Den krig, som USA og Israel indledte den 28. februar, er blevet en boomerang for angriberne. Den iranske standhaftighed og en dygtig forsvarsstrategi har vendt situationen på hovedet.
Af E. Holemast, Revolusjon, Norge
Memorandummet om en fredsløsning, som formelt underskrives fredag, vil styrke Irans regionale position og indflydelse. I stedet for at styrke sit greb om regionen og Golfstaterne har USA påført sig selv et dødeligt sår. Dette fremgår tydeligt allerede, før alle punkterne i aftaleteksten er offentliggjort.
Trump fremstiller selvfølgelig aftalen som en triumf, da Hormuz-strædet åbnes, og olien begynder at strømme igen. Han nævner ikke, at strædet var åbent for trafik, før Israel og USA gik i krig, og at Golfstater som De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Kuwait vil bruge måneder på at genopbygge den ødelagte infrastruktur. Præsidenten undlader også at nævne det iranske atomvåbenprogram og hvad der skal ske med lagrene af beriget uran.
Disse spørgsmål er efter alt at dømme henvist til senere forhandlinger. Talsmand for det iranske udenrigsministerium, Esmail Baghaei, sagde på et pressemøde den 15. juni, at atomspørgsmålene vil blive drøftet, efter at aftalememorandummet er underskrevet den 19. juni, i løbet af den 60-dages periode, der er fastlagt i hensigtsaftalen. »Frigivelsen af Irans indefrosne aktiver og erstatning for krigsskader er to centrale økonomiske prioriteter i denne hensigtsaftale, og USA er forpligtet til at gennemføre dem«, tilføjede han. Om det rent faktisk kommer til at ske, er mere tvivlsomt. Endnu vigtigere for Iran er det at få ophævet de sanktioner, der kvæler landets økonomi. Viceudenrigsminister Majid Takht-Ravanchi siger i et interview med det iranske nyhedsbureau IRNA, at forhandlingerne om en endelig aftale vil gå i gang, så snart aftalememorandummet er underskrevet i Schweiz.
USA vender ryggen til
Sidste gang der var reelle forhandlinger, i februar, benyttede USA lejligheden til at »dræbe« Irans øverste leder Ali Khamenei og landets forhandlingsleder, Ali Larijani. Det er ikke kun Iran, der har lært, at USA bryder aftaler når som helst. Det har også Washingtons nære allierede i Riyadh, Qatar og Bahrain gjort. Nu ved de med sikkerhed, at deres »sikkerhedsgarant«, USA, ikke er til at stole på. Erkendelsen er måske endda nået til De Forenede Arabiske Emirater, trods de tætte bånd til Israel. Den arabiske halvø søger nye partnere og forsoning med Iran for at rustes til andre tider.
Da Trump og Netanyahu genoptog krigen i februar (første runde var i juni 2025), var det officielle mål at vælte præstestyret og indsætte Reza Pahlavi, arvingen til påfugletronen, hvorfra hans despotiske far adlød USA’s og Israels befalinger frem til revolutionen i 1979. Den egentlige plan skal imidlertid have været at indsætte den tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad som marionet, hvilket overraskede de fleste, da Ahmadinejad var mere højrøstet end Vogterrådet i sine fordømmelser af »Den store Satan«, USA og Israel. Også dette projekt strandede fuldstændigt, måske fordi kurderne fik nys om planerne og meldte pass. I hvert fald sendte afsløringen nye, deprimerende chokbølger ind blandt de monarkistiske landsforrædere i ind- og udland, da det blev kendt.
Fiasko på alle fronter
Desuden var målet at ødelægge det iranske atomprogram og missilkapaciteterne samt at afbryde forbindelserne mellem Iran og resten af »modstandsaksen« – den libanesiske Hizbollah, de jemenitiske houthier, de shiitiske militser i Irak samt Hamas og Islamisk Jihad i Palæstina.
Det altoverskyggende mål var at ændre den regionale balance endnu mere til fordel for USA og Israel. Netanyahu så chancen for at virkeliggøre sin gamle drøm om at gøre Iran til en ubetydelig aktør, der ikke længere spærrer vejen for et »Stor-Israel«.
Det hele er slået fejl. Fortvivlelsen er endnu større i Tel Aviv end i Washington. I desperation er Netanyahu mere end villig til at fortsætte nedslagtningen af civile i Libanon, upåvirket af, at indstilling af krigshandlingerne mod Libanon er blandt de absolutte betingelser, som Iran har stillet. Om krigen vil blive genoptaget, måske allerede inden den indledende 60-dagesperiode er omme, afhænger af, om det zionistiske regime tager chancen på at trodse Trump direkte og intensiverer sine krigseventyr.
Det hele kan naturligvis også være et aftalt spil mellem good cop Trump og bad cop Netanyahu, der koordinerer det næste træk. Trækket kan komme, så snart Trump er færdig med at sole sig i glansen fra fodbold-VM og den smiskende FIFA-chef Infantino – som i øvrigt lægger alle mulige praktiske hindringer i vejen for det iranske VM-landshold.
Solnedgang for det amerikanske imperium
I sidste ende handler det om økonomi, det vil sige verdensøkonomien. Det eneste, USA har opnået, er at presse sine imperialistiske partnere og rivaler endnu et skridt gennem højere olie- og gaspriser. En bivirkning er, at gevinsten ikke kun tilfalder gaseksporten fra USA, men også Rusland. Og desuden at amerikanerne forbander Trump og hans krige, når de måbende ser på dollartælleren ved benzin- og dieselpumperne.
Trump og hans følge af kleptomane oligarker indser, at den økonomiske verdenskrise, de har udløst, kun er i startfasen. For hver dag, der går, vil virkningerne blive mere alvorlige. Effekten vil først vise sig i fuldt omfang, når efteråret melder sig. Det vil nok ramme hovedrivalen Kina, men frem for alt vil det ramme børserne og obligationsmarkederne – det vil sige, at de luftpenge, der holder det amerikanske gældsskib flydende, kan forsvinde.
Krigen har desuden reduceret de amerikanske og israelske lagre af luftforsvarsmissiler og krydsermissiler til et kritisk lavt niveau. En pause på 60 dage giver USA og Israel mulighed for at genopfylde lagrene, men produktionskapaciteten for disse ekstremt dyre og højteknologiske missiler kan ikke følge med. I samme periode får Iran lejlighed til at genopfylde og perfektionere sine underjordiske forsvarssystemer.
Verden sætter sin lid til, at fredsaftalen vil holde denne gang. Men de store sabotører i Tel Aviv og den zionistiske lobby i Washington vil ikke finde sig i den nuværende situation.
Alligevel kan 2026 blive det år, der markerer et nyt vendepunkt i Vestasien; begyndelsen på enden for det amerikanske jerngreb om Mellemøsten. På den ene eller den anden måde vil det også betyde begyndelsen på enden for den blodtørstige pitbull-stat, der kalder sig Israel.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
