Af Arbejderpartiet Kommunisterne
Et nyt år med en ’rød’ regering og dansk EU-formandskab: Mobilisering mod EU og nedskæringspolitikken er så nødvendig som nogensinde
Kommunistisk Politik 1, 2012
Et års tid efter de første solstråler i det lune arabiske forår er lysglimtene endnu ikke slukket. Tværtimod har protester, plads-besættelser og demonstrationer spredt sig verden over, og et ungdomsoprør på tværs af grænser har haft en selvforstærkende dynamik, der sammen med Irak-krigsmodstanden står som dette årtusinds foreløbig anden verdensomspændende protestbølge.
100 dage med SRSF:
EUs ny danske regering:
Hverken forandring eller fair
I Europa er det især det spanske ungdomsoprør vendt mod den socialdemokratiske regering, samt det græske folks kamp mod en socialdemokratisk regering, som fylder i bevidstheden.
Men også i Italien har der været mobiliseret kraftigt, og også i England, hvor vi først så optøjerne i flere byer tidligere i år (som et noget frustreret vredesudtryk over kontinuerlig politibrutalitet), men for nylig til gengæld en massiv og stærkt organiseret endags generalstrejke med op mod to millioner strejkende offentligt ansatte, der vendte sig imod pensionsnedskæringer.
I Danmark kan vi mønstre ikke bare ét socialdemokratisk regeringsparti, men to, samt et tredje uden for regeringen til forefaldende rygdæknings- og afledningsmanøvrer.
De nyere bevægelser som Occupy, Democracia Real m.v. har tjent til at rive masken af socialdemokratiet og Obama-typer i flere lande. F.eks. i Spanien, hvor man taler om socialdemokraterne og de åbent borgerlige som ”to sider af samme euromønt”. Men de har endnu ikke haft samme stærke effekt i Danmark, hvor der fortsat er en længere liste undskyldninger for SRSF-regeringens borgerlig-reaktionære politik, ikke mindst på grund af liste Ø.
Venstrebevægelsens og ungdomsbevægelsens afvisning af det spanske socialdemokrati var for nylig en medvirkende faktor til, at socialdemokratiet tabte regeringsmagten – dog til det højrepopulistiske, PP, der vandt regeringsmagten med flertal i parlamentet. Udviklingen i de venstre-/ungdomspolitiske bevægelsers kamp, nu mod en højreregering, under en krise, og uden illusioner om socialdemokrater, vil blive spændende at følge de kommende år.
Danmark og eurokrisen
‘Man skal kunne tælle til 90′, er Helle Thornings svar, når en kritik rejses af hendes politik. Vi kunne så lade os stille os tilfredse med denne erklæring om, at hun tilsyneladende også selv synes, at hendes regerings politik er en fejl, og erklære at ”så er vi jo enige om det”. Men sandheden er en anden – som de seneste måneder igen har vist – man skal bare kunne tælle til to: Tyskland og Frankrig, Merkozy – i den rækkefølge.
For mens EU-spidserne har travlt med at udskifte regeringsledere i Sydeuropa, er der stadig tid i EU-systemet til revision af ‘de danske regnskaber’, dvs. finansloven, og med socialdemokrater og folkesocialister (tidligere praktiske socialister, demokratiske socialister, økonomiske demokrater, øko-socialister, femi-socialister m.v.) i regering, ser det ud, som om denne EU-model skal fortsætte, uden at danskerne skal have muligheden for at sige nej.
EU afsløres under krisens skærpelse som monopolkapitalens redskab, især den tysk-franske, uden om alle normer og forestillinger om selv det borgerlige demokratis demokratiske krummer til befolkningerne – til at øge sin profit, at indsætte de mest profitable statsledere, samt dirigere finanslove m.v. gennem ikke mindst lån, der ’tilbydes’ som konsekvens af euroens egen krise.
Oven på de skrøbelige fundamenter af fallitboer og gæld forsøges fra EU et byggeri af nye gældsfængsler med Europas borgere som indsatte på livstid.
Det er denne union, Helle Thorning skal agere marionetdukke for i det første halvår af 2012, hvor Danmark har formandskabet for EU. Og det er ikke mindst via EU-modstanden, at den ‘røde’ regering skal afsløres som den ene side af en euromønt.
I EU-modstanden står vi ikke bare over for ‘ja-siden’, men også over for den taktiske manøvre fra kapitalens side om at lade de nationalistiske og populistiske partier Europa over indtage en EU-kritisk retorik og betone det nationale element, sådan at den EU-positive fløj kan fremstilles som den internationalistiske.
Dette er ikke en særlig ny taktik fra borgerskabet, men den er styrket med blandt andet den europæiske højrefløjs styrkelse, og den er blevet gennemgående i Europa. Hvor der ikke er EU-modstandere som Folkebevægelsen at stemme på, som det er tilfældet i flere lande, er de nationalistiske partier det eneste ‘anti-EU’-alternativ til EU-parlamentsvalgene.
Herhjemme er det selvfølgelig DF (men i øvrigt også DNSB m.v.), der indtager denne politisk behagelige position, som ingen af de borgerlige medier gennem ti års DF-støtte til EU-politik i Danmark på nogen måde har forsøgt at afsløre.
Mobiliser omkring konkrete krav
Kampen mod EU er kampen mod både den nyliberale nedskærings- og privatiseringspolitik, ligesom det er kampen mod den antidemokratiske struktur, som er og bliver en forhindring på den danske revolutions vej, som monopolkapitalen har bygget op gennem årtier.
Kravet om folkeafstemning ved traktater, afsløringen af SRSF som et uafviseligt nyliberalt regeringsprojekt, må gå hånd i hånd for os, omend særlige kampagner som kravet for folkeafstemning bør have et selvstændigt afsæt.
Enhedslisten, hvis fingeraftryk er ud over hele den forbryderiske finanslov, spiller deres spil, og forsvaret for Enhedslisten præger hele den revisionistiske og trotskistiske bevægelse samt anarkisterne. Forsvaret for Enhedslisten ved finansloven lignede til forveksling det, der anvendes ved overenskomstforhandlinger, og allerede inden finansloven lå færdig, lød det fra Ø-forsvarerne: ”Vent til næste finanslov, det er den, der bliver afgørende.”
Vores opgave er fortsat at mobilisere omkring konkrete krav, sociale såvel som krav af antiimperialistisk karakter. Den samling, der må bygges omkring de konkrete krav på f.eks. det sociale område, må favne alle de aktive kræfter, der vil støtte op om kravene. For flere repræsenterer SRSF-regeringen reelt set en forandring, men de er stadig af den (reformistiske) opfattelse, at regeringen skal ‘presses’. Men også de har en rolle at spille i diverse bevægelser på konkrete kampfelter.
Med SRSF-regeringens udmelding om, at den er ‘åben’ for krige uden om FN-mandater, har vi fået en af de på forhånd mest krigs-offensive programmer, og selv Ø-fortalerne for f.eks. Libyen-krigen fremstår positivt og progressive, når de kræver (et ‘klart’) FN-mandat for at gå i krig. Anders Fogh har bebudet, at han som NATO-chef forventer et godt samarbejde med den nye regering, og at han allerede inden valget havde haft gode snakker med både den nuværende statsminister og udenrigsminister.
Business as usual
Vi kan kort summere op: Efterlønnen ryger. Dagpenge-perioden forlænges ikke, men de, der ville være faldet ud d. 1/7 2012, forlænges et halvt år (fordi netop den gruppe var et tema i S/SF-valgkampen). Der skæres ned for blandt andre de universitetsstuderende, som allerede har været på gaden i protest.
Den røde danske regering var ikke enig med et stort flertal om at få Palæstina ind ad bagdøren (*Se note) . CIA-Grønlands-undersøgelserne var ikke ønskede. Den form for arrogant optræden, som ikke mindst Fogh indførte, fortsætter og udvikles.
Regeringen er fuldstændigt afsløret som ‘business as usual’ på Christiansborg, omend regeringens statsminister gang på gang ikke engang vil tage ansvar for egen politik (!).
Ægypten 2012!
* Note
I øvrigt spillede SF i denne forbindelse en grim rolle, og den politiske linje havde det retoriske potentiale til at være farlig for Palæstinas optagelse i FN-underorganet. Den rolle har SF spillet i Danmark masser af gange.
APK opfordrede ved folketingsvalget i 2011 til at stemme blankt i mangel på et revolutionært alternativ, og har opfordret til massekamp mod den nyliberale krise- og krigspolitik, uanset om den gennemføres af ‘rød’ eller blå blok
Se
‘Rødt’ finanslovsforlig: Enhedslisten historisk
Kommunistisk Politik 23, 2011
APK: Enhed mod den blårøde nedskæringspolitik
Kommunistisk Politik 20, 2011
Hvad vi kan vente af 2011
Kommunistisk Politik 1, 2011
Netavisen 11. januar 201
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
