Kommunistisk Politik 22, 2011
Tyske marxist-leninister fra bl.a. Organisationen til opbygning af et kommunistisk arbejderparti i Tyskland (Arbeit-Zukunft) har på et seminar i Gelsenkirchen i slutningen af september drøftet grundlaget for dannelsen af et kommunistisk parti. I diskussionen indgik også holdningen til den østtyske stat DDR.
I sin indledning refererede en kammerat fra Organisationen til opbygningen af et kommunistisk arbejderparti i Tyskland til det tiltagende misforhold mellem tilspidsningen af de objektive modsætninger i dagens samfund og den smertelige mangel på et stærkt, revolutionært parti.
Han konstaterede:
”Vi står i fare for at gøre os latterlige og helt utroværdige overfor arbejderklassen og folket. Vort råderum snævres til stadighed ind. Enten tager vi vores ansvar på os eller vi går ned som en dårlig spøg.
Mange gange har jeg indtryk af, at vi bare har lokomotivførere, som heftigt strides om, hvem der bør føre lokomotivet hvorhen. Ingen vil skovle kul eller kontrollere billetter. Det mest vanvittige er, at vi slet ikke har et lokomotiv og at togene bestandig kører forbi os. . På den måde har vi allerede forpasset mange muligheder i dette samfund”.
Han kom ind på tilbagegangen for arbejderbevægelsen og sagde derom:
”Den væsentligste mangel er den meget svage klassebevidsthed og den lige så svage organisering som klasse. Som politisk magtfaktor er arbejderklassen næsten ikke tilstede.
Det skyldes hovedsageligt to grunde:
For det første er socialismen på grund af degenereringen af de østeuropæiske stater kommet i miskredit. Folk mangler slet og ret et troværdigt alternativ til kapitalismen. I 20’erne og 30’erne i det sidste århundrede var socialismen stadig det indlysende alternativ til kapitalismen i vores land. Efter befrielsen fra fascismen måtte alle partier helt hen til CD stadig hykle, at de ville socialisme. Det er vi i dag milevidt fra.
Selv i de mest fremskredne dele af arbejderklassen hersker der stærk tvivl, uklarheder om og betænkeligheder ved socialisme. Revisionismen har på dette punkt gjort et grundigt stykke arbejde og gør det endnu den dag i dag, når forskellige organisationer til stadighed opdager ”nye” og angiveligt socialistiske lande, som f. eks. Gadaffis Libyen, Kina, Nordkorea og Cuba”.
Yderligere omtalte opportunismens herredømme skab i fagforeningerne og i arbejderbevægelsen. Som opgaver, der må løses for at opbygge et stærkt kommunistisk arbejderparti nævnede han
– At de mest fremskredne vindes for partiet
– Samling af alle kommunister
– Kamp for arbejderklassens aktionsenhed og for folkets brede enighed
– Fokus på den sociale virkelighed
– Udarbejdelse af et program, hhv. rundlæggende strategiske mål, der er forudsætningen for enhed mellem alle kommunister
Han kritiserede skarpt, at mange af disse forudsætninger mangler i Tyskland. Ansvarlig for dette er kommunisterne, marxist-leninisterne, selv.
Under punktet’Samling af alle kommunister’ kom han ind på revisionismen.
”Jeg vil på dette sted sige noget om vores holdning til revisionismen:
Vi kritiserer ikke revisionisterne for at udpege skyldige, men for at fjerne hindringer for den videre udvikling af arbejderbevægelsen. For os drejer det ikke om at anklage enkeltpersoner, heller ikke når vi fastslår og udpeger individuelt ansvarlige som Krustjov.
Afgørende er det tage ved at lære af fejlene, manglerne, afvigelserne, og at forstå hvordan det kunne komme dertil. Afgørende er det at overvinde de forbehold, som socialismen mødes med, i kraft af en realistisk kritik af revisionismen og gøre det klart for folk, frem for alt for de mest fremskredne, at vi tager ved lære af fejl, mangler og afvigelser og kan drage konsekvenserne af det.
Når vi for eksempel taler om DDR og dens degeneration, så drejer det ikke om at angribe de folk, som levede der, som den herskende klasse gør.
Dernæst må vi fastholdei, at DDR var den mest fremskredne statsdannelse på tysk jord. Der blev eksempelvis den demokratiske revolution ført igennem, hvad der aldrig skete i vest.
Det kunne vi sidst smerteligt se ved pavebesøget. I DDR var der adskillelse imellem kirke og stat. Religion var en privatsag. I forbundsrepublikken var og er kirke og stat tæt forbundne. Kirken modtager milliarder fra statskassen og er en bestanddel af den herskende system og bærer af de mest reaktionære ideologier.
Men også indenfor uddannelsesvæsenet har forbundsrepublikken ikke overvundet småstatsforholdene og har endnu i dag ikke virkeliggjort den demokratiske fordring om en almen enhedsskole, gratis for alle. Listen er længere.
DDR har også taget de første skridt hen imod socialismen og har vist, at det er muligt at afskaffe menneskets udbytning af mennesket.
Alt dette forsvarer vi. Og vi forsvarer også de mennesker, der gik ind for det! Netop derfor fordømmer vi revisionisterne, som ødelagde dette system med deres forvanskninger. De har bureaukratiseret det, har adskilt parti og folk, fortrængt arbejderklassen fra magten, genindført markedsøkonomiske principper osv., osv.
Alligevel kunne de helt frem til det sidste ikke afskaffe mange resultater som den sikre arbejdsplads, et godt sundhedsvæsen, gratis og omfattende uddannelse og kultur. De måtte tage hensyn til folket og arbejderklassen for ikke at miste deres magt.
Mange millioner mennesker husker stadig disse fremskridt og forbinder dem med socialismen. Det er kun godt! Det drejer sig jo reelt om resultater fra socialismens tid, og kun socialismen kan genetablere sådanne forhold.
Heller ikke aktuelt bekæmper vi revisionisterne, fordi vi har brug for en fjende. Den har vi allerede – kapitalen! Vi bekæmper revisionisterne, fordi de lægger hindringer for klassekampen, f. eks. med teorien om det antimonopolistiske demokrati, med deres politik som vedhæng til fagforeningslederne og venstresocialdemokratiet.
Vores fjende er og bliver kapitalen. Opportunisme, revisionisme og venstresekterisme bekæmper vi kun for så vidt, de står i vejen for denne kamp.
Vi tager også hensyn til, at der i de forskellige opportunistiske og revisionistiske organisationer også er mange kammerater, mænd og kvinder, som mener det alvorligt og vil kæmpe mod kapitalen. Det hænger også sammen med vores egen svaghed og den store forvirring mange befinder sig i Med disse folk søger vi enhed, og en kammeratlig, solidarisk diskussion, og enighed gennem overbevisning.”
Oversat af Kommunistisk Politik efter Arbeit-Zukunft
Originalartikel her
18. december 2011
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne