Fogh, Bush, Annan og olien i Sudan

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 13, 2006

Anders Fogh Rasmussen behandles i medierne (især de danske) som en statsmand af international statur. Da han mødtes med George Bush i Camp David var det imidlertid ikke et møde mellem statsmænd, men mellem globale gangstere og internationale krigsforbrydere, ude på nye rov.

Mødet var omgærdet af fuld mediestøj om Al Zarqawis død, som blev fremstillet som en gigantisk militær og politisk sejr for USA i Irak. Men al larmen omkring Al Zarqawi og terrorisme har hele tiden været et forsøg på at tilsløre den virkelige karakter af modstanden i Irak: en national befrielseskamp, støttet af langt hovedparten af befolkningen, imod udenlandske aggressorer, gamle kolonimagter, der endnu engang vil sætte sig i besiddelse af den irakiske olie.

De ’store statsmænd’, med hænderne dryppende rødt af blod og glinsende sort af olie, har ansvaret for hundredtusinders død, for ødelæggelsen af den irakiske infrastruktur og af et relativt velfungerende samfund, for en ubeskrivelig elendighed, som den irakiske befolkning lider under. Den sekteriske terror, som gør tilværelsen endnu mere usikker, eksisterede ikke før besættelsen. Den er derimod direkte skabt og opmuntret af besættelsesmagterne. Den irakiske modstand har vist sig så stærk, at man nu anvender ‘Guatamala-modellen’ – dødspatruljer, hvad de tyske nazister kaldte ‘Nacht-und-Nebel’-aktioner – til sekterisk og etnisk opsplitning af landet.

Bortset fra Blair, som er på vej ud, og Ariel Sharon, som er hjernedød, har Bush ingen så trofast allieret som Anders Fogh, hvis forbryderiske troskab belønnes med fede kontrakter til Mærsk og den øvrige danske rustningsindustri.

Italien trækker sig ud af Irak, Japan har netop meddelt, at dets ’selvforsvarsstyrker’ også er på vej ud, efter at dens opgave med at opbygge landet (læs: ødelægge det) er fuldført – men Fogh øger det danske kontingent og sender flere og friske soldater til Afghanistan.

Darfur, Darfur

Der foregår for øjeblikket en global kampagne for at sende soldater til Sudans Darfur-provins. ‘Folkemordet i Darfur’ er det løsen, det skal foregå under. Og kasketten soldaterne skal have på er FNs. Danmark skal være med. Det var den vigtigste nyhed, der slap ud fra Camp David-mødet med Bush. At det både er alvorligt ment og nært forestående, understreges af, at statsmand Fogh fik besøg af FNs generalsekretær Kofi Annan, en agent for amerikansk politik.

Invasionen forberedes som en ‘fredsmission’ – men historien viser, at amerikanske fredsmissioner i FN-regi betyder krig, død og besættelse. FN-missionen i Korea betød 4 millioner døde og et halvt århundredes amerikansk besættelse. I 1961 var de i Congo og spillede en rolle i mordet på Patrice Lumumba. Senest har de i Eks-Jugoslavien og Haiti været et dække for amerikansk og EU-invasion og besættelse.

Som i Irak, Afghanistan og så mange andre steder, hvor USA har interveneret, handler det ikke om at fred eller redde menneskeliv. Det handler endnu engang om olie. Det amerikanske behov er umætteligt. Af Sudans 35 millioner lever 6 millioner i Darfur-provinsen – og nylige opdagelser har vist, at Sudan besidder store oliereserver, måske på højde med Saudiarabiens. Sudans regering har ikke underlagt sig amerikansk oliediktat. I stedet arbejder Kina med udvinding af den sudanesiske olie.

Det kan USA ikke tillade. Det vil Mærsk ikke have. Derfor bliver der militær intervention. Og derfor vil Danmark være med – medmindre denne forbrydelse stoppes i opløbet.

Netavisen 21. juni 2006