Enver Hoxha og den revolutionære kamp i dag

Oplæg i forbindelse med festmødet Enver Hoxha 100 år

Vi markerer Enver Hoxhas 100-års-dag bl.a. ved at gøre status over hans historiske betydning.

Enver Hoxha 100 år FestmødeplakatDer er snart gået et kvart århundrede siden hans død i 1985, og det har ikke været den mindst dramatiske periode i verdenshistorien. Perioden med den kolde krig og kun to imperialistiske supermagter, hvoraf den ene kaldte sig socialistisk, der sloges om verdensherredømme, ligger for længst bag os.

For nogle få år efter Enver Hoxhas død udløstes den store storm, som førte til Sovjetunionens opløsning og et nyt europakort og verdenskort. En offensiv mod den internationale arbejderklasse og mod folkene fra imperialismens og kapitalens side uden fortilfælde blev sat ind. Det blev kaldt neoliberalismens triumf.

Alle hæmmende bånd på den globale profitjagt blev skåret over, alle midler til at maksimere profitten, fra økonomisk kriminalitet til massiv militærmagt blev taget i brug. Lige siden har der været krige i Europa, fra krigene om opsplitningen af Jugoslavien til dette års krig om Abkhasien mellem den amerikanske marionetstat Georgien og Putins Rusland. ’Den ny verdensorden’ konsoliderede sig med brutale krige i Mellemøsten, fra den første Golf-krig mod Irak til krigen mod terror efter 11. september 2001, med de blodige kolonikrige mod Afghanistan og Irak.

I det Europa, hvor socialismen sejrede for første gang i verdenshistorien med Oktoberrevolutionen i 1917 og forstærkedes med sejren over nazisme og fascisme i 2. verdenskrig, er der ingen spor tilbage af det socialistiske system. Alle de samfundsværdier, som arbejderklassen og folkene skabte er blevet privatiserede, plyndrede og tilintetgjort.   Enorme værdier er kommet i private lommer. De revisionistiske østeuropæiske lande og landene i det tidligere Sovjetunionen kom fra asken til ilden. Deres unge mænd blev kanonføde i de amerikanske krige i Mellemøsten.

Enver Hoxha fulgte og analyserede hvert eneste skridt, hver eneste proces på vejen mod den genoprettede råkapitalisme i den tidligere socialistiske lejr, fra Stalins død i 1953 og SUKPs 20. kongres i 1956, hvor Hrustjov proklamerede ’hele folkets stat’ og lovede at kommunismen ville være indført i Sovjetunionen i år 1980. Det var folkebedrag, for revisionisterne slog ind på en kurs for kapitalismens genrejsning, der afsluttedes med at socialdemokraten Gorbatjov under parolen ’Mer demokrati! Mer socialisme!’ banede vejen for, at den socialistiske maske helt kunne lægges på hylden.

Putins Rusland af i dag er ikke bare et åbent borgerligt kapitalistisk land, men en imperialistisk stormagt på vej frem, hvor USA er svækket af sin egen glubskhed. Da den samme kapitalistiske reformproces blev indledt i Kina analyserede Enver Hoxha skarpsindigt udviklingen og fastslog, at det revisionistiske Kina på sin vej til at blive en socialimperialistisk stormagt måtte gennemløbe nogle distinkte faser. Tiden har vist rigtigheden af Enver Hoxhas forudsigelser.

Albanien og den kapitalistiske kontrarevolution

I omkring tre årtier holdt Albanien og Enver Hoxhas Albaniens Arbejdets Parti revolutionens og den proletariske internationalismes fane højt som det eneste ægte socialistiske land i Europa og i verden.

Men heller ikke Enver Hoxhas parti kunne ikke modstå den enorme kontrarevolutionære bølge, som skyllede gennem Europa i årene 1989-91. Albaniens Arbejdets Parti forvandlede sig selv til et socialdemokratisk parti, fik et klart parlamentarisk flertal i 1991,  og blev derefter blev skyllet af banen af den åbne og rasende amerikansk og EU-støttede kontrarevolution, indtil marionetten Sali Berisha blev indsat og Albaniens forvandling til kasinoøkonomi, narkobule og bordel tog fart sammen med forfølgelsen af alt progressivt, revolutionært og kommunistisk. I hele den sammenhæng blev der manipuleret dygtigt med albansk nationalisme og det nationale spørgsmål, først og fremmest i Kosova.

Efter 90ernes økonomiske og sociale nedtur blev Albanien som mange andre junglekapitalistiske lande under amerikansk kontrol inddraget i det oppustede krigsboom efter 2001, som nu eksploderer som global finanskrise med udsigt til en langvarig depression. Endnu engang vil de albanske arbejdere og det albanske folk komme til at betale en høj pris for kapitalismens genopretning og den dybe kapitalistiske krise.

Hvorfor socialismen i Albanien uafbrudt bagtales

Socialismen i Albanien bagtales uafbrudt i de kapitalistiske medier. Det fremstilles som den mørkeste periode i det albanske folks liv, selvom det i realiteten var første gang Albanien var en virkelig selvstændig nation, der oplevede en social og kulturel revolution uden sidestykke. Enver Hoxha betegnes konsekvent som ’den albanske diktator’ – og det lyder ikke rart, det oser af vilkårlighed, brutalitet og menneskerettighedskrænkelser. Men Albanien var et civiliseret og  progressivt retssamfund. Når bagtalelsen ikke forstummer i de reaktionære medier, der aldrig fortæller om det korrupte system i dag, er det, fordi der var ægte socialisme i Enver Hoxhas Albanien.

Det er fordi socialismen fungerede og bragte fremskridt; fordi det kommunistiske parti ledte frihedskampen både mod italienske fascister og tyske nazister til sejr, og derpå startede opbygningen af det ny Albanien, og stod i spidsen for dets forvandling fra et tilbagestående feudalt land til en moderne socialistisk nation baseret på dets egne kræfter, uden kapitalstrømme udefra.

At et lille land kan klare sig ved hjælp af sine egne kræfter, på sit eget folks indsats, og dets ledelse tilmed kan fortælle verden og verdens folk, hvordan kapitalister, imperialister og reaktionære udplyndrer, flår og bedrager dem, og opfordrer dem til at gøre modstand, bygge marxistisk-leninistiske kommunistiske partier for at lave revolution og sætte det herskende bourgeoisi på porten – det er uhørt og skal hurtigst muligt udslettes af verdenshistorien og annalerne.

Og det vil ikke være anderledes, så længe kapitalen regerer – også selvom Enver Hoxha har fortalt verden sandheden, forudsagt udviklingerne med fremragende skarpsyn og vist veje frem for arbejderne og verdens folk.

Det er i dag ikke så mange uden for Albanien, der har kendskab til og ved selvsyn har oplevet socialismen dér. Derfor virker det som en taknemmelig opgave at udslette erindringen om den. Men den eksisterer i det albanske folk, og rækkes fra ældre generationer til ungdommen i dag.

På trods af forfølgelser og klapjagt viste det sig også, da albanere over hele landet i går markerede Envers 100 års dag.

Enver Hoxhas arv til verdens revolutionære

Men først og fremmest er Enver Hoxhas bøger, hans skriftlige arbejder, en vigtig skat, som nutidens revolutionære og den kommunistiske ungdom i dag kan have enormt udbytte af. En hel del af dem – selvom det trods alt kun var en lille del  – og især fra 1970erne og første del af 80erne, der var hans teoretisk mest produktive periode – er heldigvis oversat til dansk og udgivet af DKP/MLs forlag Arbejderen.

Det er helt centrale teoretiske værker som ’Imperialismen og revolutionen’ – et blændende forsvar for leninismen og et videnskabeligt opgør med den kinesiske revisionisme – eller ’Eurokommunisme er antikommunisme’ med dens kritik af ’socialismen uden revolution’ og klarlæggelsen af principperne for opbygningen af de revolutionære kommunistiske partier i dag.

Det gælder også hans omfattende serie af erindringer – ’Da vi lagde grunden til det nye Albanien’, ’Den anglo-amerikanske trussel mod Albanien’, ’Med Stalin’ og ’Hrustjoviterne’ rummer ikke bare væsentlig kommunistisk historieskrivning, men også en vigtig fortælling om marxismen-leninismens anvendelse i praksis til at forandre samfundet og historien.

Og der er de umådeligt righoldige bøger, der er baseret på de politiske dagbøger, han førte helt frem til sin død, med kommentarer til de daglige udviklinger. De giver så at sige et indblik i det marxistisk-leninistiske laboratorium. Blandt de vigtigste er ’Betragtninger over Kina’ i to solide bind og ’Supermagterne’ i et enkelt.

På dansk foreligger desværre kun et mindre uddrag af førstnævnte ’Betragtninger over Kina’ i to små bind.  Desuden foreligger en lang række taler og mindre skrifter på dansk, ligesom der findes et bind Udvalgte værker nr. 5 – med artikler og taler fra det vigtige år 1960, hvor Enver Hoxhas og AAPs tilintetgørende kritik af sovjetrevisionismen for alvor blev fremført i den internationale kommunistiske bevægelse som forspil til bruddet i 1961. Desværre er de øvrige bind aldrig kommet. Den danske udgave var tænkt i 12 bøger – den engelske udgave er på seks store bind.

Udgivelsen af Enver Hoxhas samlede værker på albansk var ved at være afsluttet og havde vist nået næsten 50 bind, da kontrarevolutionen sejrede og satte en stopper for udgivelsen af det sidste.

Men der er rigeligt at gå i gang med. Enver Hoxhas værker er om nogen marxismen-leninismens stemme i sidste halvdel af det 20. århundrede. De bør genopdages og dyrkes.

Enver Hoxha om kapitalismens almene krise

Lad Enver Hoxha selv få det sidste ord –  et uddrag fra hans dagbog fra 15. juli 1981, der senere blev optrykt i bogen Supermagterne. Her siger han:

”I den nuværende epoke med kapitalismens store krise, er de kapitalistiske og revisionistiske stater politisk og økonomisk afhængige af hinanden. Naturligvis er de stærkeste og største mindre afhængige af de svageste og mindste, men de er alle følsomme overfor og påvirkes af modsætningerne mellem dem, som bliver mere og mere tilspidsede. Disse modsætninger har deres politiske og økonomiske virkning og udtrykkes i hver eneste stats holdninger, internt og i de internationale forbindelser mellem forskellige stater.

Den nuværende epoke kunne kaldes epoken med kapitalismens totale destabilisering, med politisk ustabilitet, generel usikkerhed og dystre og usikre fremtidsperspektiver. Ideen om krig er fremherskende, for verden drives i den retning gennem de uretfærdige imperialistiske krige, der skønt de stadig er lokale anstiftes af imperialisterne og socialimperialisterne. De tror at de dybe og akutte modsætninger, som udhuler dem, vil blive løst ved hjælp af krig.

Folkene kan ikke og må ikke have nogen som helst tiltro til de kapitalistiske og revisionistiske staters politik og i demagogien omkring denne politik. Hvad folkene klart må erkende ud fra de konkrete fakta – og på tværs af det intense tågeslør, hvormed det kapitalistiske og revisionistiske regime slører deres udsyn, fordrejer virkeligheden, bedrager folkene og forsøger at tilsværte den revolutionære vej – er ikke de kapitalistiske og revisionistiske staters ydre strukturer og former, men indholdet, det afgørende i denne struktur –  i hvis hænder dette våben befinder sig og hvilken klasse, det tjener.

Dette er et stort og alvorligt problem, som er svært at forstå og løse, men ikke uoverstigeligt. De kræfter, som imødegår det kapitalistiske angreb, er stærkere og mere magtfulde. Men de må vækkes fuldstændigt, deres bevidsthed hærdes. Disse kræfter må organiseres i national og international målestok.
Det trick, som kapitalismens styrke baserer sig på, er dens ’del-og-hersk’-politik. Med dette middel knuser kapitalismen de svageste og gør dem ude af stand til at modsætte sig, binder ham med tusinde tråde, så han altid vil være slave – som individ, folk og stat – udbytter ham maksimalt og skaber en illusion om, at han lever i en ’fri og demokratisk verden’, hvor han bør være tilfreds med det elendige liv, han lever, og være taknemmelig over for sin herre og mester.

Folkene må modsætte sig dette trick med Marx’ strålende parole: ”Arbejdere i alle lande, forén jer!”, et slogan som til alle tider har slået bourgeoisiet med rædsel.”

Kan det siges mere præcist eller mere aktuelt?

Enver Hoxhas værker er en enorm kilde til viden og inspiration, til vejledning for den revolutionære kamp, også i dag.

Netavisen 19. oktober2008