Anti-velfærdsreformen

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 8, 2006

Den systematiske voldtægt af sprog og begreber fra den politiske reaktions side frembyder vanskeligheder for progressive og revolutionære. Reaktionen har simpelthen ranet positivt ladede begreber, udtryk og mærkesager fra arbejderklassen og venstrekræfterne– og fyldt dem med et reaktionært indhold.

De reaktionære kræfter har i kraft af deres mediekontrol i årevis kunne fremstille sig som ‘menneskerettighedernes’ fortalere, selvom de er de værste menneskerets-skændere og svorne torturtilhængere. Kontrarevolutioner bliver til ‘revolutioner’ i diverse farver med let fattelige, sødmefulde logo’er. Og det positivt ladede udtryk ‘reform’ (opfattet som forbedringer og sociale fremskridt) bliver et stempel på hvert eneste nyt skridt i fjernelsen af tilkæmpede rettigheder.

Hele den nyliberalistiske EU-offensiv, knyttet til Lissabonmålsætningen(Agenda 2010) mod arbejderne, de unge og pensionisterne, til fordel for monopolernes profitter, markedsføres i samtlige lande, af skiftende regeringer, som positive reformer– små eller store fremskridt. Den propagandistiske sprogsvindel er så omfattende, at de fleste opgiver at kæmpe imod det – og overlader både revolution og reform til reaktionen.

Foghs stribe af såkaldte reformer er alle mod-reformer, anti-reformer, politiske og sociale tilbageskridt. Men kan vi ikke undgå at kalde hans såkaldte velfærds-reform for en modreform eller anti-reform, som den er, kan vi i det mindste afsløre dens indhold: Det er en ANTI-velfærdsreform – simpelthen.

Foghs omhyggeligt forberedte baglæns – spring handler ikke om at ‘fremtidssikre velfærden’, som det så pænt hedder. Den handler om at nutidssikre profitterne og sikre de danske monopoler en stabil forsyning af billig og villig arbejdskraft. Den handler om at få danskerne til at knokle mere og længere livet igennem. Den handler om at jage unge gennem uddannelsessystemet, så de hurtigere og længere kan udbyttes af virksomhederne.

Den handler om at fjerne allerede tilkæmpede sociale forbedringer som efterlønnen og pensionsalderen, arbejdsløshedssikring o.s.v. Den drejer sig kort sagt om at gøre livet surere for danskerne – fra barnsben af og til et stadig kortere pensionistliv.Og det hele sker for at nutids- og fremtidssikre monopolernes og milliardærernes luksuriøse og historisk uovergåede velfærd. For at rejse et velfærds-sarkofag for Mærsk McKinney Møller og konsorter.

Det er en plan for nu og i fremtiden at omfordele resterne af den danske velfærdsmodel, så monopolerne og de rige får det hele. Der skal intet være tilbage til arbejderne og dem, der har skabt alle værdierne og den enorme rigdom i det danske samfund af i dag– andet end krummer, der dårligt nok vil kunne sikre overlevelsen, når man når pensionsalderen.

Det er et dagligt tilbagevendende mantra for Fogh og hans støtter, at det går ufattelig godt for Danmark og dansk økonomi. Udlandsgælden er væk Arbejdsløsheden er nærmest forsvindende, påstås det. Hvordan kan det så være, at velfærden i al fald er forsvindende– ikke i fremtiden, men nu?

At der bliver flere og flere tiggere, flere og flere familier, der sættes ud fra deres lejligheder af kongens foged, at det bliver stadig vanskeligere at få en bolig, at fødevarerne bliver rådne og fordærvede, at skoler, uddannelsessteder og offentlige institutioner forfalder? At ældre og syge ikke får den nødvendige hjælp og pleje?

Fordi den nyliberale EU-politik, som Fogh fører hele vejen igennem (og som gennem de seneste årtier har likvideret ), det danske velfærdssamfund er en åbenlys fiasko, når det gælder sikringen af et minimum af social velfærd for alle samfundsmedlemmer. Udliciteringer, privatiseringer, nedskæringer af den offentlige sektor og sociale sikringsordninger har forringet ikke bare den offentlige sektor dramatisk, men sænket hele samfundets sociale kvalitet.
Anti-velfærdsreformen er sidste søm i ligkisten.

Hvem kan stoppe Fogh og hans flertal af velfærdsslagtere i Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti? Fra sidste uge stiller den parlamentariske opposition med ikke mindre end to kvindelige statsministerkandidater. Men både Marianne Jelved og Helle Thorning- Schmidt glæder sig til at forhandle med Fogh om et ‘bredt forlig’ Som svorne tilhængere af EU-liberaliseringen deler de anti-velfærdsreformens ideologiske og økonomiske præmisser. Heller ikke fra LO eller toppen af dansk fagbevægelse har der lydt en klar afvisning af Foghs sorte planer. Fagtoppen har travlt med at overbevise medlemmerne om, at det er gammeldags at protestere i gaderne.

De franske masseprotester i de seneste uger og måneder viser det modsatte. Det er tip top moderne – og det er effektivt. Strejker, massedemonstrationer, universitets- og skolebosættelser samt blokader tvang Foghs franske regerings- og meningsfæller i knæ og forkastede en EU-reaktionær nyliberal ungdomsfjendsk lov. Fagforeningerne spillede en positiv rolle i denne kamp.
Her i Danmark er der ikke mindre på spil. Her må vi også lære at kæmpe, så vi vinder!

Netavisen 11. april 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne