerne været USA’s krav. Og sådan er det fortsat.

Det forekommer meget usandsynligt, at imperialismens kræfter hos monopoler og statsledere vil handle fremsynet på menneskehedens vegne. Trods det at følgerne af klimaødelæggelserne på længere sigt også vil ramme overklassen. De satser formentlig på tekniske løsninger ude i fremtiden og at kunne afværge kommende masseflugt fra områder der rammes af vildt vejr, tørke og sult og sikre sig selv.
En sovepude, som klimaeksperten Hans Joachim Schellhuber kalder tankegangen om forestillingen om den teknologiske løsning, hvor CO2 kan samles fra atmosfæren og deponeres i jorden.

Så længe energikilder som kul og olie er billige vil de som udgangspunkt også blive brugt. Anarkiet og konkurrencekampen imperialisterne imellem vil hindre en klog og solidarisk løsning på klimaspørgsmålet. Som det gælder på alle andre områder er det kun krasse og konkrete krav til de politiske magthavere, der følges op med handling der overhovedet rykker noget.
En grundlæggende løsning kan først skaffes ved at ændre udgangspunktet for hele produktionen. En socialistisk revolution vil effektivt kunne sætte en stopper for profitmotivet – og således også for de skadelige produktionsmetoder såvel som de tilbagevendende krige og militære oprustning der er udløst af konkurrerende imperialistmagter.

Kilder bl.a.

Jens Galschiøt

Efter tre stabile år slår klimaforskere på COP23 alarm: Nu stiger CO2-udledningerne igen

COP23 har kurs mod fornyet konflikt mellem i- og u-lande

Vi kan ikke redde verden i de næste tre år, men vi kan fjerne vores mulighed for at gøre det

Læs også

USA’s militær – verdens største forurener
KPnet 8. juni 2017

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK

Udgives af APK Arbejderpartiet Kommunisterne

KPnet 15. november 2017