Kommunistisk Politik 24, 2010
Egedal er i bund. København i absolut top. Der tales om, hvor mange fattige hver kommune i Danmark forholdsvis rummer. På trods af det store indbyggertal kan København bryste sig af de fleste fattige – vel at mærke også forholdsmæssigt!
Det er en rigtig dårlig Danmarksrekord for en by, der i flere sammenhænge er udnævnt til at være verdens bedste storby at leve i. Det sætter spørgsmålstegn ved, hvilken lup der er blevet benyttet ved en sådan kåring. Alternativt må man konstatere, at det står rigtigt slemt til i de sammenlignelige byer.
Helt præcis handler det om 70.867 personer i Københavns kommune, der er sat godt og grundigt på afstand af velstanden, hvilket omregnet vil sige hver sjette borger. Armoden er på én og samme tid voldsom og usynlig. Det er nemlig kun et fåtal af dem, der kan betegnes som hjemløse, tiggere eller mødre i kø til julehjælpen hos Frelsens Hær.
Den brede armod rummer mennesker, som er modtagere af starthjælp og nedsatte kontanthjælpsydelser. Mennesker, der lider afsavn og trækker sig fra samfundslivet, fordi de ikke har råd til at deltage i fritidsaktiviteter, købe receptpligtig medicin eller sende familiens børn til fødselsdagsfest med en gave.
Forstander på Kofoeds Skole i København, Jens Aage Bjørkøe, kalder velfærdsystemet for en sejlivet myte. Han betegner fattigdommen som relativ og usynlig:
– Fattigdommen findes ikke længere i klassisk forstand. Vores indkomstfordeling og forsørgelse af mennesker sikrer, at alle får mad, tag over hovedet og tøj på kroppen. Derfor er det svært at få øje på tusinder, som i dag lever uden økonomisk råderum, arbejde og følelsen af at have værdi i hverdagen.
Institutionen Kofoeds Skole har fungeret som et dagligt ly for fattige i omkring 80 år, men problemet er ikke blevet mindre ifølge forstanderen:
– Alle forsøger at spille rollen i deres eget liv bedst muligt. Vi er udstyret med en selvrespekt, som får os til at tage det fineste tøj og smilet i brug på gaden. Ingen har lyst til at skilte med, at de er fattige og sølle.
Når det gælder et billede af de større byer i Danmark, så er det et fællestræk, at villaforstæderne hører til i den pæne ende. De fattige har simpelthen ikke meget at gøre godt med i et villakvarter, men tvinges i stedes til bykernerne, hvor det billige etagebygebyggeri dominerer – alternativt til de udnævnte ghettoområder, som oftest har deres udspring i de tidligere satellitbyer.
VK-regeringen har i hele deres eksistensperiode nægtet at anerkende fattigdommen som et problem, hvorfor de heller ikke har vedtaget en fattigdomsgrænse. Det er en politik for “hovedet i busken”: Når ikke den kan ses eller er defineret, så eksisterer den ikke.
De utallige og velmenende private hattedameorganisationer eller offentlige institutioner som Kofoeds Skole eller Rådet for Socialt Udsatte har tjent formålet med at reducere fattigdommen. Forandringen kommer fra neden: En omfattende social bevægelse vil være i stand til at rykke på spørgsmålet, en revolution vil sikre en fastholdelse og udbygning af resultaterne.
Netavisen 18. december 2010
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
