Imperialismen taler om fred, men forbereder sig på krig – Om socialchauvinismens sump

De to tidligere store verdenskrige giver vigtige erfaringer om årsagerne til krige i imperialismens epoke, om de borgerlige staters politik og de reformistiske forræderes holdning. Alle disse erfaringer hjælper os til at analysere den nuværende fase af den interimperialistiske konfrontation og også til at afgøre, hvad kommunisternes politik bør være i dag i lyset af faren for krig. Og som en første konklusion må vi sige, at det eneste mulige alternativ til et system, der fører os til krig, er at gå videre i kampen for at overvinde det på en revolutionær måde og forvandle den krig mellem folkene, som borgerskabet fører os til, til en krig mellem klasserne.

Af Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister), PCE(ml)

(I uddrag)

”Socialistiske partier er ikke debatklubber, men organisationer for det kæmpende proletariat; når et antal bataljoner er gået over til fjenden, skal de navngives og stemples som forrædere; vi må ikke lade os forføre af hykleriske påstande om, at ’ikke alle forstår imperialismen på samme måde’.” V.I. Lenin, Den Anden Internationales sammenbrud

De to tidligere store interimperialistiske konfrontationer [verdenskrige, red.] giver vigtige erfaringer om årsagerne til krige i imperialismens epoke, om de borgerlige staters politik og de reformistiske forrædernes holdning. Alle disse erfaringer hjælper os til at analysere den nuværende fase af den interimperialistiske konfrontation og også til at afgøre, hvad kommunisternes politik bør være i dag i lyset af faren for krig. Og som en første konklusion må vi sige, at det eneste mulige alternativ til et system, der fører os til krig, er at gå videre i kampen for at overvinde det på en revolutionær måde og forvandle den krig mellem folkene, som borgerskabet fører os til, til en krig mellem klasserne.

Dette spørgsmål bliver et af elementerne i differentieringen mellem den revolutionære lejr og den nye revisionisme. Efterhånden som de opportunistiske kræfters holdninger bliver klarere, kommer deres socialchauvinistiske politik til udtryk i en række holdninger, som de i smug forsøger at udgive for at være socialistiske (endda leninistiske), hvilket ikke er andet end grove kopier og gentagelser af de gamle teorier fra de reformistiske forræderne i Anden Internationale, som Lenin ubarmhjertigt hudflettede.

Nogle af disse fordrejninger, som vi er vant til at høre fra lederne af disse revisionistiske strømninger, er, at:

– Bag Kinas og dets allieredes politik og dannelsen af nogle af de organisationer (BRICS, China-Africa Forum osv.), der fremmer den, ligger dannelsen af en ”multipolær” verden med mere retfærdige og ligeværdige organisationer for økonomisk styring og international politik;

– Kinas hensigt med at udvikle sin investerings- og alliancepolitik, selv om den har nogle modstridende aspekter, søger kun at hjælpe udviklingen af afhængige lande, så vi kan klassificere det som en ”god imperialisme”;

–  Der er kun én imperialisme, den vestlige, og over for den kræver det ”globale syd” mere ”lige” vilkår med hjælp fra Rusland og Kina, der optræder som ledere af en ”modstandsakse”, som vi skal støtte over for den vestlige imperialisme.

Der er kræfter, som er nødt til at foretage reelle afvejninger (det vil vi se nærmere på senere) for at kunne fremstille deres teoretiske afvigelser som ”leninistiske”: Således ville f.eks. uligheden i aftalerne mellem metropolerne i det, de kalder ”modstandsaksen”, og de lande, som de kommer for at ”redde”, være prisen for at udvikle kapitalismen i disse lande og en arbejderklasse, der i fremtiden kan lede revolutionen (mens vi venter på det, synes det nødvendigt for de ”gode” imperialister at se den anden vej, når de forhandler med alle mulige reaktionære ”kolonibestyrere” og diktatorer).

Der er endda dem, der, uden at tage hensyn til noget kriterium om intellektuel anstændighed, går så langt som til at sige, at hvis Sovjetunionen underskrev en ikke-angrebspagt med Hitlers Tyskland, hvorfor skulle Kina så ikke anerkende Marokkos (”kolonibestyreren” Mohammed VI’s Marokko) suverænitet over Sahara, som det kinesiske regime har gjort ved at invitere dette land til det sidste topmøde i Forum for Samarbejde mellem Kina og Afrika? Hvis det, der står på spil, er fremtiden for fremskridt på det afrikanske kontinent? Der er alt i denne ceremoni af forvirring, som de forskellige fraktioner af socialchauvinisme sigter mod.

Da de fleste af disse strømninger i vores land kommer fra den carrillistiske revisionisme [Carrillo var den ”eurokommunistiske” leder af Spaniens Kommunistiske Parti, o.a.], deler de en fælles forvirring, som bør afklares i første omgang: Den nuværende situation har ingen lighed med den, der fik Sovjetunionen til at fremme og være en del af de allierede magter mod nazi-fascismen, med nogle af de nuværende imperialistiske magter.

Hvad bør venstrefløjens holdning være i Spanien?

Og Spanien? Hvilken rolle spiller den spanske stat i denne interimperialistiske konfrontation? I slutningen af Anden Verdenskrig var de store imperialistiske magter faktisk imod at støtte de spanske kommunister, som foreslået af Sovjetunionen, i deres kamp for at gøre op med frankismen, det sidste fascistiske regime i Europa, der var allieret med den kriminelle nazi-fascisme, og som underkastede det spanske folk et brutalt og kriminelt diktatur.

USA, der spillede den rolle, som Kina spiller i dag, hjalp Franco med at komme ud af sin politiske isolation ved at underskrive de spansk-amerikanske aftaler i 1953. Siden da havde de sammen med den strøm af investeringer, der gjorde vores økonomi til en industriel gren af USA’s store virksomhed, fundet billig arbejdskraft i vores land og udsat den for et brutalt regime med nægtelse af rettigheder; Spanien blev fyldt med yankee-baser og soldater: i Rota, Zaragoza, Morón, Torrejón osv.

Palomares-ulykken i 1966, hvor kollisionen mellem to fly fra det amerikanske luftvåben forårsagede, at flere atombomber faldt ned i Almeria kommune, viste den straffrihed, hvormed de imperialistiske hære bruger vores jord og bringer vores folks og kysters sikkerhed i fare. Den daværende frankistiske informations- og turistminister Manuel Fraga Iribarnes (grundlægger af AP [Folkealliancen], senere PP [Folkepartiet]) og den amerikanske ambassadørs svømmetur i de nærliggende farvande for at vise, at de ikke var forurenede, var endnu et bevis på de frankistiske offentlige myndigheders lakajagtige underkastelse af yankee-herren.

Efter den morderiske diktators død lod overgangsprocessen, der blev overvåget af den amerikanske regerings direkte indblanding, socialliberalismens aktive hjælp og carrillista-revisionismens medvirken, Franco-regimets grundpiller stå urørte: Ingen af de spørgsmål, der havde at gøre med statens struktur og den nødvendige udrensning af dens institutioner, blev rørt osv. Heller ikke dets fuldstændige underkastelse af diktaterne fra dets yankee-”allierede” ændrede sig en tøddel.

Monarkiets første regeringer påbegyndte processen med vores lands indtræden i NATO, hvilket fremprovokerede en enorm folkelig mobilisering med råbet ”NATO nej, baser ud!”, som fejede hen over hele landet. Tvunget af det folkelige pres stod Felipe González, socialliberalismens store hykler, for det beskidte arbejde, som så mange andre gange. Han udskrev en folkeafstemning efter en kynisk kampagne under det fordækte slogan ”Nej til optagelse i NATO”; men på trods af, at han havde absolut kontrol over propagandaapparatet, tvang den indignerede modstand fra flertallet af det spanske folk regeringen til at afgive tre forpligtelser for at gøre skridt for indlemmelsen i NATO acceptabelt, som fremgik af den samme stemmeseddel, hvis tekst lød:

”Regeringen mener, at det er tilrådeligt for den nationale interesse, at Spanien forbliver i Den Atlantiske Alliance, og er enig i, at dette skal etableres på følgende vilkår:

1. Spaniens deltagelse i Den Atlantiske Alliance vil ikke omfatte dets indlemmelse i den integrerede militære struktur.
2. Forbuddet mod at installere, opbevare eller indføre atomvåben på spansk territorium vil blive opretholdt.
3. USA’s militære tilstedeværelse i Spanien vil gradvist blive reduceret.

Mener du, at det er acceptabelt, at Spanien forbliver i Den Atlantiske Alliance på de betingelser, som landets regering har accepteret?”

Hverken denne eller nogen anden regering, der har afløst hinanden i det monarkiske regime, har opfyldt disse forpligtelser, og det har koalitionsregeringen heller ikke. Beslutningen om at forblive i militærblokken er derfor illegitim og ugyldig.

NATO har aldrig haft som eksistensberettigelse at forsvare ”demokratiet” eller at beskytte Europa ved at ”afskrække” dets ”fjender” fra et muligt angreb, som lederne af PSOE [Spaniens Socialistiske Arbejderparti] og højrefløjen har hævdet i kor. NATO er en militærblok i den vestlige imperialismes tjeneste, som indtil nu har været dominerende, grupperet omkring USA; i dag er det en magt i tilbagegang.

Men det er et spørgsmål, som er blevet udeladt af den politiske debat i årenes løb, mens den russiske hærs invasion af Ukraine har afsløret alle modsætningerne, også på den underdanige venstrefløj. Hidtil er folkeafstemningens irregulære karakter blevet ignoreret, hvilket gør NATO-medlemskabet ugyldigt, selv set ud fra et borgerligt synspunkt. Men nu må den internationale situation med den reelle fare for krig placere dette problem i centrum af den politiske debat.

Hvad har revisionismen gjort i forhold til dette spørgsmål, som er ved at få en så afgørende karakter for vores sikkerhed? ”Hvis vi er en del af en international organisation, og vi har forpligtelser, er det indlysende, at så længe vi er en del af den, skal vi overholde dem.” Denne udtalelse, som blev fremsat i 2021 af generalsekretæren for PCE [Spaniens Kommunistiske Parti], Enrique de Santiago (på det tidspunkt desuden statssekretær for Agenda 2030), i forbindelse med Spaniens medlemskab af NATO, er et tegn på overgivelse og kynisme, der fortjener at blive indrammet. Det viser, i hvor høj grad revisionismen har accepteret den status quo, som det monarkiske regime har indført, og givet afkald på enhver demokratisk kamp. Et år senere, på tærsklen til NATO-topmødet i Madrid, var minister Albares’ udtalelse, der skulle retfærdiggøre NATO’s krigsførelse, ikke langt væk: ”… det faktum, at du erklærer dig som modstander af alle krige, forhindrer ikke krigen i at komme til dig …”

På dette topmøde, som fastlagde NATO’s plan for det næste årti, blev der udtrykkeligt henvist til Kina, som ”alliancen” betragter som en ”systemisk” udfordring. Som et yderligere skridt i optrapningen af trusler blev det også aftalt, at den militære blok ikke kun skulle reagere på væbnede angreb, men kunne gribe militært ind over for enhver trussel mod dens sikkerhed. Irregulær indvandring blev erklæret for en trussel, og stigningen i militærudgifterne og den øgede støtte til Ukraine i krigen mod Rusland blev godkendt.

Spaniens tilstedeværelse i NATO udgør en alvorlig fare for vores folks sikkerhed. Vores land er afgørende for imperialisterne på grund af dets geostrategiske placering: en port mellem Middelhavet og Atlanterhavet og mellem Europa og Afrika. Havnene og militærbaserne har gjort vores land til et ”hangarskib” for yankee-imperialismen i Europa, hvilket udgør en alvorlig fare for alle. Dette er derfor et spørgsmål af allerstørste vigtighed for de folkelige kræfter, demokraterne og de progressive i vores land.

Det er nødvendigt at begynde at arbejde på at opbygge en fælles front mod NATO og dets baser, mod den uophørlige stigning i militærudgifterne og kræve en fredspolitik, som det udtrykkeligt er fastlagt i Den Anden Spanske Republiks forfatning. For at gøre det må vi først henvende os til arbejderklassen og de folkelige sektorer og klart og tydeligt fordømme de politiske kræfter, der forsøger at bruge dette behov for enhed mod NATO, dets baser og vores lands involvering i den vestlige lejr til at støtte den anden imperialistiske side.

Men vi kommunister har en yderligere forpligtelse: at forklare vores klasse årsagerne til krig, imperialismens rolle og natur, forholdet mellem imperialisme og krig som den endelige konsekvens af dens politik; at forklare, hvorfor revolution i sidste ende er den eneste måde at afslutte krige på. Som Lenin påpegede i citatet i begyndelsen af denne artikel, kræver det, at vi fordømmer de kræfter, der bedrager arbejderklassen og fortier eller retfærdiggør den imperialistiske og reaktionære karakter af de magter, der trækker verden ind i krig, som forrædere mod revolutionen. Teorier som ”den multipolære verden” er ikke andet end et kynisk dække for de kinesiske og russiske imperialister, som sammen med deres kammerater i banden taler om fred, men forbereder sig på krig. De taler om sociale fremskridt, men de deltager i udnyttelsen af arbejderne og udplyndringen af verdens befolkninger.

Vi lever i en tid, hvor magthaverne er begyndt at behandle muligheden for en ny verdenskrig med en utålelig lethed: Den senile Biden gav Zelensky-regimet tilladelse til at bruge Yankee-missiler mod russisk territorium; Tyskland godkendte forsvarspolitiske retningslinjer, der indfører foranstaltninger som tvungen værnepligt, brug af metrotunneler som beskyttelsesrum og madrationering i tilfælde af krig. Disse og andre foranstaltninger, som er vedtaget af imperialismens politiske repræsentanter, eller værtshussnak fra personer som den ungarske præsident, Viktor Orbán, er mere end bare anekdoter og beviser, at imperialismen aktivt forbereder sig på krig og ignorerer sine egne befolkningers behov.

Under disse omstændigheder kan arbejderklassens organisationer ikke forblive uvidende om optrapningen af truslerne mod vores folk, og vi kommunister må være uforsonlige i vores fordømmelse af revisionisternes medskyldige holdning. De, der tager parti for den ene eller den anden imperialisme, handler objektivt set mod fred, mod fremskridt og mod den socialistiske revolution, og vi må fordømme dem som sådan.

Marts 2025

Artiklen “Imperialism Talks about Peace and Prepares for War, About the Swamp of Social-Chauvinism“ er bragt i sin helhed på engelsk i Unity & Struggle nr. 50.

Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister), PCE(ml) er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML

Artiklen har været bragt i APK’s marxistisk-leninistiske magasin Enhed og Kamp. Se Enhed og Kamp nr. 4/2025

Se også APKs marxist-leninistiske magasin Enhed og Kamps hjemmeside. Her finder du også CIPOML’s engelsksprogede tidsskrift Unity & Struggle og danske oversættelser bragt i Enhed og Kamp