Den ny aktive brik i det store skakspil

Krig Georgien-Syd-Ossetien-Rusland

Af Klaus Riis

Under åbningsceremonien ved de olympiske lege i Beijing gik Georgien til angreb på Syd-Ossetien i en folkemorderisk og brutal provokation, der afslører den sprængfarlige situation i Kaukasus og Centralasien og områderne, der grænser op til Rusland og Kina. USA trækker i trådene.

Det er en dødsensfarlig situation, der under OL i Kina (og delvis under dække heraf) har udviklet sig ved Ruslands grænser, omkring Det Kaspiske Hav og i Kaukasus, udløst af Georgiens brutale væbnede aggression mod Syd-Ossetien, der indledtes under den olympiske åbningsceremoni.

Folkedrab på lilleput

Georgien (eller Grusien) gennemførte et voldsom og uhørt blodigt slag, da store styrker rykkede ind i Syd-Ossetien, nedkæmpede de forsvarende syd-ossetiske styrker og omringede hovedstaden Tskhinvali, hvor de iværksatte et større bombardement og raketangreb med store ødelæggelser og svære civile tab til følge.

Der rapporteredes om snesevis af nedbrændte bygninger og mange lig i gaderne.
– Antallet af ofre, indbefattet kvinder, børn og gamle, kan tælles i hundreder og måske tusinder, sagde en kilde fra den syd-ossetiske regering på krigens første dag.

Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov tilføjede:
– Georgien gennemfører etnisk udrensning i syd-ossetiske landsbyer … Georgien bruger tungt militært udstyr og svære våben mod folk. De beskyder boligkvarterer i hovedstaden Tskhinvali og andre bosættelser. De bombarderer de humanitære konvojer. Antallet at flygtninge vokser bestandig – folk søger at redde deres liv, deres børn og slægtninge. En humanitær katastrofe er undervejs.

Ved krigens start erklærede den angribende georgiske præsident Mikheil Saakasjvili, at den “militære indgriben i Syd-Ossetien vil fortsætte helt til det er ’opnået en varig fred’”.

Georgien opfatter Syd-Ossetien som en oprørsk provins, nogenlunde på samme måde som Serbien opfatter Kosovo. Den serbiske undertrykkelse af albanerne i Kosovo har dog aldrig ført til raketbombardementer af Prishtina!
Det georgiske angreb på Syd-Ossetien er en uhørt brutal gangsteraktion.

Samtidig med angrebet på hovedstaden og den etniske udrensning blev der rettet angreb mod militærforlægninger og dræbt nogle russiske deltagere fra den fredsbevarende styrke, der er sammensat af et kontingent på 500 soldater fra hver af de tre stærkest interesserede parter i konflikten. Det drejer sig om Nord-Ossetien, der er en del af Rusland og som har tætte forbindelser med deres landsmænd i syd, og selvfølgelig Georgien og Rusland.

– Den georgiske regering har gjort brug af de våben, som den har indkøbt i de seneste mange år,
sagde den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov videre:
 – Den kendsgerning at georgiere fra den fælles fredsbevarende styrke åbnede ild mod deres russiske kammerater fra det selv samme kontingent taler for sig selv, tror jeg,
– Det er nu klart hvorfor Georgien aldrig accepterede Ruslands tilbud om at underskrive et juridisk bindende dokument om ikke at anvende magt til at læse den syd-ossetiske konflikt. For ikke så længe siden, før militæraktionen I Syd-Ossetien sagde Georgiens præsident Saakashvili, at der ikke var noget formål med et sådant dokument, for Georgien ville ikke bruge magt mod sit folk. Nu gør det netop det.

At det er Georgien, der brød den eksisterende relative ro og udløste krigen, kan ikke bortforklares af en amerikansk-indsat præsident Saakasjvilis forhåndsindstuderede forsikringer om, at der var tale om præventive foranstaltninger, der skulle komme et russisk angreb i forkøbet. Angrebet var ikke bare et brutalt overfald på en lille nationalitet, men også en iscenesat provokation mod Rusland og den eksisterende våbenhvile.

Post-sovjetisk konflikt

Syd-Ossetien var i sovjettiden en del af Georgien, selvom indbyggerne ikke er georgiere (grusere). Siden 1989 hvor Sovjetunionen gik i opløsning har der været spændt mellem Georgien og Syd-Ossetien, hvor folkegrupperne har levet i fred med hinanden, bortset fra en konflikt i 1918-20. Frem til 1989 var det almindeligt med relationer og ægteskaber på tværs af nationaliteterne.

Den politisk-økonomiske krise i Sovjetunionen udløste det år blodige sammenstød mellem ossetere og georgiere i Tskhinvali. Sovjetiske styrker sendtes til området for at bevare freden.
Georgien gennemførte i 1990 en lov, som forbød regionale partier. Syd-Ossetien svarede igen med at erklære sig selv som en selvstændig sovjet-republik. Osseterne boykottede et georgisk valg og afholdt deres eget.

En etnisk konflikt tilspidsedes. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned, mens det samme skete med georgiske ejendomme og skoler i Tskhinvali. Da Georgien erklærede sig uafhængigt i april 1991 gik det i krig mod provinserne Abkhasien og Syd-Ossetien.

Syd-Ossetien angives i dag at have 70.000 indbyggere. Under den blodige konflikt i 1991 dræbtes omkring tusind og 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien.

I 1992 blev Georgien tvunget til at indgå en våbenhvile for at undgå en krig med Rusland. Parterne enedes om ikke at bruge væbnet magt mod hinanden, og den omtalte fredsbevarende styrke blev dannet. Derefter var der relativt fredeligt frem til 2004 i perioden, hvor den tidligere sovjetiske udenrigsminister (under Gorbatjov) Eduard Sjevardnadze var landets leder og præsident.

Han afsattes i 2003 af den amerikansk-orkestrerede såkaldte rosenrevolution (!), der bar den nuværende USA-tro og amerikansk uddannede Mikheil Saakasjvili til magten som præsident, som har lagt landet tæt op af USA og Vesten i stadig konflikt med Rusland.  Derefter har der været hyppigere sammenstød med snesevis af dræbte i de sidste år.
Næsten hele den syd-ossetiske befolkning har russiske pas, og de bruger rublen som møntfod.

Der har været to folkeafstemninger om uafhængighed i Syd-Ossetien, i 1992 og 2006. Begge afstemninger endte med et overvældende flertal for løsrivelse, men uden international støtte blev uafhængigheden ikke anerkendt.

En iscenesat provokation

At det er Georgien (eller Grusien), der brød den eksisterende relative ro og udløste krigen kan ikke bortforklares af den amerikansk-indsatte præsident Saakasjvilis forhåndsindstuderede forsikringer om, at der var tale om præventive foranstaltninger, der skulle komme et russisk angreb i forkøbet. Angrebet var ikke bare et brutalt overfald på en lille nationalitet, men også en iscenesat provokation mod Rusland og den eksisterende våbenhvile.

Men den russiske reaktion på angrebet kom prompte. Hvis angrebene blev iværksat for at teste den russiske smertegrænse var svaret klart. Rusland sendte betydelige troppestyrker til Syd-Ossetien (og til Abkhasien), gennemførte et flyangreb på en militærbase i Georgien (hvor russerne i øvrigt fortsat har militærbaser som en uafklaret arv fra sovjettiden) og fordrev i løbet af få dage de georgiske styrker, der blev tvunget til at trække sig tilbage.

– En stor del af operationen, der har til formål at tvinge georgiske myndigheder til at skabe fred i Sydossetien, er afsluttet, sagde dem russiske præsident Dmitry Medvedev 11.8. til det russiske nyhedsbureau Interfax.

Samme dag meddeltes det, at den georgiske præsident skrev under på en våbenhvile i overværelse af den franske og finske udenrigsminister, der er i området for at mægle. Frankrig er p.t. formand for EU.
– Ifølge de fredsbevarende styrker i Syd-Ossetien fortsætter Georgien med at bruge militær magt, og set i det lys kan vi ikke tage stilling til en våbenhvile, sagde en talsmand for den russiske regering efterfølgende.

Georgien har fået ubetinget støtte til sin provokation fra USA og Vesten. De vestlige medier søgte tilmed at fremstille Rusland som aggressoren i dette tilfælde. Da Georgien hurtigt indså, at den militære konfrontation var tabt, satte det vestlige diplomati sig i bevægelse for at rage kastanjerne ud af ilden.

Natos generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, anklager russerne for at bruge unødvendig magt og krænke georgisk territorium.
I april i år erklærede Nato, at Georgien er udset som nyt medlemsland i alliancen. Det medførte forståeligt nok voldsomme protester fra Kreml. Georgien drøfter nu formelt konflikten med Nato-lederne.

Samtidig har Vesten igen udvist et topmål af hykleri og dobbeltmoral. De anerkendte den folkeretsstridige løsrivelse af Kosova og dannelsen af en ’selvstændig’ klientstat, mens de overhørte alle advarsler om, at det ville skabe en farlig præcedens, og bl.a. Syd-Ossetien og Abkhasien erklærede at de ville gå i Kosovas fodspor.  De må ikke formelt løsrive sig fra Georgien, selvom de klart ønsker at befri sig fra det barbariske georgiske regime.

Bagmand USA

Georgiens krig mod lilleput-landet Syd-Ossetien har fundet sted på opdrag fra USA, og mere præcist fra de neokonservative kredse i Bush-administrationen. Det kan der ikke råde tvivl om.

Den var ikke kun timet til olympiaden, hvor også en række andre terrorprovokationer blev sat i værk, men den kom også kun fem dage efter afslutningen af en større militærmanøvre Sea Breeze-2008 (for 11. år i træk), der strakte sig tæt ved den russiske grænse fra Ukraine til Georgien med 16 deltagende lande under amerikansk anførsel.

Krigsspillerne simulerede krig mod Rusland og var, udover værtslandene Georgien og Ukraine, i alfabetisk orden Armenien, Azerbaijan, Canada, Danmark, Frankrig, Grækenland, Letland., Makedonien, Norge, Rumænien, Tyrkiet, Tyskland, UK og selvfølgelig altså USA – den vestlige koalition af store og små imperialistlande og klientstater og en stor del af krigsalliancen i Irak og ikke mindst Afghanistan.

Det er ikke en ’europæisk krig’, som de borgerlige medier hævder, men en krig pr. stedfortræder for USA, der uddanner de georgiske tropper og har indgået en omfattende militæraftale med Georgien, som Rusland har protesteret kraftigt imod. Ifølge den israelske hjemmeside Debka har et stort antal israelske militære aktivt bistået Georgien under aggressionskrigen.

Begivenhederne understreger, hvor dødsensfarlig den amerikanske imperialismes strategi er med dens militære omringning af Rusland gennem tidligere sovjetstater og østlande sammen med oprettelsen af det såkaldte missilforsvar fremskudt næsten til den russiske grænse.
Den bringer en storkrig i Europa nærmere.

Den danske regering med krigsforbryderne Fogh Rasmussen og Per Stig Møller i spidsen har også i denne situation stillet sig på aggressorens side – og på USA’s som et vedvarende dansk ekko.

Kampen om Kaukasus, olie og verdensherredømme

Man kan spørge hvorfor denne krig kommer nu – helt bortset fra at det sker på et tidspunkt, hvor den internationale offentligheds koncentration er fokuseret på olympiaden i Kina. Svaret er ikke lokalt georgisk eller ossetisk. Det kan kun ses som et led i udførelsen af den amerikanske strategi for verdensherredømme, som indebærer at forhindre alle potentielle supermagtskonkurrenter (som Rusland og Kina) i at udvikle sig til en trussel mod den amerikanske globale magt.

Derfor gennemføres en militær inddæmnings- og omringningspolitik, hvor USA og Vesten har destabiliseret det tidligere Østeuropa, Kaukasus, Mellemøsten og Centralasien. Den georgiske krig er kun en af en lang stribe, herunder i Irak, Afghanistan og Palæstina.
USA er i færd med at anbringe baser og missiler tæt på grænserne til de to globale rivaler, der har øget deres samarbejde, også militærpolitisk, inden for bl.a. rammerne af SCO, hvor også Iran er tilknyttet som observatør.

Det handler også om olie. Ikke mindst i forhold til Kaukasus, Det Kaspiske Hav og Mellemøsten. I det store skakspil kastes nye brikker ind. USA har vundet vigtige positioner gennem sine krige, kup og ’farvede’ revolutioner i tidligere sovjetstater og østlande. Men det lider også nederlag og tilbageslag, er økonomisk i krise og militært trængt i sine krige.

For nylig vandt Rusland et væsentligt slag i kampen om den kaspiske olie og gas, da Gazprom underskrev en mangeårig leveringsaftale fra Turkmenistan. Den truer det store amerikanske projekt om at stikke snabelen i dette olierige hav gennem den planlagte Nabucco-olierørledning, der skulle etablere en rørledning over Det kaspiske Hav til de turkmenske felter og forbinde den med den eksisterende Baku-Tblisi-Ceyhan rørledning.

De neokonservative i Washington har anbragt kloner af sig selv i mange af dets nye klientstater – og de benytter dem (når de ikke bruger terrorister) til at skabe spændinger og konfrontationer ved hvert nyt træk.

Netavisen 12. august 2008