Religion og kommunisme – Af Klaus Riis

2017 er ikke bare 100 året for den første vellykkede socialistiske revolution – Oktoberrevolutionen i Rusland (1917-2017). Det er også 500 året for Reformationen i Europa og det nordeuropæiske opgør med Pavemagten. Den nuværende pave Frans besøger i disse dage Det lutherske Verdensforbund i Lund og Malmø – for som det hedder at ‘bilægge 500 års strid’ mellem den reformerte og den katolske kirke.
I den anledning nyudgives på nettet Klaus Riis’ artikel om marxisme, kommunisme og religion fra 1998 – da Cuba og paven påbegyndte deres forbrødring.

reformation_500_aar

Det er et ubehageligt signal om forvirring, når en diskussion om kommunisme og religion blusser op.

Kommunismen er en uforsonlig fjende af al religion, baseret på den grundlæggende opfattelse, at religion er opium for folket, at alle moderne religioner tjener til vildledning og afsporing af klassekampen, som redskaber i de herskende klassers hænder.

Kommunisterne har imidlertid ikke erklæret religionen krig, i den forstand, at kampen mod religiøs overtro er blevet sat over kampen for social frigørelse. Tværtimod har kommunisterne i første række rettet kampen mod roden til religionen, for at ændre de samfundsforhold, der giver anledning til dens udbredelse – kapitalismen og dens blinde lovmæssigheder.

Kommunisterne har kæmpet og må kæmpe for at forene arbejderne og alle undertrykte og udbyttede i kampen mod kapitalen, på tværs af religiøs tro og andre kilder til klasseopsplitning.

Selvom kravet om statens adskillelse fra religionen, statens og kirkens adskillelse, kravet om at religion forbliver en privatsag i forhold til staten, er et krav, som opstod sammen med den borgerlige revolution (på linje med andre grundlæggende demokratiske og nationale krav), og først blev fremsat af det revolutionære borgerskab, som søgte at bryde kronens, kirkens og adelens magt, er det en kendsgerning, at dette krav ikke er blevet gennemført i de moderne kapitalistiske og imperialistiske stater.

Ikke engang i de lande, hvor socialdemokratiet har siddet ved magten i længere perioder, som i Danmark, er stat og kirke blevet adskilt, er religionen for alvor blevet en privatsag. Og i de enkelte lande, der erklærer sig som verdslige, demokratiske republikker er religion og kirke alligevel med hundreder af tråde vævet ind i det officielle liv.

Kun i de lande, hvor arbejderklassen ad revolutionær vej kom til magten, blev båndene mellem stat og religion reelt kappet. Der opstod tilmed, som i det socialistiske Albanien, erklæret ateistiske stater.

Kommunismen som  hovedfjenden

Fra arbejderbevægelsens start har verdensreligionerne – og ikke mindst kristendommen med den katolske kirke og Vatikanet som ledende kraft – erklæret krig mod socialismen, mod “den gudløse materialisme”. Kommunismen og de socialistiske lande har op gennem det 20. århundrede været opfattet som katolicismens og religionens største “udfordring” – deres hovedfjende, og er blevet bekæmpet med alle midler.

Centrerne for den religiøse reaktion har overalt i verden fået støtte fra og indgået alliancer med den øvrige reaktion – med bourgeoisi og godsejere, med nazister og fascister – om at bekæmpe arbejderklassen og dens kamp.

Under feudalismen var katolicismen som den dominerende strømning indenfor kristendommen simpelthen det vigtigste ideologiske undertrykkelsesmiddel – og selv en gigantisk feudal jordbesidder. Katolicismen knyttede derpå sin skæbne til kapitalismen, til kampen mod socialismen – og blev selv storkapitalist. Vatikanets positive holdning overfor italiensk fascisme og tysk nazisme er velkendt.

I mange lande har religiøse partier og faglige organisationer stræbt efter at splitte arbejderklassens kamp ad religiøse skillelinjer.

I de socialistiske lande har religionen og præsteskabet gennem århundredet haft rollen som et arnested for kontrarevolution. Ikke mindst den katolske kirke spillede en særdeles aktiv rolle under de kontrarevolutionære processer i Polen, Østlandene og Sovjetunionen, der førte til den åbne kontrarevolutions sejr og til oprettelsen af de nuværende råkapitalistiske samfund i disse lande.

Et af resultaterne af etableringen af “den ny verdensorden” under amerikansk førerskab er, at religionerne – og i særdeleshed de fundamentalistiske strømninger indenfor dem – er blevet styrket, de har fået et nyt opsving ikke mindst i de tidligere socialistiske lande, hvor de atter får lov til at spekulere i de ludfattige massers frygt for kapitalismens blinde kræfter.

Verdensreligionerne, deres centrer og institutioner, har alle generelt tilpasset sig imperialismen og nyder støtte både fra den lokale reaktion og imperialistismens kernelande. Også det ikke-katolske imperialistiske bourgeoisi støtter Vatikanets magtstilling, det zionistiske Israel, muhammedanismen som saudiarabisk statsreligion osv. Opretholdelsen af verdensreligionerne som reelle magtfaktorer med henblik på at bruge dem i kampen mod revolutionen og socialismen er en del af imperialismens politik..

Samtidig er en lang række sekter og såkaldt nyreligiøse strømninger er blevet opbygget gennem de senere årtier, ikke mindst med centrum i sekternes land USA. Bag disse kræfter står ofte kapitalstærke bagmænd, der opbygger disse kirkesamfund som globale forretninger og politiske institutioner på verdensplan, som en slags private “åndelige” hære.

Overalt stræber fundamentalismen efter at skabe religiøse stater – og også i dette århundrede er en række sådanne stater blevet etableret – som det zionistiske Israel, det muslimske Iran eller Afghanistan osv.

Den religiøse fundamentalisme befinder sig i regelen på den yderste højrefløj, som en aktiv del af reaktionens globale offensiv mod sociale og demokratiske fremskridt.

Friedrich Engels gjorde opmærksom på, at med den franske revolution havde det revolutionære europæiske borgerskab ikke længere brug for at forklæde deres sociale og politiske bestræbelser i religiøse gevandter, og at kristendommen som europæisk religion fra dette tidspunkt gik ind i sin sidste fase, blev et redskab for reaktionen.

På en række kontinenter, i lande på mere tilbagestående udviklingstrin eller koloniserede lande, kan man dog dette århundrede, og også efter 2. verdenskrig, finde eksempler på, at nationale og sociale frigørelsesbevægelser af antikolonialistisk og antiimperialistisk karakter har iklædt sig et religiøst antræk for at skjule deres sociale karakter og formål, i disse tilfælde anført af et nationalt bourgeosi. Men i disse tilfælde har man sendt religionen vende sig til en bremseklods mod en fortsat revolutionær udvikling. Og også for landene i Asien, Afrika og Latinamerika gælder det, at religionen og dens institutioner langt overvejende har spillet en antirevolutionær og decideret kontrarevolutionær rolle.

Under “den nye verdensorden” skærper imperialismen nationale, etniske og religiøse modsætninger med henblik på at splitte folkenes kamp. I en lang række krige og konflikter i de senere år, fra borgerkrigen i Eks-Jugoslavien, etniske stridigheder på det afrikanske og asiatiske kontinent til den blodige konflikt i Algeriet er religion et moment og en forklædning for politiske interesser – og med religionen som et instrument for den imperialiastiske “del-og-hersk”-politik.

Religion –  en privatsag overfor staten

Kommunisterne har på deres side med rette opfattet nutidens religioner og religiøse institutioner som redskaber for reaktionen, redskaber til at befæste det kapitalistiske herredømme, til at holde arbejderne og befolkningerne i ro, i åndelige lænker.

Ud fra den grundlæggende betragtning, at religion er folkets opium, en bedøvelse, et sløvemiddel, som erstatter kampen for en bedre tilværelse med accept af jordisk lidelse og løfter om salighed og evigt liv efter døden, har kommunisterne ført kamp mod religionen og de religiøse institutioner på en mange-facetteret måde.

Selvom al religion som filosofisk idealisme står i skarp modsætning til den videnskabelige socialisme, den dialektiske materialisme, har kommunisterne ikke i første række ført kampen mod religionen som en ideologisk kamp, men lagt hovedvægten på at afsløre og bekæmpe religionen og de religiøse institutioner ud fra deres faktiske rolle i klassekampen, ud fra deres politiske og sociale rolle, som redskaber i reaktionens og kontrarevolutionens klassekamp, og ikke i forhold til deres religiøse forestillingsverden.

Kommunisterne har forsvaret og forsvarer trosfriheden som en global menneskeret, og vendt sig imod enhver form for diskrimination på grund af religion, såvel som mod race- eller kønsdiskrimination. Kommunisterne har vendt sig imod enhver form for religiøs forfølgelse, som de nazistiske jødeforfølgelser.

Udfra den kendsgerning, at roden til religion i dag ligger i den blinde kapitalisme, har kommunisterne lagt den største vægt på at respektere og ikke krænke de troende – uanset deres religion. Ved at sætte arbejderklassens og folkeflertallets fælles sociale og politiske interesser i centrum – og ved at gøre spørgsmålet om trostilhørsforhold til et sekundært spørgsmål – har kommunisterne søgt at overvinde religiøse skillelinjer blandt arbejderne. Dette får fornyet aktualitet i forhold til det voksende antal af indvandrere. Enhed på verdslig basis, med respekt for trosfriheden, er en forudsætning for hele arbejderklassens fælles kamp.

Under kapitalismen kæmper kommunisterne for en demokratisk republik, med fuldstændig adskillelse af kirke og stat, for at gøre tro til en i egentligste forstand privat sag. Det betyder også at trossamfundene må finansieres af menighederne.

En af de socialistiske revolutioners første opgaver har været og må være at sikre adskillelsen af kirke og stat og dermed gennemførelsen af dette demokratiske princip. Med udviklingen af det socialistiske samfunds materielle formåen, med uddybningen af den kulturelle revolution, afskaffelse af analfabetisme og uvidenhed, indsnævredes religionens operationsfelt. Samfundet verdsliggjordes under forsøget på at opbygge et jordisk paradis. Men religion besidder som traditionsbærer en sejglivet kraft, samtidig med at de øvrige levn fra kapitalismen og det socialistiske samfunds mangler fortsat efterlader en del af roden til religion intakt.

De socialistiske samfund måtte føre en kompleks kamp mod de religiøse institutioner, der fik international understøttelse – fra bibelsmugling til reaktionær og løgnagtig rædselspropaganda, der fremstillede de troendes forhold under socialismen som romernes kristenforfølgelser. Som erfaringerne har vist forblev kleresiet og de religiøse institutioner støttepunkter for kontrarevolutionen.

 Ikke en privatsag for det  proletariske parti

Formlen “religion er en privatsag” glemmer ofte tilføjelsen – “overfor staten”.

Anderledes forholder det sig med politiske partier og politiske kræfter. For arbejderklassens parti er det selvfølgelig et partispørgsmål – og kun i begrænset omfang en privat sag.

Det kommunistiske parti er en frivillig forening, baseret på marxismen-leninismen. Marxismen-leninismen står i stadig kampposition overfor religion af enhver art, overtro, mystik, overfor alle udslag af filosofisk idealisme.

Det uddanner sine medlemmer i den videnskabelige socialismes ånd. Fra den socialistiske bevægelses første dage klarlagdes dets forhold til religion. Alligevel gjorde de marxistiske partier ikke troendes afsværgelse af deres tro til en betingelse for partimedlemskab, men derimod anerkendelse af partiets program og vedtægter.

Lenin vendte sig under tsarismen imod, at ateisme skulle være en betingelse for medlemskab, eller skulle programfæstes. Det ville være en sekterisk fejl i dette Rusland med dets dybe religiøse prægning, ikke mindst af den enorme landbefolkning, at gøre ateisme til en betingelse for partimedlemsskab. Men Lenin understregede også, at den frivillige sammenslutning af revolutionære heller ikke var forpligtet til at vandre hånd i hånd med folk, der satte deres religiøse forkyndelse over partiet og kampen for dets program – og han vendte sig skarpt imod den udbredte praksis i mange socialdemokratiske partier ukritisk at optage de professionelle religionsudøvere, præsterne.

I alle de kapitalistiske samfund er der trods reaktionens bestræbelser gennem hele århundredet sket en sækulariseringsproces af samfundet. Religionen er blevet en mindre betydende kraft. Til gengæld har borgerskabet fået en lang række andre midler til ideologisk undertrykkelse og kontrol af masserne til erstatning for den alderdomssvækkede religion.

Hvordan de enkelte partier, under de forskellige omstændigheder, vil behandle spørgsmålet om religiøse partimedlemmer, er således ikke noget principspørgsmål, men et spørgsmål om politiske vurderinger, om partikollektivets beslutning.

DKP/ML stillede fra sin stiftelse ud fra sådanne konkrete vurderinger krav om, at dets medlemmer trådte ud af Folkekirken eller andre kirkesamfund.

Et andet spørgsmål, som allerede er behandlet her, er forholdet til troende arbejdere og andre religiøse. Det kommunistiske parti har pligt til at arbejde for maksimal bredde i en fælles kamp for sociale og politiske mål, baseret på et klassekampsgrundlag.

Kan professionelle religionsudøvere, præster i forskellige kirker, indgå i politiske og sociale fronter? Under besættelsen så man i Danmark og i mange andre lande præster, der modigt engagerede sig i kampen mod nazismen, selvom de aktive modstandsfolk forblev en meget beskeden minoritet – og selvom der er endnu flere eksempler på aktiv understøttelse af nazisme og fascisme.

Kritik af religion  – Agitation mod religion

 “Kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik”, sagde Karl Marx. Kritikken af religionen var en historisk opgave for det progressive, det revolutionære borgerskab. I Danmark var de første ansatser til en materialistisk religionskritik i slutningen af det 18. Århundrede, blandt de intellektuelle, som påvirkedes af den franske revolution, som P.A.Heiberg, Conrad Malthe-Bruun, Otto Horrebow og Ditlev Riegels, men den første omfattende materialistiske religionskritik kom fra den “første danske socialist” Frederik Dreier med det strålende lille værk “Åndetroen og den fri tænkning” (1852).

Kritikken af religionen var forudsætningen for udviklingen af videnskaben og dermed for samfundsudviklingen som helhed. Den unge kapitalisme havde brug for et videnskabeligt funderet verdenssyn.

Men trykket fra religionen måtte også lettes fra massernes sind. Præsterne, der tordnede mod socialisterne og den ugudelige materialisme og lovede de kæmpende arbejdere evig straf, skød sig selv i foden. Den tidlige socialistiske bevægelse hældte inderligt gerne præsterne ned i de stinkende svovlpøle, de havde fremmanet om den yderste dag.

Blandt de danske kommunister påtog Hans Kirk sig den opgave at udvikle en agitation, som kunne medvirke til at overvinde de religiøses antikommunistiske og antisocialistiske fordomme, uden at udlevere og krænke dem. Det gjorde han med romanen Fiskerne og en lang række artikler og foredrag – som samtidig skabte forståelse og respekt omkring de mennesker, der under indtryk af barske sociale og naturforhold søgte tilflugt hos Indre Mission.

I demn historiske roman Vredens søn behandler han – på linje med Marx og Engels’ opfattelse af urkristendommen som en slavereligion, de undertryktes og forfulgtes religion – Jesus-figuren som en social oprører. Denne form for agitation (i dette tilfælde i skønlitterær form) har et klassemæssigt og solidarisk udgangspunkt overfor de troende proletarer, fiskere og bønder, og er et fint eksempel på den nødvendige omhu og alsigheden i bestræbelserne for at lette de religiøses vej til at træde i brechen for deres jordiske interesser sammen med deres klassefæller. Lige så bidende var han i ironien over de professionelle religionsudøvere og de religiøse institutioner.

Både i de kristne tekster, Bibelen, i de kristne myter, i den kæmpende urkristendoms historie og i de antifeudale bondeoprørs historie (som ofte antog religiøs forklædning) kan der findes stof og holdninger, som kan anvendes i den sociale kamp – og mod den reaktionære religiøse dogmatik.

Friedrich Engels giver i sin beskrivelse af kristenforfølgelserne, som han sammenligner med Bismarks socialistforfølgelser et kosteligt eksempel på det.

 
Er religion ikke længere  opium for folket?

De marxistiske klassikeres værk er ét stort eksempel på den kæmpende materialismes uforsonlighed overfor selv den ringeste indrømmelse overfor den filosofiske idealisme, for ikke at tale om indrømmelser i retning af religion og mystik. De var samtidig skånselsløse overfor alle forsøg på at fremstille marxismen som en religion, mod alle forsøg på religiøse konstruktioner i socialismens navn.

I forrige uge besøgte den katolske kirkes overhoved Pave Johannes Poul II Cuba. De cubanske kommunisters forsoning med den katolske kirke som institution har vakt uro blandt mange revolutionære og progressive, som ønsker den cubanske revolution alt godt.

Der findes utvivlsomt en lang række grunde til, at den cubanske partiledelse tillod paven at kysse den cubanske jord. Her i Europa husker folk kun alt for vel den katolske kirkes og den polske paves rolle i den polske og østeuropæisk kontrarevolution. Som polsk kardinal blev den nuværende pave valgt til kirkeoverhoved netop med det formål at gøre brug af ham i det anti-kommunistiske korstog, som har været den katolske kirkes hovedopgave i dette århundrede.

I denne sammenhæng er et interview, som den brasilianske “befrielsesteolog” Frei Betto gjorde med Fidel Castro i 1987, blevet hevet frem igen til belysning af de cubanske kommunisters holdning til religion.

Fidel fremsætter her en bemærkelsesværdig udtalelse. Han hævder, at Marx’ sætning om religionen som folkets opium – den som Lenin betegnede som “hjørnestenen” i marxismens opfattelse af religion – kun skal betragtes som et historisk udsagn af relativ sandhedsværdi, som i dag kun er gyldigt i særlige, konkrete tilfælde, og advarer mod at betragte det som “et dogme”.

Fidel Castro siger:
“Der er tale om en sætning, et slogan, en erklæring af historisk værdi, som var fuldstændig retfærdiggjort på det givne tidspunkt.

Der kan også for nuværende findes omstændigheder, hvor denne sætning udtrykker en realitet. Hvor som helst den katolske kirkes hierarki, eller en hvilken som helst anden kirkes hierarki, er tæt forbundet med imperialismen, ny-kolonialismen, udbytningen af nationer og mennesker samt undertrykkelse af alle slags …

Som jeg ser det, er og kan det omtalte udsagn ikke betragtes som et dogme eller en absolut sandhed. Det er en sandhed under konkrete historiske omstændigheder. Hvad mere er: jeg mener at denne min konklusion er i nøje overenstemmelse med dialektikken og marxismen.

Jeg mener ud fra et politisk synspunkt, at religion ikke i sig selv er hverken opium eller mirakelkur. Religion kan enten blive opium eller mirakelkur, alt efter om den tages i anvendelse for at forsvare undertrykkere og udbyttere eller de undertrykte og de udbyttede. Det afhænger af holdningen til de politiske, sociale eller materielle problemer for menneskene, som uanset teologi eller religiøs overbevisning fødes og skal leve i denne verden.”

Fidel Castro forlader her marxismens standpunkt og indtager en ikke-leninistisk position, der giver indrømmelser til både idealismen og religionen.

Kernen i den marxistiske religionsopfattelse og religionskritik er netop at opfatte religionen i social sammenhæng, som en afspejling af klassesamfundet, og som historisk foreteelse. Religion er ikke noget som helst “i sig selv” – religion og religiøse ideer “i sig selv” eksisterer ikke.

Religion er ikke et våben eller et værktøj, som i sig selv er neutralt, simpelthen et redskab, som kan anvendes af den ene eller den anden klasse. Som granater eller hardware. Religion er, som andre ideer, produkter af historien, med en særlig social funktion. Og det er både indhold og funktion, Marx karakteriserer, når han siger, at religion er en “fordrejet verdensbevidsthed”, “en illusorisk lykke”, “folkets opium”.

En konkret analyse af religionen – eller religionerne – og deres rolle i dag – viser entydigt, at de generelt er et instrument i de herskendes hænder til at afholde folkemasserne fra revolution. Den viser også, at religionen og de religiøse institutioner er støttepunkter for kontrarevolutionen dér, hvor arbejderklassen har taget magten, for at genoprette kapitalismen og udbyttersystemet.

Under imperialismen – og endnu mere udtalt under den nuværende “nye verdensorden”- bliver religionens rolle endnu mere reaktionær, som alle andre sider af imperialismens basis og overbygning. Ingen religion kan være en “mirakelkur” – religion som “mirakelkur” er en narkotiseret drøm, et fantasifuldt bedrag.

Religion er folkets opium, doseret af imperialismen og kontrarevolutionen.

Kan man med rette diskutere politiske alliancer med de såkaldte “befrielsesteologer”, er det imidlertid indiskutabelt, at den katolske kirke og paven af Rom – om nogen verdensreligion er det – er skoleeksemplet på et kirkeligt hierarki, der “er tæt forbundet med imperialismen, ny-kolonialismen, udbytningen af nationer og mennesker samt undertrykkelse af alle slags …”

Paven og pavestolen er et centrum for reaktion og antikommunsime, støttes af, er allieret med, ja, er en integreret del af imperialismens – såvel den amerikanske som den europæiske imperialismes – offensiv mod folkene.

For marxister og leninister forbliver udgangspunktet i holdningen til religion Marx’ berømte udtalelse, som ikke har mistet det mindste i aktualitet, tværtimod.

Trykt i Kommunistisk Politik 3, 1998

Se også

Religion og dansk politik
KPnet 18. marts 2016

Moderne middelalder: Vold, bomber og krig
KPnet 4. marts 2016

Hykleri, politik og religion
KPnet 17. februar 2012

Fogh-regeringen sammenblander politik og religion
KPnet 18. december 2004

 


KPnet 31. oktober 2016