Manipulation i Kaffefonden

Kommunistisk Politik 17, 2005

Det danske borgerskab spiller på mange strenge, når det gælder om at komme til fadet i den fælles og indbyrdes rivaliserende imperialistiske udbytning af mere tilbagestående lande. Her gælder ikke længere den åbenlyse kolonisering af diverse territorier, lande eller nationer. I dag gælder langt mere raffinerede metoder, hvoriblandt de statsstøttede hører til de sikreste og mest lukrative, fordi firmaerne kan gemme sig bag staten, som angivelig vil tjene til at fremme humanitære formål og udvikling af arbejdspladser i tredjeverdenslandene.

Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) var et sådant redskab, der blev skabt i 1967, og hvis økonomiske støtte oftest var bundet op på betingelser om, at modtagerlandet skulle benytte dansk industri i forbindelse med projekterne. Det er siden blevet afdækket, at enhver krone, der er udgået fra den danske stat, er kommet tifold tilbage til dansk industri. ”Ulandsbistand” er med andre ord skjult bistand til dansk industri.

IFU har derfor også forsøgt at foregøgle deres noble hensigt i en sådan grad, at de for nylig er blevet grebet i grov manipulation, hvilket bestyrelsesformand Johannes Poulsen har erkendt:

– Vi kan selvfølgelig ikke tage æren for at have skabt arbejdspladser i projekter, hvor vi aldrig har investeret en krone. Det er vildledende og en klar fejl, som jeg beklager, siger IFU-fondens bestyrelsesformand, Johannes Poulsen, til Nyhedsbrevet 3F.

Men det er præcis, hvad IFU-fonden har gjort siden 1967. Et af de talrige projekter, som Fagbladet 3F har undersøgt, er et Novo Nordisk-projekt i Algeriet.
Projektet kom aldrig ud over skrivebordskanten. Alligevel fremgår det af IFU´s årsrapport, at der blev skabt 240 arbejdspladser. Forelagt oplysningerne kaldte projektansvarlig Anders Jensen fra Novo Nordisk det for ”en smule manipulatorisk”.
Johannes Poulsen erklærer sig helt enig i bedømmelsen.

Parlamentariske dønninger

Sagen har skabt så megen blæst, at de forskellige partier, der er repræsenteret i Folketinget, nu forsøger at slå politisk mønt på problemet.
Socialdemokraterne, der var ved regeringsmagten, da fonden blev stiftet, toner kritikken og kravene ned til et minimum:
– Nu må vi have et klart svar på, hvad der egentlig foregår i fonden. Er det bestyrelsesformanden eller direktøren, der bestemmer i IFU? spørger Bjarne Laustsen (S).

Frank Aaen fra Enhedslisten mener, at driften af fonden er gruelig gal:
– Pengekassen må smækkes i, indtil Rigsrevisionen har kulegravet IFU. Med de anklager, der er rejst om IFU, kan vi ikke forsvare, at der bruges flere skattekroner, før alle kort er lagt på bordet.

Fakta om IFU

Da Danmark i 1967 lagde grundstenen til Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU), skete det med erklærede ”ædle” motiver om at yde de fattige lande hjælp til selvhjælp.
Danske virksomheders investeringer skulle sætte skub i hjulene og skabe arbejdspladser i lande, der ikke selv kunne magte opgaven. Den danske stat bistod med skattekroner.

Det ædle formål er skæmmet af, at tallet over skabte job er blevet pustet gevaldigt i vejret.
IFU blev kaldt kaffefonden, fordi det var indtægterne fra told på kaffe, der gik i fondens pengekasse.

I 1989 så IØ (Investeringsfonden for Østlandene) dagens lys. IØ og IFU har fælles administration og fælles bestyrelse.
Sven Riskær har været direktør for IFU siden 1978, afbrudt af en orlov 1983-85. Fra 1989 har han tillige været direktør for IØ-fonden.
De to fonde er selvejende institutioner.

Netavisen 31. august 2005