Obamas krige

Af Jack A. Smith


Under senator Barack Obamas præsidentvalgkamp 2008 så mange håbefulde demokratiske vælgere ham som en fredskandidat, fordi han gik imod Irak-krigen (men stemte ja til krigsbudgetterne da han var senator).

Andre antog, at hans udenrigspolitik ville ligge på linje med præsident George H. W. Bush (som Obama beundrer) eller Bill Clinton.
Enkelte, der betragtede sig som progressive, mente faktisk, at hans udenrigspolitik måske ville hælde til venstre.

Som den centrum-højre politiker Obama er, viste hans udenrigs- og militærpolitik sig at være en fortsættelse af George W. Bushs globale krig mod terror under nyt navn.

Han udvidede Bush’s krig til Pakistan, Yemen, Somalia, Libyen og andre steder, mens også krigen i Afghanistan blev voldsomt udvidet.
Han forøgede det militære budget og opmuntrede den voksende militarisme i det amerikanske samfund ved igen og igen at hylde de væbnede styrker og stramme den militære ring om Kina.

Da Obama opsummerede nogle af sine militære resultater for et par måneder siden, udtalte han: ”Vi har haft succes med at forsvare vores nation, vi har taget kampen op mod vores fjender, reduceret antallet af tilskadekomne amerikanere, og vi har genoprettet amerikansk lederskab. Det gør os sikrere, og det gør os stærkere.

Og dette er en bedrift, som alle amerikanere – og særligt dem der med glæde bærer hærens uniform – bør være stolte over.”

Faktisk har Obamas krigspolitik meget få resultater at fremvise efter knap fire år. Vigtigst af alt er Afghanistan-krigen – som han støttede så entusiastisk – helt forudsigeligt eksploderet i ansigtet på ham.

Et symbol på 11 års Bush/Obama vanvid er, at de seneste 2.000 drab på amerikanske soldater ikke skyldes Taliban, men amerikansk trænede afghanske politifolk, vores formodede allierede. Sandheden er at den offentlige mening i Afghanistan altid i overvældende grad har været imod invasionen, og med rette.

Obama håber på at undgå ydmygelsen ved en magtovertagelse fra Talibans side eller en ny voldelig afghansk borgerkrig (som den i 1990’erne) når størstedelen af de amerikanske tropper trækkes ud i slutningen af 2014.

Han har indgået en aftale med regeringen i Kabul, der tillader Washington at beholde tusinder af amerikanske soldater – hærenheder, CIA agenter med deres droner, elitekorps og piloter – frem til 2024.

Der er to grunde til dette. Den ene er at fastholde en amerikansk kontrolleret regering i Kabul så længe som mulig. Den anden at udstationere amerikanske kombattanter tæt på Iran i vest og Kina i Øst i yderligere 10 år. En beslutning der næppe værdsættes i Teheran eller Beijing.

Mellemøsten er i kaos. Israel truer fortsat med at angribe Iran, en aktion, som vil forvandle kaos til katastrofe. Den syriske regering nægter til Washingtons store ærgrelse at falde. Ægyptens nye regering har netop erklæret delvis uafhængighed af Washingtons langvarige dominans.

Palæstinensernes situation er forværret i Obamas præsidentperiode og det samme er forholdet til Rusland og Kina.

Meget få af Obamas valgløfter fra 2008 på det militære og udenrigspolitiske område har båret frugt: Han hævdede at ville indlede en ’ny begyndelse’ i forholdet til det internationale muslimske samfund, som havde nået et lavpunkt under Bush.

USA’s popularitet tog et spring opad ovenpå præsidentens løftefulde Cairotale i 2009. Men efter at Obama gentagne gange har angrebet muslimske lande med drone snigmord er der ifølge opinionsmålingerne kun 15 % der er positive overfor ham. Dette tal er lavere end under Bush .

Obama har lovet at forbedre forbindelserne til Latin Amerika, at komme tættere på Iran og Cuba ad diplomatisk vej, at bilægge striden Israel-Palæstina og lukke Guantanamo. Og dette er blot nogle af de urealiserede hensigtserklæringer.

Den eneste udvikling på udenrigspolitikkens område som demokraterne reelt kunne prale med på deres konvent, var afslutningen af Irak krigen ’med oprejste pander’, da USA afsluttede en 8 års konflikt i dødvande, en konflikt der har kostet Onkel Sam 4 billioner (4.000.000.000.000) dollars. Og endelig snigmordet på al Qaeda lederen Osama Bin Laden (noget der udløste de aller mest entusiastiske af de chauvinistiske råb ’USA!, USA!, USA!’ fra de demokratiske delegerede).

Faktisk afsluttede Bush Irak-krigen da han underskrev aftalen med Baghdad regimet før den nye præsident tog over, en aftale om at trække alle amerikanske tropper ud inden slutningen af 2011. Obama støttede den, men forsøgte uden held indtil det sidste minut at tvinge irakerne til at beholde mange tusind amerikanske soldater i landet på ubestemt tid. (antiwar.com rapporterede d. 2. oktober, at op mod 300 amerikanske soldater og sikkerhedsfolk har trænet irakiske sikkerhedsstyrker i månedsvis).

Som krigspræsident har Obama gjort det svært for republikanerne, der ved de seneste valg hver gang har profiteret på at portrættere demokraterne som ’svage når det gælder forsvarspolitik’. Forsøg på at gøre dette i år er faldet helt til jorden efter at præsidenten reelt omsmeltede sin ufortjente Nobel Fredspris til flere kugler.

Obama har desuden opnået en anden fordel. Han har ikke været trængt af antikrigsprotester, som hans forgænger var, da de flest anti-Bush ’freds’ demokrater ikke offentlig vil gå mod Obamas militaristiske politik. Det var dette der i væsentlig grad ødelagde massebevægelsen mod krig i USA. Antikrigsbevægelsen er ført videre i en meget mindre skala af venstrefløjen og pacifisterne.

I sine valgløfter beskriver og overdriver Obama de angiveligt tiltagende trusler og farer for det amerikanske folk, trusler som kun han vil kunne være et bolværk imod. Han fortalte konventet, at landet står overfor ’nye trusler og udfordringer’. Romney gør det samme.

At overdrive de trusler amerikanerne står overfor, er en mangeårig praksis for demokratiske og republikanske præsidenter og præsidentkandidater. George W. Bush førte denne uærlige praksis til et højdepunkt og lød til tider som om han fortalte spøgelseshistorier til naive børn – men dette års kandidater holder sig ikke tilbage.

Historiker og akademiker Andrew J. Bacevich, oberst i hæren under Vietnam krigen og i dag stærkt imod USA’s krige, omtalte skræmmekampagnerne i en artikel i januar-februar udgaven af The Atlantic Magasin. Han skriver: ”Denne ’sikkerheds’ stat hentede sin indre sandhed i troen på den lurende trussel mod nationens sikkerhed.

Det der virkede under den kolde krig (frygt for den ’kommunistiske trussel’ og atomkrig), virker også den dag i dag: At få amerikanerne med på militærpolitikken ved at skræmme livet af dem.”.

Hovedformålet med denne praksis er i dag at skræmme befolkningen til uden at klage at investere deres skattekroner i det største militære og nationale sikkerhedsbudget i verden – godt 1.4 trillioner dollars i år (op mod 700 billioner til Pentagon og et lignende beløb til national sikkerhed).

Dette opfylder to mål for eliten, den herskende klasse, som aktuelt afgør imperiets kurs.
For det første opretholder man det mest magtfulde militærapparat i historien, uden hvilket USA næppe ville kunne fungere som verdens leder (jo, man har den største økonomi, men se på den tilstand den er i!).

For det andet udgør det en enorm årlig tilførsel af regeringspenge – en stimulus – til økonomien via det militært-industrielle kompleks, uden det ’stigma’ at blive betragtet som en social, velfærdsagtig plan til at skaffe arbejde eller tjene folket.

(Dette kaldes med et forkert ord for ’militær keynesianisme’, et begreb, der afvistes af den store liberale økonom John Maynard Keynes, der hjalp med at trække USA ud af den store depression (1930’ernes krise) med sin plan om at overvinde krisen gennem et øget offentligt forbrug).

Det Hvide Hus og kongressen taler om reduktioner i de militære udgifter, og måske sker der visse nedskæringer når man fjerner forældede forsvarssystemer – men over en tiårs periode vil resultatet stadig være et forøget budget.

Obama sagde til konventet – og Romney vil love det samme hvis han bliver valgt – ”så længe det er mig der har kommandoen, vil vi opretholde det stærkeste militær i verden.”.

Dette har været en absolut forudsætning for at være præsident i årtier. Det er så velkendt og retfærdiggjort gennem de officielle skræmmekampagner, at de fleste amerikanere ikke tænker nærmere over hvert år at skulle betale formuer for at opretholde den mest magtfulde militærmaskine i verden for at kunne klare sig mod nogle få tusinde modstandere med relativt primitive våben tusinder af km borte.

Det amerikanske militær har naturligvis et fuldstændigt andet formål.
I en tid med økonomisk tilbagegang for USA og fremgang for adskillige andre lande som bl.a. Brasilien, Indien og Kina har Washingtons militære styrke det formål at sikre USA’s magt på verdensplan.

Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Research.

Originalartikel:

Obama’s War Record