Lissabontraktaten: Alt for monopolerne

Kommunistisk Politik 10, 2008

Den irske folkeafstemningskamp om Lissabontraktaten er i fuld gang Modstanderne mobiliserer til et nejEn af de mest fortiede begivenheder i dansk EU-medlemskabs historie er den netop ratificerede Lissabon-traktat. Ingen folkeafstemning er lig med nul debat: Det er med folketingsbeslutningen  blevet stadsfæstet som et uigendriveligt faktum.

Med Lissabon-traktaten tvinger eliten deres unionsforfatning igennem, efter at den første forfatningstraktat blev forkastet ved folkeafstemninger i Holland og Frankrig. Den eneste ændring i den nye er, er at den er næsten ulæselig.

Blandt de 27 medlemslande er det kun Irland der tager demokrati bogstaveligt og holder den lovede folkeafstemning den 12. juni. Den irske grundlov forlanger det nemlig.

Dansk køreplan

I Danmark er alt lagt tilrette hvis det bliver et ja i Irland og Lissabon-traktaten ratificeres af alle de øvrige lande uden at befolkningerne spørges, selvom der er et klart flertal for, at der skal stemmes om den.

Kort tid efter den irske afstemning vil et embedsmandsudvalg udkomme med en rapport, der viser,  at de danske undtagelser fra 1993 betyder tab af indflydelse, og en ’nødvendig’ folkeafstemning kan sættes i gang i løbet af folketingets sommerferie til mulig gennemførelse først på efteråret.

Nu udråbes den danske statsminister og krigsforbryder Anders Fogh Rasmussen til favorit i kampen om det magtfulde embede som Unionens første præsident. En folkeafstemning, der annullerer de danske forbehold, vil være den afgørende anbefaling.

Oprustning

Hver ny traktat gennem et halvt århundrede har båret i samme retning: Nye politiske områder er kommet ind under ’fællesskabet’ og taget fra de enkelte medlemslande. Hver ny traktat viser også den retning, som kapitalisterne kigger i. Med den nye traktat er det ikke mindst ud over grænserne. EU skal til at spille en meget større rolle som magtfaktor i verden.

Den militære EU-doktrin er meget tæt op og ned af forbilledet fra de gamle europæiske koloniimperier og den amerikanske våbenbroder.
EU tiltager sig retten til at definere sit ’interesseområde’ langt ind over grænserne til landene i Mellemøsten og Afrika. Skulle man finde, at Unionens interesser trues, giver EU sig selv lov til at slå først med et præventivt militært angreb.
Det er den samme mulighed som USA gav sig selv – sammen med næsten 40 andre lande indbefattet  Danmark –  som undskyldning for at starte krigen mod Irak.

Den militære doktrin følges i traktaten op af nye muligheder for at støtte EUs militærindustri og opbygningen af en egentlig hær i tæt samarbejde med NATO.
Målsætningen er ikke at hjælpe ænder over gaden eller rydde miner i borgerkrigsramte områder, men et traktatfæstet krav til gradvis oprustning.

Ret til dårlig løn

Med vedtagelsen af Lissabon-traktaten opnår Unionen de fleste af de målsætninger, der står på monopolernes ønskeliste. Det handler ikke om at sikre arbejderklassens rettigheder, men de euromonopolernes profitter.
Traktaten betyder mere magt til EU, hvilket reelt er mere magt til de allerstørste og mest grådige europæiske virksomheder.

Blandt politikere er der knap ende på de illusoriske taler om, at den nye traktat giver mere demokrati og åbenhed, og et helt charter af rettigheder.
Sandheden er stadig, at det hele styres gennem lobbyisme og korruption. Hele den parlamentariske fernis er købt op. Nye dereguleringer og lovtekster formuleres af udpegede embedsmænd,  i hemmelige udvalg i samarbejde med repræsentanter fra industrien.
Sådan har EF og EU fungeret indtil nu, og sådan vil det fortsætte med fornyet energi med vedtagelsen af traktaten.

I stedet for tryghed i ansættelsen, faste arbejdstider, og en løn der kan sikre eksistensen, betyder Unionen et konstant krav om at flytte sig 1000vis af kilometer efter  arbejde med dårlig løn og kun sikkerhed for død og lemlæstelse. Strejkeretten skal indskrænkes sammen med de øvrige muligheder for at føre faglig kamp.

Unionen  blander sig

Folkeafstemningen i Irland har fået bekymrede europæiske politikere til at flokkes om Irland og erklære, at unionen er stendød. Det er som at høre en remse fra desperate ejendomsmæglere: ’Der står intet med småt og det er bare at skrive under til det fælles bedste: Evig ungdom, mælk og honning og sikringen af verdensfreden’!

Midt i april dukkede kommissionformand José Manuel Barroso op i Dublin og forsikrede, at EU ikke vil fifle ved medlemslandenes ret til at fastsætte skatteniveauet, selvom gennem den irske debat er kommet frem, at EU netop med Lissabon-traktaten giver virksomheder mulighed for at indstævne lande for konkurrenceforvridning ved opkrævning af uens skat.

Når muligheden er der, vil den også blive brugt. Sådan er EU praksis, og hensynet til ’markedskræfterne’ er den religion, som EU-domstolen sværger ved, når traktater og lovgivning fortolkes.

For øjnene af os udvikles økonomien stadig mere samfundsmæssigt, den bliver tættere sammenfiltret og gensidigt afhængig. Men magten til at bestemme over alt – fra produktion af mad til indretning af sundhedsvæsen – er koncentreret hos et ganske lille antal personer i unionens elite.

Se også

EU vil oprette mere end 160 ambassader rundt i verden
Netavisen 6. maj 2008

Lissabon-traktaten vedtaget: ”Gigantisk vælger bedrag”
Netavisen 25. april 2008

Fogh eller Blair – krigsforbrydere til tops i Unionen
Kommunistisk Politik 2, 2008

Netavisen 6. maj 2008