Sulten er et oprør

Tale for de sultestrejkende på Christiansborg Slotsplads 15. juli 2006

Af Patrick Mac Manus, forfatter

‘Krigen mod terror’ er i disse år også blevet forvandlet til en ‘krig mod flygtninge’. Det er ikke længere flygtningen, der skal beskyttes, men staten. Ikke længere den svage, men den stærke.

Mens ‘krigen mod terror’ har undermineret Genèvekonventionen af 1949 om behandlingen af krigsfanger, har ‘krigen mod flygtninge’ på lignende vis undermineret Genèvekonventionen af 1951 om flygtningenes beskyttede status.

At beskytte er at tage vare på de svage. At give sikkerhed til dem, der flygter fra usikkerhed. At skabe lindring for de sårede i krop og sjæl. At tage imod med en generøsitet, som vi selv ville ønske at blive mødt med. Dette er ikke tilfældet i dag.

En sådan beskyttelse for de flygtende i verden er blevet til et fjernt minde om en tid, der måske aldrig har været. Den er blevet til en utopi i en fjendtlig tid.

I stedet skabes udsigtsløshed, isolation og ydmygelse. I stedet forødes dyrebare menneskelige ressourcer. I stedet skabes fysisk og psykisk lidelse, opgivenhed og selvmord. Det sker iblandt os. Det sker i lejre iblandt os. Og en dag vil de lejre blive kaldte med rette navn, og den dag er her måske allerede.

Den danske regering og dens højreradikale støtteparti fører an i denne brutale flygtningepolitik, og ønsker ret beset at frigøre sig helt for flygtningekonventionens bindinger.

Til dem med hus med røde teglsten vil jeg sige: en dag vil huset og taget splintres af granater.

Til dem med en have og blomstrende æbletræer vil jeg sige: en dag vil haven og æble træerne pløjes op af larvefødder.

Til dem, der har børn og børnebørn, vil jeg sige: en dag vil de ligge som blodige bylter.

Det skal siges til dem, der vil sende mennesker tilbage til lande, hvor husene og tagene er splintrede og haverne og æbletræerne er oppløjede og børnene ligger som blodige bylter.

Skal vi selv først bløde før vi kan føle for de sårede? Skal vi selv blive hjemløse før vi kan føle med dem, der har mistet alt? Skal vi miste vore egne børn før vi forstår forældrenes sorg? Skal vi selv tvinges på flugt før vi kan føle med de flygtende?

Sulten er et oprør. Sulten er de svages våben, kroppen er det, der er tilbage, når der ikke er andet tilbage. At skade sin egen krop er afmagtens desperate selvbestemmelse, når al anden mulighed for selvbestemmelse er svundet ind.

Sulten er den ‘fortvivlelsens selvhjælp’, der træder til, når anden vej ikke gives. I 1849 talte det oprørske borgerskab i dette land netop om ‘fortvivlelsens selvhjælp’, om modstandsretten, om det berettigede i oprøret, når magten ikke ville give sig på anden vis. I disse år og under tilpasning til stormagtens økonomiske, politiske og militære strategi bliver denne politiske tradition likvideret.

Og sammen med frihedstraditionen likvideres også den anstændighed, der i dens egen selvforståelse kendetegnede den borgerlige livsform. En humanistisk tradition, hvis kerne er, at intet menneskeligt er den fremmed, er brudt sammen. Den viger for fremmedangst, for fjendskab, for inhuman administration.

Der skal skabes en ny sensibilitet i dette land. Det er et land, der er blevet hårdere, mere lukket, mere afvisende over for verden. Vi skal åbne dette land. Vi skal åbne det med vores længsel, vores smerte, vores sult.

Netavisen 15. juli 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne