Britisk afstemning i 2016: Danskerne bør også have en folkeafstemning om EU-medlemskab

Briterne skal have en folkeafstemning i juni 2016 om de fortsat skal være med i EU eller træde ud. Danskerne bør også have en folkeafstemning om medlemskab i sammenhæng med den britiske. Ja’et i 1972 byggede på falske forudsætninger – EU er hurtigt på vej mod den fuldt udbyggede økonomiske og monetære union, og den politiske union, der skal være på plads i 2025.

Af Kommunistisk Politik

Briterne skal stemme om de vil blive i EU på ændrede vilkår, eller om de vil helt ud af EU. Det lovede David Cameron, hvis han genvalgt. Folkeafstemningen vil blive afholdt allerede i juni 2016, siger britiske medier. En konservativ partikongres til efteråret vil fastlægge den endelige dato.

Det betyder også, at Cameron og hans regering skal have en ny aftale med EU et stykke tid inden afstemningen. Cameron er ikke EU-modstandere og vil anbefale et ja til fortsat medlemskab, og bruge den massive folkelige modstand mod EU til at få ændret de britiske medlemsvilkår.

Dermed vil der komme fornyet  fokus på den britiske EU-modstand. Der er knas med unionen i alle dens hjørner.

Efterdønningerne fra den græske unionstragedie ruller stadig.  Forhandlingerne mellem EU og den græske regering har bevist, at EU ikke kan tvinges til at ændre kurs. At den ikke vil blive en progressiv, social og solidarisk union og et virkeligt folkeligt projekt. Det er de europæiske monopolers og europæiske stormagters projekt – i dag med det genforenede Tyskland som den absolut førende og toneangivende magt.

Den vigtigste lære af det græske drama og dets foreløbige sidste akt er, at slagordene om den progressive og sociale union er tomme, indholdsløse og illusoriske. Der findes kun to muligheder: Enten er man  med i euro’en og euroland på  EU-toppens og monopolernes præmisser – eller også er man imod og søger veje ud af EU og euroen.

Selvfølgelig  kan der eksistere eller etableres mere eller mindre kortvarige nationale særordninger som følge af folkeligt pres – især hvis et land har holdt sig uden for eurozonen, som UK. Men de vil aldrig være varige, de vil blive forsøgt omstødt af stærke pro-unionskræfter.

Danmark har masser af erfaringer med det: Omafstemning efter Nej’et til Maastriht-aftalen (: den økonomiske og monetære union) og derefter konstante forsøg på at omstøde det såkaldte nationale kompromis og de danske undtagelser – fra euro-afstemningen i 2000 til den planlagte afstemning om retsundtagelsen i 2015.

Bordet fanger i euroland, fælden klapper med EU-medlemskabet.

Mere union – mindre selvstændighed

Der bliver ikke mindre union og mere Danmark, mere UK eller mere Grækenland  – men det modsatte: Mere union, mere integration på alle felter.

Kursen er sat mod en hurtig fuldendelse af den økonomiske og monetære union samtidig med den politiske union: Tidsrammen er sat til 2025.  Både den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Hollande har udtalt sig for dette projekt, som er formuleret af EU’s præsidentskab – af ikke  mindre end fem af unionens topbosser.

Se

EUs køreplan for Euroens Forenede Stater i 2025

KPnet 5. juli 2015

Både dem, der som SYRIZA og de øvrige venstrereformistiske kræfter, drømmer om et andet og bedre EU, og dem, der vil have  mindre union, mindre overnational stat og mere national selvbestemmelse, er på uholdbar grund. Unionen kan ikke laves om indefra. Unionstoget kan ikke sættes på nye skinner og tvinges til at køre baglæns, mod  det der var engang.

Begge de to varianter af ’EU-kritiske’ politiske positioner mødes af de barske realiteter og viser sig at være bygget på sand.

Enten er man tilhænger af EU og hvad der følger med af unionsbygningen – eller også må man gå imod den og søge vejen ud af EU og euro.

Den nationale selvbestemmelse må genopfindes

EU-modstanderne må tage konsekvensen. De må kæmpe for at de enkelte medlemslande, nationalstaterne, forlader EU og euroen og alle deres bindinger og genopfinder den nationale selvbestemmelse og suverænitet.

Dette står ikke i modsætning til, at de i hele EU står sammen og støtter hinanden solidarisk i deres kamp for udtræden, mod EU og euro. Det står ikke i modsætning til  international solidaritet i arbejderklassens og folkenes kampe mod gennemførelsen af de nyliberale EU-reformer (som foregår i alle unionslande). Eller til fælles kampe mod multinationale selskaber, der udnytter EU’s bestemmelser til lønpres og tilsidesættelse af arbejderrettigheder.

Det står heller ikke på nogen måde i modsætning til en fælles kamp mod udviklingen af EU’s økonomiske og monetære union, til kampen mod den politiske union og eurostaten, eller til kampen mod unionens militarisering og dens krige. Denne solidaritet og et sådant samarbejde er tværtimod en forudsætning for fremgang i kampen for ud af EU.

Arbejderklassen står i centrum for denne kamp – også i centrum for forsvaret og genvindelsen af den nationale suverænitet, som kapitalen for længst har frasolgt.

For en folkeafstemning i Danmark om medlemskab af EU

I Danmark er de to regeringsblokke, ’rød’ og blå,  begge tilhængere af mere union og indstillet på at følge de fem præsidenters og Merkels og Hollands vej. Men det findes også en politik kraft uden for og på tværs af blokkene, der går ind for ophør af det danske medlemskab og for dansk udtræden af EU – og imod alle forsøg og planer om mere integration: Folkebevægelsen mod EU.

Et uafhængigt og alliancefrit Danmark er en forudsætning for en anden vej end EU’s, for en progressiv udvikling.

Danmark bør følge UK og gennemføre en folkeafstemning om det fortsatte medlemskab. Det fremførte dets EU-parlamentsmedlem Rina Ronja Kari allerede under valgkampen til EU-parlamentet i 2014.

Se

Folkebevægelsen siger det højt: Danmark skal ud af EU
KPnet 17. april 2014

EU er i dag noget helt andet end det, et flertal af danskerne sagde ja til i 1972. Dengang svor alle EEC eller EF-tilhængerne, at det aldrig ville blive noget der bare lignede en politisk, økonomisk og militær union. Det var simpelthen et fællesmarked, en slags udvidet frihandelsområde.

At det var meget mere, og at fælden klappede, gik først op for mange langt senere.

Og de fleste danskere har faktisk aldrig haft mulighed for at stemme om EU-medlemsskabet. De var enten for unge i ’72, eller slet ikke født.

I dag er EU mindre end et årti fra den fuldt fungerende unionsstat – ’Euroens’ eller ’Europas’ Forenede Stater. Mindre end et årti fra superstaten og den globale supermagt.

Derfor bør danskerne igen have mulighed for at sige ja eller nej til hele projektet, til at være inde eller gå ud.

Venstreregeringen har allerede aftalt en folkeafstemning i slutningen af dette år med den tidligere SR-regering for at afskaffe den danske retsundtagelse. Uanset udfaldet bør den følges op af en afstemning om medlemskabet i forbindelse med den britiske afstemning.

Unionstilhængerpartierne i blå og ’rød’ blok ønsker ikke en sådan folkeafstemning. Vil regeringens støtteparti Dansk Folkeparti, der vil have ’mindre EU og mere Danmark’ og lægger sig tæt op af David Cameron og de britiske konservative, gå ind for en sådan afstemning? Vil Liberal Alliance? SF? Alternativet? Enhedslisten?

EU-modstanderne i og uden for Folkebevægelsen mod EU må gå sammen i en kampagne for at sætte en folkeafstemning om det danske medlemskab på dagsordenen. Allerede i dag. Det står ikke i vejen for kampen for et Nej ved den bebudede folkeafstemning til ophævelse af retsundtagelsen, men vil tværtimod styrke denne.

Mere end 40 år efter den første folkeafstemning om dansk medlemskab, der resulterede i et ja på falske forudsætninger, er tiden inde til en ny – på et reelt grundlag: For medlemskab af EU’s Forenede Stater – eller for udtræden.


Se også

Bevar retsundtagelsen!  For en folkeafstemning om dansk medlemsskab af EU!
APK’s 6. kongres maj 2015


Lad os rejse kampen mod nedskæringernes og krigenes EU! For international solidaritet!

Udtalelse fra det regionale møde af marxistiske-leninistiske partier og organisationer i Europa juni 2015

Netavisen 26. juli 2015