Det latinamerikanske ryk

Leder
Kommunistisk Politik 2, 2007

Meget tyder på, at Fidel Castros tid som Cubas leder snart er forbi. Men Fidel efterlader sig en gigantisk arv: ikke bare et Cuba, som har gjort sig fri af den amerikanske imperialismes kløer og har fulgt sin egen udviklingsvej, men også et helt kontinent, der er i gang med et kraftigt ryk mod venstre og som ønsker at følge i det cubanske spor – ikke som model, men som eksempel på en selvstændig national udvikling, fri af den vestlige imperialismes dominans og kontrol.

I den forstand er Fidel allerede gået over i historien som en af den moderne tids store revolutionære skikkelser.

Det latinamerikanske ryk er folkeligt, demokratisk og antiimperialistisk i sin karakter. Og det er massivt og har grebet hele kontinentet. I alle lande er sådanne udviklingsprocesser i gang.

Senest er Daniel Ortega, den tidligere leder af sandinisternes opstand i Nicaragua, der som følge af amerikansk undergravningsvirksomhed blev tvunget til at træde tilbage som præsident i 1990, igen blevet valgt til og indsat på sin nations højeste post. Og allersenest blev ‘endnu en socialistisk præsident indsat i Latinamerika’, som overskriften i Politiken lød, da økonomen Rafael Correa blev taget i ed som Ecuadors præsident. Han vil begrænse tilbagebetalingen af landets gigantiske udlandsgæld og har udskrevet en folkeafstemning 18. marts som første skridt i ‘folkets revolution’.
I Venezuela har den massivt genvalgte præsident Hugo Chavez erklæret at ville omstøde landets tidligere privatiseringer.

Det er vigtigt at bedømme udviklingerne i Latinamerika nøgternt. Et land bliver ikke socialistisk, fordi der kommer en venstreorienteret præsident, der kalder sig ‘socialist’ eller revolutionær. En gennemgribende revolution, som fører til et socialistisk samfund, vender op og ned på magtforholdene, sætter den tidligere herskende klasse – i Latinamerika oligarkerne, de store godsejere og de multinationale selskaber – på porten, og etablerer arbejdernes klasseherredømme i den ene eller anden form. Det forudsætter en nationalisering af de vigtigste produktionsmidler.

Og det vil foregå under en voldsom klassekamp mod reaktionen og imperialismen, som ikke skyer noget middel (i bogstaveligste forstand) for at bevare sine truede positioner eller genvinde dem, hvor de er gået tabt.

I sluterklæringen fra det 10. internationale seminar om ‘Revolutionens problemer i Latinamerika‘ i Quito, Ecuador (2006), som er underskrevet af en lang række marxistisk-leninistiske og revolutionære partier, der går forrest i deres folks kampe, hedder det:
Vejen til socialisme fordrer en afgrænsning af holdningerne over for socialdemokratiske, reformistiske og opportunistiske forestillinger, som erklærer, at det er muligt at opbygge socialisme uden at afskaffe kapitalismen.

I december afholdt latinamerikanske ledere et topmøde i Cochabamba, Bolivia, hvor der lagdes vidtgående planer for kontinentalt og regionalt samarbejde og integration, som vil begrave de amerikanske drømme om et af USA kontrolleret frihandelsområde. Den amerikanske venstresocialist Noam Chomsky at et afgørende skifte er på vej: USA er alvor ved at miste sit greb om kontinentet – og årsagen er lige præcis landenes stadig stærkere økonomiske samarbejde, som gør dem langt mindre afhængige af USA.

– For første gang siden den spanske kolonisering, i 500 år, tages der virkelige skridt mod integration i Latinamerika , siger Chomsky, som kalder mødet i Cochabamba ‘historisk’.

Supermagten USA er afhængig af mineraler og energi fra det rige latinamerikanske kontinent, hvis udplyndring det satte i system i det 20. århundrede. Samtidig knuste det alle forsøg på en selvstændig udvikling med blodige kup og krige – bortset fra i tilfældet Cuba, hvor det mislykkedes, hvorfor USA har opretholdt en ulovlig og FN-fordømt blokade i årtier.

Nu ruster den imperialistiske supermagt sig til kamp mod ‘den radikale populisme’ , som den latinamerikanske bevægelse kaldes, med Venezulas Chavez og Evo Morales i Bolivia som de to værste ‘bad guys’ . Træningen af latinamerikanske officerer på amerikanske militærakademier er i al hemmelighed blevet øget dramatisk i de sidste fem år.
Kampen mellem en revolutionær udviklingsvej og den væbnede kontrarevolution vil blive skærpet.

Netavisen 23. januar 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater