Venstres magtmisbrug i ly af tyske bajonetter  

Af Frede Klitgård
Formand for Aktive Modstandsfolk

Håndslag 1, 2004
Se den her i pdf

Da venstreleder og statsminister Anders Fogh Rasmussen den 29. august 2003 markerede 60-års dagen for det danske folks sejr over den krybende kollaborationspolitik, følte rigtig mange af de endnu eksisterende 5000 modstandsfolk og et utal sympatisører, at de blev befamlet af en lommetyv, der kom listende bagfra og nu ville tilrane sig æren for den vigtige delsejr.

Det er en historisk kendsgerning, at Venstre som parti ikke tilsluttede sig frihedskampen, men kørte på frihjul og i ly af de tyske bajonetter først og fremmest søgte at fremme sine egne økonomiske og politiske mål. Venstre satte den store samarbejdspartner Socialdemokratiet under pres, og ved fælles hjælp gennemtrumfede de et hidtil uset felttog, der skærpede klassekampen ganske voldsomt og gjorde de rige rigere og de fattige fattigere.

Mange venstrefolk var fascineret af nazismen og flirtede intenst med dette menneskefjendske, krigeriske voldsregime. Dette skal ikke forklejne den modstandsindsats, der blev ydet af mange venstrefolk, konservative og andre medkæmpere. I ly af de tyske bajonetter tog Venstre alene eller i nært samarbejde med andre kollaborationsfolk initiativet til de mange nedskæringer og til de fnysende angreb på arbejderne og de unge.

I de seneste tre-fire år før det nazistiske Tyskland under Adolf Hitler brød den eksisterende ikke-angrebspagt og i løbet af få timer gennemførte en militær besættelse af Danmark, var der oven på kapitalismens katastrofale krise i slutningen af 20’erne blevet iværksat en række sociale forbedringer som ferielov, ny skolelov, ny lærlingelov, en boliglovgivning og små lappeløsninger til forbedring af enkelte sociale love.

Tyskerne havde dårligt nok fået indrettet sig permanent i deres fremtidige gratis spisekammer, før Venstre tog fat på at rulle de herskende tilstande tilbage til tidligere tider. Venstre truede Socialdemokratiet med, at hvis de ikke fik tilslutning til planerne i den nydannede samlingsregering, ville de uden hensyn til den ellers erklærede enighed om at begrave alle stridsøkser, træde ud af regeringen – uanset konsekvenserne. Ifølge socialdemokraterne ville konsekvenserne have været direkte tysk magtovertagelse.

Socialdemokratiet med landsfader Thorvald Stauning i spidsen foretrak ikke uventet at protestere i lammefromme, blide vendinger imod Venstres nedskæringsplaner for derefter, som så mange gange tidligere, alligevel at bøje sig for det politisk aggressive og helt skrupelløse Venstre, der følte at have vinden i ryggen.

Alle politikere var på daværende tidspunkt helt og fuldt klar over, at Danmark stod ved en korsvej og at den valgte retning ville få alvorlige konsekvenser ikke blot næste dag og næste uge, men mange år ud i fremtiden. Erfaringerne fra Første Verdenskrig var endnu i frisk erindring. Men som så mange gange tidligere oplevede den undertrykte, bundne og til dels vildførte arbejderklasse, at de socialdemokratiske ledere lod dem i stikken overfor både arbejdsgivernes og storlandbrugets hensynsløse, nedtromlende offensiv.

Hverken de socialdemokratiske parlamentarikere eller toplederne i fagbevægelsen (De Samvirkende Fagforbund, DSF, som datidens LO hed), lettede sig fra stolene for at mobilisere medlemmerne og det store, men desværre reformistiske og som regel helt passive arbejderparti til protest og modstand. De lod fem og syv være lige og så til den anden side, mens de samtidig glædede sig over fortsat at holde i tømmerne, at have ‘indflydelse’.

Truslen om tysk magtovertagelse, der i øvrigt aldrig blev dokumenteret, tog Social-demokratiet ikke særligt tungt. I naturlig forlængelse af den hidtidige tyskvenlige medløbspolitik på det udenrigspolitiske område var partiet indstillet på et tæt parløb med besættelsesmagten og Tysk-lands nazistiske magthavere. Umiddelbart efter besættelsen optog Socialdemokratiet forhandlinger med tyskerne og opnåede tilsagn om, at også efter den forventede tyske sejr i verdenskrigen ville Socialdemokratiet blive tålt og tilladt og få en ledende rolle i det nye storeuropæiske paradis, som Hitler & Co. forestillede sig.

I modsætning til situationen i andre besatte lande blev Socialdemokratiet og dets store net af ‘underorgani-sationer’ – fagbevægelse, lejerforeninger, kooperative virksomheder m.v. ikke angrebet, lukket eller ‘overtaget’ af nazister. De blev heller ikke plyndret for deres formuer. Her såvel som på andre områder var det besatte Danmark også en markant undtagelse.

Venstre i offensiven

Venstres politiske offensiv startede straks efter den tyske voldtægt af Danmark den 9. april 1940. Det gamle bondeparti, der først langt senere blev ændret til et mere bredt-favnende højrekapitalistisk parti, slap alle hæmninger og det latente klassehad løs, da det over en bred font gik til angreb på arbejderklassen og andre demokratiske kræfter. Her opridses nogle af de mest markante angreb.

ANGREB PÅ SOCIALREFORMEN

Venstre fik gennemført en omvæltende, antidemokratisk og menneskeretskrænkende forringelse af socialreformen fra 1933 med bl.a. genindførelse af tab af stemmeret og valgbarhed for personer, der modtog længevarende ’socialhjælp’. Stramningen var et led i en ‘pakke’ der også indeholdt forringelser i arbejdsløshedslovgivningen. Venstre påberåbte sig, at de arbejdsløse i vidt omfang svindlede og bedrog arbejdsløshedskasserne og kommunerne, der administrerede ’social- eller kommunehjælpen’. På dette udokumenterede grundlag skærpedes bestemmelserne om pligt til tilbagebetaling af modtaget offentlig hjælp. Tilbagebetalingen kunne medføre tvangsarbejde med udpræget idiotarbejde, der udførtes i særlige ‘arbejds-huse’.

TVUNGEN VOLDGIFT

Med Venstre og Konservative som hoverende fanebærere vedtog de sammenrottede partier at gennemføre en lov om tvungen voldgift på arbejdsmarkedet. Der var tale om et udspekuleret, nederdrægtigt forsøg på at knægte arbejderklassen og den ellers så højt besungne ‘frie forhandlingsret’. Efter initiativ fra den danske generalkonsul i Hamburg, Marius L Yde, rettede den socialdemokratiske toppolitiker Johannes Kjærbøl en indtrængende opfordring til Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og til De samvirkende Fagforbund (DsF) om at søge alle konflikter løst uden strejker og uden lockout’er.

Generalkonsul Yde, der åbenbart optrådte i den famøse rolle som stikirenddreng for de tyske naziledere, havde erklæret, at »Besættelsesmagten ikke ville affinde sig med strejker eller lockout, og at det kunne blive skæbnesvangert for organisationerne, hvis tyskerne i givet fald ville skride ind.«

De to store organisationer stod ret og udarbejdede efter anvisning fra Kjærbøl og Yde et lovforslag om en nyskabelse, der blev kaldt tvungen voldgift. Da der var politisk enighed om dette ind- og overgreb, blev det vedtaget i Rigsdagen den 14. september 1940 med alle stemmer imod fire. Kun arbejdsmændene, datidens ringeagtede specialarbejdere, gjorde ophævelser. Initiativet var ganske givet udgået fra tysk side og var et ganske fikst forsøg på at få smuglet procedurerne i Den Tyske Arbejdsfront, dvs. nazisternes karikatur af en fagbevægelse, ind i Danmark ad bagdøren.

Det såkaldte Arbejds- og Forligsnævn blev ledet af tre repræsenter fra hver af de to parter. I toppen var der et for-formandskab på tre personer, nemlig landsdommer Thorkil Myrdahl, arbejdstilsynsdirektør Erik Dreyer – og den berømte (eller berygtede) venstrepolitiker og ‘vismand’, senere finansminister m.m. Thorkil Kristensen, i folkemunde kaldt ‘Thorkil Livrem’. I virkelighedens verden var der tale om forbud imod strejker. Arbejderklassen blev ganske enkelt berøvet sit mest effektive og prøvede kampmiddel.

DET STORE PRISHOP

Bogstavelig talt alle priser fik et ordentligt spark opad. Det skete ved, at politikerne bukkede en ekstra gang for Venstre og sammen med dette altid klynkende parti gennemførte intet mindre end en fordobling (!) af kornpriserne. Prisernes himmelflugt var i ganske særlig grad til gavn og glæde for storlandbruget med det daværende Venstres kernevælgere, og med meget katastrofal afsmitning på det øvrige prisniveau, først og fremmest på fødevarer.

Allerede ved Tysklands udløsning af Anden Verdenskrig den 1. september 1939 havde regeringen fået bemyndigelse til at fastsætte priser og indføre rationering på mange varer. Tilbageholdelse af varer med det formål at øve indflydelse på priserne blev forbudt. Men forbudet blev tilsidesat af bl.a. landbrugets slagteriorganisationer. De tilbageholdt kød- og flæskevarer, der var tiltænkt indbyggerne i København. Men der blev hverken skredet ind, idømt straf eller fremskaffet varer. Det var et typisk eksempel på skrupelløst magtmisbrug.

Det var især storlandbruget, der avlede korn, og derfor var priserne på korn af største, afgørende betydning. Allerede i december 1939 blev kornpriserne sat op. Senere blev der indført ‘maksimalpriser’ med nye forhøjelser til følge. I juli 1940 kom det virkeligt store hug. Det kornproducerende landbrug, dvs. det såkaldt store hartkorn, fik med ét slag forøget den årlige indtægt med 500 millioner kroner. Til sammenligning: Statens finanslov 1940-41 lød på 655,8 millioner kroner. De større gårde havde i perioden fra 1939 til 1940 en indtægtsforøgelse på ikke mindre en 230 procent! Aldrig har så få fået så meget! Det vil også her være af betydning at erindre om, at alene i perioden fra juli måned 1939 til samme måned året efter blev lønarbejderne – og deres familier, – udsat for en direkte lønnedgang på 22 procent!

DYRTIDSTILLÆGGET. DER FORSVANDT

Den 30. maj 1940, altså kun tre uger efter den tyske besættelse, var SVKR-regeringen klar med et »Kriseforlig«. Derved blev landarbejderne frastjålet deres berettigede og lovhjemlede dyrtidstillæg, og der blev gennemført et lønstop. Under titlen »Kriseforlig« vedtog Rigsdagen den 30. maj 1940 en serie love, der betød tvungen voldgift på landbrugsområdet, skønt netop land-arbejderne levede under de ringest tænkelige vilkår. Ved lov blev det fastsat, at de dårligt stillede landarbejderne ikke skulle have udbetalt det dyrtidstillæg, de øvrige arbejdere havde fået ret til et halvt år tidligere.

I en lov med titlen »Lov om den for Regulering af Arbejdslønninger og gældende Pristalsregulering« gennemførte magthaverne et lønstop samtidig med bortfald af bestemmelserne fra 1939 om dyrtidsregulering, dvs. dyrtidstillæg på basis af et statistisk pristal, der kunne manipuleres med – og blev manipuleret med. Det skete f.eks. på den måde, at man tog enkelte varegrupper ud af beregningen, hvorefter man kom frem til et »skrællet« pristal med tilsvarende lavere vægt i de økonomiske beregninger, der mere korrekt bør betegnes som fiflerier.

Aprilpristallet 1940 blev uden videre skåret ned fra 222 til 218. Det såkaldte kriseforlig betød bl.a., at pristallet for januar 1940 skulle gælde i den kommende tid. På denne ‘fikse’ måde blev lønningerne ført tilbage til pristallet 103, hvor de så blev fastlåst, mens priserne røg hel op på et pristal på 259 for januar 1941. Skiftende venstreledere har i øvrigt vist sig at være rene mestre i fiflekunsten. Den 1. oktober 1940 blev der efter stort pres gennemført dyrtidsregulering for landarbejdere. Men diskriminationen fortsatte: Landarbejderne blev spist af med 17-19 øre pr. time, mens andre arbejdere fik 34,15 øre pr. time.

STAVNSBÅNDET GENINDFØRT

Unge landboere blev ved lov stavnsbundet til deres hjemegn. En menneskerettighedskrænkende lov herom blev med Venstre som fører tromlet igennem umiddelbart efter store festligheder i 1938 i anledning af 150-året for stavnsbåndets ophævelse.

På mange politiske områder blev det reaktionære samarbejde mellem det ‘liberale’ Venstre og det ‘liberale’ Konservative Folkeparti styrket på grund af sammenfaldende interesser. De to partier og deres ungdomsforbund var fælles om perfide angreb på socialismen, arbejdere, fagforeninger, arbejdsløshedskasser og snart sagt enhver form for sociale hjælpeforanstaltninger. De Konservative var som parti uhyre fascineret af fascismen i Italien og af nazismen i Tyskland og opretholdt intim forbindelse gennem såkaldte studierejser.

Konservativ Ungdom (KU), der havde et betydeligt antal medlemmer, førte en meget militaristisk/nationalistisk politik og efterabede skabelonagtigt nazisterne i uniformering med spidsbukser, lange støvler, officersbælte og skrårem. De måtte bære det ganske populære øgenavn ’skråremmer’. De to partier førte an i Rigsdagen for at få gennemtrumfet ‘Loven om Sikring af Landbrugets Arbejdskraft’. Den ellers så omfattende arbejdsløshed blev delvis afhjulpet ved bl.a. tørve- og brunkuls-produktion.

Af frygt for, at især de unge, som regel stærkt underbetalte arbejdere ville søge arbejde på disse områder, ville de permanent klagende storbønder binde de unge til hjemstavnen. Ifølge loven, der blev kaldt ’stavnsbåndsloven’, måtte ugifte landarbejdere under 25 år ikke anvises arbejde uden for landbruget. Genindførelsen af stavnsbåndet blev betragtet som en sort knytnæve, der oven i købet blev langet ud af repræsentanter for den klasse, der havde trællet under stavnsbåndet.

Tvangsforanstaltningerne, der blev brugt flittigt, tog sig også ‘kærligt’ af de unge arbejdsløse i byerne. Disse unge kunne af arbejdsløshedskasserne eller kommunerne anvises arbejde i landbruget, selv om arbejdet i sig selv var uvant og at den anviste arbejdsplads måske lå langtfra hjemmet. Der var gennemgående tale om en ringere betaling end i byerhvervene. Dengang var der større forskel på by og land end senere.

DANSK ARBEIDSTIENESTE

Sideløbende med en voldsom kampagne i presse og radio m.v. om den fordærvede, slappe, lallende, cigaretrygende, drikfældige og omkringdrivende ungdom uden opbyggelige tanker i hovedet satte Socialdemokratiet sig i spidsen for opbygningen af et vidt forgrenet net af ungdoms- eller arbejdslejre.

Da kendskabet til de nazistiske udskejelser med massearrestationer, forbud og koncentrationslejre i Tyskland var begyndt at brede sig, bl.a. fordi tusinder af flygtninge søgte ly og asyl i det ‘demokratiske’ Danmark, og vakte nogen uro, blev lejrene ikke kaldt opdragelses- eller arbejdslejre ell.lign., men blev kamufleret med det farveløse »foranstaltninger«. Socialdemokrater har nu altid været særdeles opfindsomme, når det gjaldt om at skjule skurkestreger!
Arbejdstjenesten blev med bred pensel malet i rosenrøde farver for at dække over billederne af arbejdshuse eller opdragelses-anstalter.

Retfærdigvis skal det tilføjes, at der også blev åbnet mulighed for, at unge arbejdsløse kunne få bevilget et højskoleophold. Der var altså strøet lidt sukker på den bitre pille. Allerede i 1933, straks efter Hitlers kup, gjorde den danske social-minister K.K. Steincke sig til talsmand for at oprette særlige ungdomslejre. Et af argumenterne gik ud på, at de unge skulle ’skærmes’ imod den kommunistiske indflydelse.

Et stort flertal i Rigsdagen vedtog ‘Lov om ungdoms-lejre’ i november 1940. Trods propagandaen blev arbejdslejrene aldrig populære. Det skyldes bl.a. idiotarbejde, hvor de unge gravede huller den ene dag og plantede juletræer den næste. Der var planlagt 40 lejre, men kun 20 kom i gang. De blev fortrinsvis indrettet i herregårde. Tre lejre var specielt for kvinder. Unge, ugifte arbejdsløse i alderen 18-25 år kunne ‘anbringes’ (læg mærke til den liberalistiske, demokratiske og menneskevenlige formulering) i lejr, hvis vedkommende havde været ledig i to måneder. Nægtelse af at lade alt bag sig og rejse til et måske fjernt sted for at udføre arbejds-tjeneste, var praktisk talt en umulighed, idet man i givet fald straks blev frataget understøttelse.

Arbejdsløsheden blev i øvrigt effektivt bekæmpet ved, at magthaverne eksporterede omkring 130.000 arbejdere til Tyskland, hvor de under ringe vilkår frigjorde en tysk mand, der så blev sendt ud i den store krig for at dø for fædrelandet og kanonkongerne.

Det bød politikerne den ungdom, der var blevet opdraget med øretæver og spanskrør, og – som det blev sagt med et skævt smil – var dresseret til at starte dagen ved at stå på et ben og messe et nyt udenadlært salmevers.

HUNDETEGN TIL ALLE

Venstre gjorde sig til talsmand for, at alle lønmodtagere skulle udstyres med en særlig arbejdsbog, så ‘arbejdsgiveme’ kunne kontrollere lønmodtagerne i alle ender og kanter. Arbejdsbogen blev modificeret til et ‘hundetegn’, et særligt arbejdskort

Nedrakningen af de unge antog karakter af systematisk mistænkeliggørelse og forfølgelse. Venstre udfoldede en voldsom oppustet propaganda, som monotont påstod, at de unge ‘misbrugte’ understøttelsen og andre sociale foranstaltninger. Det ‘liberale’ parti, der efter eget udsagn altid sætter mennesket før ’systemet’, gik så langt, at det foreslog indførelse af en arbejdsbog, hvor der bl.a. skulle noteres oplysninger om indehaverens løn og årsag til fratrædelse(r).

Det skulle også anføres, hvad han/hun havde fået udbetalt i løn i de forudgående seks måneder. Denne ordning havde bl.a. til formål at oplyse ‘arbejds-giverne’ om, hvor lav en løn vedkommende arbejdskortindehaver var pligtig til at arbejde for. Venstres forslag blev dog ikke gennemført. Efter sædvanligt snik-snak og korridorpolitik blev bogen i stedet til et kort, der straks blev betegnet som et hundetegn.

Det egentlige formål med denne diskriminerende papirnusseropfindelse var at oplyse ‘arbejdsgiverne’ om, hvor lav en løn vedkommende kortbærer havde pligt til at arbejde for. Venstre afgav på denne måde vidnesbyrd om, at partiet ikke respekterede lønslaverne som mennesker.

GIK PLANKEN UD: VILLE DØDSDØMME MODSTANDSFOLK

Venstrepolitikerne havde påtaget sig en ledende rolle i samarbejdet med de øvrige partier om at føre såkaldt forhandlingspolitik med tyskerne. Det var en ret naturlig position, idet Venstre som repræsentant for storlandbruget havde en helt særlig interesse i at sikre de højest mulige priser på flæsk, levende kreaturer, heste, æg, smør m.m. til tyskerne.

Den almindelige danske forbruger måtte kæmpe en fortvivlet kamp imod enorme prisstigninger på bl.a. smør, som blev uundværlig, da selv den skrapt rationerede margarineproduktion faldt bort. Den bedre organisering og ledelse af modstandskampen især i Jylland satte sig mærkbare spor i form af store sabotagebølger, der bl.a. i perioder lammede jernbanetrafikken og bragte de tyske generaler fra koncepterne.

Under forhandlingerne om det tyske ultimatum op til 29. august 1943 gik trafik-minister Niels Ellegaard (herover), der var Venstres repræsentant i den faktiske regering, Nimandsudvalget, ind for, at kollaborations-regeringen skulle indføre dødsstraf for sabotører.

I begyndelsen af august 1943 tiltog politi-kernes nervøsitet. De mærkede, at de var ved at miste grebet om befolkningen. Der begyndte at rejse sig krav om, at samarbejdsregeringen og dens såkaldte skyggeregering, dvs. nimandsudvalget, skulle fralægge sig ansvaret og gå af. Den førende venstreleder, trafikminister Niels Elgaard, forbløffede sine kolleger, da han ved en ministerfrokost den 16. august tog til orde for, at krisen kunne løses ved at regeringen indførte dødsstraf for sabotørerne.

Ude i landet optrappedes modstandskampen fra dag til dag og kulminerede den 29. august 1943, hvor den forhadte regering nødtvunget måtte slippe tøjlerne og formelt ansøge kongen om sin afsked. Den danske befolknings modstandsvilje havde med sabotørerne i spidsen vundet almen tilslutning og havde sejret imod en ellers fast sammentømret politisk blok af kollaborationspolitikere.

Tillæg:
”Venstre ved du, hvor du har!”

Samarbejds-regeringen

Regeringen, der vedtog at kapitulere, da Nazityskland overfaldt Danmark den 9. april 1940, havde haft magten i samfulde 11 år som et socialdemokratisk-radikalt flertal med statsminister Thorvald Stauning og udenrigsminister Peter Munch i spidsen. De to øvrige store partier, Venstre og Det Konservative Folkeparti, havde i disse år været skiftevis i opposition og forligspartner.
9. april om aftenen blev der dannet en samlingsregering, hvorved tre mand fra hver af de to partier blev ‘kontrolministre’ med stærk indflydelse på al lovgivning. Partierne ville ‘begrave stridsøksen’ og samarbejde om at føre ‘forhandlingspolitik’ med tyskerne.

Men allerede den 14. maj demonstrerede Venstre, at partiet ville mele sin egen kage. Partiet krævede, at pristalsreguleringen af lønningerne blev ophævet. De reaktionære borgerlige partier pressede senere på for at gennemtvinge en rekonstruktion af samlings-regeringen med optagelse af ‘ikke-politiske’ ministre. Den 8. juli blev Munch fyret og afløst af Erik Scavenius, direktøren fra F.L. Smidth Gunnar Larsen, og Harald Petersen, ’statsadvokat for særlige anliggender’, dvs. det nære samarbejde med Gestapo, blev ved denne lejlighed optaget i regeringen.

Ejnar Vaaben: Til Hitler for Venstre

Ejnar Vaaben var stornazist af klasse A med meget nær kontakt til koryfæer som Adolf Hitler, Hermann Göring, Heinrich Himmler og Joseph Goebbels, og han var senere kendt som den store chefideolog og skolingschef i det ret lille, men storforbryderiske Schalburgkorps., der skulle bekæmpe den danske modstandsbevægelse. Allerede i 1930 blev han af Venstre sendt til Berlin, og 25. september bragte venstrepressen et stort, eksklusivt interview med den store Führer, Hitler. 9. november samme år stiftede Vaaben det første naziparti, baseret på ren racisme. I 1932 gik han ind i spejderføreren Lemckes tilsvarende parti, i 1934 blev dette parti ved et kup overtaget af Frits Clausen. Efter besættelsen var han flere gange i Tyskland for at få nazi-inderkredsens tilslutning til ændring i den danske regering. Denne ændring blev derefter fuldbyrdet 8. juli 1940,

Over LS til nazipartiet

En del medlemmer i det oprindelige bondeparti Venstre var ganske lydhøre over for nazisternes falske lokketoner. Som ægte opportunister lagde de mere vægt på flæskepriser end på de luftige ideer om borgerlig-parlamentarisk styreform og ‘fri økonomisk konkurrence’. Landbrugernes Sammenslutning, i daglig tale LS, var en yderligtgående afskalning fra Venstre og udsprang på Randersegnen i 1930-31. Foreningen var i 1939 vokset til omkring 35.000 medlemmer og havde ret stor indflydelse i Jylland. Det var en senere formodning, at nær ved hver anden landbruger var medlem af LS. Leder var gårdejer Knud Bach.

17. juni 1940 vedtog LS at indlede samarbejde med nazipartiet, DNSAP, under Frits Clausen. Der var et vist samarbejde med Bondepartiet, der havde Valdemar Thomsen som leder. Dette parti var som LS alvorligt angrebet af nazibacillen og gik i tæt samarbejde med LS og optrådte som repræsentant for LS i Rigsdagen. LS havde direkte kontakter i Berlin og førte forhandlinger med tyske myndigheder. Det resulterede bl.a. i højere smørpriser i oktober 1940! Fra sommeren 1941 modtog LS og dets presse direkte økonomisk støtte fra Nazi-tyskland.

Kamp mod fagbevægelsen

Under den tyske besættelse udnyttede Venstre enhver given mulighed for at søge sine mærkesager om kamp imod ærkefjenden fagbevægelsen ført igennem. Efter at de to parter på arbejdsmarkedet havde standset den almindelige Forligsinstitutions funktion, trådte Lov om Arbejdsforhold i kraft 14. september 1940. Her blev der dannet et Arbejds- og Forligsnævn med et repræsentantskab på seks medlemmer og et formandskab af tre særligt udpegede koryfæer. ‘Skabet’ blev forsynet med en altomfattende, nærmest diktatorisk magt, der kunne afgøre alle tvistigheder på arbejdsmarkedet. Herover ses ’skabet’. Til venstre formanden, landsdommer Thorkil Myrdal, i midten direktør i Arbejdstilsynet, Erik Dreyer, og til højre en af Venstres mest berygtede nedskæringsspecialister, økonomiprofessor Thorkil Kristensen, i folkemunde kaldt ‘Thorkil Livrem’.

Netavisen 4. maj 2005