Ti år med terror


Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 1,2011


Om otte måneder plus det løse vil medier verden over være fyldt med jubilæums-oversigter over de første ti år i terrorens tegn. Tv-værter med klump i halsen og en tåre i øjet vil tage os tilbage til dengang tårnene styrtede sammen. Så vil vi gense billederne fra alle de uhyrlige terror-angreb, der har domineret årtiet: New York, Bali, London, Madrid … og, øhm, alle de andre.

Bygning 7 – skyskraberen som faldt sammen uden sammenstød med et fly 11. september2001

Alle de danske eksempler, f.eks. fra Vollsmose og PET-agenten, der vist var idé-manden. Over tuneserne, ingen ved hvad gjorde, men som gav anledning til en lov. Til den belgiske bokser, der mest var farlig for sig selv, og senest to svenskere med håndvåben.

Selvom man er lige død, hvis man bliver dræbt med bombe som med pistol eller økse, så er det, som om terroristerne ikke er helt så farlige, som de var engang. Til gengæld virker de mere præcise i deres udvælgelse af mål. I stedet for at sprænge infrastruktur i luften, fordi et land er dumt, er det nu en avis, der provokerer, som skal rammes.

Det er stadig lige dumt, og det eneste håndgribelige resultat vil være mere terror-lovgivning og mere magt til PET.

Ud over amatøragtige fuck-ups er det meget begrænset med terrorhandlinger og forsøg på samme. I et svagt øjeblik kan man fristes til at tro, at det skyldes de dygtige mænd og kvinder i efterretningstjenesterne, men så tænker man på ham nigerianeren, som myndighederne vidste havde lyst til at sprænge et fly i luften, og som man ikke stoppede.

Grunden til de manglende terrorhandlinger er nok mere, at folk ikke rigtig føler sig tiltrukket af ideen om at kæmpe for deres sag ved at dræbe folk, der ikke rigtig har noget med sagen at gøre.

Det er nok derfor, de fleste ’terror-handlinger’ sker i krigs-zoner og besatte lande. Dér er der en relativt stor chance for at ramme fjenden, og desuden risikerer man at blive dræbt, hvis man ikke skyder først.

Selvom ingen danskere de sidste ti år er blevet ramt af terror her i vores lille fædreland, har terror og især “krigen mod terror” sat dagsordenen. Der er brugt milliarder af kroner på at sende danske soldater ned for at skyde på afghanere og irakere. Hvad det har kostet af døde og ødelagte mennesker, er umuligt at vide præcist, men det er mange tusinder.

Sideløbende med kampen mod terroristerne i deres hjemlande er der blevet ført en intensiv kamp mod terroristerne herhjemme. En bred vifte af terror-bekæmpelsesmidler er taget i brug. Fra ligegyldige forbud mod store, uigennemsigtige beholdere med bombe-ingredienser i lufthavnene til overvågning og registrering af hele befolkningen samt hemmelige vidner og retssager.

Når man tænker over det, er det faktisk ret vildt. Der er flere danskere, der er frosset ihjel, fordi de manglede et sted at bo, end der er døde i terrorangreb. Alligevel må flere og flere gå fra hus og hjem og leve på gaden. Og de, der formaster sig til at hjælpe med tag over hovedet og tøj, kan blive svinet til af en minister på landsdækkende tv.

Hvorfor er det ikke omvendt? Vi burde droppe krigen, terrorlovgivningen og det forvoksede PET og svine ministrene til.

Så kunne vi bruge pengene på at sikre alle tag over hovedet, arbejde, uddannelse, billig transport, efterløn osv.

Netavisen 9. januar 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne