Den Store Europæiske Unions første præsident

Kommunistisk Politik 22, 2009

Tony BlairDen 3. november var der jubel i den europæiske elite. Den dag blev Lissabon-traktaten underskrevet af den sidste fodslæber. Fra 1. december er den dansk og europæisk grundlov.

Ifølge normale parlamentariske spilleregler skal et statsoverhoved vælges af statens befolkning. Med Lissabontraktatens ikrafttræden er Den Store Europæiske Union en realitet, hvor unionsstatens lovgivning og strukturer overtrumfer de nationale love – indbefattet forfatninger og grundlove. Men Unionens første præsident bliver ikke folkevalgt; han bliver udvalgt og håndplukket af en snæver politisk elite, der igen er håndplukket til at repræsentere de europæiske monopolers og EU-imperialisdmens intreresser.

I Afghanistan har man i det mindste gennemført et valg – godt nok det rene svindel – og EU har lykønsket svindleren med sejren. Men i Unionen behøver man hverken valg eller folkeafstemninger.

Derfor kan Unionens første præsident komme til at være en krigsforbryder med Europas mest blodplettede hænder (måske ved siden af NATO’s generalsekretærs) ved navn Tony Blair, tidligere britisk premierminister og medsammensvoren med Bush og Fogh mod menneskeheden.

På sidste uges EU-topmøde var hovedemnet for korridordiskussionen netop, hvem der skal være unionspræsident. Spørgsmålet kunne ikke komme på mødedagsordenen, fordi Lissabon-traktaten ikke er underskrevet af alle lande, og derfor formelt ikke er trådt i kraft. Og de formelle spilleregler respekteres, hvis de ikke bøjes, når det er nødvendigt.

Men nu har Tjekkiet ratificeret, og EUs nuværende svenske formand Fredrik Reinfeldt vil ’hurtigst muligt’ indkalde til et nyt EU-topmøde for at få fordelt topposterne  som præsident og udenrigsminister.

Ifølge Reinfeldt kommer traktaten til at træde i kraft allerede den 1. december. Fra den dag har Danmark, Sverige og alle de øvrige EU-lande en ny grundlov, uden at nogen af befolkningerne er blevet spurgt. Bortset fra irerne, der blev spurgt to gange, fordi de svarede galt første gang.

I korridorerne omkring sidste uges topmøde var der til gengæld ophedede diskusioner. Den nuværende engelske premierminister Gordon Brown promoverede med fynd og klem sin forgænger. Til toppen af de europæiske socialister/socialdemokrater forkyndte han:
– Get real! Det her er en enestående chance for at få en stærkk progressiv politiker som præsident.

Brown råber sandsynligvis for døve øren. Bortset fra en lille håndfuld topfolk fra Blairs hastigt synkende New Labour, der engang var model for alle de europæiske socialdemokratier, Thorning-Scmidts indbefattet, er der ingen overhovedet, der vil se  Blair på den post.De fleste europæere så ham helst stillet for en krigsforbryderdomstol, f.,eks. i Haag. Ikke engang briterne finder ham egnet til at bklive ekspederet til Bruxelles som unionsoverhoved, viser meningsmålinger.

Nu er også hans statsmandsvenner begyndt at trække deres støtte til den afdankede Blair tilbage. Den franske præsident Sarkozy f.eks. Kun den korruptionsanklagede Berlusconi holder fast.

Blair bliver det næppe. Angela Merkel ønsker en person fra et af de mindre EU-lande, som den belgiske statsminister Herman van Rompuy, den hollandske Jan Peter Balkenende, Luxembourgs Jean-Claude Juncker. Den tidligere finske statsminister Paavo Tapio Lipponen  og den tidligere østrigske kansler Wolfgang Schüssel nævnes også som mulige kandidater til unionens toppost, den formentlig mest magtfulde politiske post i Europa.

For nu skal det være. Den 3. november var der jubel i den europæiske elite. Den dag blev Lissabon-traktaten underskrevet af den tjekkiske præsident Vaclav Klaus.

Avisen The Times skrev:
“Europas elite fejrede den nært forestående ankomst af sin første præsident, da den sidste  blafrende modstand mod Lissabon-traktaten forsvandt med et pennestrøg i Prag.
Gordon Brown og andre ledere priste en ny æra med udvidede magtbeføjelser for den europæiske union til at agree på den globale scene, da den euroskeptiske tjekkiske præsident undertegnede traktaten. Lettelsen i de euroopæiske hovedstæder var til at tage at føle på, da den otte år lange rejse hen imod en aftale, som giver Europa en præsident og en ny chef for udenrigspolitiken var slut.”

Den danske udenrigsminister Per Stig Møller havde allerede taget forskud på festen. EU skal være en supermagt, udtalte han til den danske presse efter topmødet:
– EU har det største marked. Vi er den største yder bistand i verden. Og så har vi en enorm mængde militær, hvis vi i øvrigt brugte det. Derfor har vi mulighed for at være en af de helt store spillere i verden.

Ingen af de europæiske folk fejrede at traktaten var blevet underskrevet af alle 27 medlemslande. Der var ingen steder menneskemasser på gaden for at hylde Lissbaon-traktaten og dens kommende kransekagefigurer.
Eliten fejrede det i al hemmelighed.

Netavisen 4. november 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne