Faglig kommentar, Kommunistisk Politik 5, 2007
I en tid, hvor fagbevægelsens top gennem år har forsøgt at begrave strejker og aktioner, så er det dejligt befriende at opleve suset, energien og resultatet af en konflikt ført af så relativt få, men beslutsomme arbejdere med den fornødne opbakning i ryggen fra branchen og andre arbejdspladser.
Efter to en halv uges konflikt måtte HCS strække våben over for de 23 århusianske skraldemænd:
- Vi lever lidt i en rus endnu. Det er stort at have fået firmaet HCS lidt ned med nakken, siger tillidsmanden Jan Dion Christensen.
Skraldemændene gjorde, hvad toppen af dansk fagbevægelse ikke havde rygrad eller vilje til, da denne søndag aften på ny underskrev en overenskomst, der underminerer det solidariske princip. Skraldemændene trodsede den lumpne klassesamarbejdspolitik.
I stedet stolede de på egen styrke, kampens vej og solidariteten fra arbejderklassen:
– Resultatet er en sejr for hele fagbevægelsen. Vi har vist, at hvis vi står sammen, så kan vi opnå resultater. Det er ikke kun os der har vundet, det gælder også alle dem der med strejker og økonomisk støtte har bakket om vores konflikt. Vi havde ikke kunnet gøre det, hvis ikke vi havde fået opbakning fra kolleger i hele landet, konstaterer Jan Dion Christensen ifølge Fagligt Ansvarshjemmeside.
Skraldemændene har ret: Det er stort.
De har – med strejkevåbenet og den fornødne opbakning – ikke bare fået firmaet HCS i knæ; de har vist, at privatiseringens vanvid og profitbegær kan antastes. Det var Århus kommunes udlicitering af byens renovering, der var årsagen til de forringede arbejdsforhold. Vinderne af ethvert udbud hiver profitten hjem på bekostning af de ansattes løn og arbejdsforhold og borgernes forringede service. For HCS’ vedkommende kan man tilføje forældede arbejdsgivermetoder, der kun går ud på kæft, trit og retning.
På trods af borgerpressens forsøg på at indskrænke konflikten til en almindelig tvist mellem arbejdsgiver og arbejdstager, så var skraldemændenes strejke dybest set en principiel kamp mod privatisering.
I sit indhold er skraldekampen dermed også en fortsættelse af kampen for velfærden, som tog sit opsving for alvor sidste år, og som ansatte og borgere i Århus by, kommune og amt stod så glimrende i spidsen for. Det er svært at forestille sig andet, end at demonstrationernes dynamik stadig lå lidt i blodet på de 23 skraldemænd.
I hvert fald lever kampen for velfærd til alle stadig. Skraldemændene har understreget dette og givet næring til troen om resultater.
Der er således ingen politikere, der står bag sidste års kommunalreform, der skal føle sig trygge ved de allerede iværksatte regionsdannelser og de forringelser og nedskæringer, der følger i kølvandet af disse.
Få måneder efter søsætningen af de nye regioner trænger der ikke bare masser af praktiske problemer på, men i særdeleshed masser af nedskæringer og forringelser. Det handler om, at vi brugere og borgere i langt højere grad betragtes som en vare snarere end det menneske, vi er. Det gælder for ung som gammel, i uddannelsessystemet som hospitalssektoren, i pleje- som omsorgsdelen – hele vejen rundt.
Skandalerne på Fælledgårdens plejehjem på Østerbro eller Strandvænget i Nyborg er begge udtryk for årtiers besparelser og nedskæringer og indførelse af ledelses- og arbejdsmetoder, der tilnærmer behandlingen af brugeren til en industriel vare.
Kommunalreformen og de nye regioner sætter yderligere tempo i den retning, men de ansvarlige skal ikke vide sig for sikre. Ansatte har protesteret i årevis. Det afdækkes ved enhver skandale. Ansvaret for forringelserne ligger entydigt hos nedskæringspolitikerne – og nu har 23 skraldemænd vist vejen.
Brugen af strejkevåbenet og de markante sympatikonflikter og -aktioner var baggrunden for sejren. Det kan ingen tage fra os. I en tid, hvor fagbevægelsens top gennem år har forsøgt at begrave strejker og aktioner, så er det dejligt befriende at opleve suset, energien og resultatet af en konflikt ført af så relativt få, men beslutsomme arbejdere med den fornødne opbakning i ryggen fra branchen og andre arbejdspladser.
Mens de århusianske skraldemænd, deres arbejdskammerater i andre byer og arbejdere på andre virksomheder har grund til at bryste sig, så burde CO-Industris forhandlere skamme sig over deres manglende vilje til at repræsentere arbejderklassens interesser og krav.
Det er ikke fra denne kant, vi skal sætte lid til solidariteten.
Kommunistisk Politik
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
