Marxismens politiske økonomi Hvad er profitratens tendens til fald? 

Kommuistisk Politik 24, 2008

Dette er en kort introduktion til en af de modsætninger i økonomien, der følger af den kapitalistiske produktionsmåde: nemlig at desto mere produktionen udvikler sig, desto relativt mindre afkast synes kapitalisten at få af den investerede kapital.

Også på Marx og Engels tid var der stor forvirring om ”profitratens tendens til fald”, den samfundsøkonomiske lov, der udgjorde det mysterium, om hvis opklaring hele den politiske økonomi siden Adam Smith har drejet sig.
I Kapitalen forklarer Marx: ”Profitrate udtrykker forholdet mellem merværdi og den udlagte totalkapital” (arbejdsløn, maskiner, råstoffer m.v.).
Her følger nogle centrale citater fra Kapitalen om dette spørgsmål.

”Hvis arbejdets udbytningsgrad ikke ændres, kan den samme merværdirate resultere i en faldende profitrate, fordi den konstante kapitals og dermed den samlede kapitals værdi vokser med den konstante kapitals materielle omfang, om end ikke i samme forhold.

Hvis man nu videre antager, at denne gradvise ændring i kapitalens sammensætning ikke blot foregår i enkelte produktionssfærer, men mere eller mindre i alle eller dog afgørende produktionssfærer, at den altså indbefatter ændringer i den gennemsnitlige organiske sammensætning af den samlede kapital i et bestemt samfund, så må denne gradvise vækst af den konstante kapital i hurtigere tempo end den variable ved konstant merværdirate, eller så længe den intensitet, kapitalen udbytter arbejdet med, forbliver den samme, nødvendigvis føre til et gradvist fald i den generelle profitrate.”

(Den konstante kapital er maskiner m.v., variabel kapital er arbejdslønninger, KP)

”Det er ligeledes kun et andet udtryk for den fremadskridende udvikling af arbejdets samfundsmæssige produktivitet, som netop viser sig i, at det samme antal arbejdere i samme tidsrum gennem den stigende anvendelse af maskiner og fast kapital overhovedet forvandler en større mængde rå- og hjælpestoffer til produkter, dvs. fremstiller produktet med mindre arbejde.”

”Ethvert individuelt produkt indeholder isoleret betragtet en ringere sum af arbejde end på lavere produktionstrin, hvor den kapital, der udlægges til arbejde, er langt større i forhold til den, der udlægges til produktionsmidler.”

Større samfundsmæssig produktivitet = faldende profitrate

”Den almindelige profitrates vedvarende tendens til at falde er altså kun et for den kapitalistiske produktionsmåde karakteristisk udtryk for den fremadskridende udvikling af arbejdets samfundsmæssige produktivitet.”

”Den relative nedgang i det tilegnede merarbejde i forhold til den mængde materialiseret arbejde, som det levende arbejde sætter i bevægelse, udelukker på ingen måde, at den absolutte mængde af arbejde, som sættes i bevægelse og udbyttes af samfundskapitalen, og dermed også den absolutte mængde af det merarbejde, som den tilegner sig, vokser; loven udelukker lige så lidt, at de kapitaler, der står under de enkelte kapitalisters kommando, kommanderer over en voksende mængde arbejde og dermed merarbejde – dette sidste gælder også tilfælde, hvor antallet af de arbejdere, kapitalisterne kommanderer over, ikke vokser.”

”Faldet af profitraten opstår ikke af en absolut, men af en rent relativ nedgang i den variable bestanddel af den samlede kapital, af dens nedgang i forhold til konstante bestanddel.”

”Profittens absolutte størrelse er samfundsmæssigt set lig med merværdiens absolutte størrelse, og den kan og må vedblivende vokse, og vokse progressivt, på trods af nedgang i den almindelige profitrate. De samme love fremkalder altså på samme tid en voksende absolut profitmasse og en faldende profitrate til samfundskapitalen.” (Vores udhævning, KP)

”Den kapitalistiske produktions og akkumulations udviklingsgang betinger arbejdsprocesser i stadig større skala og dermed stadig større dimensioner og svarende dertil voksende kapitalindsats for hvert enkelt foretagende. Voksende koncentration af kapitaler er derfor både en af denne produktions og akkumulationens materielle betingelser og et af de resultater, den selv producerer.”

”For at den variable bestanddel af totalkapitalen ikke blot absolut kan blive den samme, men kan vokse absolut, skønt dens procentuelle andel af totalkapitalen falder, må totalkapitalen vokse relativt stærkere, end den variable kapitals procentdel falder.”
(Alle citater er fra Kapitalen bind 3, KP)

Den moderne maskine

Man kan sige, at det forhold, at den kapitalistiske produktionsmetode betyder, at de enkelte arbejdere producerer meget mere end det, de selv har brug for til opretholdelse og reproduktion af livet, indebærer, at samfundets samlede mængde af maskiner, forbrugsvarer og tjenester gradvist øges, herunder også antallet maskiner til produktionen. I praksis tilfalder overskuddet de enkelte kapitalister, der f.eks. bruger en del heraf til nye maskiner og nye fabriksbygninger, der igen er med til at øge produktiviteten.

Det handler ikke kun om udviklingen inden for enkelte brancher, men om den samlede kapitalistiske produktionsmåde.

Et godt eksempel på det er hele udviklingen inden for computerteknologi, fra maskiner på størrelse med en bygning med masser af ansatte til vedligehold og input til de nye modeller, man kan tage med i lommen, med al moderne underholdning tilgængelig.
Denne udvikling inden for computerbranchen er ikke væsensforskellig fra udviklingen inden for dampmaskiner og væveteknik i 1800-tallet.

Hver ny mobiltelefonmodel har trods nye funktioner været billigere end sidste års, fordi mekaniseringen i produktionen er blevet mere omfattende, og fordi mængden af arbejdskraft eller antallet af arbejdere i forhold til mængden af produkter, der bliver fremstillet, er relativt mindre end ved fremstillingen af sidste års model.

Det er et eksempel på fuld gyldighed af den økonomiske lov om profitratens tendens til fald, altså at størrelse af den af kapital, der er bundet i maskiner og råstoffer, vokser forholdsvis mere end mængden, der bruges på det levende arbejde. Udviklingen gør, at også maskiner i industrien bliver gradvist billigere for hver ny generation, men det ændrer intet ved, at den overordnede bevægelse er tendens til faldende profitrate, samtidig med at den samlede sum af merværdi vokser.

Gennem de sidste årtier har man tydeligere og tydeligere kunnet se kimen til maskiner, der slet ikke behøver noget levende arbejde, efter at fremstillingen af dem er slut, og de er opstillet og taget i drift. Et simpelt eksempel er en havelampe på solceller. Det er en lille maskine, der lader strøm, når solen skinner, og tænder af sig selv, når det bliver mørkt. Ingen person går ud og tænder den ved solnedgang, og den strøm, der bruges på lys, koster ikke noget, fordi ingen har været nede i kulminen.

Skulle et sådant projekt udvides til at omfatte en hel produktionslinje, hvor der altså intet levende arbejde er involveret, og energi og andre råstoffer er aldeles vedvarende og bæredygtige, så skulle der i princippet jo kun skaffes kapital til opførelsen, men efter at maskinen havde stået og spyttet f.eks. mursten ud, indtil den var slidt ned og alt var solgt, ville kapitalisten ikke have øget værdien af sin produktion med andet end til erstatning af den udlagte kapital dertil.

Under kapitalismen vil sådanne projekter sjældent blive til noget i ren form, kun som del i gigantiske monopoler, der kan holde kontrol med teknologien og med råstofferne. Men selvom man kan forestille sig det, er virkeligheden jo ganske anderledes: Kapitalismen af i dag behøver et stadigt større antal arbejdere, og store mængder af ophobet rigdom sendes rastløst til nye områder, der som beskrevet i APK’s program ’Manifestet for et socialistisk Danmark’ rives ind af kapitalismens fangarme og gøres til varer.

Naturlov i økonomi 

Marx gør i Kapitalen en del ud af at forklare, at der er tale om at anvende videnskabelig metode på den kapitalistiske økonomi. Gennem hele værket er alle enkelte dele forklaret og derefter opstillet i nogle let anvendelige ligninger, der efterfølgende bevises som almengyldige på den kapitalistiske produktionsmåde.

De, der hævder, at Marx ikke kan anvendes på vore dage, afskriver i virkeligheden Kapitalen som en videnskabelig teori, der kan bruges på et samfund i udvikling, hvilket ellers netop er et af marxismen-leninismens særtræk. Kritikerne forsøger at reducere marxismen til en specifik historisk beskrivelse af kapitalismen i 1800-tallet; dermed er hele ideen om, at samfundsudviklingen kan beskrives med videnskabelige metoder, også forkastet.
Formålet er at kompromittere det værktøj, der viser vejen til virkelig samfundsmæssig forandring, den socialistiske revolution.

Det på trods af, at teorien har stået sin prøve igennem 150 år. Den bærer også ind i det ny socialistiske samfund, hvis grundlæggende love er helt anderledes end de specifikke kapitalistiske love, fordi produktionen ikke er profitbaseret. Faktisk viste Lenin og ikke mindst Stalin, at den marxistiske økonomiske teori – som forudset af Marx i Kapitalen – også er gældende efter revolutionen og under opbygningen af socialismen.

Den i grunden enkle og meget forklarende form, som marxismens klassiske værk ’Kapitalen’ har, hvorigennem der gives et indblik i både den samfundsvidenskabelige metode og alle kapitalismens særlige træk, er beregnet til brug for den kæmpende arbejderklasse.

Netavisen 8. december 2008