Imperialismens offensiv i det arabiske forår


Af Frank Johannesen


Det arabiske forår har fået den imperialistiske reaktion på banen Det skal bringes under kontrol I Bahrain knustes opstanden I Libyen startede Nato en ny krig Truende skyer hænger over Syrien og hele regionen

Artiklen er også et indlæg i kongresdebatten op til APKs 5. kongres i 2012

Kommunistisk Politik 14, 2011

Kristian Mogensen, der er global og politisk redaktør på Berlingske har den 17. juni skrevet en lærerig klumme ”De sender Angelina Jolie”, der giver et godt eksempel på imperialismens strategi i det arabiske forår.

I klummen skoser han europæerne, fordi de ikke ligesom amerikanerne støtter det arabiske forår helhjertet, f.eks. i Syrien, men alene hygger sig i Benghazi, der minder om den årlige ferierejse til Costa Del Sol.

Jeg vil påpege, at hverken USA eller EU på nogen måde støtter folkenes krav om demokrati og sociale fremskridt i det arabiske forår. Joh – retorisk, men det er kun for at manipulere med den offentlige opinion.

Kristian Mouritzen oplyser, at den amerikanske skuespiller Angelina Jolie aflægger besøg hos de ca. 12.000 syriske flygtninge i Natolandet Tyrkiet. Hendes ærinde er angiveligt at sætte fokus på en katastrofe, men i stedet bliver hun brugt i en beskidt USA-mission, den systematiske dæmonisering af det syriske regime og præsident Bashar al-Assad. Sammen med de omfattende sanktioner og mainstream-mediernes misinformation opbygges der et grundlag for en egentlig Natokrig mod Syrien.

Det er beskæmmende, at hele det borgerlige Danmark og alle dets medier, herunder DR og TV2 samt centrum-venstre oppositionen i Folketinget fuldtud deltager i dæmoniseringens hylekor.

Hvis det er det humanitære sigte, der driver Angelina Jolie, så skulle hun hellere have besøgt flytningelejrene i Syrien med de over 1 million. irakere, der er flygtet på grund af hendes eget lands ulovlige angrebskrig og besættelse af Irak. Disse flygtninge lever under de mest kummerlige forhold. Dansk Flygtningehjælp har i samarbejde med de syriske myndigheder oprettet en række centre, der hjælper flygtningene, bl.a. med opbygning af skoler til tusindvis af børn.

Så kan hun med egne øjne få et indblik i sit eget lands uhyrlige krigsforbrydelser og få en indsigt i humanitært dansk hjælpearbejde. Og få en erkendelse af, at det for en irakisk flygtning åbenbart er mere sikkert at være i Syrien end i det ”demokratiske” USA-besatte ”befriede” Irak.


Destabilisering af Syrien

I sin fordømmelse af regimet i Syrien trækker Kristian Mouritzen folkemords-kortet. Dette kort var falskt i Libyen, og det er det også i Syrien.

Det er rigtigt, at der er dræbt godt tusinde mennesker under demonstrationerne i Syrien. Det er yderst sørgeligt, men proportionerne må være på plads. I Libyen er der under Natos bombeterror dræbt et næsten tilsvarende antal, og der er ødelagt civile beboelsesejendomme, skoler, universitetet og hospitaler. Nato forhindrer olie, mad og medicin at komme ind i byer, der ikke kontrolleres af ’oprørerne’.  I Irak er der dræbt over 1 mio. mennesker som følge af den USA-ledede ulovlige krig.
Her er der tale om en ufattelig krigsforbrydelse.

Kristian Mouritzen skriver videre, at han for nylig sad i Washington og lyttede til ”en klog mand” – senator Lindsey Graham, der betonede, at i forbindelse med det arabiske forår skal man ”støtte de demokratiske kræfter med alt hvad der kan lade sig gøre – politisk, økonomisk og ultimativt militært. Den her chance kommer kun en gang. Og vi skal gribe muligheden, mens den er der”.

Han har åbenbart nærlæst Naomi Kleins bog ”Chokdoktrinen – Katastrofekapitalismens opkomst”, der henviser til den nyliberale økonom Morgan Friedman for følgende bemærkning: Der skal en krise til – en faktisk eller en forestillet – for virkelig at skabe forandringer.

Men Lindsey Graham har en skjult dagsorden, der angiver, at Vesten skal benytte krisen til med alle tænkelige midler –  også militære –  at gennemføre regimeskift til pålidelige marionetstyrer i de lande, som Vesten ikke har fuld kontrol over, dvs. Libyen, Syrien, Libanon og Iran.

Selvom Syrien er et autoritært oligarki, er det ikke karakteren af styret, der er et problem for Lindsey Graham. Det er landets selvstændighed og landets politiske rolle i regionens konflikter.

Israel og Natolandet Tyrkiet har i lang tid haft et militært og efterretningsmæssigt samarbejde, der specielt retter sig mod Syrien og Iran. Syrien – og også Libyen og Libanon – har i modsætning til alle andre lande i Nordafrika, Mellemøsten og Golfen ikke samarbejds- og partnerskabsaftaler med Nato, som indebærer, at deres lande skal åbne sig for USAs militær. Syrien støtter palæstinensernes kamp for en fri og uafhængig stat og støtter også Hezbollah, der er garanten for Libanons selvstændighed og uafhængighed, og derfor er en torn i øjet på Israel, USA og EU.

Syrien er desuden stategisk allieret med Iran. Endelig ligger Syrien centralt i forhold til de store olie og gasforekomster i området og i energikorrridorerne ud til Middelhavet, Det Kaspiske Hav og Irak

I midten af maj mødtes USAs udenrigminister Hillary Clinton og EUs ”udenrigsminister” Catherine Ashton for at drøfte yderligere sanktioner mod Syrien og citeret fra pressen:
”Vi diskuterede yderligere skridt, som vi kan tage for at øge presset og yderligere isolere Assad-regimet.”

Så der gøres alt for at destabilisere Syrien, og få indsat et regime, der er mere føjeligt over for USA-EU-Israel og som kan være et sprængbræt til yderligere destablisering af Libanon og Iran.

Natokrigen mod Libyen

Krigen mod Libyen handler heller ikke om at støtte en demokratisk udvikling, men om at få indsat et marionetstyre som Malikis i Irak og Karzais i Afghanistan.

1 million libyere demonstrerede i Tripolis  den 1. juli 2011 mod NATO's krig og 'NATO-oprørerne' til støtte for GaddafiHer kan det selvbestaltede Libyens Nationale Overgangsråd, der bevæbnes og financieres af Nato og Golflandene, fungere som en mellemstation.

1 million libyere demonstrerede i Tripoli den 1. juli 2011 mod NATO’s krig og ‘NATO-oprørerne’ til støtte for Gaddafi

Dette styre skal sikre USA-EU-imperialismens kontrol over de enorme mængder af olie, gas og vand og sikre USA militærbaser på den afrikanske side af Middelhavet.

Samtidig vil Libyen kunne fungere som et brohovede for kontrol af udviklingen i det arabiske forår, særligt i Tunesien og Egypten.

Den Afrikanske Union repræsenterende 53 afrikanske lande har for at få standset Nato-krigen mod Libyen udfoldet store mæglingsbestræbelser, som er saboteret af USA m.fl., fordi kun et regimeskifte kan tilfredsstille aggressorerne.

Støtten fra Unionen, der optræder mere og mere selvbevidst, har afgjort styrket Gaddafi-regimet, som sammen med en betydelig støtte fra befolkningen er medvirkende til, at den overvældende terrorbombning ikke knækker regimet.

Folkerevolutionerne er en trussel for imperialismen

Der er meget på spil for imperialismen. Folkerevolutionerne kan i flere af landene, særligt i Tunesien, hvor Tunesiens kommunistiske Arbejderparti (PCOT) deltager i Komiteen for Nationalkongressen til forsvar for revolutionen, betyde væsentlige demokratiske, økonomiske og sociale forbedringer for arbejderklassen, ungdommen og allierede.

Det kan på sigt indebære, at de transnationale selskaber, der hidtil har udplyndret landet, kommer under offentlig kontrol, at den offentlige sektor styrkes, at der udvikles frie fagforeninger, oprettes uafhængige domstole, at partnerskabsaftalerne med Nato ophæves og tilslutningen til USAs militære Afrikakommando (Africom) skrottes.

Alt sammen initiativer, der hævder den folkelige nationale og regionale interesse fri for imperialismens udplyndring, udbytning og undertrykkelse. En sådan udvikling vil naturligvis møde hård modstand fra USA og EU.

USA-Nato-EU samarbejder tæt med Golflandenes Samarbejdsråd (GCC)

EU og USA har et tæt samarbejde med Golflandenes samarbejdsråd (GCC), bestående af 6 lande – Saudi-Arabien, Qatar, De forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Bahrain og Oman. Nato har et tæt samarbejde, også militært, med alle GCC-landene. Specielt USA støtter udviklingen af disse landes militær med omfattende våbenprogrammer.

Således har det Hvide Hus godkendt en våbenaftale med Saudi-Arabien på 60 mia $, og der planlægges efter at inkorporere Golf-landene i USAs globale missilskjold. Også monarkierne Marokko og Jordan har begge udtalt ønske om at indgå i et tæt samarbejde med GCC-landene. Der oprustes til et endeligt opgør med Iran.

Alle landene styres af de mest despotiske og enevældige diktatorer og konger, hvor der sker omfattende menneskerettighedskrænkelser og undertrykkelse. Disse golflande står for 45 % af verdens kendte oliereserver og bidrager til, at USA og EU ikke mister sine imperialistiske interesser under det arabiske forår.

Det viser sig ved, at GCC-landene har partnerskabsaftaler med Nato og ved at Den arabiske Liga støttede Natos angreb på Libyen.

Qatar var overhovedet det første land, der anerkendte Overgangsrådet. Det har fået installeret en satellit TV-kanal for rådet samt sørger for olietransport fra det rebel-kontrollerede Libyen. Qatar deltager sammen med de Forenede Arabiske Emirater med fly i angrebet på Libyen.

De Forenede Arabiske Emirater har i maj erklæret, at det vil være det første arabiske land, der sender en ambassadør til Natos hovedkvarter i Bryssel.
Så der er tale om, at USA-EU-Nato med Danmark som aktiv deltager har indgået et omfattende og tæt samarbejde med de mest diktatoriske monarkier i Mellemøsten og Golfen.

Nedslagtningen af oprøret mod diktaturet i Bahrain

Hykleriet om demokrati og menneskerettigheder ses tydeligst i forbindelse med nedslagtningen af massedemonstrationerne mod det enevældige kongedømme Bahrain.

Den tidligere emir Sheikh Hamad bin Isa al-Khalifa udnævnte sig selv til konge i 2002.

I starten af maj holdt EU og GCC et samarbejdsmøde, hvor man forlangte, at Iran skal spille en konstruktiv rolle og stoppe sin indblanding i GCC-landenes og andre landes interne forhold. Det står i tragikomisk kontrast til, at GCC landene med Saudi-Arabien i spidsen invaderede Bahrain med 1500 soldater to dage efter at USAs forsvarsminister Robert Gates forlod kongedømmet efter at have udtrykt støtte til Al Khalifa mod den voksende massebevægelse, der har gennemført omfattende demonstrationer for politiske reformer.

USA har sin 5. flåde i Bahrain og vurderer, at den enevældige konge sikrer USAs interesser bedre end en demokratisk massebevægelse, der i forhold til landets størrelse på ca.800.000 indbyggere har haft det mest omfattende oprør for reformer i hele det arabiske forår.

Efterfølgende er massebevægelsen blevet mødt med arrestationer og en reel nedslagtning. Flere demonstranter er slået ihjel af sikkerhedsstyrker under en fredelig ”sit-in” på Perlepladsen i landets Hovedstad Manama. Selv læger og sygeplejersker, der har behandlet de sårede demonstranter, bliver forfulgt og tortereret.

Abdulhadi Al-Khawaja - torteret og livstidsfængslet i BahrainMeget rammende har en af de kendeste menneskerettighedsforkæmpere – den danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja – i en skueproces mod en række fredelige demonstranter fået livstidsdom for sin deltagelse i oprøret. Under tilfangetagelsen er han torteret og forsøgt voldtaget, og på grund af sine skader i hovedet har han måttet undergå en fire timer lang operation på et militærhospital, skriver dagbladet Information.

Abdulhadi Al-Khawaja – torteret og livstidsfængslet i Bahrain

Regeringen har lovet at følge sagen tæt, men der stilles ikke krav om hans løsladelse,  og oppositionen tager heller ikke nogen initiativer.

Udvikling af en international anti-imperialistisk front er nødvendig

Imperialismen er ikke blot tilfreds med at få kontrol over udviklingen i det arabiske forår og få drejet udviklingen tilbage til status quo med regimer i Tunesien, Egypten og Yemen i nye demokratiske gevandter, men hvor de eksisterende magtforhold bibeholdes i en kolonial nyordning.

Her under den værste globale kapitalistiske krise i årtier med massearbejdsløshed og socialt folkemord og med militærbudgetter, specielt i USA, der aldrig har været større, har USA-EU-Nato sat sig yderligere aggressive reaktionære mål.

Vi står ved en meget farlig korsvej. Israel og Nato indgik i 2005 en nærmere samarbejdsaftale, således at Israel idag er et de facto-medlem af Nato.
Hvis der med den sædvanlige falske humanitære begrundelse gennemføres et Nato-angreb på Syrien, vil Israel derfor blive indvolveret i alle militære aspekter.

Også Tyrkiet vil spille en aktiv militær rolle. Israel og Tyrkiet har i lang tid haft et militært efterretningsmæssigt samarbejde, der specielt retter sig mod Syrien og Iran. Tyrkiet optræder ofte taktisk som en neutral og moderende faktor, specielt som palæstinensernes beskytter, men det er ren manipulation af den hjemlige og palæstinensiske opinion.

Derfor har Tyrkiet fuldgyldigt anerkendt Overgangsrådet som legitim repræsentant for Libyen. Og Tyrkiet bidrager som grænseland offensivt med destabiliseringen af Syrien ved at give husly til bevæbnede bander, der drager ind i Syrien fra Tyrkiet.

En militær intervention af Syrien vil lede til en styrkelse af Israels zionistiske planer for fuldstændig eliminering af palæstinensernes bestræbelser for at få oprettet en levedygtig palæstinensisk stat.

Det vil medføre destabilisering og svækkelse af de nationale kræfter i Libanon omkring Hizbollah og giver Israel mulighed for at revanchere det ydmygende nederlag landet led i angrebskrigen mod Libanon i 2006. Iran vil herefter stå åbent for et militært angreb fra USA-Nato-Israel med Natolandet Tyrkiet og et militært oprustet GCC-område som opmarchområde.

Der er tale om en eskalation af den USA-Nato ledede krig over et enormt område, som strækker sig fra Nordafrika (Libyen) og Mellemøsten (Irak og Syrien) til Centralasien, fra det østlige Middelhav til Kinas vestgrænse med Afghanistan og Pakistan.

Dette scenarie er i fuld overensstemmelse med USA-imperialismens stræben efter verdensherredømme – over alle landenes økonomier og deres energiressourcer i en mere og mere prægnant konflikt med den fremvoksende Kina-imperialisme,der får større og større indflydelse.

Kun en bred folkelig modstand både i de angrebne og undertrykte lande og i imperialistlandene selv kan standse denne udvikling mod det totale ragnarok.
Det er nødvendigt at opbygge en fælles international antiimperialistisk front i Syd og Nord, i Øst og Vest, således som det blev vedtaget på den internationale konference ”Med modstanden – for en retfærdig fred i Mellemøsten”, der afholdtes marts 2007 i Italien.

Der er behov for nye og dristige initiativer af en antikrigsbevægelse – nationalt og internationalt – der udvikler sig i bredden og i dybden på et klart anti-imperialistisk grundlag. De store folkelige bevægelser for demokrati og sociale fremskridt i det arabiske forår har vist hvilken progressiv kraft, der kan udløses i undertrykte folk, der frygtløst og i enhed vælter despoter fra tronen.

Det giver inspiration og tiltro til, at krigens kræfter kan besejres.

Netavisen 12. juli 2011