Spark EU- og krigspolitikerne ud!

Odense_APK2_Peter_Jensen_net

 
EU- og krigspolitikerne – som stort set er de samme – har været en katastrofe for Danmark. I løbet af godt et kvart århundrede har de fået slagtet den danske velfærdsstat, integreret Danmark i en reaktionær Europæisk Union, der ikke fungerer, og siden 2001 anbragt Danmark i allerforreste række i terrorkrigene, som ikke har ført noget som helst godt med sig, men udløst historisk store flygtningestrømme.

Leder Kommunistisk Politik 2, 2016 

Leden ved den nyliberale nedskærings-, krigs- og unionspolitik og ved eliten af ’ansvarlige politikere’ – borgerskabets betroede m/k’er – har aldrig været større.

Mere end noget andet har flygtningekrisen vist, hvor lidt både de reaktionære politikeres ’nationale’ og deres ’internationale’ løsninger duer. Den ene spækker det europæiske kontinent med hegn og pigtråd, den anden vil befæste EU’s ’ydre grænser’ med vagter og krigsskibe. Behovet for en politik af et helt andet indhold er umiskendeligt.

Hos en af EU’s sværvægtere har modvilje mod den trefløjede nyliberale politik nu udløst en folkeafstemning. Om hvorvidt Storbritannien skal forblive medlem med et sæt forbehold, forhandlet af David Cameron og EU-toppen, eller om ’Brexit’ – britisk udtræden af EU – bliver en realitet.

Arbejderklassen – i Danmark, UK og EU – har en direkte interesse i britisk udtræden. EU er til gavn for monopolerne, og en svækkelse af den konstruktion vil også svække dem. Derfor er alle borgerskabets partier – ’røde’ eller blå – i gang med at støtte Cameron. Fra Lars Løkke. DF og S i Danmark til den ’venstreorienterede’ Labour-leder Jeremy Corbyn.

Derfor fremstilles den britiske EU-modstand som ’højreorienteret’, ’nationalistisk’, fremmedfjendsk og mere end halvracistisk. Det er en fuldstændig skævvredet fremstilling, som alene tjener EU.politikerne. Tingene må anskues fra en klassevinkel: Hvem gavner den ene eller anden politik. EU gavner kapitalen. Punktum.

De britiske arbejdere kan beslutte sig for udtræden. Sker det, vil det have direkte konsekvenser for dansk politik. Kravet om en dansk folkeafstemning om medlemskab står allerede stærkt, og vil forstærkes kraftigt. Sejrer Cameron og Corbyn vil både det britiske og danske medlemskab humpe videre fra krise til krise i unionen.

Folkebevægelsen mod EU er den eneste danske politiske kraft med parlamentarisk repræsentation, der fremfører kravet om en dansk folkeafstemning og medlemskab og som arbejder på at få Danmark ud. Enhedslisten har stor indflydelse i Folkebevægelsen, men partitoppen søger nu – som for nogle år siden – at få truffet beslutning om selvstændig partiopstilling på landsmødet i maj i år og dermed udtræde af Folkebevægelsen som parti.

Enhedslisten vil føre en ’socialistisk politik’ i EU. Enhedslisten er på EU-plan medlem af Europæisk Venstreparti, hvis toneangivende partier alle er tilhængere af EU. De kaster redningsplanker ud for det kriseramte EU og lover at reformere det til noget andet og bedre – selvom de intet har at have løfterne i. Det er pseudosocialisme, klassesamarbejdspolitik i praksis.

En klassepolitik i forhold til EU består derimod i at forstå

– at man ikke kan være socialist og samtidig tilhænger af EU, som er monopolernes projekt for at skabe en ny kapitalistisk og imperialistisk supermagt – Europas Forenede Stater.

– at EU ikke kan reformeres indefra til det bedre – til et demokratisk projekt til gavn for arbejderne og folkene – gennem sine strukturer og institutioner. At derfor de enkelte landes og folks kampe for at løsrive sig fra EU peger fremad og ikke tilbage og derfor må støttes.

– at der må bygges de bredes mulige fronter på nationalt og internationalt plan, herunder EU-plan, med arbejderklassen som kerne for at sætte en stopper for den trefløjede nyliberale politk – og smide nedskærings-, EU-og krigspolitikerne ud.

Disse udgangspunkter kan også rummes i Folkebevægelsen mod EU.

Redaktionen 15. februar 2016

 

KPnet 19. februar 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Danskerne er blevet tudet ørerne fulde om, at nationale løsninger ikke duer. I disse måneder illustreres det, at de lovpriste ’internationale løsninger’ heller ikke duer. Det kommer selvfølgelig an på karakteren af løsningerne og politikken, ikke om de er ’nationale’ eller inter