Skal det være Boye eller Boye er mediernes store budskab i Odense. Et budskab der ikke kan hidse den odenseanske befolkning rigtig op. Mistanken om at det i virkeligheden ikke drejer sig om kampen for atl sikre Under-Odense et bedre liv kan ikke undgå at få næring.
Mange ikke mindst blandt ungdommen og de ældre kan ikke forledes i at tænke at valget dybest set drejer sig om at sikre taburetter fire år frem i tiden.
Retorikken om at kampen står mellem Anker Boye´s ”Rød stue ” eller Jan Boye´s ”blå stue ”, om hvem som skal være høvding i Odense kan ikke skjule, at det mest drejer sig om stil og meget lidt om indhold.
Selvom Jan Boye som Konservativ er en åbenlys støtte til den borgerlige regering har folk nok ikke glemt Anker Boyes bedrifter som socialdemokratisk borgmester og ansvarlig for nedskæringer. En rolle som gav ham navnet ”Laktasken” for hans underdanighed overfor de bonede gulve, der f.eks. betød store nedskæringer på daginstitutionerne med efterfølgende langvarig pædagogstrejke.
De seneste meningsmålinger peger i dag på at Anker Boye vil indtage posten som borgmester.
Han har anlagt en ny facade og pointerer at det er en “ny og mere ydmyg Anker” som stiller op til borgmesterposten igen.
Sammen har Boye og Boye samt de andre partier i byrådet minus Enhedslisten denne gang strikket et budgetforlig sammen som et valgbudget. Her er de største åbenlyse nedskærings anstødsstene camoufleret af angst for vælgernes dom. Et budget som flere af de nuværende byrådspolitikere har udtalt ikke er holdbart på lidt længere sigt og at man sandsynligvis må genforhandle budgetforliget om et års tid.
Der rettes ikke op på at virkeligheden for de ansatte i daginstitutionerne, i skolerne og i hjemmeplejen er en stadig mere stresset situation. Eller den uhyrlige virkelig med ekstrem høj forældrebetaling for børnepasning og for de ældres mad.
I stedet burde forældrebetaling for pasning af børnene, vores fremtid, højst udgøre et symbolsk beløb. Det samme burde gælde for betalingen for de ældres madordninger. De burde belønnes og ikke straffes efter at have knoklet et langt liv.
Man kan måske sige at den rådnende og forfaldne folkeskole, Ejbyskolen er et billedligt udtryk på indholdet i Odense Kommunes ”ansvarlighed” , ikke overfor byens borgere men i loyalitet overfor centrale rammer. Efter et årelangt forfaldsforløb er skaden sket og næsten uoprettelig. Nu stod man overfor om skolen skulle rives helt ned eller gennemgribende undergå en meget kostbar bygningsrenovering. I hele forfaldsforløbet er skoleeleverne blevet undervist i ”nærdemokrati ”og ”ansvarlighed” medens vand dryppede ned i spande. Fugt og lurende skimmelsvamp har sikkert i praksis givet mange elever en fornemmelse af indholdet i kommunens egentlige ”nærdemokrati”.
Der er ingen ved kommunalvalget der træder udenfor rammerne for ansvarlighed overfor regeringen. Rammer fastsat udfra hensyn til krigs budgetter og EU’s krav om privatisering og i det hele taget monopolers krav om maksimal profit.
Tanker om civil ulydighed med lokalt oprør og om at gøre det der kræves og om nødvendigt at sende regningen videre til regeringen og staten, er som en by i Rusland.
Mens arbejdsløshedstallet for unge eksploderer under den økonomiske krise taler mange politikere, når de skal være højtidelige, om at man skal passe på man ikke taber en del af en ungdomsgeneration på gulvet grund af den økonomiske krise, der først og fremmest rammer ungdommen.
Men der høres ingen røster med krav om at kommunen med eller uden regeringens tilladelse her og nu iværksætter et omfattende program med tilbud af praktikpladser til unge på de forskellige områder.
Det er absurd at unge arbejdsløse hindres i f.eks. at få en kommunal praktikplads som SOSU assistent og at kommunen underlægger sig regeringens politik med at straffe unge imellem 15-17 år ved at fratage dem økonomisk tilskud såfremt de ikke er under uddannelse.
Mens de unge tudes ørerne fulde om at de er fremtiden udsættes store dele for social vanrøgt uden arbejde og reelle udviklingsmuligheder.
For Odense gælder det ligesom i andre kommuner at skal der være reel forandring og reelle forbedringer så kræver det kræfter der er direkte forbundet med den kæmpende bevægelse før valget under valget og efter valget. En bevægelse som f.eks. lige nu forbinder sig med kampen mod lovforslaget om den såkaldte ”lømmelpakke”, der er en historisk undergravelse af den grundlovssikrede ret til at demonstrere.
Opstilling af et såkaldt arbejderflertal i Odense byråd som Enhedslisten har som som mål sammen med SF og Socialdemokraterne kan ikke være nogen holdbar løsning, lige så lidt som det er det i Folketinget. Man ender som sikkerhedsnet for en borgerlig eller borgerlig socialdemokratisk nedskærings og krigspolitik med ansvar overfor destadig snævrere og snævrere fastsatte kriserammer.
Rammer som går ud på at vælte krisens byrder over på almindelige mennesker, mens kapitalen går fri.
Et helt andet fokus er at sætte energien løs udenfor byrådet og styrke kampene nedefra imod nedskæringer og imod anslag mod demokratiske rettigheder, på trods af EU-diktater og snakken om krigenes nødvendighed.
-od
Netavisen 10. november 2009
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
