Kampen må fortsætte, indtil revolutionen er fuldført

Af Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti, PCOT

Efter 25 års illegalitet og kamp under jorden er Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti, PCOT, endelig blevet legaliseret. Det er ikke kun en sejr for partiets aktivister, men for de tunesiske arbejdere og folket i almindelighed.

Denne begivenhed har vigtig symbolsk betydning. Den er et af resultaterne af revolutionen af 14. januar, der afsatte Ben Ali, og den betød retten til at organisere og gav startskuddet til en ny æra for Tunesien og dets folk.

PCOT blev dannet den 3. januar 1986, på toårsdagen for den ærerige “Opstand for brød”; det var en måde at vise vor faste beslutning om at forbinde vor skæbne til det tunesiske folks skæbne, forsvare dets interesser og legitime drømme om et værdigt liv, hvor frihed, demokrati og social retfærdighed råder.

PCOT oversatte disse forhåbninger til sit politiske program og militante praksis under parolen: ”For en national og folkelig demokratisk revolution”, som vi forsvarede hele vejen igennem på trods af de enorme opofrelser, som var prisen: Nabil Barakat døde som martyr, blandt hundreder af vores aktivister, som er blevet tortureret, fængslet og nægtet de mest basale rettigheder, og hvoraf mange blev tvunget i eksil. 

Vort parti stod skulder ved skulder med vores folk gennem et kvart århundrede, hvor det gjorde diktaturets fald til et hovedmål, set i lyset af at det udgjorde en væsentlig hindring for folkets frigørelse og genfødslen af nationen. Partiet havde fuld tillid til folket; det bekæmpede den reaktionære tankegang, som undervurderede  folket og anklagede det for hjælpeløshed og resignation. Det har kontinuerligt arbejdet for at styrke bevidstheden og organisere illegale aktioner i det omfang, som den manglende frihed gjorde mulig. Partiet deltog i alle folket kampe og hjalp med at forene oppositionen for at sikre sejr over diktaturet.

14. januar-revolutionen er kulminationen på over 20 års kamp og ofre fra det tunesiske folk, fra dets sønner og døtre, som har været diktaturets forskellige ideologiske og politiske modstandere, såvel organiserede i partier, sammenslutninger, fagforeninger og menneskerettighedsorganisationer som uorganiserede.

Denne revolution antog forskellige dimensioner: Det er en politisk revolution imod tyranni og undertrykkelse, det er social revolution mod udbytning og korruption, og det er en patriotisk revolution for værdighed. Revolutionen stoppede ikke ved Tunesiens grænser; den har spredt sig til andre arabiske lande, hvor folket rejser sig mod korrupte og tyranniske regimer og får dem til at falde ét efter ét.

Revolutionen af 14. januar er endnu ikke fuldført, fordi den ikke har nået alle sine mål på trods af de fremskridt, den har opnået. Reaktionære kræfter ligger stadig på lur og forsøger at få revolutionen til at løbe ud i sandet. De støttes heri af USA og Frankrig, der vil begrænse revolutionen til blot at være en reform af det gamle regime, og som lader dets økonomiske og sociale grundlag være intakt. Magten er det grundlæggende spørgsmål i enhver revolution, og hvis de dele af folket, der gennemførte revolutionen, ikke får magten, må vi konkludere, at den hverken er fuldført eller sejrrig. Dette er tilfældet i Tunesien, hvor folket har rejst sig, men endnu ikke har grebet magten.   

I revolutionens første fase væltede folket diktatoren. I anden fase af sejren over diktaturet væltede folket i kraft af dets årvågenhed og beslutsomhed Ghannouchi-regeringen og gennemtvang kravene om en grundlovgivende forsamling og opløsning af diktaturets parti, RCD, og det politiske politi. Det udvidede også ytrings- og organisationsfrihedens omfang betragteligt.

Magten er imidlertid stadig i hænderne på reaktionære kræfter, der findes i forskellige enheder og institutioner, som fortsat beskytter deres økonomiske interesser. Disse kræfter begår forbrydelser imod folket (overfald, plyndringer, uro, osv.). De forsøger at bryde folkets enhed ved at opildne regionale, stammemæssige og religiøse forskelle og ved at så frygt og terror for at bryde folkets vilje til at fortsætte revolutionen og nå deres mål.

Den midlertidige præsident og overgangsregeringen er opsat på at sabotere revolutionens legitimitet og afvise enhver kontrol med deres beslutninger (udpegning af delegerede, sikkerhedstjenestefolk, dommere, osv.). Denne proces tjener revolutionens fjenders interesser. De har nægtet at forhandle med “Nationalrådet til forsvar af revolutionen” (dannet af de partier og organisationer, som stod bag revolutionen, KP), og har erstattet det med et “organ”, hvis medlemmer de ensidigt har udpeget. På samme måde kan beslutningen om at opløse RCD blive omstødt ved at lade partiet vende tilbage i en ny skikkelse. Det er også tilfældet med hensyn til beslutningen om opløsning af det politiske politi, som er omgærdet af usikkerhed og rejser alvorlige spørgsmål om dens gennemførelse.

Masserne, ikke mindst i landets indre, begynder at føle, at der er intet er forandret med hensyn til deres politiske og sociale forhold, og at deres revolution er ved at blive stjålet. Det er en legitim følelse, der har forståelige grunde. Det gamle regime er der stadig, med sit apparat og sin administration. Den midlertidige regering har ikke handlet, selvom hurtig handling er nødvendig for at lette byrderne af arbejdsløsheden og de høje leveomkostninger og stoppe forringelserne af den offentlige service, som rammer forskellige regioner, der også har lidt under undertrykkelse og plyndring både før og under udbruddet af revolutionen. Det er tilfældet i mineregionen, i Skhira i Benguerdane og mange andre regioner.

Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti mener, at revolutionen ikke er overstået. Det tunesiske folk må forblive årvågent for at undgå de truende farer. Den fortsatte mobilisering, bibeholdelsen og genoplivningen af ”Nationalrådet til forsvar af revolutionen” og dets komiteer, er påtrængende opgaver i dag.
 Folket er fortsat i dag den eneste kraft, der kan øve kontrol med den midlertidige præsident og den provisoriske regering, som det har ret til at overvåge og stille til regnskab. 
Valget af den ”Grundlovgivende forsamling” er en vigtig begivenhed i den kommende periode. Arbejderne, de arbejdende lag og hele vort folk kan sammen med PCOT og alle demokratiske og revolutionære kræfter gøre denne begivenhed til et omdrejningspunkt for at gennemføre folkets vilje og stoppe angrebene fra revolutionens fjender.
Dette kan ikke opnås uden øjeblikkelig mobilisering for at udskyde valgene og sikre, at der er tid mellem dem og tidspunkterne for kontrollen med de opstillede, for at sikre folket og de politiske kræfter mulighed for at være godt forberedte, i betragtning af vigtigheden af de spørgsmål, som den grundlovgivende forsamling skal beslutte.

Vi må også forberede en passende politisk skueplads, gennem udrensning i administrationen, domstolene og medierne, med en effektiv opløsning af det politiske politi og etableringen af en valglov, der løser spørgsmålet om finansiering af valgene for at sikre gennemsigtighed og lighed for alle deltagere og sikre, at disse valg ikke tilsmudses af korruption.

Overgangsperiodens karakter udelukker på ingen måde behovet for påtrængende økonomiske og sociale foranstaltninger, især for de arbejdsløse, eller de regioner, der er forsømt trods deres rigdom og muligheder.

Overgangsregeringen klynger sig fortsat til et budget vedtaget under Ben Ali, der afsætter betydelige beløb til indenrigsministeriet og til tilbagebetaling af gæld pådraget af diktaturet. Hvorfor skulle regeringen ikke sløjfe gælden eller i det mindste suspendere den for en tid, sådan som lande, der har oplevet de samme forhold som Tunesien, har gjort? Hvorfor ikke vie hele budgettet til at forbedre folkets levevilkår? Hvorfor ikke revidere dette budget for at afspejle nye prioriteringer?

Den tunesiske revolution har spredt sig til mange arabiske lande. Ægyptens diktator blev væltet, mens autoritære regimer i Yemen og Bahrain voldsomt undertrykker folkelige oprør. I Bahrain med hjælp fra Saudi-Arabien. Vores nabo, det libyske folk, rejste sig imod deres plageånder, men begivenhederne tog en negativ drejning med USA’s og dets allieredes intervention under påskuddet om at beskytte civile. Den amerikanske administration har dårligt nok omtalt drabene på civile i Yemen og Bahrain, i lighed med Gaza, Libanon eller Irak og Afghanistan, to lande, den har besat. Og støttede Sarkozy ikke den tunesiske diktator lige til det sidste?

Hvad der driver Obama, Sarkozy og Cameron til deres intervention, er det vilde kapløb om at få fingre i en del af den libyske olie, efter at revolutionen er mislykkedes. Vi støtter det libyske folk i dets oprør, men vi er imod enhver udenlandsk intervention, der ikke alene skader revolutionen i Libyen og Tunesien, men også skader  alle arabiske lande.

Vi er imod brugen af vores territorium og luftrum i aggressionen mod Libyen. De amerikanske, franske og britiske kolonialister har ingen interesse i den arabiske revolutions sejr, i betragtning af den fare for dem,  den udgør.

– Længe leve det tunesiske folks revolution!

– Revolution må fortsætte, indtil den opnår sine mål!

– Al magt til folket!

– Længe leve de arabiske folks opstande for frihed og værdighed!

30. marts 2011

Netavisen 18. april 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne