Gerd Berlevs tale for Boykot Israel-Frit Palæstina bevægelsen til Al Nakba-manifestationen på Københavns Rådhusplads fredag den 13. maj 2016, arrangeret af Nakba Initiativet (en samling af forskellige Palæstina solidaritetsgrupper)
Skilte med navne på palæstinensiske landsbyer hvis beboere blev fordrevet ved Al Nakba
Hvert år siden den 15. maj 1948 mindes palæstinenserne Al Nakba – Katastrofen.
Katastrofen – 750.000 palæstinensere blev fordrevet og flere hundreder palæstinensiske landsbyer blev jævnet med jorden – staten Israel blev oprettet på tyvstjålet palæstinensisk jord.
Der var tale om en nøje planlagt etnisk udrensning af palæstinensere – og som bl.a. den israelske Ilan Pappe har skrevet om – det var ikke en naturgiven katastrofe.
Zionisterne fordrev palæstinenserne for at opnå deres mål: i første omgang en stat med klart flertal af jøder, senere en rent jødisk stat.
Allerede i 1930’erne propaganderede den zionistiske leder, Ben Gurion, for en voldelig fordrivelse af palæstinenserne. Og zionistiske ledere havde udarbejdet detaljerede planer for hvordan fordrivelsen af palæstinenserne skulle foregå. Den plan blev brugt i 1948.
Men planerne om en jødisk stat rækker langt længere tilbage i historien. Napoleon appellerede, som et led i krigen mod ottomanerne, til verdens jøder om at gøre krav på ”deres” land i samarbejde med Frankrig.
Briterne genoplivede planen under det britiske mandatstyre, hvilket affødte mange protester. En af de største var den nationale strejke, der startede 19. april 1936, under 6 måneders strejke blev næsten 200 palæstinensere dræbt og mange flere såret. Dette resulterede i den britiske undersøgelseskommission, Peel kommissionens, anbefaling af at opdele Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. Hvilket bidrog til protesterne, og over 1000 palæstinensere mistede livet fra 1936-37.
I november 47 offentliggjorde FN planen for opdeling af Palæstina. Zionistiske terrorgrupper udførte op til og efter maj 1948 hundredvis af massakrer på palæstinensiske landsbyer. Særligt kendt er massakren på Deir Yassim uden for Jerusalem i april 1948. En landsby hvor jøder og palæstinensere levede fredeligt sammen. Derfor kom det bag på dem da de to terrorgrupper Irgun og Stern den 9. april 1948 om morgenen angreb landsbyen. I løbet af de næste 12 timer gennemførte banderne en blodig massakre der sendte chokbølger ud i det palæstinensiske samfund. Over 250 palæstinensere, herunder børn, blev skudt, stukket og banket ihjel. Den massakre blev startskuddet til stribevis af massakrer og til en panik-flugt som tømte de palæstinensiske landsbyer for palæstinensere.
Snart var flertallet af palæstinenserne på flugt. De regnede med at de hurtigt kunne vende tilbage. Men meget hurtigt kom række israelske love, der forbød palæstinenserne at vende tilbage. Til gengæld kunne jøder fra hele verden – og det kan de endnu i dag -, mennesker der aldrig før har sat foden på palæstinensisk jord, automatisk få israelsk statsborgerskab.
Det kalder vi israelsk apartheid.
Fordrivelsen fortsætter – den fortsatte Nakba. Den zionistiske kolonisering af Palæstina og den etniske udrensning af palæstinenserne fortsætter. I 1967 blev resten af Palæstina besat og 300.000 palæstinensere drevet på flugt. Oslo-aftalen tvang palæstinensiske arbejdere til at deltage i bygningen bosættelserne i de besatte områder.
Efter intifadaen i 2000 blev hundredvis af palæstinensiske fabrikker og tusindvis af mindre butikker ødelagt og i 2008-9 blev Gazas industri totalt destrueret. Gaza og Vestbredden har været udsat for stribevis af massakrer med drab på mange tusinde palæstinensere, heraf mange børn.
For retten til at vende tilbage
Gerd Berlev
Palæstinensernes ret til tilbagevenden er nedskrevet i FN resolution 194 af 1948.
Men Israel vil aldrig gå med til palæstinensernes tilbagevenden. Hvis jøderne kommer i mindretal falder det zionistiske projekt til jorden. Kun gennem bekæmpelse af zionismens besættelses- og apartheidpolitik kan retten til at vende tilbage og en selvstændig palæstinensisk stat sikres.
Israel har magtfulde venner i den vestlige imperialistiske lejr, især USA og EU og Danmark som et ikke uvæsentligt halehæng og Israel er en vigtig brik i den internationale våbenproduktion og i krigene i mellemøsten. Kampen for Palæstina er en vigtig del af kampen mod den danske krigspolitik. Derfor vil jeg også herfra opfordre til deltagelse i demonstrationen mod dansk køb af kampfly, den 27. maj.
Palæstinenserne kæmper ikke alene. Der er en stor international solidaritetsbevægelse. En vigtig kraft i denne kamp er den internationale boykot Israel bevægelse, BDS, som vi i Boykot Israel er tilsluttet. Den er inspireret af boykotten af det sydafrikanske apartheid-regime – som startede på græsrodsniveau men voksede sig stærk. Og endte med at få vedtaget boykot af Sydafrika på FN-niveau.
Boykot Israel -bevægelsen vokser med syvmileskridt. Kunstnere og intellektuelle nægter at synge og spille og skrive for israelsk apartheid. Investeringsselskaber bliver presset til at trække sig ud af de griske multinationale der profiterer på besættelsen. Antropologernes internationale sammenslutning stemmer denne måned om de skal boykotte israelske akademiske institutioner. Israel frygter at boykot bevægelsen skal blive lige så stærk som den sydafrikanske boykot bevægelse var. Og vi der er samlet her vil sammen gøre vores til at give staten Israel søvnløse nætter.
Boykot Israel – økonomisk, sportsligt, akademisk, diplomatisk
Styrk kampen for retten til at vende tilbage
Frit Palæstina
From the River to the Sea – Palestine shall be free
Se billedserie
Mindehøjtidelighed for Nakba, Rådhuspladsen-København
Se Fatih El Abeds opslag
Israels skabelse for 68 år siden
Se mere hos
KPnet 14. maj 2016
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
