Sudan synker dybere ned i et mareridt af massakrer, sult og stormagtsintriger.

Mens lig flyder frem på satellitbilleder fra Darfur, og millioner drives på flugt, udspiller der sig en brutal kamp mellem to militære magtcentre – begge støttet udefra af rivaliserende regionale og imperialistiske interesser. Midt i denne uendelige voldscyklus fortsætter Sudans folk kampen for frihed og demokrati.

Hvad sker der i Sudan?

De aktuelle grusomheder i provinsen Dafur er et trist højdepunkt i en langvarig humanitær katastrofe i Sudan.

Af Arbeit Zukunft

I næsten 30 måneder har to væbnede konfliktparter kæmpet om kontrollen med Sudan og mod det sudanesiske folk og dets frihed. På den ene side står det sudanesiske militær (SAF), som repræsenterer en fortsættelse af det militærregime, der blev indført i 2019. På den anden side kæmper de såkaldte Rapid Support Forces (RSP), som er en sammenslutning af paramilitære enheder og den militære gren af en konkurrerende regering, der har eksisteret siden april 2025.

Situationen i Sudan betegnes af International Rescue Committee som den største humanitære katastrofe i øjeblikket. Mellem 25 og 30 millioner mennesker er aktivt ramt af sult, og op til 15 millioner mennesker – heraf over 11 millioner i Sudan selv – er på flugt. Især i den vestlige provins Dafur, der siden 2003 har været præget af militære konflikter, har der i de seneste dage været store uroligheder i form af massakrer. Ifølge satellitbilleder er der fundet snesevis af lig i byen Al-Faschir, hvilket tyder på grusomheder begået af RSF-militsen. Omkring 65.000 mennesker formåede at forlade byen. RSF kontrollerer dermed de fem største byer i provinsen Darfur.

Parallelt med udviklingen i Darfur er der også udbrudt yderligere kampe mellem de væbnede styrker i den centrale Kordofan-region. Ifølge Den Internationale Organisation for Migration er op til 37.000 mennesker på det seneste flygtet fra regionen mellem Darfur og den sudanesiske hovedstad Khartoum.

En historie om vold

Massakrerne i Darfur udvikler sig til folkemord. Denne virkelighed er ikke noget nyt i Sudans historie. Allerede i 2003 fandt det første folkemord i det 21. århundrede sted i Darfur. De såkaldte Janjaweed-militser massakrerede op til 300.000 mennesker i provinsen i løbet af fem år. Når man ser nærmere på det, har der siden landets grundlæggelse i 1956 været en vedvarende tilstand af vold præget af borgerkrig, fordrivelse og folkemord. De aktuelle massakrer på civilbefolkningen er snarere en fortsættelse af volden, som er så meget desto mere alvorlig, fordi den synes uendelig.

Det, man ofte glemmer, er, at der forud for militærstyret var demokratiske og revolutionære protester. Kravet om den daværende præsident Al-Bashirs afgang var ikke begrænset til hans person. Protesterne var udtryk for en dyb krise i Sudan og en afgørende fase, der skulle bestemme retningen for landets fremtidige år. For at sætte en brat stopper for dette folkelige krav blev Al-Bashir væltet, og der blev oprettet en militærdiktatur, der skulle fungere som det hidtidige instrument til bekæmpelse af folkelige oprør. Et yderligere kup fulgte i 2021, som skulle forhindre et nyt forsøg på at demokratisere Sudan.

RSF opstod blandt andet ud af de allerede nævnte Janjaweed-militser, som i 1980’erne blev brugt til at undertrykke den sydsudanesiske befrielsesbevægelse. Den daværende sudanesiske præsident Nimeiri brugte militserne i stedet for hæren til at bekæmpe den sudanesiske folkets befrielseshær, SPLA. Siden 2015 var RSF underlagt den daværende diktator Al-Baschir. Og i 2017 blev militserne endda integreret i de regulære enheder ved RSF-lov. Men hverken den nuværende de facto-hersker, general Burhan, eller hans underordnede Hemedti, der igen kontrollerer RSF, kunne blive enige om en fælles vej, og således blev et tidligere redskab for den sudanesiske centralregering til den militære arm af et konkurrerende magtcenter.

Forskellige magter blander sig

EU benytter sig blandt andet af RSF’s tjenester til at kontrollere og dæmpe flygtningestrømme mod nord og Libyen. RSF fungerer som grænsevagt ved de sudanesiske grænser og handler selv med flygtninge. EU’s støtte og medvirken kan ofte kun spores indirekte. For eksempel finansierer Better Migration Management Program, der er oprettet af EU og Tyskland, grænsekontrollen til Libyen og Egypten, som RSF er blevet pålagt at varetage.

Især De Forenede Arabiske Emirater (VAE) støtter RSF med våben. Til gengæld betaler militsen for sine våben med eksport af guld, et metal, der er særligt udbredt i Sudan. RSF er altså en milits, der kontrolleres af VAE og bruges til deres egne formål. I krigen i Libyen kæmper RSF på siden af magthaveren Haftar, der igen støttes af UAE. Samtidig støttes den konkurrerende SAF af Tyrkiet, Rusland, men også Iran. Ironisk nok stod de russiske Wagner-tropper til tider på RSF’s side, så Rusland dermed støttede begge sider i den nationale konflikt. Tyrkiet støtter igen den overgangsregering i Libyen, der konkurrerer med Haftar.

Det særlige ved Sudans historie er, at mange provinser har uløste nationale og etniske konflikter, der går langt tilbage i tiden, samtidig med at landet er konstant afhængigt af udenlandske magter. I de sidste to århundreder har først Det Osmanniske Rige og senere Det Britiske Imperium kontrolleret Sudan. Sydsudans løsrivelse i 2011 efter mange års nationale konflikter var et afgørende højdepunkt i Sudans videre udvikling. Den store olieproduktion i Sydsudan førte til et pludseligt fald i indtægterne fra olieeksporten. Spændingerne mellem Sudan og Sydsudan eskalerede, da Sudan krævede en andel af indtægterne. For begge stater betød dette en stigning i fattigdommen.

Befolkningerne i Sudan får ikke lov til at udvikle sig selvstændigt. Landet er dog det fjerdestørste på det afrikanske kontinent målt på sine naturressourcer. Sudan kan ikke udvikle sig selvstændigt, men må fungere som råvareeksportør til udlandet. Sudan får ikke lov til at udvikle en egen industri, der kunne løfte landet ud af fattigdommen. Det forbliver et fattigt land, fordi det er så rigt på ressourcer.

Alligevel fortsætter kampen for demokratiske kræfter og folk i Sudan. De regionale magter i området, fra Tyrkiet til De Forenede Arabiske Emirater, men også de imperialistiske lande, har ingen interesse i en demokratisering af Sudan. Hvis Sudans folk og demokratiske kræfter selv tog skæbnen i egne hænder og dermed mindskede afhængigheden af udlandet, ville de eksterne magter ikke længere kunne tjene penge på udnyttelsen og plyndringen af den sudanesiske jord. Den internationale solidaritet gælder Sudans folk og deres kamp for befrielse og demokrati.

Oversat fra Arbeit Zukunft: Was passiert im Sudan?