På vej mod værre tider: Nægt at gå med!

Leder

Kommunistisk Politik 22, 2012

2012 var et slemt år. 2013 bliver værre endnu. I al fald hvis det står til den herskende klasse, til monopolerne og deres regeringer.

Mens aktionærer, spekulanter og direktører giver sig selv større udbytter og bonusser og deres parlamentariske redskaber bevilger skattelettelser til de rige, er recepten for den øvrige befolkning – arbejderne, de arbejdsløse, ungdommen, pensionisterne – klar:

Den hedder lønnedgang, øgede skatter og afgifter, mere brugerbetaling, nedskæringer og fyringer i den offentlige sektor og beskæring af pensioner og overførselsindkomster. Hvis de ikke allerede er beskåret, bliver de det. Og hvis de er skåret ned, skal de skæres igen, længere ned.

Forleden hyldede EU-eliten sig selv med Nobels fredspris, samtidig med at EU og EU-landene er dybt involveret i krige i Afghanistan, Irak, Libyen, i den reaktionære borgerkrig i Syrien, hvor der forberedes militær intervention, i krige på det afrikanske kontinent osv.

Det kunne lige så godt have været Nobelprisen i økonomi. Den Europæiske Union sikrer velfærd og velstand i lige så høj grad, som den sikrer fred, det vil sige på ingen måde overhovedet. Tværtimod dikterer EU med sin nyliberale politik i de mest kriseramte lande massearmod for den brede befolkning, som intet ansvar har for krisen.

Massearbejdsløsheden fører også til løntrykkeri. En ny kategori af arbejdende – ’Working poor’, fattige i arbejde – er ved at dukke op i de højt udviklede kapitalistiske lande som EU-landene og USA. Folk, der arbejder for én euro eller måske for 30 kroner eller lidt mere i timen, og for hvem en arbejdsløn ikke er tilstrækkelig til at opretholde en nogenlunde anstændig tilværelse, mad og bolig, endsige en familie.

Den samme nyliberale politik dikterer bred fattigdom i alle de øvrige lande – rangerende fra stramninger og reduceret realløn og købekraft hos dem, der er i arbejde, til åbenlys og katastrofal fattigdom for dem, der falder uden for det stadig tyndere sociale sikkerhedsnet. Det sidste gælder for de tusinder af dagpengemodtagere, der skubbes ned i den sociale massegrav i Danmark pr. 1. januar 2013, med tusinder mere i alle kommende måneder.

Dansk politik og EU-parlamentarisk politik har skabt sit eget fiktive univers. I årevis begrundedes de nyliberale nedskæringsreformer med nødvendigheden af at ’redde velfærden’. Nu er det ikke længere velfærden, der skal reddes. Måske fordi velfærden allerede er forringet så meget, at det klinger for hult. Nu er det arbejdspladserne, der skal reddes – efter at der her i Danmark aldrig tidligere er blevet nedlagt flere på kortere tid.

Nedlæggelsen af arbejdspladser tog for alvor fart under Fogh og fortsatte under Løkke og Thorning. Enten ved produktionsindskrænkninger, effektiviseringer eller konkurser med efterfølgende massefyringer eller gennem flytning til udlandet, outsourcing osv. Det er fulgt op med massefyringer i den offentlige sektor. Flere end 30.000 skolelærere, pædagoger, sosu-assistenter og andre ’varme hænder’ i de sidste par år.

Men hvad skal så redde arbejdspladserne? Ifølge både ’rød’ og blå blok er det lønnedgang. Gå ned i løn, så beholder I jeres arbejde, lyder budskabet til en befolkning, der er skræmt af, hvad der sker i det sydlige EU, og føler, at ulykkerne sagtens kan være på vej.

Med den danske regering som aktiv deltager i presset blev SAS-personalet tvunget til direkte lønnedgang og kraftig beskæring af de eksisterende ordninger.
Efter OK2012 på det private arbejdsmarked, med hvad der blev kaldt ’løntilbageholdenhed’ fra fagbevægelsens side, er det nu de offentlige overenskomster, OK13, som er i gang. Aldrig tidligere er de offentligt ansattes organisationer mødt op med så beskedne krav. Reallønsfald er accepteret på forhånd. Desuden skal man arbejde mere og længere tid for samme løn.

Folkeskolelærerne er prøvekluden. De skal betale en stort set ufinansieret folkeskolereform.

Går I med på det, garanterer velfærdsslagterne og arbejdsslagterne for jeres job! Ligesom de skærer ned på velfærden for at redde den, og på lønnen, for at I skal få det bedre.

Liberal Alliance garanterer, at der ikke er fattigdom i Danmark, og det vil der aldrig være, så længe ingen dør af sult i gaderne, og så er det undtagelsestilfælde.
Tro på dem, og det bliver dyrere end nogensinde. Eller nægt at gå med – og gå til modstand!

 Netavisen 14. december 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne