Store trusler mod den tunesiske revolution

Kommuniké fra Arbejdernes Kommunistiske Parti i Tunesien/PCOT

Kommunistisk Politik 9, 2011

Der er forløbet to måneder siden den heltemodige 14. januar-revolution. I denne periode har folket opnået vigtige mål takket være dets kamp og ofre.

Efter at have fældet de to Ghannouchi-regeringer var det tunesiske folk i stand til at gennemtvinge sine krav om indkaldelse af en grundlovgivende forsamling og om opløsning af  RCD (diktatoren Ben Alis parti, overs.) og det politiske politi. Der er desuden vundet store fremskridt for ytrings-, organisations-, møde- og demonstrationsfriheden. Men på trods af alt dette er revolutionen kun nået halvvejs, og store farer truer den og vokser dag for dag.

Magten er ikke i hænderne på folket, der rejste sig imod tyranni, udbytning og korruption; den er stadig i hænderne på de reaktionære, som via den midlertidige præsident og overgangsregeringen forsøger at få kontrol over revolutionen og reducere den til en simpel hvidvaskning af det gamle regime. Mbaza og Beji Kaid Sebssi (nuværende midlertidig præsident og regeringsleder, tidl. hhv. chef for sikkerhedspolitiet og indenrigsminister, overs.) kontrolleres ikke; de har nægtet at anerkende Det Nationale Råd til Sikring af Revolutionen for dermed at undgå nogen som helst kontrol. Tværtimod har de dannet en rådgivende myndighed, hvis medlemmer de selv har udpeget.

Mbaza og Beje Kaid Sebsso har accepteret valget af en grundlovgivende forsamling, men de har fastsat en dato for valget uden at tage folkets interesser med i beregningerne. Samtidig har opløsningen af RCD ikke forhindret dets rekonstruktion forklædt som nye partier og organisationer, der er forbundet til det, såsom ’De tunesiske kvinders nationale union’.

Det har vist sig, at opløsningen af det politiske politi har været en ren formalitet, for det eksisterer stadig; det udøver undertrykkelse og tortur, overvågning, aflytter telefoner og blokerer for internettet. Nogle af dets mest berygtede personer besætter vigtige positioner i indenrigsministeriet, og de, som er ansvarlige for mord og tortur, er ikke blevet generet det ringeste.

Trusler i stil med det gamle regimes tid er dukket op igen under påskud af ‘kamp mod vold og uorden’. Politiet har undertrykt ‘sit-ins’ i Kasbaen og i Mahdia. Taler, som fordrejer borgernes forventninger om sikkerhed til skade for sociale og politiske problemer, er mangedoblede med det formål at tvinge revolutionen ud på et sidespor.

Til trods for suspensionen af forfatningen gælder dens love imod frihedsrettighederne stadigvæk: love mod pressen og om foreninger, partier, møder og demonstrationer. Disse love må ophæves og erstattes af dekreter, der sikrer frihedsrettighederne, for at undgå alvorlige problemer for folket.  

Administrationen er fortsat under kontrol af medlemmer af tyranniet og af det korrupte ’Destour’-parti, og de dominerer diverse regeringsposter. (’Destour’ er et parti oprindelig dannet i 1920, der senere blev delt i det ’gamle’ og det ’nye’. ’Det Nye Destour’ anførte kampen for Tunesiens uafhængighed under Habib Bourgibas ledelse). De har fornyet de gamle metoder til at undertrykke folket; de marginaliserer komiteerne til sikring af revolutionen på lokalt og regionalt niveau og forsøger at eliminere dem.

Den økonomiske og finansielle situation er tilsvarende. De ansvarlige for at røve folket, den kriminelle bandes (Ben Ali-klanen, overs.) medskyldige, er fortsat ved magten, som om intet er sket. Retsvæsenet, der er undermineret af korruption, er heller ikke ændret, som retsembedsmændenes forening bekræfter. Medierne er stadig under Ben Ali-regimets håndlangeres åg og fortsætter med at fungere på samme måde. Der har ikke været nogen som helst fremskridt i planerne om at retsforfølge og dømme repræsentanterne for tyranniet og korruptionen, og heller ikke dem, som myrdede revolutionens martyrer i Sidi Bouzid, Menzel Buzaiane, Regueb, Thala, Kassarine, Tunis og andre regioner. Medlemmer af kredsen tæt på Ben Ali er vendt tilbage og fortsætter deres provokatoriske aktiviteter.

På det økonomiske område har overgangsregeringen ikke vist nogen vilje til at iværksætte påtrængende forholdsregler i denne afgørende periode til gavn for de folkelige klasser. Befolkningsflertallet, og især i de marginaliserede områder, føler ikke, at der har været nogen ændring af deres situation, som er meget kritisk. Arbejdsløsheden og de høje leveomkostninger er vedvarende, den offentlige service beskæres, og regeringen har ikke vist nogen vilje til at tage fat på disse problemer.

Regeringen giver ingen indrømmelser til revolutionen. Den fordømmer ikke engang den lille minoritet, som plyndrede løs i ly af despotiet.

Regeringen viderefører det budget, der blev besluttet af diktator Ben Ali sidste december, og som giver prioritet til tilbagebetaling af udlandsgælden, som det  gamle regime har stiftet, og til finansiering af det gigantiske sikkerhedsapparat. Trods sin midlertidige karakter har regimet ikke tøvet med at stifte ny udenlandsk gæld, og man har ikke taget noget skridt til at reducere priserne på varer og tjenesteydelser, som er under kontrol af den herskende bandes monopoler. Martyrernes familier har ikke fået kompensation, og ingen skridt er vedtaget til gavn for de forarmede regioner.

Regeringen retfærdiggør sin holdning ved at påberåbe sig sin midlertidige karakter under påskud af ”ikke at besidde en tryllestav” til at ordne problemerne med.
Det er imidlertid regeringen, der forhindrer retsforfølgelse og domsfældelse af det slæng, som har  plyndret offentlige midler og konfiskeret offentlig ejendom. Man må også spørge, hvad der forhindrer dem i at suspendere tilbagebetalingen af gælden for en periode og bruge det til at løse folkets problemer, som det er gjort i andre lande. Hvorfor er priserne på de basale fødevarer, vand og elektricitet ikke blevet nedsat? Hvorfor er tv-skatten ikke fjernet? Hvorfor yder man ikke hjælp til beboerne i Sidi Bouzid, så de kan sikre el til deres brønde? Hvorfor implementerer regeringen ikke lærernes forslag om at ansætte de arbejdsløse med høje uddannelser?

Arbejdernes Kommunistiske Parti i Tunesien understreger de farer, som truer revolutionen, fordi det påtager sig sit ansvar. Folket har ret til at bruge alle legale midler til at forsvare sin revolution og de opnåede fremskridt og til at konfrontere de farer, der truer dem. Folket har ret til at kæmpe imod regeringen, som begrænser dets rettigheder og forsøger at reducere dets aktiviteter til debatter i ‘den høje autoritet’.

Den nuværende periode kræver, at de revolutionære processer uddybes for at opnå sine mål:

1) At bevare Det Nationale Råd til Sikring af Revolutionen, både som et instrument til kontrol af den midlertidige præsidentmyndighed og til at overvåge overgangsperioden.

2) At udsætte valget af den grundlovgivende forsamling til efter sommeren for at give folk mulighed for at stemme bevidst, og for at de politiske kræfter skal kunne forberede sig ordentligt.

3) At forhindre lederne af RCD i at organisere sig i nye partier.

4) En effektiv og gennemsigtig opløsning af det politiske politi og retsforfølgelse af torturbødler, mordere og plyndringsmænd.

5) At rense ud i den offentlige og halvoffentlige administration gennem at afskaffe korruption og fjerne repræsentanterne for undertrykkelsen.

6) At rense ud i de juridiske institutioner og tillade retsembedsmændene at udpege deres eget øverste råd.

7) At rense ud i nyhedsmedierne og udrydde elementerne fra det regime, der blev sat på porten.

8) At ophæve de undertrykkende love og respektere folkets ret til ytrings-, møde- og demonstrationsfrihed.  

9) Øjeblikkeligt at arrestere martyrernes mordere og personer, der er ansvarlige for forbrydelser imod folket, og dømme repræsentanterne for det gamle regime, konfiskere deres ejendom og deres i udlandet anbragte formuer.

10) At suspendere betalingen af udlandsgælden i tre år og bruge disse midler til at skabe arbejde og udvikle de marginaliserede områder. At undlade at optage nye lån, som underminerer vores lands uafhængighed.

11) At sænke priserne på basale forbrugsgoder, på vand, el, gas og fjerne fjernsynsskatten.

12) At yde en presserende kompensation til martyrernes familier og ofrene for undertrykkelse og plyndringer under revolutionen og under hændelserne i mineflodbassinet, i Ben Guerdane, osv.

Arbejdernes Kommunistiske Parti i Tunesien/PCOT
31. marts 2011

Kommunistisk Politik har hidtil oversat PCOT til Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti. Arbejdernes Kommunistiske Parti i Tunesien er mere rigtigt. KP